Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for folkestyret siden besættelsen
Der er én ting, der er værre end magtfuldkommenhed, og det er magtesløshed.« Det fik Mette Frederiksen vrisset til sit partis sommergruppemøde, da hun blev forelagt beskyldningen om at regere magtfuldkomment. Svaret siger jo på sin vis det hele.
Mette Frederiksen har dygtigt dyrket sit image som handlekraftig leder, der gør folkets vilje til virkelighed, ikke mindst under coronakrisen. Men sporene blev lagt ud tidligere. I 2019 oprustede hun i Statsministeriets stab med følgende begrundelse: »Jeg ønsker at lede en regering, hvor vi sætter en klar politisk retning for Danmark.
Det er afgørende for mig, at det er politiske valg – og dermed først og sidst danskernes valg – der styrer, hvilken retning vores samfund skal i.« I sig selv er der ikke nødvendigvis noget galt i dét, men når vi ser, hvordan det siden er gået, begynder mønstret at være klart.
Men alternativet til magtfuldkommenhed behøver ikke at være magtesløshed. Når man er statsminister i et folkestyre, er meningen sådan set, at man regerer med ydmyghed og respekt for den store magt, man er blevet bevilget indirekte af vælgerne og af folkestyret.
For med stor magt kommer stort ansvar.
Og målet helliger ikke midlet – heller ikke, når man har en folkestemning i ryggen.
Derfor er folkestyret og retsstaten danskernes værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig.
Og derfor er jeg bekymret, når jeg ser på den seneste valgperiode: Minkskandale, skandale om Forsvarets Efterretningstjeneste og Lars Findsen, politisering af embedsværk og myndigheder, tilbageholdelse af oplysninger om for eksempel Syriensbørnene, usaglige afslag på aktindsigter og angreb på den frie presse.
Samtidig har vi en regering, der går efter at så frygt og splittelse, for eksempel med københavnerbashing, akademikerbashing, bankbashing og udlændingebashing, og som konstant udvælger grupper, som skal belønnes eller straffes med særordninger, særskatter eller slet og ret checks. Som ruller mere overvågning ud over danskerne og indskrænker danskernes frie valg til eksempelvis privat velfærd eller fordelingen af barsel.
Ydmyghed og det modsatte
Vi har i Velfærdsdanmark vænnet os utrolig meget til at tale om det, som politikerne kan få statsmagten til at gøre FOR os. Men nu begynder det at vise sig, at vi nok skulle tale lidt mere om det, som statsmagten kan gøre VED os, hvis den ikke er tæmmet og bundet.
Det lå de mennesker, der skabte og udviklede vores folkestyre, blandt andre højskolebevægelsen, bondebevægelsen og arbejderbevægelsen, meget på sinde at begrænse den måde, som staten kunne udøve sin magt på. Det var vigtigt for dem at besjæle både Grundloven i teorien og folkestyret i praksis med ydmyghed over for magten og med enorm respekt for danskernes ret til at leve i frihed og ansvar, så længe de adlød statens (relativt få) love.
For de havde netop oplevet tilværelsen i et samfund, hvor statsmagten kun tjente bestemte gruppers interesser og ikke var til deling for alle borgere. De kendte til følelsen af magtudøvelse, der ikke tog hensyn til dem, og de vidste, at en stat, der kunne give alt til folk, også kunne tage alt fra dem.
Og de kunne deres historie, så de vidste tilmed, at et demokrati uden regler kunne være lige så tyrannisk som en enevældig konge. Derfor forstod de, at ingen skulle have absolut magt, heller ikke når de mente at handle på vegne af folkets vilje. For magten korrumperer selv de bedste, og den tiltrækker de værste.
Det er værd at dvæle ved, fordi det føles så længe siden nu. Ikke desto mindre er det vores forfædres sejre, som vi i dag nyder godt af ved at leve i ét af de frieste, rigeste og mest menneskevenlige samfund, verden nogensinde har kendt – i et liberalt demokrati. Men overalt i Vesten ser vi nu en fremvækst af politikere og bevægelser, der ser ned på netop det liberale demokrati.
Cæsar handler, folket klapper
Uanset om det er den illiberale Orbán, den konspiratoriske Trump, vrede identitetspolitikere eller fanatiske klimaaktivister, er de alle enige om, at spillereglerne ikke skal gælde for dem. For ifølge dem står det liberale demokrati med sine mange begrænsninger, principper og kompromisser i vejen for at gøre det rigtige. Det kræver åbenbart en Cæsar at skære igennem al fnidderet og principrytteriet og gribe til handling – til lyden af folkets tordnende applaus.
Og ja, jeg kan godt forstå, at folk er trætte af den måde, politik fungerer på.
Brudte løfter, evindeligt ævl og kævl, langsommelige forhandlinger, kvælende bureaukrati, manglende fantasi, uigennemskueligt spin og kommunikation og alverdens EU-forordninger, konventioner, sædvaner og domme, som ingen mening giver for et almindeligt, fornuftigt tænkende menneske.
Vi politikere har et enormt ansvar for at forsimple vores bureaukratiske systemer og være bedre til at få tingene til at ske. Men vi bør også være ærlige om det, vi ikke bare lige kan få til at ske, og om de omkostninger og ulemper, vores forslag har.
For uden det liberale demokratis begrænsninger, principper og kompromisser er der kun den formløse, rå magt uden regler eller forudsigelighed tilbage. Og den bliver ikke mere rimelig af at blive brugt i en såkaldt god sags tjeneste. Men den kan være tillokkende at hylde, når man brændende vil have noget til at ske. Fristelsen til bare at gribe til handling er stor, også for os politikere, der jo både gerne vil gøre noget og derudover gerne vil genvælges.
Men husk, at uanset hvor meget, vi kan juble over at få vores vilje i dag, kan det være os, der i morgen er dem, der bliver udøvet rå magt mod.
Dårligste nyhed
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Mette Frederiksens måde at regere landet på er den dårligste nyhed for folkestyret og retsstaten siden besættelsen. Den er gennemsyret af en historisk stor foragt for de begrænsninger, som folkestyret og retsstaten lægger på dens magt.
Det viser sig også ved, at den konstant fremturer med harske udfald mod kritikere og den frie presse, som den beskylder for blandt andet trumpisme, at påstå forkerte ting uden belæg og være drevet af »konspirationsteorier« og »blodrus«. Hvor socialdemokraterne var hoverende og magtfuldkomne i medvind, er de nu ynkelige og dårlige tabere i modvind.
Og det er jo ikke bare borgerlige som mig, der kan se, at den er gal. Det kan Politiken også. Det kan Information også. Det kan Sofie Carsten Nielsen også. Men vi, der drømmer om at få en ny – borgerlig – regering, skal ikke glæde os for tidligt.
For det første er det aldrig godt bare at vinde fordi modstanderen bliver fravalgt, og for det andet er det ikke nok, at en borgerlig statsminister satser på ikke at være lige så slem som Mette Frederiksen. Vi borgerlige kan gøre det meget bedre end det. Og også bedre, end vi plejer.
Sidst lod vi for eksempel Inger Støjbergs lovbrud passere og fortsatte gladeligt den ulovlige logning af danskernes teledata og lukketheden i offentlighedsloven. Der er masser af ting at kritisere os borgerlige for, og det bør vi gå til åbent og ærligt. Kun sådan kan vi vise danskerne, at der er en anden måde at køre butikken på end den, vi oplever nu.
Derfor har vi fremlagt nogle principper for god, borgerlig regeringsførelse, som vil blive rettesnoren for vores samarbejde med en borgerlig regering, som er afhængig af vores støtte: En borgerlig regering skal forpligte sig på reformvillighed, åbenhed, mådehold med magten, respekt for faglighed og forsigtighed, når vi nærmer os lovens grænser.
Folkestyret trænger til ilt, og det vil det få, hvis vi giver nyt liv til disse gode principper.
Det tror jeg, at danskerne vil efterspørge på valgdagen, og det står Liberal Alliance klar til at levere.