Man er en dårlig redningsmand, hvis man selv skaber ulykken først

Det er altid velkomment med bud på, hvordan vi som samfund løser forskellige problemer. Desværre er det ofte dem, som har mest travlt med at spille redningsmænd, der har skabt problemet i første omgang.

Vi møder ofte politiske partier, især på venstrefløjen, som positionerer sig som redningsmænd. Der er mange vælgere, som godt kan lide at blive reddet. En redningsmand er en helt, og en helt er god. Alle vil gerne være gode. Men hvis man har skabt ulykken i første omgang, så kan man ikke siges at være god – uanset hvor flot man redder nogen bagefter.

I førstehjælp lærer alle, at de altid skal standse ulykke først. Men når det kommer til politiske redninger, så forværrer den foreslåede redning tit problemet, som man i første omgang ønsker at redde nogen fra. Det skaber selvforstærkende feedback-loops. Skad, red, skad mere, red mere, osv. ad infinitum. Heri ligger en delforklaring på paradokset: at selvom staten blot vokser og vokser, så bliver serviceniveauet blot ringere og ringere.

Alene den sidste uge har vi hørt på redningsudspil omkring børn og unges psyke, sygeplejerskers løn, en varmecheck, og huslejestigninger. Men fælles for alle disse er, at problemerne er opstået af politikfejl.

For vi ville ikke have samme problemer med børn og unges psyke, hvis ikke man lod ungdommen betale prisen for covid-nedlukningerne, udflyttede uddannelser til provinsbyer langt væk fra deres drømme, tvangsfordelte skolevenner, når de skal i gymnasiet baseret på deres forældres indtægt eller indførte skolereformer, som dræner lærerstaben for gejst og dødlægger al nytænkning af undervisningen.

Og på trods af alt dette, er det venstrefløjen, der går til valg på at gøre livet bedre for Danmarks børn og unge – selvom det er deres politik, der i første omgang har skabt problemerne.

Et andet eksempel er, at man vil afhjælpe inflationsproblemerne ved at uddele en varmecheck, der blot puster yderligere til det bål af inflation, der i disse dage brænder af danskernes privatøkonomi.

Venstrefløjen stod for at, huslejer skulle indekseres til inflationen. Og med paroler om, at der ikke kom nogen regning ved at pumpe flere penge ud i økonomien, lod man gladelig inflationen løbe løbsk, hvilket nu har ført til højere priser på alt fra fødevarer, forbrugsgoder og husleje.

Og for at føje spot til skade har regeringen endda netop meddelt, at de vil sætte yderligere loft på huslejestigninger, hvilket blot vil minimere udbuddet af boliger, så der nu skabes dårligere boligforhold for danskerne.

Et andet eksempel er, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø og lønforhold er for dårlige. Det behøver man ikke en subjektiv vurdering af, for man kan bare se på, hvor få unge, der i disse dage har lyst til at blive sygeplejersker. Årsagen er, at man med venstreorienteret planøkonomi har besluttet, hvad en sygeplejerskeløn skal koste.

Altså den venstreorienterede klassiker med prislofter. Indfører man prislofter, så falder udbuddet. Nu falder udbuddet af sygeplejersker så i en tid, hvor der er brug for dem, hvilket skader os alle. Men som sædvanlig står venstrefløjens redningskorps i kø for at indføre flere planøkonomiske tiltag med bureaukrati og detailregulering, som vil forværre arbejdsmiljø og løn yderligere.

Men der er en vej ud af kniben. Ved første øjekast fremstår løsningen måske ikke så heltemodigt. Men hvis vi tager et opgør med forestillingen om, at politik skal fylde alt i danskernes tilværelse, kan vi undgå mange af ulykkerne.

Hvis vi tager et opgør med, at politikerne skal detailregulere danskernes liv fra vugge til grav, kommer vi ikke til at forvilde os ud i situationer, hvor politikerne må ty til halvbagte lappeløsninger. Men det kræver, at vi politikere tør blande os udenom og udviser tillid til danskerne.

(Debatindlæg udgivet i SN d. 26. Oktober)