Liberal Alliance
22. august 2024

Liberal Alliance har foretaget en mindre ordførerrokade i folketingsgruppen.

  • Pernille Vermund er ny miljøordfører. Hun bliver dermed erhvervs- og miljøordfører. Hun overtager ordførerskabet fra Alexander Ryle, som fortsætter som EU- og IT-ordfører.
  • Louise Brown er ny ældreordfører. Hun overtager ordførerskabet fra Pernille Vermund og bliver dermed sundheds-, ældre- og epidemiordfører samt ordfører vedr. § 71-tilsynet.

Begge ordfører glæder sig over tildelingen af deres nye ordførerskaber.

Pernille Vermund:

Da jeg for ti år siden dykkede ned på bunden af Øresund for ved selvsyn at se de skadelige konsekvenser af sandsugningen, indledtes min kamp for vores havmiljø.

Jeg har siden engageret mig i debatten om udledning af urenset spildevand, udledningen af kvælstof fra såvel landbruget som vores nabolande samt været med til at sikre, at det store naturområde ved Vadehavet, der er udnævnt til UNESCO verdensarv, blev holdt fri for et kommende testcenter for kæmpevindmøller. Og senest var jeg naturligvis personligt engageret i forhandlingerne om den nye havmiljøplan.

De kommende år skal der blandt andet leveres resultater på de gode initiativer i havmiljøplanen, ligesom vi står over for en vigtig opgave med at sikre at landbruget bliver kompenseret rigtigt for de områder, der fremover skal udtages af driften, så vi kan få mere urørt, beskyttet og vild natur på land.

Det er afgørende, at vi overleverer naturen i endnu bedre stand til kommende generationer. Jeg er derfor ekstremt glad for, at jeg som ny miljøordfører for Liberal Alliance kan fortsætte kampen for miljøet.

Louise Brown:

Jeg er meget glad for også at have fået ældreordførerskabet, og jeg værdsætter at blive vist den tillid fra gruppen og gruppeledelsen. Jeg glæder mig til at påtage mig ansvaret for ældreområdet – et område jeg i forvejen har haft berøring med gennem mit ordførerskab som sundhedsordfører. Derfor giver det mening, at vi nu samler ordførerskaberne under samme person.

Ældreområdet er et område, vi i Liberal Alliance har stort fokus på. Der er en lang række udfordringer med det system, vi har bygget rundt om vores ældrepleje, som vi ønsker at ændre og forbedre, så vores ældre kan få flere muligheder omkring deres pleje og få en bedre alderdom. Vi står blandt andet overfor at skulle reformere vores sundhedssystem, og der bliver fra flere kanter lagt op til at lave flere forbindelser mellem ældreplejen og sundhedsområdet helt generelt.

Det er en opgave, jeg ser frem til at arbejde mere med – nu med endnu mere indsigt i ældreområdet og bedre mulighed for at sammentænke de to områder.

For yderligere information:
Louise Juul Christensen
Presse- og politisk rådgiver
Liberal Alliance
Tlf: 6162 4380