Steffen Larsen
11. september 2023

Det siges, at gamle vaner dør svært. Det hovedløse danske forbud mod cannabis er en af de gamle vaner, der forvolder flere problemer, end det løser, og som vi politikere desværre ikke har fået gjort det af med.

Siden slumstormerne for et halvt århundrede år siden overtog Christiania, har det danske cannabis-forbud med jævne mellemrum været et fast emne i den offentlige debat.

For nyligt blussede debatten endnu engang op, da Christianias beboere besluttede sig for at blokere adgangen til Pusher Street for at stoppe den ulovlige handel med cannabis, der finder sted ved højlys dag.

Og kaster man et blik på nye målinger, er det faktisk ikke kun christianitterne, der gerne vil stikke en kæp i hjulet på bandernes organiserede kriminalitet.

Mere end hver anden dansker går nemlig også ind for at legalisere cannabis. I Liberal Alliance synes vi ikke, den holdning er helt skæv.

Statskontrolleret legalisering
I dag er det nemlig sådan, at alle danskere – hvad end det er børn eller misbrugere med brug for hjælp – har muligheden for at bytte et par sammenkrøllede pengesedler til grønne cannabis-planter.

For på bandernes uregulerede sortbørsmarked står Pusher Street åben for enhver, og ingen kan med sikkerhed vide, hvad der præcis bliver solgt.

Hvis vi legaliserede cannabis og solgte det på regulerede vilkår, kunne vi både sikre produktets kvalitet, og at det ikke bliver solgt til børn eller misbrugere med brug for hjælp.

Men en legalisering af cannabis ville også betyde, at bandernes økonomisk grundlag blev slået i stykker.

Opgørelser viser nemlig, at den danske hash-handel hvert år forløber sig til mere end en milliard kroner.

Med en statskontrolleret legalisering ville indtægterne for salget lande i den danske statskasse, hvor det kunne finansiere fremtidens velfærd i stedet for at give næring til Danmarks kriminelle underverden.

Øge trygheden
Foruden de økonomiske argumenter vil en legalisering også forventes at bidrage til et mere trygt og sikkert samfund.

Vender man blikket mod lande som Canada og Portugal, der har legaliseret cannabis, førte det nemlig til markant mindre narkorelateret kriminalitet, færre gadekonflikter mellem de konkurrerende bander og et dyk i antallet af voldelige opgør over territorier.

Hertil kommer også, at det danske retsvæsen og politi ville få frigivet en masse vigtige ressourcer, som i stedet vil kunne bruges på andre vigtige opgaver.

Fordelene ved at legalisere cannabis synes altså at stå i kø.

Liberal Alliance er vores holdning til, hvordan legaliseringen skal finde sted i praksis ikke noget, der står mejslet i granit.

Men et godt sted at starte kunne være med en prøveperiode på fem år, hvor salget vil foregå fra offentlige salgssteder, der kan sikre ordnede forhold og bidrage med information fra uddannet personale.

Det vil ikke blot trække tæppet væk under bandernes økonomi, skabe færre misbrugere, mindre kriminalitet og mere tryghed.

Det vil også gøre, at vi tager et skridt i retningen mod et mere frit samfund, hvor gammel vanetænkning ikke står i vejen for sund fornuft.

(Indlæg bragt på Altinget.dk d. 11. september 2023).