LA om vold i folkeskolen: Mattias Tesfaye må træde i karakter og sikre lærernes ytringsfrihed
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bør slå i bordet, når det handler om lærernes ytringsfrihed og krav på personlig sikkerhed i klasselokalet.
Berlingske Tidende har de seneste måneder afdækket en frygtelig voldskultur, der hersker på en lang række folkeskoler i Danmark.
Som om volden ikke var nok i sig selv, viser det sig nu også, at lærere, der fortæller offentligt om volden, risikerer at komme under pres af den kommunale forvaltning og deres egen ledelse.
Nogle steder tysses volden ned, andre steder kaldes lærere til orden, hvis de har udtalt sig offentligt om vold på deres skole.
Det er naturligvis helt uacceptabelt.
Vi kan ikke komme volden til livs, hvis vi ikke kan tale om den.
Lærere, der fortæller om vold i klasselokalet, skal ikke indkaldes til tjenstlig samtale, men i stedet have et venligt klap på skulderen samt ubetinget støtte til at håndtere de udfordringer, der kommer ved at skulle undervise i et uroligt og til tider truende miljø.
Når skolelederne tier, må ministeren tale højt
Der tegner sig dog desværre et billede af, at lærere, som lægger kortene på bordet, oplever, at de bliver mødt af tavshed og udskamning. Dette har modige lærere som Rikke Johansen og Geeti Amiri berettet om.
Som parti oplever vi også at blive kontaktet af lærere, der fortæller lignende historier, men som ikke tør stå frem af frygt for deres position.
Der ligger altså en kæmpe opgave foran os, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) må forventes at svinge taktstokken over for alle implicerede parter.
”Sammen om skolen,” der blev oprettet i 2021, har til formål at skabe en fælles ramme og dialog om folkeskolen ved at inddrage relevante organisationer som Kommunernes Landsforening, Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, BUPL, Børne- og kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og naturligvis folkeskoleforligskredsen.
Jeg oplever møderne som positive, men til tider også lidt tandløse.
Jeg savner, at undervisningsministeren adresserer emner, der er tabubelagte, men som også er helt afgørende for, at vi kan have en velfungerende folkeskole.
Jeg vil derfor opfordre ministeren til at sætte både ”vold i folkeskolen” og ”lærernes ytringsfrihed” på dagsordenen næste gang, vi mødes.
Når lærernes ytringsfrihed krænkes, er det nemlig kommunerne (KL) og skolelederne (Skolelederforeningen), der har det konkrete ansvar.
Det er konkrete kommuner og konkrete ledere, der vælger at feje problemenerne ind under gulvtæppet i stedet for at se dem i øjnene, så de kan blive løst.
Ministeren må melde klar besked
Det er muligt, at en sådan dagsorden vil tage en bid af den gode stemning, men jeg mener, vi har et fælles ansvar for, at lærere og elever kan gå trygt i skole.
Derfor er det også oplagt, at vi taler om vold og ytringsfrihed på de fælles møder og bliver enige om, hvilke retningslinjer der gælder.
Undervisningsministeren bør gøre det krystalklart for skoleorganisationerne, at de har et ansvar for at bekæmpe volden, og at det er uacceptabelt at bede lærere, der har været udsat for vold, om at stikke piben ind og fortsætte, som om intet var hændt.
Jeg forventer, at han i utvetydige vendinger gør det klart, at organisationerne skal bakke lærerne op, så de kan håndtere volden i stedet for at tysse problemerne ned. Parterne omkring folkeskolen må sammen forsvare det trygge undervisningsrum og lærernes ytringsfrihed.
Jeg ser derfor frem til ministerens initiativ og til næste møde i ”Sammen om skolen.”
(Indlæg bragt i Altinget d. 7/4-2025)