Kære midte, det er jer, der splitter Europa
Det er ganske let at finde eksempler på splittende og voldsom retorik fra europæiske højrefløjspartier.
Netop den disciplin har Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse, dygtiggjort sig i, hvilket hun også viser her i avisen. Bosse kritiserer en video, hvor Dansk Folkeparti siger noget med at »røverbander fra Bulgarien og Rumænien« nu får fri adgang til Danmark.
Man kan med rette kritisere retorikken, men det er også en politisk analyse, der kun skraber overfladen.
For splittelsen i Europa kommer ikke fra protestpartier. Det kommer ikke fra Dansk Folkeparti og dets europæiske åndsfæller. Det kommer ikke fra venstrepopulistiske partier. Det kommer heller ikke fra klimapartier, landbrugspartier eller enkeltsagspartier.
Nej, splittelsen har sine rødder fra midten.
Det var typer som Stine Bosse, der havde travlt med at udstille Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som den nye Mussolini, mens det har vist sig, at hun faktisk er en samlende figur. En, der bygger bro mellem de store midterpartier og det yderste højre.
Det var typer som Angela Merkel, der ikke indså, at ukontrolleret indvandring er det mest splittende og polariserende spørgsmål.
Og det er typer som dem, der har travlt med at forsøge at udelukke DF’s Anders Vistisen fra de store EU-debatter i den kommende valgkamp.
Den elitære og teknokratiske midte dyrker konformiteten. De udskammer alle, der ikke spiller efter voksenbordets selvopfundne regler for dekorum.
Det er midtens insisteren på ensretning, der er selve drivkraften i splittelsen.
Protestpartierne er en reaktion på netop den elitære og teknokratiske midterpolitik, der gavner systemet, men skader helt almindelige europæiske borgere. Det er den gruppe vælgere, der vender det etablerede politiske system ryggen og stemmer på protestpartier – både på højre- og venstrefløjen.
Vejen til mere splittelse er at følge Stine Bosses opskrift, som bare handler om at udskamme vælgere for at have de forkerte holdninger. Det gør kun den højrefløj, hun kritiserer, meget stærkere.
Derimod er vejen til mindre splittelse, at EU fokuserer på de faktiske fælles problemer, som vi står over for: Ukraines frihedskamp, Europas økonomi og vores alle sammens sikkerhed.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj 2024)