Jeg skal ikke blande mig i Dan Jørgensens nye job som boligkommissær. Men det er en god anledning til at tage snakken om, hvad EU skal blande sig i

Alle rekorder for uklar arbejdsbeskrivelse blev slået, da den nye EU-Kommission for nylig blev præsenteret. Hvad laver en kommissær for ”Cohesion and Reforms”? Hvad laver en kommissær for ”Intergenerational fairness, Youth, Culture and Sport”? Hvad laver en kommissær for Middelhavet?

Svaret blæser ikke i vinden, men i de kommissærhøringer, som Europa-Parlamentet afholder fra begyndelsen af november. Her vil der komme en masse variationer over dette spørgsmål: Hvordan vil kandidaten i nærmere detaljer omsætte kommissionsformandens jobbeskrivelse til virkelighed?

Et er, at man som kommissærkandidat står med en uklar opgavebeskrivelse. Den slags har man som endeligt udnævnt massevis af medarbejdere til at hjælpe med at stille skarpt på. Noget andet er: Hvad gør man i grunden, hvis det område, man er kommissær for, strengt taget ikke er en EU-kompetence?

Det spørgsmål kan hurtigt ramme Dan Jørgensen. For den barske sandhed er: Der er ikke nogen tvivl om, at det er en EU-kompetence at fastsætte standarder for isolering af bygninger og tilsvarende sager. Det handler jo i vidt omfang om de tekniske specifikationer, byggematerialer er konstrueret efter. Og dermed er det noget, der ligger helt inde ved kernen af det indre marked.

Hvordan de enkelte lande vælger at udforme og regulere deres boligmarked, er til gengæld deres egen sag.

Skal boliger kunne finansieres ved hjælpe af obligationer og sikkerhed i den belånte bolig? Det mener vi f.eks. i Danmark, og det er essensen af realkreditsystemet. Men der findes masser af europæiske lande, hvor det politiske flertal ikke mener dette. Og som derfor har et marked for ejerboliger, der grundlæggende fungerer helt anderledes end vores.

På samme måde med huslejekontrol. Er det helt grundlæggende et sundt princip, eller er det noget, man skal være meget forsigtig med?

De fleste økonomer vil formentlig sige, at hvis man lægger et helt ufleksibelt loft over huslejen, vil det over tid have tre konsekvenser: De boliger, der er omfattet af loftet, tages ud af markedet. De huslejeregulerede boliger vil over tid holde op med at blive formidlet via det almindelige marked. Investorer vil over tid holde op med at investere i at bygge boliger.

Med andre ord: Jo hårdere en priskontrol, man indfører på markedet for udlejede boliger, jo mere sikker kan være på, at der vil opstå en udbudskrise.

Generelt har Danmark været i den forholdsvis liberale ende, når det gjaldt kontrol med husleje, mens f.eks. Sverige har været i den forholdsvis ikke-liberale ende.

Når Dan Jørgensen om kort tid vil blive mødt med et krav om at få boligmarkederne rundtomkring i Europa til at fungere bedre, skal han derfor passe meget på. Det er et stærkt ønske fra eksempelvis de spanske socialister, at han skal blande sig i boligmarkedernes rammer og regler. Samtidig med at der står mindst lige så mange parlamentarikere fra Nordeuropa klar til at minde ham om, at det slet ikke er noget, EU skal blande sig i.

Det tilkommer ikke mig at give Dan Jørgensen en masse råd om, hvordan han skal passe sit fremtidige job.

Men udnævnelsen af en boligkommissær er faktisk en meget kærkommen anledning til at få den mere principielle debat i Europa-Parlamentet om, hvad det tilkommer EU at blande sig i, og hvad der ligger uden for EU’s grænser.

Og selvom det nogle gange hedder sig, at Danmark er et af de lande, der har mest travlt med at være lydhøre over for EU, er det en sandhed med modifikationer. EU’s trang til at blande sig i, hvordan det danske og svenske arbejdsmarked fungerer, er lige nu så stor en torn i øjet på de to lande, at der verserer en retssag med påstand fra Danmark og Sverige om, at EU mangler den grundlæggende adkomst til at blande sig i spørgsmålet om mindsteløn.

Det er – både ifølge den danske og svenske model – noget, arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv må blive enige om. Sådan har det været i mangfoldige år, og sådan skal det blive ved med at være.

Derfor skal vi være glade for uenigheder om, hvor grænserne mellem EU og medlemslandene går. Kun ved at tage den slags diskussioner – også med hårde og kontante argumenter på begge sider – kan vi skabe en afgrænsning, der kan holde, og som vil give mening mange år ud i fremtiden.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. oktober 2024)