Jeg kan godt lide syndstanken, for den sætter en fri til at forbedre sig selv

I stedet for at se dig selv som offer for omstændighederne, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. Det væsentlige er ikke, hvad du kan eller ikke kan, men om du bestræber dig på at være et bedre menneske

Jeg er ikke et dovent menneske i gængs forstand. Jeg har endda en tidligere stressdiagnose til at bevidne mit arbejdstempo. Men jeg er et menneske, der tit udskyder mange ting til sidste øjeblik og nogle gange endnu længere, og som har tendens til at slå tingene hen, hvis jeg ikke har lyst til at gøre noget bestemt.

Af natur er jeg ret ubekymret, og det kan være til stor nytte, når det kommer til ting, jeg ikke kan gøre noget ved – hvorfor så bekymre sig? Men det kan også blive en undskyldning for at være passiv, hvis der nu faktisk i virkeligheden er noget, jeg kan gøre ved mine bekymringer. Og det er vel måske endda den vigtigste og værste form for dovenskab eller magelighed.

For dovenskab handler i virkeligheden ikke så meget om bare at ligge på sofaen, som det handler om de grunde, man opfinder til sig selv for at undgå at gøre det rigtige eller det nødvendige, når den slags er ubehageligt. Det kan manifestere sig i sætninger som: Det går jo fint nok. Jeg kan slå græsset i næste uge. Vi køber bare noget nyt. Det kan vi altid snakke om senere. Det nytter alligevel ikke noget. Der er alligevel ingen, der ser det.

Vi har frihed til at tøjle den indre synder

Dovenskaben hvisker dig konstant ting i øret. Men det er til gengæld også det eneste, den kan gøre mod dig. Hvis du skal finde modet til at stå imod en bølle, kan det jo være svært at gøre, hvis han er dobbelt så stor som dig. Hvis du skal slippe ud af et misbrug, er du oppe mod ekstremt stærke biokemiske processer. Når du mærker begæret, er det trods alt udløst af noget uden for dig selv. Men dovenskaben – dén er kun i vores egne tanker.

Mennesker har altid døjet med dovenskab, men i et ufrit samfund har folk jo ikke så mange valg. Hvis ridefogeden banker dig, hvis du ikke arbejder, er der ikke meget at gøre. Derfor er dovenskaben måske i virkeligheden den mest moderne af de syv dødssynder, for i dagens Danmark har vi friheden til at være dovne. Men det betyder også, at vi har et valg om at give efter for dovenskaben eller ej. Og det er valg som disse, der viser, hvem vi er.

Det er faktisk lige præcis derfor, jeg tror så inderligt på friheden: Fordi den giver os muligheden for at vælge at stræbe højere efter at være ordentlige mennesker. Selv ikke de allerbedste kan se sig selv helt fri fra alle syv dødssynder, og ingen kontrol og tvang i verden kan udrense dem fra dine tanker. Det er faktisk netop på dén måde, at alle vi mennesker er lige – gennem vores eget ansvar for at tøjle vores indre synder og følge vores samvittighed. For samvittigheden kan ingen aflaste dig fra. Du skal være i stue med din samvittighed indtil den dag, du dør – og måske endda for evigt. Derfor er der heller ingen andre, der kan sikre dig en indre følelse af værdighed over at være lidt bedre til at tøjle din indre synder, end du var i går.

Vi er ikke syge, vi er syndere 

Andre kan ofte løse dine problemer for dig, og tit kan du ikke undvære hjælpen, men din følelse af værdighed afhænger af, at du selv formår at tage ansvar. Ansvaret tager udgangspunkt i din egen situation, og synden er som bekendt meget mangfoldig: Det væsentlige er ikke, hvad du kan og ikke kan, men hvor meget, du bestræber dig på at være bedre, end du egentlig gider at være på en dårlig dag. Og det er i sidste ende en bedømmelse, du foretager med din egen samvittighed – som du ikke kan lyve for.

Af samme grund mener jeg, at det er en decideret umenneskelig tanke at gøre op med idéen om mennesket som en uhelbredelig synder til fordel for socialpsykologiske forklaringer på alle vores fejl. For hvis vi ikke er syndere, må vi jo være syge, når vi gør os selv eller andre ondt. Og så skal vi ikke angre vores egne synder og tilgive andres, men derimod alle sammen tvangsindlægges til terapi, hvor det er op til kliniske eksperter at behandle os og erklære os raske.

Ikke alene er det en umyndiggørelse af mennesket, det er også helt evident, at vi på ingen måde har fået et mere rummeligt og tilgivende samfund af at aftabuisere synd og putte den i samme kasse som reelle psykiske lidelser. Vi har tværtom fået mere offentlig fordømmelse og større mistrivsel – og i øvrigt langt større offentlige udgifter til al terapien.

Jeg vil gerne slå et slag for synderne. Syndstanken fokuserer og koncentrerer dit moralske univers om dig selv på en konstruktiv måde. I stedet for at se dig selv blot som offer for psykologiske omstændigheder, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. I stedet for at forlange, at hele verden skal forandre sig for at efterleve din påståede moral, er syndstankens udgangspunkt, at du skal starte med at forandre dig selv for at kunne efterleve din egen moral. Og du kommer i øvrigt til at fejle, så lad være med at fordømme andre alt for hårdt for det samme.

Frelserkomplekset er dovenskab i ny forklædning

Det kan godt være, at du tror, og bliver bekræftet af alverdens strømninger i samtiden i, at du kan løse alle verdens problemer, før du behøver at løse dine egne, men i sidste ende er det såmænd den gode gamle dovenskab, der spiller dig et puds. Det er jo trods alt den ultimative undskyldning for at undgå de hårde erkendelser og det hårde arbejde ved dig selv: At du er på en højere mission end dét. Men det er du ikke. Du kan kun for alvor være til nytte for andre, hvis du har et nogenlunde greb om dine egne problemer og din egen tilværelse.

Og selv hvis du nu skulle være i stand til at redde hele verden, ville det ikke ændre en tøddel ved dine brudte løfter til venner og familie, dine løgne, din skuffelse over at have sjoflet vigtige ting, dine utugtige og utro tanker, eller din misundelse over andres ting, som du ikke har.

Der er ikke noget større billede, der frikender din egen samvittighed for noget som helst, som du har gjort forkert, eller undskylder noget som helst, du har forsømt at gøre. Der er kun dét, at du er en synder. Og gudskelov for det. For dét kan du arbejde med hver eneste dag, når du har valget mellem at give efter for synden eller at stå fast på din samvittighed.

Og er det ikke fantastisk, at vi får sådan nogle chancer hver dag? Vi kan angre og arbejde med vores synder, og vi kan tilgive andres synder. Hver dag kan vi gøre os selv og verden bedre på dén måde, også selvom vi fejler. Således kan vi nu, helt selv, faktisk gøre noget i stedet for bare at råbe op imod alle denne verdens storme. For vi har altid et valg. Vi kan vælge at stræbe højere. Og gudskelov for dét.

Bragt i Information d. 14. marts 2025.