Jeg er bekymret for folkestyret

Folkestyret og grundloven var her lang tid før, at nogen af os blev født, og de skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.
Mens de røde har den 1. maj til at fejre sig selv hvert år, er den 5. juni den årlige festdag for liberale. For grundloven er en liberal triumf.

Den bygger på ærkeliberale idéer om folkestyre, retsstat og en begrænset statsmagt, der ikke kan slippe afsted med hvad som helst.

Det er idéer så gode, at alle danske partier i hvert fald påstår at gå ind for dem. Men jeg er bekymret.

Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så meget røre om grundlovens paragraffer som i de seneste tre år. Og jeg er ikke kun bekymret, fordi det er en del af jobbeskrivelsen som oppositionspolitiker at finde huller i osten.

En del af virakken er et produkt af slemme overraskelser, der er ramlet ind i hinanden de seneste år, men meget af det kan spores tilbage til den måde, Mette Frederiksen leder landet på.

Da Mette Frederiksen udslettede det danske minkavl uden lovhjemmel, blev der sået tvivl om ejendomsrettens ukrænkelighed i grundlovens § 73. Da man under corona-nedlukningerne indførte begrænsninger på danskernes mulighed for at mødes, var det forsamlingsfriheden i grundlovens § 79, der blev filet på.

Og det seneste skud på stammen er naturligvis tvivlen om grundlovens § 57 vedrørende folketingsmedlemmernes immunitet i Claus Hjort-skandalen, hvor regeringen forsøgte at få Folketinget til ophæve Hjorts immunitet i blinde, fordi det kun var partiledere som måtte få indblik i, hvad han var sigtet for.

I de to første sager fejlede Folketinget eklatant. Nu må vi se, hvor minkskandalen ender, efter at Minkkommissionen er færdig, men indtil videre er regeringen sluppet forbavsende godt fra sin opførsel.

Det samme gælder dens coronabeføjelser.

På få timer fik vi politikere i en værre hast vedtaget en epidemilov, hvor Folketinget afleverede magten til regeringen, som derfra kunne detailregulere danskernes liv ned til mindste detalje uden parlamentarisk opbakning.

Som kunne indskrænke borgernes forsamlingsfrihed, lukke deres forretninger ned uden erstatning og sende domstolene hjem, selv om det var grundlovsstridigt.

Tænk sig engang. Det krævede bare, at vi alle blev bange, og så var vi klar til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og vores folkestyre.

Ja, jeg var ikke et hak bedre selv – jeg stemte også for epidemiloven.

Men tænk sig engang, hvor lidt der skulle til, før vi bare gik på kompromis med vores idealer.

Nu er Folketinget heldigvis vågnet mere op og har sat foden ned – et flertal nægtede at stemme i blinde for at ophæve Claus Hjorts immunitet.

Og godt for det. For alle disse sager er desværre eksempler på en regering, der ikke skyr nogle midler for at tromle hen over de retsstatsprincipper, der har til formål at fungere som bremseklodser for statsapparatets uindskrænkede magtudøvelse.

Vi har også haft skandalen om den fængslede og nu løsladte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Der var sagen om sms’erne, der angiveligt blev slettet af “sikkerhedsmæssige årsager”. Fadæsen med de forseglede kuverter i Justitsministeriet, der “desværre” først kunne åbnes, efter kommunalvalget var overstået. Og forsøget på at sigte corona-demonstranter med majestætsfornærmelsesparagraffen for at brænde en dukke af.

Hertil kommer de talrige historier om den gradvise udskiftning af ministeriernes neutrale embedsmænd, der lidt efter lidt er blevet frasorteret til fordel for medarbejdere, som tilfældigvis allesammen har bånd til Socialdemokratiet.

Det folkestyre, der udgør fundamentet for vores velfungerende demokrati, skrider i disse år. Som valgt til Folketinget har vi politikere skrevet under på, at vi vil overholde grundloven, men det skulle gerne gælde både grundlovens bogstav og dens ånd. Men bliver denne ånd virkelig efterlevet i dag med vores nuværende regering? Tror nogen helt ærligt på, at de slettede sms’er handlede om »sikkerhed« og ikke om at undgå at blive kigget i kortene? Tror nogen helt ærligt på, at statsministeren var den sidste i landet, der fik nys om, at hun ikke havde lovhjemmel til at udslette den danske minkavl – flere timer efter at nyheden om den manglende hjemmel havde fundet vej til mediernes blinkende breaking news-bjælker? Selvfølgelig ikke.

Men alligevel har vi ladet det passere.

Da corona-pandemien gjorde sit indtog i Danmark, og Mette Frederiksen ville lukke landet ned, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede ikke.

Da der blev identificeret coronavirus hos de danske mink, og Mette Frederiksen ville slå hele minkbestanden ihjel, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede heller ikke.

Den unikke danske tillid, der plejede at være karakteristisk for vores samfund, embedsværk og myndigheder, er ved at blive undergravet.

For hver eneste gang regeringen bruger usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik, slår det revner i den tillidskultur, som generationer før os møjsommeligt har opbygget.

Hvis man betragter sagerne isoleret set, kunne man måske forledes til at tro, at der blot var tale om enkeltstående fejl. Mette Frederiksen mener selv, at hun dækkede sig ind ved i starten af coronakrisen at slå fast, at der selvfølgelig ville blive begået fejl.

Men der er forskel på fejl og fejltagelser.

Fejl kan vi alle begå, det er menneskeligt at være fejlbarlig.

Men når man nægter at rette og lære af sine fejl, bliver de til fejltagelser.

Og med antallet af skandalesager, der efterhånden hober sig op under denne regering, er vi langt hinsides fejl.

Så drejer det sig om den fundamentale fejltagelse, at Mette Frederiksen ikke ser sig selv som en statsminister, der tjener folket – men ser folket som nogle, der tjener statsministeren.

Er man i tvivl om, hvordan regeringen bruger magten, behøver man ikke kun at skele til de monumentale fadæser. Der er mange flere end det.

Regeringen har eksempelvis fortsat masseovervågningen af borgernes teledata, selv om EU har erklæret, at det er en krænkelse af menneskerettighederne. Regeringen har indført lov om, at man kan konfiskere uskyldige menneskers biler, hvis andre personer kører vanvidsbilisme i dem.

Regeringen har foreslået at fjerne kravet om dommerkendelse, inden politiet begynder at overvåge borgerne.

Og sådan fortsætter man med bid og for bid at fortære danskernes retssikkerhed. Det er sådan, gode og sunde samfund går i forfald.

Det sker stille og roligt, og så lige pludseligt.

Jeg er bekymret for vores folkestyre, når jeg ser den måde, magten er blevet brugt på de seneste år. Og jeg aner ikke, hvornår der kommer valg. Men lad mig slå det helt tydeligt fast, at en blå regering, der bliver afhængig af mine mandater, aldrig nogensinde kan få lov til at opføre sig sådan, som Mette Frederiksens regering har opført sig og åbenbart vil blive ved med at opføre sig.

Og uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt. Det er vores grundlovssikrede ret – og pligt.

Vi er ikke bare valgt for at hyppe vores egne små kæpheste og dele os efter anskuelser. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret. Folkestyret var her lang tid før, at nogen af os blev født, og det skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.

Uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 5. juni)