International politik er blevet Vesten mod resten
Der burde herske en større vrede over Iran i Europa, end der faktisk gør. De fleste støtter protesterne imod diktaturet. Men fordi den offentlige samtale har en yderst begrænset evne til at holde flere temaer i spil på samme tid, er der alt for få, der kritiserer, at Iran aktivt blander sig i Ruslands krig imod Ukraine.
Iran har ikke nogen økonomiske eller snævert sikkerhedspolitiske interesser i at skabe død og ødelæggelse og destabilisering på et andet kontinent end det, hvor landet selv er beliggende. Når man gør det alligevel, skyldes det udelukkende, at død, ødelæggelse og destabilisering af den vestlige verden er blevet mål i sig selv for diktaturstaten.
Takket være Tysklands appeasement af Rusland gennem årtier har der været for lidt fokus på, at Rusland faktisk har ført hybrid krig imod den vestlige verden længe. Man har blandet sig i valg. Man har udsendt dødspatruljer. Man har foretaget hackerangreb.
Og man anvender konstant bøllemetoder i Østersøregionen. Hvor fremmede landes territorier krænkes – men i så kort tid, at ingen finder det nødvendigt at reagere med våbenmagt.
Den hybride krig imod den vestlige verden har så fået en egentlig, militær dimension i Ukraine. Men det er vigtigt at huske rækkefølgen. Den klassiske, militære krigsførelse i Ukraine er den destabiliserende hybridkrigs fortsættelse med andre midler. Ikke omvendt.
Ruslands ultimative mål er at ødelægge den vestlige verden i almindelighed og den traktat-og regelbaserede verdensorden i særdeleshed. Den ser landets magthavere helst erstattet med det James Bond-lignende galleri af skurke, der har magten i Rusland. I stedet for protestantisk effektivitet, vækst og fremgang, skal den tidligere vestlige verden domineres af russiske værdier: Absurd korruption og inkompetence.
Brutale og naragtige mænd, der fører sig frem med brovtende monologer. Operetteuniformer og absurd store slotte – designet til at bortgemme koner og elskerinder – bygget for stjålne midler. Og neden under dette: drukkenskab, vold og armod for masserne.
Sådan var Rusland i de gode, gamle dage.
Sådan skal Rusland blive igen, hvis det står til Putin-fascismen.
Ind på denne scene træder så Iran og diskret i baggrunden Kina.
Kineserne er for så vidt lette at forstå. Den jævne mand vil have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten. Eliten vil også have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten – men vil gerne undgå demokrati. Derfor vover Kina ikke at udfordre de vestlige lande militært på deres eget territorium.
Iran har åbenlyst kastet terningerne.
Krigen i Ukraine er en gylden mulighed for, at der dør en hel masse vantro, og at de vantros kultur og politiske system tager varig skade i processen. Derfor kaster man sin vægt ind sammen med russerne.
International politik i vore dage er blevet præcis, hvad Samuel Huntington forudså for omkring 25 år siden, at det ville blive: Vesten mod resten. Hvis man er i tvivl om, hvem der er Vesten, og hvem der er resten, kan man studere afstemningerne om Ukraine i FN. Hvor stiller det så Danmark og resten af den vestlige verden? Man skal ikke samle på fjender. Derfor er det vigtigt, at vi har gode forbindelser til vores fjernere slægtninge i Sydamerika og til venligsindede lande i det sydøstlige Asien.
Men man skal også gøre sig fjendskabets natur og omfang klart: Ingen af de lande, der stemmer med Rusland i FN, er for alvor til at stole på.
Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.
Det er dem, vi bliver nødt til at indrette os på i årene, der kommer.
(Debatindlæg bragt i Berlingske d. 30. november 2022)