Ikke mere nonsens. Lad os gribe fremtiden
Lad os passe på fremtiden, siger Mette Frederiksen i det, der ligner parolen for den kommende valgkamp.
Ja, selve fremtiden er åbenbart truet. Eller skal vi passe på den, fordi den er farlig? Kriserne tårner sig i hvert fald op, og Mette Frederiksen lover tryghed.
Men hvad har danskerne fået? For eksempel vanvidskørsel med Grundloven over for minkavlerne uden mærkbare konsekvenser, paniske hjemsendelser, fængslinger og anklager i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og nu også det seneste tragikomiske kaos om regeringens varmecheck.
Liberal Alliances vision er ikke Mette Frederiksens altfavnende og forlorne tryghedsstat, men derimod et blomstrende ansvarssamfund, hvor vi ruster os til at gribe fremtidens muligheder og løse fremtidens problemer i stedet for at passe på.
Og vi forlanger ikke din værdighed og retssikkerhed i bytte, men vil derimod styrke din frihed og din mulighed for at tage ansvar.
Lad os fjerne skatten på de første 7.000 kroner, du tjener hver måned. Afskaf topskatten og arveafgiften. Sænk selskabsskatten, aktie-og kapitalskatterne. Det hele er naturligvis finansieret i vores 2035-plan, blandt andet med reformer af tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, efterløn, dagpenge, folkepension, SU og meget andet.
I velfærdspolitikken skal vi også tænke nyt. Lad os indføre frit valg i velfærden fra dag et, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Og slip iværksætteriet og de private løsninger løs.
Det vil give en masse sund konkurrence, hvor borgeren er i centrum. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.
Ikke mindst skal vi have en regering og et flertal, der har respekt for folkestyret og retsstaten, og som ikke skaber sin egen parallelle virkelighed: Ikke mere Erasmus Montanus-logik om, at med overvågning stiger friheden. Ikke mere nonsens om at »udvise mådehold for at holde priserne i ro og samtidig målrettet hjælpe dem, der har mindst«, når man pumper penge ud i økonomien og konsekvent gennem valgperioden har ramt de fattigste hårdest med skattestigninger. Ikke mere slåen sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at man sender sine håndlangere i marken for at beskylde kritikere for at være »trumpister«, undgår kritiske interviews og ikke har »behov for at gå yderligere ind i den her diskussion«, når man er presset.
Det er altså to vidt forskellige veje, som danskerne kan vælge for Danmark. Mere tryghed på bekostning af danskernes retssikkerhed, eller mere frihed og ansvar på bekostning af Mette Frederiksens jobsikkerhed.
Danskerne har ikke brug for store mænd eller kvinder, der skal passe på dem. De kriser, der venter Danmark, skal løses med mere frihed, ansvar og myndighed, og ikke mere tryghed, kontrol og afhængighed.
Lad os gribe fremtiden – den er slet ikke så farlig, som Mette Frederiksen gerne vil have dig til at tro.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 25. august 2022)