Hvorfor eliter ofte mener, kejseren har tøj på

Diskussioner, der tager deres udgangspunkt i, at medlemmer af den øverste elite i samfundet uden problemer kan skifte fra for eksempel en politisk karriere til en økonomisk karriere eller en organisatorisk karriere, ender i personfnidder.

Er det i orden, at NN kan gå lige fra et ministerjob med en meget høj løn til et cheflobbyistjob med en endnu højere løn, lyder spørgsmålet. Det bliver meget hurtigt til en debat præget af misundelse og ressentiment, fordi vi nu engang er danskere, og det ligger i vores natur at lade os bevæge af misundelse og ressentiment.

Diskussionen kommer til at skygge for en langt vigtigere og langt mere principiel diskussion. Nemlig denne: Er det godt for Danmark, at vores samfund er et af de mest korporatistiske i Europa?

Korporatisme er en ideologi om, at politik og den splittelse, politik fører med sig, dybest set er af det onde. I stedet for politik og splittelse er der brug for, at lederne af de forskellige sektorer i samfundet – centraladministration, store organisationer, store virksomheder, regeringen – sætter sig om et fælles bord og aftaler, hvordan samfundet skal styres.

Den slags plejer vi at rose os selv for i Danmark. Vi har et ”samtaledemokrati”, hedder det. Og det skyldes, at vi er et ”tillidssamfund”, fortsætter analysen. Her hos os har alle partiformændene hinanden indkodet på deres mobiltelefoner, praler folketingsmedlemmerne på delegationsrejser til udlandet.

At Danmark er et helt enormt indspist samfund, bør der herske nul tvivl om. Mens jeg stadig sad i Folketinget, yndede jeg at tage besøgende ud på den balkon, Liberal Alliance er så heldig at have råderet over på Christiansborg. Når man står på balkonen, kan man se, hvordan Christiansborg er opdelt i en stor afdeling for Folketinget og mindre afdelinger for regeringen og Højesteret (plus kongehuset, for at det ikke skal være løgn). Alt sammen i det samme bygningskompleks.

»Her i Danmark tror vi på magtens tredeling,« plejede jeg at sige. »Men alt for tredelt bryder vi os alligevel ikke om, at den er.«

At have både det ceremonielle statsoverhoved og de tre forfatningsmæssige grene af statsmagten boende i det samme, forholdsvis lille bygningskompleks ville man finde mærkværdigt i de fleste lande. Også dem, der har valgt en mindre radikal løsning end Sydafrika, hvor der er flere tusind kilometer mellem hovedsædet for henholdsvis regeringen, parlamentet og højesteretten. Men vi synes, det er hyggeligt. Og har ovenikøbet for vane at prale af det.

Hvis man havde et mere køligt temperament, ville man sige, at i Danmark har vi indrettet os sådan, at alle betingelser for både magtmisbrug og gigantiske, politisk-administrative fejlbeslutninger er de bedste mulige.

Hvorfor? Fordi det danske system er indrettet sådan, at der næsten aldrig opstår uenighed om noget som helst. Og fordi det danske system ovenikøbet også er indrette sådan, at der næsten ikke er nogen institutioner, der effektivt kan bremse hinanden.

På papiret kan Folketinget selvfølgelig afsætte en regering. Men fordi der er indgået forlig om næsten alting, har en ny regering sjældent de store konsekvenser. I virkeligheden kommer der bare et nyt hold politikere for at administrere de samme dårlige aftaler, som det forrige hold administrerede.

Det egentligt betænkelige ved, at der sidder en masse forhenværende MF’ere og ministre og departementschefer og forvalter stort set hvad som helst i Danmark, er, at det er en garanti imod, at det én gang vedtagne nogensinde bliver udfordret. Det er derfor, alting i Danmark ender med at køre på de skinner, der én gang er lagt. Uanset hvor ujævnt de er monteret. Uanset hvor mange irrationelle bugtninger de slår. Og uanset hvor de i øvrigt fører hen.

Er det et problem, at Danmarks Radio efterhånden er forfaldet til et sygt kedeligt og forudsigeligt miks af genudsendelser og venstreorienteret hejs, som ingen gider spilde tiden på? Ikke et større problem åbenbart, end at den nye bestyrelse med garanti vil lade det fortsætte.

Er det et problem, at der ikke er nogen, der gider opstille vindmøller i Danmark, og at vindmøllerne i øvrigt er en super ustabil energikilde? Ikke et større problem åbenbart, end at alle de mange mennesker, der efterhånden har bildt sig selv og os andre ind, at der ligger en fejlsikker plan for grøn omstilling, fortsætter i deres embeder.

Er det et problem, at børnene ikke lærer noget i skolen? Det skulle man tro, fordi de jo skal vokse op og overtage hele det samfund, vi voksne i dag prøver at administrere efter bedste evne.

Men problemet er åbenbart ikke større, end at alle de mange mennesker fortsætter i deres stillinger og har gjort det til en levevej at påstå, at selv om børnene ikke kan noget nyttigt eller gavnligt, så kan de så meget andet.

Og så tilbage til det spørgsmål, jeg åbnede ballet med. Svaret er: Den helt nøjagtige årsag til, at den danske elite tror, at kejseren har tøj på, er, at den er korporatistisk. Man kan nemlig ikke forestille sig, at der i Danmark nogensinde ville være en person indefra, der sagde: ”Hvad foregår der egentlig her?” eller ”Dette her er jo fup og svindel” eller bare ”Han har jo ikke noget på”.

For sagen er, at i Danmark sidder alle med ved bordet, og alle har en lille del af ansvaret, og alle de gode job går på omgang mellem partierne og mellem politikere og embedsmænd. Derfor har alle en lille del af ansvaret. Og når alle har ansvaret, er der som bekendt ingen, der har ansvaret. Det er den dybere mening med at rykke politikere over som lobbyister. Ligesom det er den dybere mening med at rykke ledende embedsmænd rundt imellem den offentlige og den halvoffentlige sektor og de store organisationer.

”Kejserens nye klæder” kunne ske alle steder, hvor der er korporatisme. Og eftersom der er mere korporatisme i Danmark, end der næsten er nogen andre steder, er ”Kejserens nye klæder” i særlig grad en fortælling om Danmark.