Hvordan skulle de mennesker, der har styret landet de seneste årtier, pludselig være blevet superdygtige til at lave reformer?

Der er noget galt med den måde, vi laver reformer på. Det er essensen af den glimrende bog »Entreprenørstaten«, som Sigge Winther Nielsen udgav for et par år siden (og som jeg tidligere har omtalt på denne plads).

Men det er som om erkendelsen af, at såkaldte reformer sjældent løser de problemer, de officielt er sat i verden for at løse, ikke vil trænge igennem på Slotsholmen. Både skiftende regeringer og skiftende folketing drømmer stadig om at stå foran den samlede, danske verdenspresse og erklære, at nu er dette eller hint problem løst en gang for alle. På trods af, at alle besindige mennesker ved, at den helt overvældende sandsynlighed taler for, at det er de ikke.

Er folkeskolen blevet bedre af folkeskolereformen? Er gymnasierne blevet bedre af gymnasiereformen? Er universiteterne blevet bedre af diverse reformer? Er sundhedsvæsen og psykiatri? Er de nye kommuner og regioner påfaldende bedre til at løse de problemer, de er sat i verden for at løse, end de gamle kommuner og de gamle amter? Det kan man ikke sige og samtidig bevare alvoren.

I alle disse tilfælde – og mange flere – er svaret, at hvis tingene overhovedet er blevet bedre, er det langt ude i decimalerne, forbedringerne kan aflæses. Men at som hovedregel har reformer i bedste fald nul effekt, mens de i værste fald gør ondt værre.

Det, jeg først og fremmest har imod SVM-regeringen, er ikke snævert politisk. Det er, at vi skal tro på, at lige præcis de partier og mennesker, der i dette århundrede har beklædt de højeste poster det meste af tiden, lige pludselig er blevet superdygtige til at lave reformer, der på afgørende punkter får de vitale samfundsinstitutioner til at fungere bedre.

Der findes desværre ikke en superhøflig måde at udtrykke det på. Men hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?

Den gunstige læser bedes tilgive, at jeg sammenligner skiftende regeringer med skikkelser fra populærkulturen. Men at tro på, at et persongalleri bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Venstres eksformand pludselig er kommet på bedre tanker og pludselig er blevet meget dygtigere til at reformere samfundet, end de har vist sig at være gennem årtier, svarer jo til, at man skal tro på, at Lord Voldemort har meldt sig ind i Frelsens Hær. Eller at Kaptajn Haddock har besluttet sig for at stå i spidsen for afholdsbevægelsen. Eller at Egon Olsen er søgt ind på Politiskolen.

Det er fuldstændig utænkeligt, at de samme mennesker, som i årtier har djøfficeret og komplificeret og bureaukratiseret alting, lige pludselig har fået evnerne og viljen til at lade være med at djøfficere og komplificere og bureaukratisere.

Hvis dansk politik var et familiedrama, skulle man samle Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand i én skikkelse. Det kunne gerne være en farverig person, der også havde forsonende eller måske ligefrem elskværdige sider. Men det afgørende er: Hvis de tre partier var en dramafigur, ville de være én, der ikke kunne lade være med at svigte sin kone og sine børn. Men som heller ikke kunne lade være med at sige, at nu er det altså slut. En gang for alle. Hvis du bare vil tro på mig fra nu af.

I politik hopper vælgerne på den slags. I forhold til en dramaserie er folk klogere. Der ved de udmærket, at det hele kører på nøjagtig samme måde i næste episode og næste sæson.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 19. april 2023)