Alexander Ryle
19. november 2024

Klagerne er mange, når livet i København ikke lige matcher forventningerne. Det meste kunne nemt løses ved at vælge en anden adresse – måske et sted på landet med stilhed og natur.

Trafikstøj, fly, børns leg, og nattelivets puls er uundgåelige aspekter af livet for alle os, der bor i København. Alligevel vælger jeg at blive, fordi fordelene ved bylivet – adgangen til oplevelser, kollektiv transport og jobmuligheder – opvejer ulemperne. Men det kræver, at man gør op med sig selv, hvad der betyder mest.

Desværre ser vi en tendens til, at sensitive københavnere klager over udfordringer, de selv har valgt at bo tæt på.

Tag eksempelvis Svend Andersen, som bor tæt på lufthavnen og mener, at larmen og lugten er til så stor gene, at han ønsker færre flyvninger og endda et natligt flyveforbud. Men lufthavnen var der jo, da han flyttede ind, og man må formode, at det også afspejlede sig i hans boligpris. Det er simpelthen egocentrering i anden potens.

Et andet eksempel er beboerne på Margretheholm, som vel at mærke er en del af København K, der er bekymrede for, hvordan den kommende M5metrolinje vil påvirke deres nærområde. For børnene betyder det færre steder at lege, og noget af den i forvejen sparsomme natur kan blive inddraget i projektet. En udsigt, som det både er rimeligt og forståeligt at ærgre sig over. Men bare fordi man har sikret sig selv et sted at bo og en Tesla i carporten, stopper behovet for udvikling af København ikke. Hvis natur og stilhed er det, man prioriterer, er det så ikke bedre at bo et sted, hvor det er mere inden for rækkevidde?

Klagesangen stopper ikke her. For nylig blev det foreslået at forbyde partybusser, fordi beboerne i området blev generet af larmen, samt at indføre en turismeskat for at styre turismen. Ydermere var det snublende tæt på, at et flertal på rådhuset forbød udeservering efter kl. 22. Men dette er fænomener, der hører med til bylivet, og som man må acceptere, hvis man vælger at bo i København.

Det er ikke meningen, at man skal affinde sig med urimelige forhold, men der er en balance mellem rimelige forventninger og det at tage ansvar for sit eget valg. Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med.

Bylivet kommer med sine kompromiser. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan længes efter Jyllands fredelige tempo, ledige parkeringspladser eller de lavere boligpriser uden for hovedstaden. Men når du vælger København til, vælger du også en by, hvor larmen og trængslen er en del af pakken. Ingen forhindrer dig i at rykke teltpælene op og finde et sted, hvor omgivelserne bedre matcher dine behov – et sted med natur, fred og færre gener. Men hvis du bor i København, er det en del af aftalen.

(Indlæg bragt i Politiken d. 18/11-2024)