Her er reformernes fire arketyper

En reform er ikke blot en reform.

Nogle kan være populære, mens andre er upopulære. Nogle kan være nødvendige, mens andre er unødvendige.

Derfor kan man tale om fire arketypiske reformer.

Den upopulære, men nødvendige reform.

Her kan man for eksempel tænke på de reformer, der samlet set bevirker, at Danmark har et universelt og robust pensionssystem, hvor ydelserne er så tilpas høje, at borgerne kan se frem til en værdig og tryg alderdom.

Når reformerne sine steder har været upopulære, har grunden for det første været, at en vis del af lønnen er gået til opsparing i stedet for til umiddelbart forbrug. Og for det andet, at sikring af pensionen helt uundgåeligt medfører en stigende pensionsalder.

Omvendt er næsten alle i stand til at værdsætte, at de langsigtede fordele klart opvejer de kortsigtede ulemper.

Den populære og nødvendige reform. Her er det oplagt at tænke på de reformer, der har løftet kvaliteten af behandlingen for kræft eller på de reformer, der har opstillet en række behandlingsgarantier inden for sundhedsvæsenet.

Hvis der overhovedet er nogen ulemper ved, at man forbedrer behandlingen af en livstruende folkesygdom, så skulle det være, at behandlingen af mindre almindelige, men lige så alvorlige sygdomme, bliver nedprioriteret.

Men kan man undgå det, er det vanskeligt at komme med alvorlige indvendinger.

Den populære og unødvendige reform.

Her er det oplagt at tænke på en reform som for eksempel minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

På papiret lyder reformen som en forbedring. Men skal man vælge mellem at forbedre normeringerne eller at forbedre ledelsen af en institution, er det sidste klart at foretrække. Al erfaring viser, at børn ikke nødvendigvis har det særlig godt i en dårligt ledet institution med mange medarbejdere.

Mens børn typisk trives glimrende, når de går i en institution, der har en dygtig ledelse.

Også i de tilfælde, hvor bemandingen kan forekomme lidt tynd for eksempel i ydertidspunkterne.

Den upopulære, men unødvendige reform. Det kan være svært at forestille sig, hvorfor nogen politikere skulle have lyst til at kaste sig ud i projekter, de fleste mennesker hader. Men som til gengæld har begrænsede fordele. Alligevel sker det forholdsvis ofte.

Et af de bedste eksempler er folkeskolereformen.

Skønt der var mange advarsler, skulle den gennemføres med noget, der lignede djævelens vold og magt. Til gengæld levede den ikke op til nogen af de målsætninger, datidens politikere af egen drift satte op for reformen.

Et andet godt eksempel er inklusionsreformen.

Den egentlige grund til at gennemføre reformen var, at Finansministeriet gerne ville spare penge. Eller med andre ord: Der var ikke nogen faglige eller pædagogiske årsager til, at reformen var en god idé. Til gengæld har undersøgelser senere vist, at en af de enkeltfaktorer, der i den højeste grad medfører mistrivsel, er kaos i klasseværelset.

Om den af regeringen påtænkte reform af universiteterne vil vise sig at være upopulær, men nødvendig, eller upopulær, men unødvendig, vil tiden vise. For gennemført, det bliver den.

For dens nødvendighed taler, at en række uddannelser faktisk ikke gør den studerende særligt produktiv som kandidat. For dens unødvendighed taler for det første, at den forekommer noget nær umulig at implementere som planlagt. Og for det andet, at den helt åbenlyst har karakter af eksperiment i fuld skala.

Men som det hed tilbage i 1980erne: Hvorfor være bange for at løbe hovedet imod en mur? Det er jo ikke sikkert, at det er muren, der holder.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 22. marts 2023)