Her er den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp

Når valgkampen for alvor går i gang, er der mange præmisser, der trænger til at blive udfordret.

Er det korrekt, at børn er »vores«, som de røde partier plejer at sige? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Rent juridisk tilhører børn som udgangspunkt deres forældre. Det er dem, der er værge.

Er det korrekt, at offentlige ydelser, der stilles til rådighed for borgerne uden vederlag, er gratis? Nej, selvfølgelig er det ikke det. De er betalt af skatteborgerne. Hvorfor kontrollen med forvaltningen af vederlagsfrie, offentlige tjenester burde være langt skrappere end kontrollen med forvaltningen af tjenester, hvor brugerne skal betale en større eller mindre andel.

Er det korrekt, at man »får« gevinsten ved en skattelettelse? Nej, det er det argeste sludder. Skat består helt grundlæggende i, at staten konfiskerer en del af borgerens indtægt. Når staten konfiskerer mindre, »får« borgeren følgelig ikke en bønne. Borgeren beholder bare en større del af sine ærligt tjente penge, end der ellers var lagt op til.

I en perfekt verden, hvor medierne faktisk var kritiske, stoppede studieværter og andet godtfolk politikere hver evige, eneste gang, de sagde »vores børn«; »gratis ydelser« eller »tjener på skattelettelser« og fortalte dem, at nu sagde de noget principielt vildledende og manipulerende sludder, der kun tjente til at afspore den politiske samtale. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Derfor vil jeg nøjes med at opfordre den interesserede borger til selv at være på vagt under valgkampen.

Men den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp har jeg gemt til sidst: At alle medarbejdere i den offentlige sektor er beskæftiget med at frembringe kerneydelser.

Når borgerlige politikere siger, at den offentlige sektor bør være mindre, vil den røde politiker indigneret – og rutinemæssigt – afparere med, at så er der jo nogle børn, der ikke bliver undervist, og nogle syge, der ikke bliver passet og plejet, og nogle ældre, der ikke får assistance i hjemmet og nogle forelæsninger, der bliver aflyst og så fremdeles.

Det er for alvor en vildledende præmis. Fordi den bygger på den ikkeformulerede antagelse, at alle, der arbejder på en skole underviser; at alle, der arbejder på et hospital, helbreder og plejer; at alle, der arbejder i ældreomsorgen, har kontakt med borgerne og at alle, der arbejder på et universitet, er forskere.

Sandheden er, at på næsten enhver offentlig arbejdsplads er der bunker af mennesker ansat, der ikke er beskæftiget med andet end pseudoarbejde. De laver handlingsplaner, der ikke bliver fulgt. De indkalder til møder, der hverken har konklusioner eller konsekvenser. De opstiller verdensmål. De arbejder med »udvikling«. Eller med »strategi«. Eller med »facilitering«. Eller de producerer legitimation for, at den institution, de arbejder på, i fremtiden skal have endnu større bevillinger. For eksempel ved at opfinde alle mulige dynamiske og afledte effekter – der er supertynde og tvivlsomme – for, at samfundet har langt større gavn af institutionen, end den koster i løn og drift.

Den offentlige sektor er proppet med mennesker, hvis jobfunktion ikke eksisterede for 20 eller 30 år siden. Hvilket typisk vil sige: Den er proppet med jobfunktioner, som det ikke ville have nogen som helst konsekvenser at nedlægge. Ud over, at det ville afhjælpe en del af den arbejdskraftmangel, der hersker i andre sektorer.

Så kig nærmere på jobfunktioner, der ikke fandtes i år 2000. Sådan kan man tage hul på at gøre den offentlige sektor meget mindre.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 7. september 2022)