Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned

Af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt

Tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne.

Den akademiske frihed skal man værne om. Det var derfor, Dansk Folkeparti tilbage i nullerne ikke ønskede at være en del af den aftale, der etablerede universitetsbestyrelser med eksternt flertal. På det tidspunkt eksisterede Liberal Alliance ikke, men partiet ville også have stået udenfor.
Grunden til, at man skal værne om den akademiske frihed, er, at universiteterne er ældgamle, samfundsmæssige institutioner. De har ikke altid været fri af statsmagten. Men siden oplysningstiden har den tanke vundet indpas, at universiteterne er institutioner, der skal fungere som hjemsted og sikker havn for den frie og kritiske tanke. Det har gjort universiteterne til den vestlige verdens hemmelige våben. Her har man tænkt de tanker og gjort de opfindelser, der gav Vesten mere fremgang og velstand end nogen andre regioner i verden.

Men desværre kan universiteterne også komme i en situation, der minder om Karl Poppers berømte»Tolerancens paradoks«. Tolerancens paradoks er som bekendt, at vi bør tolerere alt undtagen intolerance. Fordi hvis vi tolererer intolerance, vil den til sidst nødvendigvis vinde. Og så vil tolerancen være ophørt med at eksistere.

Hvis vi først ser på den akademiske friheds udfordringer, kan vi bagefter nærme os en formulering af den akademiske friheds paradoks – baseret på Karl Popper.

Fra begyndelsen af dette århundrede har nogle ekstremt intolerante teoridannelser været på fremmarch inden for humaniora og samfundsvidenskab. Arnestedet er den engelsktalende verden. Men fordi en akademisk karriere – også i Danmark – kræver, at man publicerer internationalt (læs: britisk/amerikansk), er det allerede sådan, at danske forskere bliver ofre for disse tendenser.

Kyniske teorier

Problemet er en række teoridannelser, der ifølge den nyligt udgivne bog»Cynical Theories«(af Helen Pluckrose og James Lindsay) nedstammer fra postmodernismen, der var populær i 1970erne og 1980erne.

Hvordan stamtræet for den gruppe af teorier, Pluckrose og Lindsay kalder»kyniske teorier«eller»Social Justice Theory«(SJT), helt nøjagtig ser ud, giver apologeter for de kyniske teorier en kærkommen lejlighed til at kløve hår og komme med søgte indvendinger, som skal godtgøre, at SJT nærmest ikke eksisterer.

Men det er en uacceptabel manøvre. Grene af SJT som»postcolonial theory«,»queer theory«,»gender theory«,»intersectionality«,»critical race theory«og»fat studies«findes og fylder godt op i kursusbeskrivelserne. Både i den engelsktalende verden og her i Danmark.

Det særlige ved SJT er, at der er tale om ekstremt intolerante og antidemokratiske strømninger. Kernen i de problemer, der har været med studiemiljøet på Kunstakademiet, er, at magten på Akademiet på et tidspunkt blev overtaget af tilhængere af SJT. Og at disse tilhængere brugte deres magt til at forfølge alle, der ikke var enige.

Danske studerendes krav om, at universiteterne skal interessere sig mere for»racisme«, er også drevet af SJT. For det er ikke racisme i den forstand, de fleste forstår begrebet, universiteterne skal bekæmpe. Det er»racisme«sådan, som begrebet er defineret af SJT, man ønsker bekæmpet. Det vil sige: En konspirationsteori om, at universiteterne er gennemsyret af en»hvidhed«, som ingen hvide mennesker kan undslippe. End ikke hvis de højtideligt bedyrer, at de aldrig nogensinde har tænkt en ufordelagtig tanke om brune mennesker.

De beskyldninger om»racisme«, der har ramt Ole Wæver, og som Eske Willerslev også har berettet om, er heller ikke beskyldninger om racisme i den almindelige forstand: At de skulle have ytret sig ufordelagtigt om brune mennesker eller have indsat dem i et hierarki under hvide mennesker. Det er beskyldninger om»racisme«i SJT-forstand: At der er en indbygget hvidhed i deres forskning, som de ikke engang selv er klar over.

Som man kan se, er det ubehagelige ved SJT, at den griber fat i sager, vi selv og de fleste andre har sympati for: beskyttelse af mindretal. Respekt for kvinder. Respekt for mennesker, der historisk har været underprivilegerede. Forståelse for det i statistisk forstand afvigende. Men at SJT så definerer disse gode sager på måder, så det baner vejen for en ekstrem grad af intolerance.

Bremser man ikke SJT, vil den udrense både mennesker og teoridannelser, der er uenige. Således, at den til sidst står tilbage uden modsigelse og modstand. Det viser al erfaring fra den engelsktalende verden. Og det mere end antyder erfaringerne fra Kunstakademiet også.

Ødelæggelse af humaniora og samfundsvidenskab

Det særlige ved SJT er noget på overfladen temmelig akademisk. SJT er for det første styret af en helt ekstrem skepsis over for, om man kan vide noget med sikkerhed (med en enkelt, ironisk undtagelse: At SJT i sig selv repræsenterer den urokkelige sandhed). For det andet er SJT styret af en tro på, at det, man i gamle dage – med et Jürgen Habermas-udtryk – forstod som det bedre arguments tvangfrie tvang, i virkeligheden er udøvelse af magt.

Det er med disse våben i hånden, SJT arbejder på at ødelægge humaniora og samfundsvidenskab. Det sker i høj grad på den måde, at SJT afviser det videnskabelige grundprincip om falsifikation. Lad os belyse det med et par eksempler.

»Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab.«

En grundsætning inden for SJT er, at menneskets kønsidentitet ikke er forankret i det biologiske køn. I stedet anses kønsidentiteten for at være skabt af en form for løbende indoktrinering.

Når den danske SEXUS-undersøgelse viser, at 99,4 procent af alle danskere har en kønsidentitet, der faktisk er en afspejling af deres biologiske køn, er det ikke et definitivt bevis på, at antagelsen om det konstruerede køn er forkert. Men det er en meget stærk indikation på, at kønsidentiteten som alt overvejende hovedregel afspejler biologien. Alligevel har det affødt nul reaktioner fra for eksempel danske SJT-fortalere.

Et andet eksempel er sagen om Frederik 5.s medskyld i slaveri og spørgsmålet om den rolle, slaveriet spillede for den økonomiske vækst i Danmark i midten af 1700-tallet. I et indlæg i Berlingske beskrev museumsinspektør Ulla Kjær omhyggeligt, hvordan antagelsen var forkert. Men også her mangler der reaktioner fra de danske SJT-tilhængere.

Vi vil gerne sige så udtrykkeligt, som det overhovedet er muligt: Vi ønsker ikke – gentager: ikke, at politikere styrer det indre liv på universiteterne.

Men vi er meget skuffede over og utilfredse med, at universiteternes ledelser tilsyneladende er så dybt og gennemgribende ligeglade med, at en intolerant og antidemokratisk pseudovidenskab maser sig frem på universiteterne.

Kritik af SJT, tak

Det vi ønsker er for det første mere kritik af SJT i de internationale fora, danske forskere allerede er afhængige af, når de skal gøre karriere. For det andet mere justits fra universitetsledelsernes side med, at den intolerante pseudovidenskab ikke slår rødder på danske universiteter og ødelægger pluralismen.

Der skal være vide rammer for at forske. Men til egentlig videnskabelighed hører blandt andet: Grundlæggende respekt for logik og data. Grundlæggende respekt for princippet om falsifikation. Grundlæggende respekt for etableret viden inden for andre fag. At man afholder sig fra at bruge ad hominem-argumenter. At man afstår fra»cherry picking«. Og ikke mindst: At man afstår fra at forudsætte, hvad man vil bevise, og nægter at afprøve konkurrerende antagelser.

Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab. For tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne. Sådan kunne en tilpasset udgave af Karl Poppers paradoks lyde for universiteterne.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 12. marts 2021)