Hele fem af regeringens grønne prestigeprojekter har nu lidt vuggedøden
Storslåede skåltaler og pompøse pressemøder er sjældent en mangelvare, når SVM-regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i spidsen markerer sig på den grønne dagsorden. Lig den daværende S-regering sætter fantasien nærmest ingen grænser for, hvad der kan udtænkes, formuleres og præsenteres med stor fanfare.
Altid lyder det ambitiøst, og ofte lyder det tilmed fornuftigt.
Men intention, ambitionen og fornuften er som regel til ingen verdens nytte. For i den virkelige verden imploderer regeringens grønne prestigeprojekter på stribe, hvorefter de enten forbliver fatamorganaer eller udvikler sig til dyrere, langsommere og mere uambitiøse tiltag.
Noa Redington, politisk kommentator på TV 2, illustrerede forleden på glimrende vis, hvordan de fleste af os formentlig går og har det, når det kommer til at danne os et overblik over regeringens ambitioner på den grønne dagsorden, samt hvilke projekter der reelt er blevet til noget: Vi har kort fortalt mistet overblikket.
Derfor tjener dette indlæg ét formål.
At danne et overblik, som gør det nemmere for kendsgerningen at synke ind: Nemlig at SVM-regeringens grønne prestigeprojekter – hvoraf visse ganske vist er levn fra den forhenværende S-regering – har to fællesnævnere.
For det første bliver de altid præsenteret til den store guldmedalje på velbesøgte pressemøder. Og for det andet bliver projekterne aldrig før ud i livet efter planen.
Implosioner på stribe
Lad os starte med planen om at oprette en grøn indenrigsflyrute i 2025, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof. En plan, som har været længe på tegnebrættet, og som har været kommunikeret vidt og bredt, for så blot at blive opgivet i 11. time.
I dag er det nemlig kun tilladt at bruge en brændstofblanding med maksimalt 50 procent grønt flybrændstof, hvorfor regeringen har set sig nødsaget til at sende den grønne flyvning i udbud med ambitionen om at få to flyruter til at flyve med en halvgrøn tank.
Tilsvarende har SVM-regeringen haft store drømme om at lave to energiøer i Nordsøen såvel som ved Bornholm. Drømme, som sidenhen er blevet til mareridt.
For førstnævnte, som oprindelig blev søsat som et prestigeprojekt af den forhenværende S-regerings klimaminister og nuværende energikommissær i EU, Dan Jørgensen (S), endte med at blive sat på pause, og nu er udbuddet udskudt mindst tre år.
Og sidstnævnte har med et prisskilt på 31,5 milliarder kroner vist sig at blive næsten dobbelt som dyr som først antaget og er sidenhen ditto pausesat. Den officielle forklaring er det tyske valg, da Tyskland skal spille en kritisk rolle i projektet. Men det er blot heldig timing for regeringen, for i virkeligheden handler det om, at der overhovedet ikke er styr på økonomien i projektet – og det ved tyskerne godt, hvorfor de forståeligt nok ikke ønsker at finansiere en dansk underskudsforretning.
Om løbet helt er kørt for Energiø Bornholm, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men helt sikkert er det, at regeringen har efterladt sin virkelighedssans på perronen, hvis de tror, at en pause løser udfordringerne. For der er hverken tysk vilje til at gøre en dårlig handel eller opbakning i forligskredsen til at gå videre med så uansvarligt stort et underskud.
Næste eksempel er udbuddet af seks gigawatt havvind med statsligt medejerskab. Her viste det sig til syvende og sidst, at ingen private aktører ønskede at bide til bolle.
Og hvem kan virkelig bebrejde erhvervslivet for den manglende interesse? For udbuddet var slet og ret indrettet således, at det ikke var risikoen værd, og særligt kravet om statsligt medejerskab har med statsgaranti i sig selv skræmt interessenter væk en masse.
Nært beslægtet er SVM-regeringens ambitioner om at udfase Putins gas ved at sætte turbo på produktionen af vedvarende energi. Konkret skulle midlet være en firedobling af produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land i energiparker landet over. Men nok en gang har Lars Aagaard og co. måtte skrotte deres prestigiøse planer.
Ligeledes er det ikke lykkedes at leve op til planen om at få sat skub i udfasningen af gasfyr i de cirka 400.000 boliger i Danmark, som opvarmes af gas. For stik imod hensigten om et totalt stop for at bruge gas til opvarmning af vores boliger, fortsætter vi med at installere gasfyr. Faktisk viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, at der installeres cirka 11 gasfyr om dagen.
Og sidst men ikke mindst drømmer regeringen om at få etableret et brintrør til Tyskland i 2028. Tiden må vise, om projektet vil lide samme skæbne som dets forgængere, men vi må i hvert fald imidlertid konstatere, at projektet er kraftigt forsinket til 2031-2033 – og at regeringens blakket track-record mildest talt giver anledning til mistillid.
En frisk start for et grønnere og stærkere Danmark
I Liberal Alliance drømmer vi også om store projekter, som kan realisere en omstilling til en grønnere fremtid, der samtidig er forenelig med vækst og velstand. For selvfølgelig skal man drømme stort, ønske at skubbe grænser og være klar til at give liv til ambitiøse klima- og energiprojekter, som kan skabe et grønnere og stærkere Danmark.
Men sådanne projekter skal selvsagt have rødder i virkeligheden og ikke blot i fantasien.
Og i samme tråd skal projekterne ikke handle om symbolpolitik, centrere sig om ønsket om positiv presseomtale eller søsættes for at opnå en KPI i en kommunikationsstrategi. For i så fald lider de med alt sandsynlighed den samme vuggedød, som den forgangne stribe af imploderede prestigeprojekter.
I min optik er den danske klima- og energipolitik i dag desværre båret af nationalt navlepilleri, og alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO₂-udledning.
Dertil er jeg af den overbevisning, at hurtig udbygning af vedvarende energi bør vægtes langt højere, end den gør i dag, hvor statslig kontrol og planøkonomiske tendenser har det med at spænde ben for effektiv og visionær handlekraft på den grønne dagsorden.
Derfor mener jeg og Liberal Alliance, at det er på høje tide, at Danmark træder i karakter og gør sig fortjent til i fremtiden at kunne blive omtalt i udlandet som et højteknologisk, innovativt og grønt foregangsland. Det kræver ikke mindst, at der sættes en stopper for fordommene om teknologier såsom kernekraft, som for længst har etableret sig hos en bred vifte af vores nabolande som en ren, stabil og grøn energikilde.
Bevares, kritiske røster vil med sikkerhed vende min egen argumentation imod mig og argumentere for, at vores ønske om at afsøge muligheden for kernekraft på dansk jord – lig SVM-regeringens mange fejlslagne prestigeprojekter – bunder i fantasier fremfor at have rødder i virkeligheden.
Men sagen er jo den, at vi i Liberal Alliance netop er nødsaget til at drømme.
For Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har nægtet at stemme for vores forslag om at nedsætte en Niels Bohr-kommission, som skal kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere kernekraft i den danske energiforsyning. Ergo står Danmark i stampe, og alle de af os, der som minimum abonnerer på fornuften i at få en faglig afklaring på spørgsmålet om den grønneste, vedvarende energikilde på kloden, må nøjes med at drømme.
I mellemtiden lader vi os ikke styre af mismod eller tvivl. For i Liberal Alliance håber og tror vi inderligt på, at vi med tiden kan skabe en frisk start for et grønnere og stærkere Danmark. Men det kræver bunkevis af mod, handling og teknologioptimisme, som skal have lov at dominere i de kommende år. For epoken for storslåede skåltaler og imploderede prestigeprojekter har haft sin storhedstid.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 31. marts 2025)
