Fornuftige mennesker bør ikke længere betvivle, at de bliver fattigere af rød politik
Al erfaring viser, at man kan gå på Folketingets talerstol og bruge sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.
Det siges, at de fejl, idrætsmænd og -kvinder begår som unge, forfølger dem hele karrieren. Forstået på den måde, at hvis man af dunkle årsager er bedre i forhånden end i baghånden, eller foretrækker at skyde til højre for målmanden frem for til venstre, så vil man aldrig helt få sin unode aflagt.
Meget kan udrettes ved hjælp af træning, javist. Men bliver man for alvor presset, smuldrer det tillærte, og instinkterne tager over. Og dermed er man tilbage i sine ungdomsår med de gamle fejl, man gik og troede, man havde fået aflagt.
Om det i sidste instans er korrekt, når det gælder sport, skal jeg ikke kunne sige. Jeg mangler den førstehåndsviden om at dyrke idræt på højt plan, som ville kunne lede min erkendelse frem imod et svar. Til gengæld har jeg dyrket politik på højt plan i tilstrækkeligt mange år til at kunne sige: Omend påstanden måske ikke er helt sand, når det gælder idræt, så holder den 100 procent, når det kommer til politik.
For så vidt angår borgerlige politikere, består deres ungdommelige skavank ofte i en manglende evne til at skelne mellem at have ret og at få ret. Det er en misforståelse, der let kan opstå, hvis man holder meget af tal og teorier. På papiret vil man f.eks. kunne bevise, at økonomiske incitamenter virker, eller at arbejdsudbud fører til beskæftigelse. Men hvad hjælper det i en politisk sammenhæng, hvis der ikke er mindst 89 kolleger, der har lyst til at give en ret i synspunktet? Intet overhovedet.
Som al erfaring viser: Man kan gå på Folketingets talerstol og bruge al sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har absolut nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.
Alle danskere bliver fattigere af den politik, regeringen og dens støttepartier fører. Det er dokumenteret så mange gange, at fornuftige mennesker ikke bør betvivle det længere. Det hjælper bare ikke, hvis man er oppe imod en ideologi, som siger, at lykken lige præcis består i at fodre staten med borgernes penge, så de alle bliver mindre velstående derved.
Pøbelagtige argumenter
Og dermed er vi fremme ved den kerne, som for alvor bør bekymre borgerlige danskere: På det ideologiske plan er de blå partier så langt agterudsejlet, at de ikke engang kan se røgen fra den røde skude længere.
Det hænger sammen med, at den røde side i Folketinget lige siden ungdomsoprørets dage for mere end halvtreds år siden har satset på at blive i stand til at producere ideologi på en industriel skala.
I dag er et flertal af medarbejderne ved alle dannelsesinstitutioner i Danmark røde. Man kan undersøge, hvad pædagogerne, skolelærerne, gymnasielærerne, universitetslærerne, højskolelærerne og sågar præsterne stemmer. Svaret er altid det samme: De stemmer på et af de partier, der for tiden har magten.
Det har som konsekvens, at sociale og politiske problemer altid vil blive det, man med et uskønt ord kalder italesat, på en måde, der får den røde løsning til at tage sig sagligt og moralsk rigtig ud.
Det er for eksempel vrøvl, at politikere skaber job. For de gør det med penge, der er skaffet til veje ved at destruere job andre steder. Men bliver påstanden aldrig udfordret, bliver den i stedet hængende.
Det svære ved at udfordre de røde selvfølgeligheder på f.eks. velfærdsområdet er, at man kan regne med at blive pandet ned af pøbelagtige argumenter i såvel klassiske som moderne medier. Men det bør altid være en motiverende rettesnor: De steder, hvor de røde argumenterer mest pøbelagtigt, er altid de steder, hvor de har mest at tabe.
