Forældre skal lære deres børn at respektere læreren
Jeg læser, at to forældre til elever i folkeskolen har travlt med at skyde skylden for klassens kaotiske tilstand og ringe indlæringsmiljø på den unge lærervikar.
Men intet sted kan jeg læse, at forældregruppen for klassen selv nævner sin egen del af ansvaret.
Ja, der er meget, der skal fungere bedre i folkeskolen, og som vi skal finde politiske løsninger på. Vi mangler flere uddannede lærere, lærernes tid er knap pga. rigide krav til deres forberedelsestid og undervisning, skoledagene er for lange, og der er for lidt tid til eleverne. Det ansvar ligger hos os, politikerne.
Men det må aldrig undskylde, at elever udsætter lærere og vikarer for chikane, trusler og vold. Det er helt uacceptabelt.
Jeg forstår også forældrenes frustration over manglen på uddannede og erfarne lærere, der har et godt tag i klassen. Lærerflugt fra folkeskolen er en af folkeskolens store udfordringer. Hver fjerde nyuddannede lærer forlader folkeskolen igen efter bare få år, og brugen af vikarer er steget med 90 pct. på bare 10 år.
Men forældrene glemmer, at elevernes opførsel er en af de tungtvejende grunde til, at mange lærere og vikarer bliver skræmt væk eller sygemeldt fra arbejdet. Den grænseoverskridende kultur, der hersker i mange klasseværelser, tærer på læreren og giver de ringeste forudsætninger for at udføre lærergerningen.
Det er først og fremmest forældrenes og dernæst skolens ansvar at opdrage børnene og lære dem om ordentlig opførsel, respekt og autoritetstro. Det er forældrenes og skolens ansvar at lære børnene, hvordan de skal behandle deres klassekammerater og lærere, og vigtigst af alt lære dem, at det har konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt og behandler sine medmennesker respektløst.
Det er det ansvar, der mangler i dag, og desværre foregår den grænseoverskridende opførsel mere eller mindre konsekvensfrit.
Respekten for læreren som autoritet er noget nær forsvundet i folkeskolen. Arbejdet med at genopbygge respekten for læreren starter derhjemme. Forældrene skal for det første blive meget bedre til at have skolens ryg. Vi er nødt til at genopbygge samfundskontrakten, hvor forældre ikke automatisk ringer til skolelederen og klager, hvis læreren har irettesat deres barn på grund af dårlig opførsel.
Nej, LA vil ikke tilbage til den sorte skole og lektor Blomme-pædagogik. Men vi er i dag endt i den helt modsatte grøft, hvor det i vid udstrækning accepteres, at elever kan udsætte lærere for vold og trusler, uden at eleverne bagefter mærker en konsekvens. Det er helt uacceptabelt, og det er på ingen måde den skole, LA ønsker.
Forældre, hvis I vil have en mere harmonisk skole, så tag forældreansvaret på jer og lær jeres børn om respekt for den autoritet, læreren er, og at dårlig opførsel ikke er konsekvensfrit.
I mellemtiden vil jeg arbejde hårdt på, at vi får skabt bedre rammer for folkeskolen, end hvad vi har i dag.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. oktober 2024)