Fjern loftet over fradragsberettigede donationer og styrk civilsamfundet Foreningsliv.
Civilsamfundets mange velgørende organisationer og foreninger spiller en helt afgørende rolle i det danske samfund – og en særlig rolle i det
… liberale samfund, som vi i Liberal Alliance drømmer om. For når staten skal fylde mindre, må borgerne fylde mere. Det kræver, at vi som borgere tager ansvar – også for at sikre finansieringen af de formål, vi hver især ønsker at fremme. Derfor skal der være en større økonomisk tilskyndelse til at bruge egne penge på netop dette. Liberal Alliance ønsker at styrke civilsamfundet ved at give borgerne mere indflydelse, og reducere statens, over den økonomisk støtte. Vi foreslår at fjerne den nuværende fradragsloft på 19.000 kroner for donationer til velgørende formål og foreninger. Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for. Det er allerede blevet gjort i forbindelse med donationer til forskning, hvor man har ophævet loftet til for eksempel Syddansk Universitet og Alzheimerforeningen. Hvorfor ikke gøre det samme for Red Barnet og Grundtvigsk Forum? Det mener vi. I dag fordeler staten milliarder til udvalgte organisationer, hvilket kan føre til magtkoncentration og oversete lokale initiativer. Det er nemlig ofte de samme organisationer, der ender på Finansloven. Ved i højere grad at lade borgerne bestemme, hvor deres penge skal gå, demokratiserer vi velgørenheden og fremmer mangfoldighed og pluralisme. Flere organisationer får mulighed for at blomstre og afspejle samfundets mange interesser og behov fremfor politikernes interesser og behov.
Vi reducerer samtidig bureaukratiet. De nuværende grænser og særordninger kræver administration fra både foreninger og myndigheder. Ved at ophæve loftet for alle sparer vi penge og ressourcer, hvilket gør det lettere at fokusere på deres kerneopgaverne.
Finansieringen findes helt naturligt ved at reducere i en af de statslige puljer, som der i dag deles ud fra. Det er over 1 milliard kroner, og vores forslag koster blot 90 millioner kroner.
Samtidig forventes det, at borgerne vil donere næsten 160 millioner kroner mere end tidligere, hvis loftet ikke var der. Det er da en god forretning for både civilsamfund og skatteborger! Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.25. februar 2025)