Fire blå partiledere: Sådan skal vi finansiere oprustningen

Det er for det meste ret nemt at formulere, hvad man gerne vil have, eller hvad man har brug for: »Jeg ønsker mig en ny racercykel,« siger teenageren. Og så kommer det irriterende spørgsmål fra forældrene: »En racercykel er meget dyr. Hvor tænker du, at pengene skal komme fra? Hvis du skal have en ny cykel, så bliver der altså ikke råd til sommerferie i år. Du må vælge, min dreng«. En funklende ny racercykel med ti gear og det nyeste udstyr er nok i kategorien »godt at have«, men ikke »nødvendigt at have«. Og med lidt flid og prioriteringer ville teenageren nok godt selv kunne spare op til cyklen, hvis han for eksempel begyndte at gå med aviser eller tog et andet fritidsjob.

Alvoren er en hel del tungere, når vi taler om, hvad Danmark har brug for. Der er flere altoverskyggende ting lige nu. Det ene er et markant stærkere og større forsvar, som i årevis har sejlet. Den aktuelle udenrigspolitiske situation har gjort det krystalklart, at vi skal opruste nu og langt ind i fremtiden. Det andet er den grønne omstilling. Den kræver blandt andet, at vi skifter fossil energi ud med grøn energi. Det tredje er en omfattende klimasikring af vores huse, bygninger, infrastruktur og landskaber. Der er ingen vej udenom, for vi vil se mere ekstremt vejr med stormfloder og skybrud i de kommende år.

Alt dette er dyrt. Helt ekstremt dyrt. Så spørgsmålet melder sig: »Hvor skal pengene komme fra?« Regeringen anført af Mette Frederiksen er enig i, at forsvar, grøn energi og klimasikring både er nødvendigt og dyrt. Samtidig lancerer statsministeren strøtanker om danskernes pensionsalder. Og vi ved alle, at den demografiske udvikling betyder et stigende pres på velfærden – som danskerne i øvrigt har større og større forventninger til. Det giver milliardregninger.

Men når regeringen bliver spurgt til, hvor pengene skal findes, bliver de tågede og ukonkrete. Det er heller ikke nemt. Men det er nødvendigt. For os borgerlige handler økonomisk politik om sund fornuft, om troen på, at alle kan bidrage og om, at udviklingen og væksten kommer fra et erhvervsliv, som har frihed og gode rammer til at skabe netop vækst og udvikling til gavn for alle. Vi tror ikke på, at alle problemer kan løses ved at blive ved med at hæve skatten. Økonomisk politik er måske kedeligt. Der er ikke stemmer i at tale om penge. Men ikke desto mindre har det aldrig været mere aktuelt.

Vi har formuleret fem dogmer, som tilsammen tegner et konkret billede af den økonomiske politik, der skal føre Danmark sikkert ind i fremtiden.
Dogme 1: Velstand i samfundet er vigtigere end hvor mange penge, der kommer i statskassen Skatter og afgifter koster som regel danskerne og virksomhederne mere, end statskassen tjener på dem. For nogle skatter er dette tab meget markant. Registreringsafgiften, småafgifter på forbrug og diverse kapitalskatter er gode eksempler. Det danske samfund har brug for, at der kigges med et kritisk blik på de mest forvridende skatter og afgifter. Står de ekstra penge i statskassen i et rimeligt forhold til, hvor meget fattigere danskerne bliver, når skatterne skal betales? Og hvor meget bremser skatterne, at Danmark bliver et mere velstående land?

Dogme 2: Danskerne går på arbejde for sig selv – ikke for den socialdemokratiske systemmaskine Borgerne er ikke til for samlebåndet, staten og velfærden. Det er omvendt. Det er en afgørende forskel på borgerlig og socialistisk tankegang. Selvbetalt fleksibilitet i pensionssystemet er godt, selv hvis det koster på arbejdsudbud, og Skat skal selvfølgelig tilbagebetale det de skylder, selv hvis det er besværligt i deres nuværende itsystem. Samtidig udhuler unødvendige overførsler økonomien og undergraver opbakningen til den helt rimelige støtte, som ældre, syge og svage har brug for. Førtidspension skal være forbeholdt de syge, og derfor skal vi ikke parkere to tredjedele af herboende irakere på førtidspension. Et stærkt socialt sikkerhedsnet kræver, at flere tager personligt ansvar og forsøger sig selv.

Dogme 3: De offentlige systemer skal kunne udfordres – af borgerne selv eller af professionelle private Private leverandører skal leve op til samme standarder som det offentlige. Gør de det, skal de ikke sættes uden for døren af ideologiske hensyn. Det vigtige er, at borgerne får den bedste service til den laveste pris. Borgerne skal have mulighed for at vælge det tilbud, der passer bedst til dem. Staten kan ikke vurdere, hvad der giver kvalitet i den enkelte familie, det kan kun danskerne selv. Det betyder for eksempel, at fri- og privatskoler, der er baseret på danske værdier, skal have mere støtte, og vi skal have mulighed for frit valg i sundhedssystemet.

Dogme 4: Hver generation skal betale for sig selv – vi skal ikke sende regningen videre til børn og børnebørn Uansvarlig økonomisk politik øger ikke bare gælden, det skaber også usikkerhed om Danmarks troværdighed på kapitalmarkederne. Hvis vi sætter Danmarks økonomiske troværdighed over styr, så vil fremtidige generationer få sværere ved at låne og dermed blive ramt dobbelt: af højere gæld og højere renter. Det betyder, at vi er modstandere af politik, der sætter den finanspolitiske holdbarhed over styr. Der skal være respekt om den sunde økonomi, vi har opbygget over årtier.

Dogme 5: Det er Christiansborgs fornemmeste opgave at sikre, at man ikke står i vejen for dem, der skaber værdien i vores samfund Erhvervslivet skal kunne klare sig selv – og det kan de også godt. Erhvervslivet har ikke brug for Christiansborg. Erhvervslivet har brug for, at Christiansborg i højere grad formår at blande sig uden om. Vi skal mindske alt det bureaukrati, som hæmmer danske virksomheders vækst. Vi skal også lette skatten på det at drive virksomhed og investere i bedre produktion og flere arbejdspladser i Danmark. Pengene skal i høj grad findes ved at afskaffe en række statslige erhvervsstøtteordninger. Vi ønsker for eksempel at afskaffe unødvendig regulering, vi ønsker en minimumsimplementering af EU-regler. Og vi har foreslået et bureaukratiloft.

Er det et uudtømmeligt katalog? En færdigsnedkereret økonomisk politik? Nej, men med vores fem dogmer har vi trampet en sti til en mere økonomisk bæredygtig fremtid. Og det er fremtid, der er det magiske ord her. For ligesom teenageren nok skal finde pengene til drømmecyklen, så kan vi også godt finde penge her og nu til det akutte. Vi kan eksempelvis godt tage 50 milliarder til Forsvaret fra den strukturelle saldo. Men det anviser ikke en vej. Det er ikke en økonomisk politik. Der er et borgerligt alternativ til regeringen, og én af forskellene på os og dem er, at vi gerne vil tale om, hvor pengene skal komme fra. Det handler om værdier og prioriteringer. Men det hele starter og slutter med pengene.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. april 2025)