Europa evner ikke at give sig selv det nødvendige los

Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. september 2024)