Elever skal kunne få ekstra undervisningsstøtte uden kommunalt krav om en diagnose

Der er nok ikke mange, der har opdaget, at det foregår.

Men lige nu har mange af vores kommuner udviklet en praksis, hvor en psykiatrisk diagnose er den eneste adgangsbillet til at få ekstra hjælp i skolerne.

Praksissen betyder – stik imod hensigten med den nationale lovgivning – at hvis du er forælder med et barn, der har brug for enten ekstra støtte eller specialundervisning, siger kommunen, at det kun kan lade sig gøre, hvis dit barn får konstateret en diagnose.

Og desværre er den slags rigide kassetænkning symptomatisk for den måde, vi fører velfærdspolitik på i Danmark. For vi har alt for travlt med at placere mennesker i bureaukratiske kasser. Systemet søger simpelthen systematik.

Man kan jo godt forstå det, fordi det tillader, at systemet – helt uden at tage en reel beslutning – let kan afgøre, hvilken hjælp du er godkendt til. Tanken er jo ikke helt tosset. Man kalder det “objektive kriterier”, og det kan man jo godt sige, der er noget fairness over. Man fjerner også ansvaret fra den enkelte medarbejder eller afdeling. Alle bliver bedømt lige. Og i den bedste verden kan man også spare nogle penge.

Men samtidig hviler hele systemet også på, at man har valgt de helt rigtige såkaldte “objektive kriterier”. Og i al beskedenhed, så mener vi ikke, at man har valgt rigtigt, når det kræver en diagnose at få den hjælp, man har brug for. Børn kan have indlæringsproblemer uden at have en diagnose. Hvad gør systemet for disse børn?

Børn kan have adfærdsvanskeligheder eller blive væk fra skole på grund af for eksempel sociale forhold og opvækst, men ikke have en diagnose. Hvordan stiller denne kommunale praksis disse børn?

Og til sidst: Hvad med de børn, der får en diagnose, selvom de måske ikke har en? For vi ved, at incitamenter virker. Og med denne kommunale praksis er der et incitament i retning af diagnosen.

Som fagpersonale også udtaler til Weekendavisen (den 21. november 2024, red.), oplever de, at forældrene jagter diagnosen til deres børn, så de kan få den nødvendige hjælp. De oplever et pres fra (forståeligt) desperate forældre, fordi de ved, at uden diagnosepapirer fra psykiatrien, er der ingen hjælp at hente.

DET STILLER FAGPERSONALET i børne- og ungdomspsykiatrien et svært sted. Skal de insistere på de faglige kriterier til diagnoserne, når de ved, at de saboterer børnenes skolegang, hvis de nu ikke lever op til kriterierne?

En helt anden konsekvens af den kommunale praksis, er hvordan det presser psykiatrien. Ifølge seniorforsker i VIVE, Thyge Tegtmejer, skyldes en del af presset på psykiatrien netop denne kommunale praksis, at uddelingen af diagnoser har fået væsentlig betydning for, om kommunerne tildeler hjælp til sårbare elever.

Samtidig ser vi en vilkårlighed i tildelingen af diagnoser. Eksempelvis er der enorme geografiske forskelle. I nogle kommuner er der 10 gange så stor sandsynlighed for at blive diagnosticeret med en diagnose end i andre kommuner. Og hvis du har en pige, der er født i slutningen af året, er der en tredjedel større chance for, at hun får udskrevet ADHD-medicin. Vi har altså bygget et system, der både skader elever, skoler og psykiatri. Det må vi kunne gøre bedre. For det skyldes, at vi lader systemtænkningen dominere.

I stedet for at give mere frihed og selvbestemmelse til lærerne, har vi udstyret bureaukrater i kommunerne med retten til at vurdere, om et barn skal have specialpædagogisk hjælp eller ej. Vi vil vove den påstand, at den enkelte lærer er bedre til at vurdere, om en elev har brug for ekstra hjælp.

Der skal være mere menneskelighed i vores skolepolitik. Mere plads til at vi kigger hinanden i øjnene, i stedet for at henvise til kommunale skabeloner.

Vi bryster os ofte af at have verdens bedste velfærdssamfund. Og på nogle punkter passer det da også. Men vi har også skabt et rigidt system, der sætter borgere i klemme, hvis man ikke passer ind i den socialdemokratiske kassetænkning. Og det skaber desperation.

For hvad gør man som forælder, når ens barn ikke opfylder kommunens “objektive” krav til hjælp, når alt andet peger på, at man har brug for det? I verdens bedste velfærdssamfund bør man ikke tage til takke med “bare ærgerligt”.

DESVÆRRE LADER DET ikke til, at der er politisk appetit på at gøre noget ved problemet. Vi har endda forsøgt at få undervisningsministeren, Mattias Tesfaye (S) til at forholde sig til det, men vi fik et lidt forstemmende svar, hvor han siger, at han “har tillid til, at kommunerne kender og overholder de gældende regler for tildeling af specialpædagogisk støtte”, selvom en nylig VIVE-rapport tydeligt viser, at det ikke passer.

Men i Liberal Alliance vil vi kæmpe en kamp for, at alle elever, der virkelig har brug for ekstra støtte eller specialundervisning kan få det – diagnose eller ej.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 15. januar 2025)