Disse fejl fører til mislykkede reformer

Når vi faktisk kender årsagerne til fejlslagne reformer, hvorfor gøres der så ikke mere for at eliminere dem?

Enhver dansk politiker, der planlægger at gennemføre store reformer, burde være tvangsindlagt til at læse Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten”.

I den bog gennemgår forfatteren danske reformer siden år 2000. Og konklusionen er mildest talt nedslående: Med undtagelse af indførelsen af NemID og af kræfthandlingsplanerne er de slået fejl.

Fælles for strukturreformen, universitetsreformerne, retskredsreformen, politireformen, forsvarsreformen, folkeskolereformen, gymnasiereformen, FGU-reformen, og hvad de alle sammen hedder, er følgende.

De blev forberedt for hastigt. De blev forberedt uden at inddrage de mennesker, der skulle gennemføre dem, på en ordentlig måde. De byggede i for høj grad på tvivlsomme skrivebordsantagelser. Der blev ikke gennemført forsøg med henblik på at undersøge, om reformen overhovedet ville have den ønskede effekt. De skulle gennemføres af medarbejdere, der var stærkt skeptiske. Og det politiske system kastede lynhurtigt implementeringen fra sig, da først selve reformlovgivningen var på plads.

Man kan også vende denne liste om: Hvis man vil have en indikation af, om en påtænkt reform har udsigt til at lykkes eller udsigt til at fejle, kan man tage listen ovenfor og bruge den som tjekliste. Hvis man i forbindelse med en reform, der er fremlagt, men ikke vedtaget, kan sætte kryds ved mange eller samtlige punkter på listen, er der en betydelig risiko for, at reformen vil slå fejl.

Universitetsreformen skal selvfølgelig have en chance ved forhandlingsbordet.

Men jeg er også nødt til at sige: Der kan sættes et foruroligende antal af krydser fra Sigge Winther Nielsens tjekliste ud for den.

Hvis reformen skal lykkes, er der således gode grunde til at mene, at regeringen bliver nødt til at arbejde på, at mængden af Winther Nielsen-krydser skal falde.

En af de ting, der virkelig kan undre, når man ser på de mange fejlslagne uddannelsesreformer, der er gennemført i Danmark i dette århundrede, er, at man ikke benytter muligheden for at gennemføre forsøg i højere grad.

Da jeg for mange år siden gik på Skærbæk Kommuneskole i Sønderjylland, var den med i et forsøg, der afskaffede realeksamen, nogle år før det var tanken, at den skulle afskaffes på landsplan. Eller med andre ord: Vi havde ”samlæste” – som man kaldte dem – 8., 9. og 10. klasser, længe før de blev indført i hele Danmark. Derved blev der indhøstet vigtige erfaringer, som bevirkede, at man kunne føle sig betrygget i, at afskaffelsen af realeksamen ikke ville blive en fiasko.

Jeg har svært ved at indse regeringens hastværk, når det gælder beslutninger, der i praksis er irreversible. For det, man kan lære af folkeskolereformen, er lige præcis, at selvom Folketinget i princippet kan ændre den, så er det i praksis umuligt.

Derfor er folkeskolen i dag ødelagt uopretteligt af en reform, som alle forstandige mennesker for 10 år siden udmærket vidste ville fejle.

Hvad ville der i grunden ske, hvis regeringen gennemførte en forsøgsordning, hvor et mindre antal kandidatuddannelser blev ændret til bachelor plus et fuldt kalenderår?

Det ville give en mulighed for i praksis at bedømme populariteten af det nye tilbud blandt de studerende; den faktiske kvalitet af uddannelsen og kandidaternes faktiske muligheder på arbejdsmarkedet.

Lige nu er alt, hvad vi råder over, teoretiske antagelser. Det er langt under de standarder for dokumentation, der kræves for at vedtage konstruktionen af store, fysiske anlæg som broer, veje og jernbaner.

Så hvorfor er der en betydelig risiko for, at regeringen vedtager en megareform med hovedet under armen?

Det er der, fordi når det gælder politik, er det gratis at ødelægge samfundsbærende institutioner ved hjælp af elendige reformer.

Det har ikke kostet nogen af de ansvarlige en krone eller en ridse i deres omdømme at smadre uddannelsessystemet eller politi og retsvæsen eller Forsvaret. Til forskel fra, hvad det ville koste for en stor virksomhed at gennemføre reformer, der var lige så elendige. Her ville virksomheden antageligvis gå konkurs. Og arbejdsmarkedet ville i mange år fremover være lukket for de ansvarlige.

På tilsvarende vis kommer det heller ikke i fremtiden til at koste den personkreds, der løber risikoen og gennemfører en stor reform uden at teste den ved hjælp af forsøg, en krone eller en ridse i deres omdømme, dersom reformen fejler.

De kan uden problemer fortsætte deres hærgen gennem samfundet. Og – hvis de bliver kritiseret – ty til det sædvanlige politikersvar: Grunden til, at reformen ikke virker, er, at vi har gjort alt for lidt af det, der har skabt fiaskoen.

Man tror, det er løgn. Men det er næsten altid sådan, politikere begrunder, at deres reformer fejler.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 3. marts 2023)