Det nytter ikke, at vi bliver for fine til at forsvare os
Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder.
Langsomt sænker mørket sig over Europa. Vi kan holde alle de skåltaler, vi har lyst til, om de frihedsrettigheder, vores forfædre i en lang, sej kamp mod tyranniet tilkæmpede sig. Men sandheden er: Flere og flere steder på kontinentet er man ikke længere fri til at sige, hvad man oprigtigt mener og tænker.
I Frankrig er der næppe nogen lærere, der længere vover at sætte ytringsfriheden og presset imod den til debat ved at vise en tegning af Muhammed.
I Storbritannien antyder den ubehagelige sag fra Batley Grammar School i Yorkshire, at undervisningsbureaukratiet ikke synes at være indstillet på at bakke lærerne op. Men tværtimod retter kritikken mod den lærer, der i Samuel Patys ånd sætter ytringsfriheden til debat, fordi han derved gør en kreds af intolerante forældre ophidsede.
I Tyskland forekommer den vejledning, myndighederne i delstaten Hessen netop har udsendt til deres skoler, også at være en kapitulationserklæring. Skønt den på overfladen former sig som gode råd, hvis man skulle have lyst til at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning, er den så fyldt med forbehold og relativeringer, at den i klar tekst siger: Lad være!
Og i Danmark må en lærer på en professionshøjskole leve under jorden og er i stadig kontakt med PET, fordi hun tilkendegav, at hun agtede at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning.
Vores regering – der ellers vækker opsigt med sin højredrejning i udlændingespørgsmålet – har i den anledning intet at tilbyde. Under dække af ”metodefriheden” vil den ikke diktere, at tegningerne er en naturlig del af undervisningen i for eksempel nyere dansk historie. Og i forhold til at støtte lærerne tilbyder regeringen kun hjælp, når det er for sent. Det svarer til at føre den politik, at man overhovedet ikke interesserer sig for at forebygge eller forhindre ildebrande. Men understrege vigtigheden af at kunne huske nummeret 112.
Lærernes egne organisationer skal vi slet ikke tale om. På den ene side har de travlt med at blande sig i de afgørelser, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet træffer. Som om der ikke længere er noget, der hedder armslængdeprincip til myndighederne.
Og på den anden side kapitulerer de og siger, at husfreden på skolerne går foran alt andet. Således også en helhjertet indsats for at få eleverne til at forstå, hvad det vil sige at leve i et liberalt demokrati.
Jeg må indrømme, at jeg er dødtræt af hele denne redelighed. Fordi det er så inderligt forudsigeligt, at udviklingen kun går én vej: til det værre.
Det er indiskutabelt, at vi i Europa år for år mister mere frihed til den kollektivistiske og voldsparate samfundsmodel, vi kender fra de mellemøstlige lande, og som først og fremmest er styret af islam.
Lad os være ærlige og sige: Skolerne er allerede faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Fordi fjenderne af ytringsfriheden og tolerancen er stærkere end dens tilhængere. Der findes ikke nogen rationelle grunde til at antage, at dette kommer til at vende uden en aktiv indsats.
Og hvad har de vestlige samfund reelt af modtræk? Det skal jeg sige: at vride hænder og udtrykke deres beklagelse over, at mørket sænker sig.
I den vestlige verden lider vi af en besynderlig blanding af overmod og resignation. På den ene side tror de fleste højtstående beslutningstagere (hvis man skal tage dem alvorligt), at de værdier, det liberale demokrati hviler på, har en så frappant overbevisningskraft, at man blot skal forkynde dem for mennesker fra f.eks. Stormellemøsten. Så vil de straks indse, at deres hidtidige kulturelle praksisformer er helt håbløse, og opgive dem.
Det er selvfølgelig et komplet åndssvagt synspunkt. Men det er, hvad der faktisk bliver sagt i forskellige variationer: Vi kan ikke opgive vores værdier. Og på langt sigt vil de også vise sig at være de stærkeste.
Som et praktisk udsagn om håndtering af en eksistentiel krise for de vestlige samfund er påstanden selvdestruktivt tåbelig.
Hvad nu, hvis det viser sig, at al-Qaeda eller Islamisk Stat ikke nedlægger deres våben, fordi vi forklarer det liberale demokratis overlegenhed for dem? At man overhovedet kan forestille sig, at det skulle ske, er indikation på, at man muligvis er idiot. Men lad os gå med for argumentationens skyld: Hvad er plan B, hvis det viser sig, at de liberale frihedsværdier ikke fejer al modstand til side?
Her er der en bestemt gren af den utopiske liberalisme, der synes at mene, at så – og her kommer resignationen ind – er det bare ærgerligt. Vores værdier fejede ikke al modstand til side. Det var så som så med det bedre arguments tvangfri tvang. Så må vi bøje nakken og indrette os på, at der er kommet nye herskere til kontinentet.
At indlade sig på denne tankegang siger ikke noget om, at liberalismen har fejlet. Det siger noget om, at den naive utopisme har fejlet. En ganske anden sag. For det er jo også den, der rammer hele venstrefløjen. Naiv utopisme er ikke bundet til en bestemt ideologi, men er noget i sin egen ret: en verdensfjern idé om, at verden faktisk er sådan, som den burde være.
Også som liberal skal man have en plan B, hvis det viser sig, at man ikke kan stoppe Islamisk Stat eller det hjemlige mellemøstlige voldsregime ved at forkynde den liberale samfundsmodels principielle overlegenhed.
Og det er en fordrejning af tingenes rette tilstand, hvis man tror, at denne plan B er at overgive sig til alle mulige andre overbevisninger, end at den frie og liberale samfundsmodel i princippet giver mest frihed til de fleste. For det gør den. Og det kan belægges med adskillige rationelle argumenter.
Det, jeg er tilhænger af, er en pragmatisk liberalisme. Det vil sige en liberalisme, der tager udgangspunkt i, at vores institutioner og de værdier, de er baseret på, er så meget værd, at vi bør kæmpe for dem. Også hinsides det punkt, hvor man kæmper på ord.
Samfundsmæssige institutioner som skolerne og universiteterne er værd at kæmpe for. De principper om tolerance og ligeværd, som vores samfundsmodel er baseret på, er værd at kæmpe for. Den politiske liberalisme – med dens vægt på blandt andet ytringsfrihed – er værd at kæmpe for.
Det skal man gøre med ord, så langt det overhovedet er muligt. Men når voldsmænd nedlægger veto mod, at lærere bruger deres ytringsfrihed, eller mod, at de underviser i emnet, er det nok. Ligesom det er nok, når lov og orden trænges tilbage af den stærkes ret.
Her bør det liberale svar være: Vores foretrukne model er faktisk så meget værd, at vi vil slås for den. Ikke så lidt, at vi bare bøjer nakken og resignerer, når antagonistiske modstandere ler højt ad vores velmente erklæringer. At tro, at man er for fin til at forsvare sig, er ikke nobelt. Det er bare selvdestruktivt.
