Det er løgn, hvad den typiske ekspert siger

Det går tilbage med læsningen. Det har en serie artikler og kommentarer afdækket i Berlingske i løbet af december. På universitetet må klassiske værker som for eksempel »Pelle Erobreren« tages af pensum, fordi de studerende ikke magter at læse bogen. I fødekæden til universitetet står det lige så ringe til. Danske folkeskoleelever har netop slået deres egen bundrekord i den internationale læseundersøgelse PIRLS. Og på gymnasierne hersker også en opgivende stemning. Vore dages elever læser langsommere og har mindre ordforråd end forne tiders.

Jeg vil ikke bruge min værdifulde taletid til at skælde ud over ungdommen. Det er jo ikke dens fejl, at den har tåbelige forældre og autoriteter. Det, vi bør tale om, er den katastrofe, det er ved at udvikle sig til for de vestlige samfund, at mennesket gradvist er ved at forsvinde ud af vores tænkning over verdens gang. Hvis der er noget, man kan være sikker på i vores omskiftelige verden, så er det, at det enkelte menneske – hvis man spørger en typisk ekspert – ikke har nogen betydning for noget som helst.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at kriminalitet først og fremmest blev begået af personer, der har en skidt karakter? Det vil sige af personer, der er præget af dovenskab, umoral, antisociale holdninger og en vis grad af dumhed. Nej, det kan man ikke forestille sig. End ikke som en teoretisk mulighed. Fordi den typiske ekspert, helt fra han eller hun tog det første skridt i retning mod en uddannelse, er blevet indoktrineret til at tro, at mennesket ikke betyder noget.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn læser dårligere i dag, end de gjorde tidligere, fordi de øver sig mindre, og ingen presser dem til at øve sig mere? Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn ofte forvandler timerne i skolen til et kaos af larm og ballade, fordi der i den grad mangler forældre og lærere, som insisterer på, at den enkelte elevs dårlige opførsel skal have mærkbare konsekvenser for den pågældende? Og kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at de store belønninger i tilværelsen i form af attraktive job, først og fremmest går til dem, der arbejder hårdt og optræder konstruktivt og ansvarligt i de stillinger, hvor de bliver ansat?

De ved lige så godt som jeg, at man skal lede meget, meget længe efter en ekspert, som med fasthed i stemmen vil stå frem og sige ja til de spørgsmål, jeg stiller. Kriminalitet, færdigheder, klimaet i skoler og på arbejdspladser eller menneskers – i mangel af bedre udtryk – sociale skæbne har aldrig noget at gøre med den enkelte. Det vil altid, for den typiske ekspert, have noget at gøre med pengemangel i den offentlige sektor; strukturer; ophobet uretfærdighed eller måske sygdomme, der ikke er diagnosticeret endnu.

Der er simpelthen ikke, for den typiske ekspert, noget her i tilværelsen, som det enkelte menneske har et personligt ansvar for. Selvfølgelig er det løgn, hvad den typiske ekspert siger. Det ved alle mennesker, der har bevaret evnen til at være nogenlunde ærlige over for sig selv og andre. Det er hverken ens upåvirkelige skæbne at blive kriminel, udygtig, ballademager eller at strande i et kedeligt job. Det er alt sammen ting, man kan påvirke gennem sin egen indsats og attitude. I fremtiden vil historikerne undre sig over, at flere generationer af akademikere gjorde, hvad de kunne, for at udslette mennesket. For det er frem for alt udslettelsen af mennesket, der gør de kulturelle kriser uløselige. Derfor skal mennesket tilbage i centrum af samtalen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 26. december 2024)