Derfor skal vi afskaffe det sjette SU-år

I debatten om afskaffelse af det 6. SU-år argumenterer venstrefløjen for, at en afskaffelse af det ekstra års støtte vil være en uhyre brutal spareøvelse, der vil føre til øget mistrivsel blandt vores unge. Jeg kan godt forstå, hvor argumenterne kommer fra. Men jeg synes desværre ikke, at argumentet holder.

I dag er det nemlig kun studerende, der starter på en videregående uddannelse senest to år efter, at de har afsluttet en adgangsgivende uddannelse, der kan få SU i seks år (eller studerende med en højere normeret studietid end fem år). Det er dermed ikke et privilegie for alle studerende. Mistrives de studerende, der først starter på universitetet tre år efter, at de har afsluttet gymnasiet, virkelig mere end andre studerende, fordi de kun kan få SU i fem år?

Argumenterne for at bevare det 6. SU-år kommer i min optik ikke alene fra et sted fyldt med sympati for de studerende. De kommer desværre også fra et sted, hvor man gør sig blind for de større perspektiver i SU-debatten.

Lad mig starte med at anerkende, at en afskaffelse af det 6. år er en nedskæring. Hvis forslaget bliver stemt igennem, vil de studerende ikke kunne få SU på det sidste år, hvis de bruger et ekstra år på at gennemføre deres uddannelse, som de ellers kan nu.

Men set i et større perspektiv fører den ændring altså ikke til, at vi går fra at støtte de unge til at flå deres fremtid ud af hænderne på dem. For vi har stadig en enorm generøs uddannelsesstøtte i Danmark, der efter en omlægning stadig vil ligge i top.

Tænk engang, at vi overhovedet er så heldige, at vi kan debattere, om vores studerende skal have over 6.500 kr. om måneden i fem eller seks år for at tage en skatteyderfinansieret uddannelse. Og tænk, at vi har en dobbelt så høj SU som i Norge, Sverige og Finland, der er de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det er jo helt vildt!

Tager man et kig i historiebøgerne, kan man læse, at SU’ens indførsel i 70’erne havde rod i et ønske om social mobilitet. Som det stod defineret, skulle ingen ung af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som den unge havde lysten og evnerne til. Social mobilitet og frie, lige muligheder var uddannelsesstøttens eksistensberettigelse.

Spoler man imidlertid uret frem til i dag, kan man med en enkelt Google-søgning hurtigt finde frem til forskning fra VIVE og Det Økonomiske Råd, der samstemmigt konkluderer, at en omlægning af SU på kandidatuddannelserne til rentefrie lån ikke vil påvirke den sociale mobilitet negativt. Og her er der endda tale om en omlægning på hele kandidatuddannelsen, som altså er mere vidtgående end blot en afskaffelse af det 6. SU-år.

Samtidig ved vi, at de unges lånemuligheder er enormt favorable. De kan få et godt lån, som de rent faktisk kan betale af. Her er det nemlig værd at bemærke, at akademikere er blandt dem, der senere i livet kommer til at tjene allermest. Er det virkelig dem, vi vil prioritere at sende ekstra støtte mod?

Tilbage står vi med hele spørgsmålet om trivslen. Selvfølgelig kan der være gode årsager til, at man skifter uddannelse eller har brug for ekstra tid. Men penge løser ikke problemet fra bunden. I resten af Vesten ser vi samme trivselsproblemer, som vi har i Danmark. Det er et globalt problem, som vi ikke blot kan forklare ved at kigge mod os selv og vores SU. Med et så favorabelt system som vores skal der være en øvre grænse, og at den grænse matcher den normerede tid, er hverken kynisk eller uretfærdigt over for de studerende. Et er sikkert: Jeg er fortrøstningsfuld.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21. oktober 2023)