Derfor er det irrationelt at stemme på Enhedslisten

Advokaten Cecilie Langberg Jessen skriver i Berlingske for 25. november, at det bringer hendes »pis i kog«, at jeg kritiserer Enhedslisten (EL). Det er stærke – men meget teenageragtige – ord at bruge i en debat. Derfor bliver mit svar også kontant.

For det første er det irrationelt at stemme på EL, hvis man bor i København. Som der står at læse i ELs principprogram, er et sted at bo et basalt, menneskeligt behov. Men EL modarbejder stort set alle realiserbare planer for at bygge flere boliger i København. Det får efterspørgslen, og dermed også boligpriserne, til at stige.

Det er også irrationelt at stemme på EL og bo i København, fordi partiet modarbejder de mulige løsninger, når det gælder infrastruktur. Hvis alle kører i elektriske biler, som er ladet op med klimaneutral strøm – og det vil alle gøre om få år – er biler ikke et miljøproblem.

Men EL modarbejder bilismen helt konsekvent, så hverken beboere eller erhvervsdrivende kan parkere uden at spilde megen tid med at lede efter en parkeringsplads.

Helt selvmodsigende er EL så modstandere af at udbygge metroen. Man foretrækker en letbane, som der aldrig kan skaffes flertal for, fordi den er til større gene for bilerne. Og bidrager på den måde negativt til, at København kan udvikle sig i en positiv retning.

Ud over, at det er irrationelt at stemme på EL, er det også udtryk for en meget mangelfuld analyse af samfundet.

Den helt store fjende i ELs principprogram er kapitalismen. Den får skylden for stort set ethvert onde i verden. Men er det virkelig et spørgsmål om sort og hvidt at tage stilling til kapitalismen? Det kommunistiske Kina rummer knap en femtedel af verdens befolkning, men står for mere end en fjerdedel af verdens udledninger af CO2. Til gengæld er uviljen mod at gøre noget ved problemet stor. I modsætning til for eksempel i det kapitalistiske Europa.

Selvom den kapitalistiske del af verden ikke er perfekt, scorer den konsekvent højest i alle seriøse målinger af demokrati og frihed. Der er med andre ord mindre demokrati og mindre frihed i en hvilken som helst anden samfundsmodel, end der er i den kapitalistiske.

Og så er det heller ikke bare sort og hvidt, at der findes økonomisk ulighed i den kapitalistiske samfundsmodel. Det gør der, og det vil jeg aldrig lægge skjul på. Men der er betydelig mere ulighed i forskellige ikkekapitalistiske samfundsmodeller, end der er i den kapitalistiske.

Dertil kommer, at det er kapitalismen, der finansierer både velfærdsstaten (gennem store skatteindtægter) og de gode pensionsordninger, vi har i Danmark. Det er ikke den fulde sandhed om kapitalismen, at nogle få ejer det meste. De mange ejer også virkelig meget i form af for eksempel de store pensionsselskabers formuer. Så ønsker man en tryg alderdom, skal man heppe på kapitalismen. Ikke rakke ned på den. Går det dårligt for kapitalismen, bliver afkastet på den enkelte borgers pension væsentlig mindre, end det ellers ville være blevet.

Så for at samle op: Man er virkelig uvidende om de mest basale kendsgerninger, hvis man tror, at kapitalismen er roden til alt ondt. Den er ikke perfekt. Men den er også roden til virkelig meget godt. Heriblandt en sikring af borgernes basale velfærd og en sikring af borgernes alderdom, som ingen – heller ikke Liberal Alliance – er modstandere af.

Men EL er også efterkommere af blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti. Det vil sige efterkommere af et parti, der fuldstændig ukritisk hyldede både Lenin og Stalin.

I en tid, hvor EL kræver af helt almindelige, nulevende danskere, at de skal angre den politik, der blev ført under enevælden i 1700-tallet, er det påfaldende, at EL ikke selv synes at angre noget som helst af den grusomme fortid, den i sin egen partihistorie har været en del af.

Og jeg må være ganske ærlig og sige: Jeg synes, det er udtryk for en mangelfuldt udviklet, personlig moral, når man har så travlt med at pege fingre ad andre, som blandt andet Cecilie Langberg Jessen gør i kraft af sin tilslutning til EL, uden at stille det helt elementære spørgsmål til sig selv:

Hvordan kan jeg retfærdiggøre at stemme på et parti, der aldrig har taget et seriøst og oprigtigt opgør med sin egen mørke fortid?

Den form for dobbeltmoral ser man først og fremmest hos barnlige mennesker. Og derfor er det nok ret sigende, at Cecilie Langberg Jessen overhovedet ikke har nogen argumenter for sit politiske valg. Men bare en fnysende påstand om, at Henrik Dahl bringer hendes pis i kog. Alene ved at omtale nogle helt ubestridelige kendsgerninger og selvmodsigelser, desværre.