Derfor bør alle liberale sige nej til kønskvoter

Kønskvoter er ikke et fremskridt for ligestillingen. Det vil tværtimod diskriminere på baggrund af køn og dermed gøre det vigtigere, hvad du er, end hvad du kan.

I debatten om kvinders adgang til topposter i samfundet kom jeg til at tænke på kvinden, der står over os alle sammen, nemlig dronning Margrethe.

For i forbindelse med sit regeringsjubilæum for ikke så længe siden blev hun faktisk spurgt til køn og topposter: ” Man skal gøre sig umage, det (at få topposter, red.) kommer ikke af sig selv. (For, red.) en kvinde, der opnår en høj position i et eller andet foretagende, dér må det være kolossalt vigtigt at vide, at det er, fordi jeg gjorde mig umage. Hvor det er sådan, at det bliver dygtigheden og evnerne – og ikke om man er kvinde eller mand, det tror jeg er frygtelig væsentligt.” Det er en klog dronning, vi har.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, og hun må jo slet ikke have politiske holdninger, men det er svært at forstå anderledes end en kritik af f. eks. kvoter for kvinder i virksomheders bestyrelser, sådan som regeringen og venstrefløjen ønsker det. Det er jeg imod.

Jeg har ikke tidsånden med mig, når jeg siger det her, men så må jeg nøjes med den sunde borgerlige fornuft og det værdigrundlag, hele den frie verden bygger på.

For jeg er liberal, fordi jeg tror på det enkelte menneskes lige ret til i frihed og ansvar at leve sit liv, som man ønsker. Og jeg er imod alle former for forskelsbehandling, der går på irrelevante forhold som køn, race, seksualitet osv., uanset om det er den ene eller den anden vej.

Det er ikke et fremskridt for ligestillingen, at vi nu skal diskriminere på baggrund af køn. Ligestilling handler jo for pokker om det modsatte.

Målet må være, at vi undgår diskrimination, ikke at vi diskriminerer os frem til resultatlighed.

Vil skabe tvivl

Det er i virkeligheden grotesk newspeak, når tilhængerne af kvoter, ligesom med tvangsfordelt barsel, påstår det modsatte. Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition selvfølgelig tvang og ikke frihed.

Ja, i gamle dage var der mere eller mindre formel diskrimination mod kvinder for at tage aktiv del i livet uden for hjemmet. Det er vi alle sammen i dag enige om, at vi aldrig skal tilbage til. Men et opgør mod diskrimination kan jo aldrig bestå af at indføre ny diskrimination.

Man har jo heller ikke lov til at stjæle, bare fordi man selv er blevet stjålet fra engang.

Samtidig har jeg svært ved at se det anderledes end, at kvoter bygger på den åndssvage idé, at kvinder er for svage og udygtige til selv at gøre sig gældende.

Når kvinder fremover – på grund af kvoter – bliver valgt til bestyrelsesposter, vil det skabe tvivl hos omgivelserne og måske dem selv, om hvorvidt de har fået stillingen på grund af kompetencer eller deres køn. Den tvivl er ingen tjent med – og det er et tilbageskridt for ligestillingen, for hvorfor skulle kvinder ikke være lige så dygtig som mænd til bestyrelsesarbejde? Sig mig, regner kvotetilhængere virkelig kvinder for så lidt? Splittende og ærgerligt Hvis vi skal se sagen i et større perspektiv, forstår jeg sådan set heller ikke, at det pludselig skal være målet i et frit samfund, at der er en bestemt fordeling af mænd og kvinder eller noget som helst andet nogen steder.

Tænk lige over det: Ville du kun flytte ind i dit hus, hvis lige mange mænd og kvinder havde været med til at bygge det? Ville du kun købe ind i Netto, hvis butikken havde lige mange mænd og kvinder ved kasseapparaterne? Ville du kun opereres for livsfarlig kræft af et hold af læger, hvor kønsbalancen var 50/ 50? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes i virksomheders bestyrelser, bare fordi nogle socialister påstår det? I et moderne og frit samfund, hvor folk kan vælge at gøre de ting i livet, de har lyst til, fordeler folk sig meget forskelligt.

Og jeg er glad for, at mennesker, der er dygtige og flittige, generelt når længere inden for deres branche, end folk, der er det modsatte.

Ikke altid, desværre, men dog for det meste. Men den slags skaber selvfølgelig ulige repræsentationer overalt. Og det er ikke i sig selv et bevis på unfair diskrimination.

Det er noget studentermarxistisk vrøvl.

Det er en udokumenteret teori, at kvinder fravælges til bestyrelsesposter alene, fordi de er kvinder.

Af samme grund har vi set ingen sager i medierne om kvinder, der er blevet fravalgt poster på grund af deres køn. Erhvervslivet ønsker, at flere kvinder vil søge topposter, så erhvervslivet får flere talenter og flere kompetencer i spil. Det får vi dog næppe med kvoter.

Men vi får til gengæld et samfund, hvor du bliver bedømt mere på det, du er, i stedet for det, du kan.

Det er både ærgerligt og splittende.

I stedet bør vi lytte til vores dronnings vise ord.

Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition tvang og ikke frihed.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 25. februar 2022)