Der ikke brug for endnu flere særordninger, S

Efter en lang sommerferie startede en ny sæson af dansk politik i august, da Mette Frederiksen bekendtgjorde, at Socialdemokratiet vil trække i bremsen på den automatiske stigning i pensionsalderen.

Siden 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget indgik velfærdsforliget, har pensionsalderen nemlig automatisk fulgt danskernes levealder.
Men på bagkant af den historisk upopulære SVM-regering skal det ifølge statsministeren nu være slut med denne mekanisme, der af økonomer er blevet betegnet som alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

Da SF præsenterede et lignende forslag tre måneder forinden, hudflettede Socialdemokratiet ellers idéen med meldinger om, at det var topmålet af uansvarlighed, og at forslaget decideret ville slå et hul i statskassen.

Men i et forkrampet forsøg på at stoppe Socialdemokratiets vælgerblødning er man nu selv villig til at slå hul i statskassen. Og fra deres perspektiv giver det måske meget god mening.

Op til folketingsvalget i 2019 lykkedes det nemlig at generobre nøglerne til regeringskontorerne med Arne-pensionen, hvor man håndplukkede et nøje udvalg vælgersegment, der skulle trækkes tidligere ud af arbejdsmarkedet end alle andre.

Der ikke brug for flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som S håber på at få tilbage i folden

Argumentet lød, at også de mest nedslidte skulle have ret til en værdig pension, selvom nedslidning ikke er et kriterium for at kunne blive parkeret på Arne-pension – på trods af at Socialdemokratiet ellers konsekvent og dumstædigt påstod det modsatte.

Men strategien virkede tilsyneladende, og Mette Frederiksen vandt som bekendt regeringsmagten. Derfor bør det ikke vække undren, at statsministeren nu vil genoptage vinderformularen med et tilsvarende klassisk, socialdemokratisk slagnummer.

Argumenterne er i store træk de samme som i den gamle debat om Arne-pension; Nemlig, at fordi folk med kortere uddannelser og hårdere fysisk arbejde lever kortere tid end højtuddannede, er det retfærdigt med en differentieret pensionsalder, så førstnævnte gruppe kan trække sig tidligere tilbage.

Problemet er selvfølgelig bare, at det – præcis ligesom med Arne-pensionen – ikke er retvisende. En ny analyse dokumenterer nemlig, at selvom en akademiker i gennemsnit lever syv år længere end en ufaglært, så har de faktisk lige mange år på pension i snit.

Årsagen? At vi allerede har et differentieret pensionssystem med et væld af ordninger – som seniorpension, førtidspension, efterløn og ja, Arne-pension – for folk, som af den ene eller anden årsag har brug for eller lyst til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Hvis du vil lave lighed mellem uddannelsesgrupper, så vil jeg mene, at de nuværende ordninger i høj grad gør jobbet ud fra en gennemsnitsbetragtning, som økonomiprofessor og fhv. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen formulerede det.

Således er der altså ikke brug for endnu flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som Socialdemokratiet håber på at få tilbage i folden. Det, vi i stedet burde gøre, er at give folk magten tilbage over deres egen pension.

I Liberal Alliance har vi foreslået en ordning med Fripension, hvor alle arbejdende danskere vil få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver eneste måned.

Det vil for egen regning give borgerne muligheden for at gå på pension fem år før pensionsalderen – og så endda helt uden at slå et hul i statskassen, som Socialdemokratiet ville formulere det. Med et mere frit pensionssystem kan danskerne gå på pension på deres egne præmisser.

For nogle vil det betyde, at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde deres otium før tid. For andre vil det måske betyde, at man fortsat går på arbejde efter pensionsalderen, hvis det er det, man har lyst til. Men uanset hvad er det helt okay.

For danskerne bør selv have retten til at råde over deres egen pension i stedet for at være afhængige af politikere, hvis nåde kan skifte, som vinden (eller meningsmålingerne) vender. Det vil ikke blot være det mest retfærdige.

Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå som alternativ til at lade Mette Frederiksen sælge ud af dansk økonomis kronjuvel i et desperat forsøg på at erobre tabte vælgere tilbage.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23/10-2024)