De feministiske kamptropper skaber splittelse

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den danske debat om ligestilling for at have bemærket, at debatten er nået ud på et gevaldigt skråplan. Det så vi eksempelvis i midten af november, hvor debatten om ligeløn kørte for fuld udblæsning.

Her gjorde både røde politikere og venstreorienterede interesseorganisationer fælles front mod det såkaldte patriarkat ved at bebude, at danske kvinder faktisk kunne holde gratis fri resten af året, fordi det ville udligne lønforskellen mellem kønnene.

Men brigaden af vrede feminister forsømte imidlertid at fortælle, at lønforskellen mellem kønnene hverken skyldes usaglige forhold eller diskrimination.

For hvis man tager højde for, at mænd og kvinder gennemsnitligt prioriterer ganske forskelligt, forsvinder lønforskellen naturligvis som dug for solen.

Faktum er nemlig, at mænd eksempelvis udfører markant mere overarbejde, at kvinder oftere arbejder på nedsat tid, at kvinder oftere melder sig syge, at kvinder oftere prioriterer lavtlønsuddannelser, og at mænd oftere løber store risici som selvstændige, hvilket kan føre til høj løn.

Mange andre forklaringer kunne nævnes. Men bundlinjen er altid, at den gennemsnitlige lønforskel skyldes kønnenes forskellige præferencer.

Det er netop også årsagen til, at adskillige undersøgelser såsom den danske lønkommission fra 2010 og Dansk Arbejdsgiverforenings analyse fra 2019 sætter to streger under, at der ikke er noget at komme efter.

MEN FORUDSIGELIGT nok har det naturligvis ikke rokket en tøddel på holdningen til ligestilling hos feministerne på den ekstreme venstrefløj.

For kamptropperne i det feministiske korstog føler sig nemlig så sikre i deres sag, at hverken logik eller fakta kan få dem til at afblæse kampen mod de usynlige strukturer, som de angiveligt bliver undertrykt af.

Det får vi eksempelvis syn for sagn om med jævne mellemrum i debatten om kønskvoter. Her er feministerne blevet så forhippede på at bekæmpe den formodede diskrimination mod kvinder, at de med kønskvoter som ammunition er villige til selv at diskriminere mod mænd.

I stedet for at anerkende de mange gode forklaringer på, hvorfor mænd er overrepræsenteret på bestyrelses- og direktionsgangene, vælger man altså selv at betjene sig af den dårligdom, man foregiver at ville bekæmpe. Logisk er det ikke.

Men når man har stirret sig så blind på målskiven, som de venstreekstreme feminister har, forledes man til at tro på den slags ekstreme målet-helliger-midlet-løsninger. Det er bekymrende. For vi lever i tid, hvor der i forvejen er nok splittelse mellem forskellige befolkningsgrupper i vores samfund.

Med et feministiske korstog, som ikke skyr nogen midler for at fremme sin egen agenda, ser vi kun ind i en fremtid, hvor der graves større og flere grøfter mellem kønnene. Så måske tiden er moden til, at venstrefløjens feminister begraver stridsøksen og i stedet begynder at gå konstruktivt til debatten om ligestilling?

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 15. februar 2023)