Coronaregimet er en fest for bureaukraterne
Hvor vi tidligere i pandemien havde mere generelle restriktioner, er vi nu nede på et helt grotesk detaljeniveau, når regeringen skal gå med til mere genåbning. Vi skal videre fra bøvl og bureaukrati og have mere tillid til danskerne.
For nylig var vi igennem endnu en maratonforhandling, der endte i en aftale om yderligere genåbning af Danmark. Det er naturligvis glædeligt, at vi sammen med de fleste andre blå partier gang på gang får rykket regeringen i retningen af mere genåbning. Selvom det er forår, og genåbningen er godt på vej, er jeg nu alligevel bekymret for, at genåbningen bliver for fodslæbende og alt for bureaukratisk.
Men jeg er også bekymret for, hvordan sundhedsmyndigheder, regeringen og de røde støttepartier konstant finder på mere og mere bureaukratiske restriktioner i stedet for at tage udgangspunkt i meningsfulde regler og tillid til danskernes ansvar og sunde fornuft.
Et godt eksempel var den nu heldigvis forkastede 30-minuttersregel, som vi aldrig aftalte i forhandlingslokalet, men som alligevel blev rullet ud over restaurationsbranchen. Også selvom Statens Serum Institut ikke vurderede, at den gav nogen mening for restauranter og cafeer. Det var med andre ord regulering for reguleringens skyld.
Coronapasset er et andet godt eksempel på unødvendig kontrol og bureaukrati. Det kan give mening som alternativ til omfattende restriktioner på større forsamlinger samt rejser – ikke som endnu et bebyrdende krav oven i alle de andre krav, som regeringen foretrækker det.
Brugen af coronapasset er i dag alt for vidtgående. Vi kan eksempelvis se, at nogle fitnesscentre ikke genåbner – og jeg kan være bekymret for, om man indfører en for nidkær og ødelæggende kontrol i foreningslivet. DGI har allerede udtrykt deres utilfredshed med forventningen om at skulle agere coronapaskontrol for deres frivillige.
Vi forhandler lige nu om mindre omfattende og mere tillidsbaseret brug af coronapasset, og det er endnu en gang en armlægning med regering og myndigheder, der holder fast i restriktioner uden skelen til indlæggelsestallene eller tillid til danskerne.
Dette coronaregime er og bliver en fest for bureaukraterne. Lad os tage et par eksempler. Kulturministeriet publicerede 7. maj ni meget tætskrevne sider om »Retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv«. Selvom der så godt som ingen coronasmitte er ved udendørsaktiviteter.
Et andet eksempel er indskærpelsen fra Erhvervsstyrelsen om, at for drikkevarer solgt efter kl. 22 må alkoholprocenten ikke overstige 1,2 procent
Eller se blot retningslinjerne til dagtilbud: »Legetøj, der ikke kan rengøres efter anvisning, bør pakkes væk til efter covid-19 epidemien … Hvorvidt legetøj bør pakkes væk, kan i nogle tilfælde afvejes ift. andre vigtige elementer af pædagogisk praksis, herunder blandt andet legetøjets egnethed til at understøtte børns udvikling på forskellige områder«. Det er simpelthen til at få hovedpine af. Kunne vi ikke i stedet prøve med noget så kættersk som tillid til pædagoger, rengøringspersonale og de lokale ledelser?
Mettes mistillid
Det er egentlig lidt ironisk, at Mette Frederiksen i al sit storsind gerne tildeler danskernes ansvarlige opførsel »æren« for, at coronasmitten har været under kontrol i Danmark. Men alt, hvad hendes regering gør, er baseret på mistillid til danskerne og et ekstremt behov for kontrol med alle detaljer af samfundslivet. Det er formentlig også derfor, man fornemmer, at hun ikke rigtig mener det, når hun siger, at det er danskerne, og ikke hendes regering, der fortjener ros for pandemihåndteringen i Danmark.
Det er bekymrende, at regeringen og i særdeleshed statsministeren tager så let på indgriben i danskernes frihed og hverdag. Al kritik bliver affejet med »global pandemi« eller en meningsløs sammenligning med et land som Indien, hvor smitten stiger. Om det gælder 30-minuttersreglen, seks-dages-reglen eller den unødvendige og ulovlige minkskandale, så trækker statsministeren bare på skuldrene.
Det er systempolitik, når det er allerværst. Og jeg synes ikke, de kan være det bekendt over for foreningslivet, de erhvervsdrivende og danskere i al almindelighed, der selvfølgelig gerne vil gøre deres for at holde pandemien under kontrol og er mere end i stand til at tage ansvar for at gøre det på forsvarlig vis.
Vi skal videre. Men det bliver helt sikkert en hård kamp at få sluppet de røde partiers coronagreb om befolkningen. Heldigvis er jeg ikke bange for at tage den kamp, og det er mine gode blå kollegaer heller ikke. Hverken i forhandlingslokalet, i debatten – eller den dag, vi igen skal til valg, og danskerne får chancen for at sammensætte et folketing med mere tillid til dem.
