Velfærd Arkiv - Side 5 af 6 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

5. februar 2021

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad.

Folketingsvalg er ikke bare folketingsvalg. Det er nødvendigt at skelne mellem på den ene side de fleste, som er små. Og på den anden side dem, der ligger med intervaller på 20-30 år og er store.

Et valg som det berømte jordskredsvalg i 1973 hører naturligvis til blandt de store. Tre nye partier kom ind: Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrum-Demokraterne med 14, Kristeligt Folkeparti med 7. Retsforbundet og Kommunisterne gjorde come-back efter 13 år i kulden. Og det af Erhard Jakobsen sprængte Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater.

Der er få valg efter Anden Verdenskrig, der i højere grad har stået i kulturkampens tegn. Fremskridtspartiet var en protest mod udbygningen af velfærdsstaten i 1960erne. Centrum-Demokraterne mod ungdomsoprøret og venstredrejningen af samfundet i den samme periode. Endelig fik Kristeligt Folkeparti (der allerede var dannet i 1970) vind i sejlene og repræsentation på Christiansborg på grund af den frie abort, der blev vedtaget af Folketinget i sommeren 1973.

Ser man de næsten 50 år tilbage, er ironien tyk. Vel fik den folkelige protest mod udskejelserne i 1960erne en samlet repræsentation på 49 mandater. Alligevel endte den offentlige sektor med at vokse; venstredrejningen fortsatte til det punkt, hvor de røde i dag har erobret magten i samtlige dannelsesinstitutioner i landet; og den frie abort står ikke til selv den mindste diskussion.

Det næste store valg var valget i 2001. Det indebar som bekendt et opgør med den udlændingepolitik, der var dikteret af Radikale Venstre. Hvor den herskende klasse i årene efter 1973 fik nedkæmpet den folkelige protest mod 1960erne, gik det anderledes i 2001. Vil man sidde ved det politiske voksenbord, kræver det tilslutning til den stramme udlændingepolitik. Ellers kan man få en grøn eller rød sodavand og sætte sig over til børnebordet og lave ståhej.

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Og hvorfor er det sådan, det forholder sig?

Det er det (hvis vi ser bort fra corona), fordi valget afsluttede fase et i kampen for en stram udlændingepolitik. I næsten 20 år kunne blå blok med troværdighed slå på, at den var eneste garanti for en realistisk udlændingepolitik. Det var, hvad folket ønskede. Derfor kunne V og K i fast samarbejde med O regere landet uden de store svinkeærinder i årene fra 2001 til 2011. Et kaotisk, rødt regeringsforløb fra 2011 sikrede nok en blå sejr i 2015. Men i 2019 havde Socialdemokratiet lært af sine fejl. Blå blok havde ingenting lært; hverken af sine egne problemer eller af varslerne om, at en epoke var ved at rinde ud. Og derfor blev valget i 2019 det næste store valg efter 1973 og 2001.

Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad. Det, der kendetegner de store valg, er nemlig, at de lukker døren. Efter 1973 var det af mange grunde umuligt at gå tilbage til de spørgsmål og svar, der prægede 1960erne. Efter 2001 var der ikke noget at hente i rutinerne fra tidligere (derfor endte der med ikke at stå noget brugbart i den notesbog, Nyrup havde med på sin turné til græsrødderne). Og efter 2019 er der ikke noget for de blå partier at hente i det verdensbillede eller de rutiner, der prægede verden før det store valg.

Kan man forestille sig, at der er så meget som ét af de store, blå slagnumre fra gamle dage, der vil trække vælgere over midten? Det kan være, jeg i min høje alder er kommet til at mangle fantasi. Jeg kan bare ikke se det for mig.

(Klumme udgivet i Berlingske d. 1. februar 2020)

Alex Vanopslagh

5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)

Alex Vanopslagh

4. februar 2021

I Liberal Alliance er vi så vanvittige og absurde, at vi tror på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats.

Kort sagt: Vores lille forslag går ud på at teste et rating-system i hjemmehjælpen i København, hvor borgerne bedømmer kvaliteten af deres service over for hjemmeplejen, og de ansatte, der yder den bedste indsats, belønnes med en bonus på op til 10 % oveni deres løn. Ikke en offentlig gabestok, men for at vriste de varme hænder ud af jerngrebet fra de kolde i den offentlige administration. Ikke for at give nogen mindre i løn, men for at belønne de bedste.
Det har vi foreslået, fordi vi altid arbejder for at sætte borgeren først. Også i velfærden.

Vi ved alle, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enorm forskel for ældre. De skal belønnes for at gøre mere, end der forlanges af dem.

Det kan jeg så læse, at Digital Redaktør Tobias Niebuhr i en leder 02/02 i lighed med venstrefløjen opfatter som ”vanvittigt” og ”absurd”.

Der er mange, der gør sig lystige over at forestille sig samme system med politikere. Men det har vi jo lige præcis cirka hvert fjerde år: Sidst fik vi 4 stjerner ud af 179 mulige, tæt på 0. Men det gjorde vi jo netop fordi, vi i Danmark tiltror borgerne, at de kan sammensætte Folketinget.

Men deres egen hjemmehjælp, den kan de åbenbart ikke bedømme.

Det får mig til at tænke på departementschefen Sir Humphrey i den engelske komedie ”Javel, Hr. Minister”, der siger, at forældre er de værst tænkelige mennesker, man kan sætte til at vælge skole til deres børn.

Samme mentalitet er på spil her. Vi må forstå, at abstrakte måltal, skemaer, konsulentrapporter, mellemledere, strategiseminarer og godt gammeldags fedteri for chefen til sammen udgør et langt mere præcist billede af kvaliteten i hjemmehjælpen end oplevelsen hos de borgere, som får besøg af hjemmehjælpere.

Javel, Hr. Redaktør.

Vi er ikke stædige med teknikken i vores forslag. Kun med logikken: At borgerne skal bedømme deres velfærd.

Selvfølgelig kan et rating-system ikke udvides til behandlere og myndighedspersoner, men hvis ikke formålet med eksempelvis hjemmehjælp er at gøre borgeren tilfreds, hvorfor har vi den så overhovedet i offentligt regi?

Det er en ærlig sag at tro på, at velfærden bliver bedre, bare den bliver dyrere, eller at vi bare mangler ét nyt afbureaukratiseringstiltag fra en regering i den ubrudte række af tiltag siden Schlüter, før vi er i mål.

I Liberal Alliance tror vi på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats. Hvis det er vanvittigt og absurd, så god fornøjelse med at være normal.

(Indlæg bragt i Århus Stiftstidende 04/02/21 under titlen ”Sæt borgeren først – er det vanvittigt og absurd?”)

Ole Birk Olesen

31. januar 2021

Forestil dig, hvis du kunne bedømme kvaliteten af din velfærd på andre måder end ved at gå ned og stemme hvert fjerde år. Det vil Liberal Alliance arbejde for – startende med hjemmeplejen i Københavns Kommune. Men planen er, at forslaget kan rulles ud til glæde og gavn for borgerne i alle kommuner og på mange flere områder – der hvor det giver mening.

Vi foreslår konkret, at Københavns Kommune skal indføre digitale borgerevalueringer i hjemmeplejen. Borgerevalueringerne skal direkte være styrende for resultataflønning af de enkelte hjemmehjælpere og deres ledere. Det vil konkret betyde, at de dygtigste hjemmehjælpere vil kunne få op til 10 % i bonus oven i deres løn. For en fuldtidsansat hjemmehjælper vil det svare til op til ca. 3.650 kr. om måneden.

Det er en god måde at starte med et unikt forsøg i velfærden – mere frihed, ansvar og fokus på borgeren frem for mere kontrol og flere penge.

Vi ved alle, at den ekstraordinært passionerede folkeskolelærer kan gøre den helt store forskel i et udfordret barns liv. Og vi ved, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enormt stor forskel for ældre på plejehjem. De mennesker er heltene i den offentlige sektor. De skal hyldes og belønnes, og det bliver de ikke i dag.

Vi ved også, at der både er mange borgere og offentligt ansatte, der er utilfredse med deres velfærd, selvom vi aldrig har brugt flere penge på velfærd. Det er et problem, der ikke kan løses med mere af det samme.

Det er ikke bare retfærdigt, at den gode indsats belønnes bedre end den dårlige, det giver også bedre velfærd for borgerne. Vi er også sikre på, at det vil give større jobtilfredshed, når offentligt ansatte oplever, at de bliver belønnet bedre for at gøre en positiv forskel.

Det vil være revolutionerende for den offentlige sektor, og derfor er vi klar til at afprøve det i ældreplejen i Københavns Kommune først. Vi er sikre på, at det vil blive en succes. Det skaber mere retfærdighed for de ansatte og bedre velfærd for borgerne.

Den årlige omkostning vil være i omegnen af 40 mio. kr., og det foreslår vi finansieret ved at sænke forbruget på administration, som i København er tårnhøjt.

Det betyder, at det i højere grad bliver borgerne, der bedømmer kvaliteten, hvilket naturligvis i sig selv vil være mindre bureaukratisk end det nuværende morads af mærkelige måltal, skemaer og bare at måle succeser på at bruge flere penge.

Kort sagt: Det giver bedre velfærd for borgerne og mere frihed og ansvar for velfærdens helte – og det skal prøves af i København og siden andre steder.

Læs vores udspil her

Ole Birk Olesen

5. januar 2021

Hvis vi i Danmark havde stillet os tilfredse med 1960’ernes velstand, så ville vi i dag være lige så fattige som mexicanerne og tyrkerne. Politikere må vise det samfundssind at arbejde for det langsigtet rigtige, ikke kun det kortsigtet populære. Her svigter Mette Frederiksen og hendes regering.

“Samfundssind” er blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn, og det forstår jeg godt. Samfundssind er et godt ord, og det er rigtigt, at ordet har været væsentligt i corona-året 2020. Samfundssind er at kunne tage hensyn til hele samfundet, ikke bare tænke på sig selv og sine egne umiddelbare behov.

Statsminister Mette Frederiksen har brugt ordet meget i det forgangne år, men som med så mange andre positive ord bør politikere ikke bare prædike, men også praktisere. Her svigter Mette Frederiksen med sit evige fokus på egne meningsmålinger.

Politikere udviser som andre samfundssind, når de tænker: ”Hvad er til samfundets gavn?” – ikke kun “Hvad er til min gavn?”. Tør man sætte Danmarks bedste på langt sigt over kortsigtet politisk profit, ja, så udviser man samfundssind som politiker.

Det kræver nogle gange, at man som politiker skal være villig til at gøre en indsats for en sag, som er rigtig, også selvom sagen kan være svær at forklare, ikke er populær i første omgang, og der er en risiko for, at man mister stemmer på det. Hvis man som politiker altid kun gør sig til talsmand for det umiddelbart populære og aldrig går i brechen for det kortsigtet vanskelige, men langsigtet rigtige, så udviser man som politiker ikke samfundssind.

Her må vi konstatere, at Mette Frederiksen meget gerne prædiker samfundssind, men ikke praktiserer det.

Det behøver man ikke nøjes med at tage mit ord for. Socialdemokratiets tidligere finansminister Bjarne Corydon har stort kendskab til den nuværende top i Socialdemokratiet og i regeringen, og han konstaterer, at regeringen går alt for meget op i spin og kommunikation og for lidt op i at gøre det rigtige for landet.

Det, han siger, er, at regeringen ikke har noget samfundssind. For den tænker kun på at højne Socialdemokratiets stemmetal og ikke på, hvad der er godt for samfundet. Samfundssind er i stedet blevet et ord, regeringen bruger til at udskamme andre og pålægge andre byrder, mens Mette Frederiksen og hendes ministre selv fokuserer meget snævert på, hvad der tjener Socialdemokratiet bedst.

Regeringen har et problem, når folk, som kender regeringens topfolk godt, kan gennemskue, at når man taler om samfundssind, så handler det om alle mulige andre end en selv.

Vilje til reformer
Danmark har en sund økonomi i dag, fordi alle regeringer siden Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, smed tøjlerne, har haft fokus på at efterlade et mere velstående Danmark, end de overtog. Midlet har været reformer, som på kort sigt gjorde op med snævre interesser hos udvalgte pressionsgrupper, men som på langt sigt gavnede brede samfundsgrupper.

Mette Frederiksens regering går som den første i årtier den modsatte vej. Regeringens politik gør Danmark fattigere. Det har vi finansministerens ord for i et svar til Folketinget. Regeringen gennemfører politik, der måske er populær hos kernevælgerne på den korte bane, fx fordi Arne og andre 3F’ere får mulighed for at få deres efterlønsbidrag tilbage, mens de i stedet går på en 100 pct. offentligt betalt, alternativ efterløn. Men det er samtidig en politik, som hiver raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så færre bidrager til Danmarks velstand.

Det sker, mens man forsikrer sig selv om, at vi jo har det godt i Danmark. Behøver vi egentlig at blive rigere? Kan vi ikke bare bruge af de penge, vi har? Kan vi ikke ”investere i velfærd”, som Socialdemokratiet siger, som var partiet med i en udgave af Luksusfælden, og dér ikke kunne skelne mellem, hvad der er forbrug, og hvad der er investeringer. Udgifter til flere offentligt ansatte og højere overførselsindkomster er forbrug, ikke investeringer.

Tænk, hvis vores politikere midt i 1960’erne havde ført politik som vores regering i dag:

“Vi behøver ikke at lave nogle reformer. Vi har det jo godt nok i Danmark. Vi behøver ikke at blive rigere, vi hæver bare skatten, hvis vi mangler penge i statskassen”. I 1960’erne, som i dagens Danmark, syntes mange, at de havde det rigtig godt og mageligt. Men hvis vi var gået i stå i 1960’erne, hvis vi siden 1960’erne havde ført stilstandspolitik som vores nuværende regering, så ville vores velstand i dag være på niveau med Mexicos og Tyrkiets. Og vi forstår da godt, at borgerne i Mexico hellere vil bo i USA, og borgerne i Tyrkiet hellere vil bo i Europa. Folk vil væk fra de lande, fordi de ikke har opnået den velstand, som vi har i Danmark. Vi må derfor aldrig glemme, at Danmarks velstandsudvikling er et resultat af, at vi har ført politik, der har holdt vores velstand og udvikling på et højt niveau. Selvom det ofte har været upopulært.

Kortsigtet politik for lånte penge
Denne regering og dens politik gør indtil videre landet fattigere. Regeringen gør ganske vist en del for at kompensere for corona-krisen og skubber gang i efterspørgslen. Det holder regeringen altid op som et skjold, når vi påpeger, at der ikke bliver gennemført langsigtede reformer, der er positive for vækst og beskæftigelse. Men kortsigtet konjunkturpolitik for lånte penge kan ikke erstatte langsigtet strukturpolitik, og faktum er, at regeringen ganske målrettet fører politik, der gør Danmark fattigere.

Den berømte Arne-pension er et godt eksempel: 10.000 mennesker bliver hevet ud af beskæftigelse og over på offentlig forsørgelse.

Alle bør have ret til i højere grad at planlægge sit eget otium. De høje indkomstskatter på arbejdende danskere gør det svært for folk med indkomster under gennemsnittet. Løsningen er, at lade folk beholde flere penge til sig selv, gerne i form af et særligt fradrag for penge, som er hensat til egen pension. Vi har i LA foreslået en ordning, vi kalder FriPension, som giver alle i arbejde ret til at indbetale 675 kr. om måneden på en FriPension-konto, hvorfra pengene aldrig vil blive beskattet, hverken ved ind- eller udbetaling. Det giver mulighed for at trække sig næsten fem år tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man har været i arbejde i 40 år. Eller man kan lade være og bare få pengene udbetalt til at forsøde sin pensionisttilværelse med ved den ordinære folkepensionsalder.

Men at give folk ret til at holde fri for andres regning, selvom de ikke har skavanker, som berettiger til hverken førtids- eller seniorpension, er jo renlivet kortsigtet vælgerbestikkelse: ”Giv os jeres stemme, så giver vi jer endnu flere af andre folks penge!”

I Liberal Alliance har vi en lang række politiske forslag, som godt nok kræver, at vi går imod velerhvervede velfærdsprivilegier, men som til gengæld sikrer et velstående Danmark på langt sigt.

Vi vil gerne have lavere skat i bunden af indkomstskalaen. Vi synes ikke, der skal betales skat af de første 7.000 kr., man tjener hver måned. Og vi vil også gerne have lavere skat i toppen af indkomstskalaen. Vi synes ikke, man skal betale over 40 pct. af den sidst tjente krone.

Vi vil gerne have virksomheder til at investere i Danmark. Derfor bør vi have en lavere selskabsskat, fordi det vil resultere i flere investeringer i Danmark. Det fører til, at Danmark bliver mere produktivt. Det fører til højere timelønninger. Det fører til højere indkomster for lønmodtagere.

Vi vil gerne have, at beskatningen af biler sættes i forhold til deres skadevirkning på samfundet, ikke i forhold til deres værdi. Det betyder, som de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at registreringsafgiften skal afskaffes – der er rigelig beskatning på biler gennem brændstofafgift, ejerafgift og afgift på forsikring. Med det nuværende politiske flertal på Christiansborg stiller vi os gerne tilfredse med, at registreringsafgiften på grønne biler helt afskaffes, så afgiften forsvinder på hele bilparken, i takt med at grønne biler til sidst sætter sig på al nybilsalg. At rød blok i stedet frem mod 2030 vil have 80 pct. af nuværende registreringsafgift på også de grønne biler er håbløst kortsigtet og udtryk for, at rød blok hverken er grøn eller økonomisk fornuftig.

Men disse forslag kræver naturligvis reformer, som umiddelbart kan være upopulære hos snævre særinteresser, der har nemt ved at få taletid i medierne, men som på langt sigt giver mulighed for at gøre Danmark til et bedre og mere velstående land.

Her står regeringen desværre af og sætter i stedet sin egen kortsigtede vælgerprofit over det samfundssind, som Mette Frederiksen ellers efterspørger hos alle andre.

Det kan en ny regering, som ikke kun prædiker, men også praktiserer, gøre bedre.

Alex Vanopslagh

5. januar 2021

Det er en stor politisk udfordring, at den nuværende regering hæmmer det frie initiativ i stedet for at fremme det.

Børsen lavede en fremragende temaserie i 2017, der kulminerede i udgivelsen af bogen ” De handlende”. Den hyldede danskere, der brændte for noget, skabte noget, udrettede noget – ja, tog handling. Der var både hyldester til gamle erhvervskæmper, til Grundtvig, til nulevende store forretningsmænd og -kvinder, nødhjælpsarbejdere og opfindsomme plejehjemsgrundlæggere.

Som Anders Krab-Johansen skrev om temaet: ” Jeg er træt af forventningen om, at vi helt automatisk er et af verdens rigeste lande. Jeg tror ikke på fortællingen om, at velfærdssamfundet klarer alting. Vi skal genoverveje vores forventning om, at systemerne kan holde til presset fra verdens forandringer og borgernes stigende forventninger.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Et virkelig godt tiltag, som de politiske årstider desværre ikke lod sig præge af. Tværtimod er klimaet for alvor blevet koldere for den slags frie initiativ, som det nuværende røde flertal bestemt ikke hylder, men tværtimod bekæmper. Derfor er det en afgørende politisk udfordring for 2021 at stoppe korstoget mod de handlende og igen føre politik, der fremmer i stedet for at bremse det frie initiativ.

Frihed til at tage ansvar

Det er ikke for meget at sige, at den slags handlende mennesker og deres initiativ har skabt den verden og det Danmark, vi holder af. En hyldest til de historiske kæmper er på sin plads, Danmark løftede sig med stærke hænder og kloge hoveder fra et ludfattigt stændersamfund til et frit industrisamfund, hvor rygende skorstene fra Lemvig til Nexø vidnede om et blomstrende og fremgangsrigt erhvervsliv.

Bondestanden blev løftet med skolegang, og landmændene tog deres individuelle ejendom og gik sammen for at skabe andelsbevægelsen – glem ikke første del, når man hører socialister lovsynge andelsbevægelsen.

Alt sammen i samme periode, hvor dansk politik efter indførelsen af grundloven var fastlåst i konflikten mellem Højre og Venstre. Alt sammen uden nogen politisk plan, men med udgangspunkt i det frie initiativ.

Det er den sande historie om det Danmark, vi kender.

Jeg har meget ringe tillid til politikere som samfundsingeniører med store planer. Jeg har til gengæld al tillid i verden til borgere, der har frihed til at tage ansvar for deres egne planer, store som små. Og det er ikke bare blind ideologi, men underbygget af Danmarks fantastiske historie i vejen til at blive et rigt land. Den vej var brolagt med frihed, ansvar og fællesskab. Og det er den stadig, hvis Danmark skal blomstre endnu mere.

Rød vinter

Siden folketingsvalget sidste år har kursen imidlertid været den stik modsatte. Politik, der får Danmark til at blomstre, er de røde partier inderligt imod. I stedet har de indledt et korstog mod det frie initiativ. Eksemplerne er legio.

Bekæmpelse af ” profit i velfærd”, sløjfning af hævelse af loftet på aktiesparekontoen, højere skatter på ejendomme, nye offentlige ydelser til at trække folk ud af arbejdsmarkedet, kamp mod kapitalfonde, ja, kamp mod alt, der lugter af selvstændigt initiativ. Siden Mette Frederiksen er kommet til magten, er skatteskruen blevet strammet igen og igen.

Det har medført mere end 30 skattestigninger, som beløber sig på omkring 17 mia. kr. i umiddelbart virkning. Man har i modsat retning hævet overførsler til primært udlændinge og gennemført enkelte meget spinkle skattelettelser. Men bundresultatet er, at regeringens økonomiske politik gør alle fattigere.

Vi ved endnu ikke, hvornår det røde flertal er tilfredse – hvor mange flere af danskernes penge skal de opkræve, og hvor meget fattigere skal Danmark blive? Men kursen er helt klar, og den går mod mindre respekt for de handlende. Det skal være dyrere at gøre Danmark rigere.

Det hele fortjener at blive kaldt en rød vinter for Danmark.

Det bliver forår igen

Men det bliver forår igen. Selvom Liberal Alliance er et lille parti, har vi store ambitioner på Danmarks vegne. For det, der for alvor virker, hvis vi skal slippe de handlende danskeres kræfter løs, er lavere skat på arbejde, på forbrug, på virksomheder og på investeringer. For det skal ikke være så dyrt at gøre Danmark rigere, som det er nu.

Og opfindsomme ildsjæle med gode idéer til at gøre velfærden bedre skal også have langt bedre muligheder for det.

Eksempelvis er der mange bøvlede og bureaukratiske barrierer mod private initiativer i dagplejen, som vi bør fjerne. Det samme gælder i hele velfærdssektoren – lad tusind blomster blomstre, som en meget rød person engang sagde.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling. At give de handlende de bedste muligheder for at gøre det, de er bedst til. Danmark har stadig sine bedste dage foran sig, hvis den røde vinter får en ende, og vi igen sætter borgerne først.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 5. januar 2021.

Regeringens kamp for at styrke de offentlige monopoler vil ikke gøre den offentlige sektor bedre

Fællesbrev fra de blå partier til statsministeren

Socialdemokratiet har lært af sine fejl – blå blok har ingenting lært

Liberalismen har stadig masser at bidrage med

Sæt borgeren først – vanvittigt og absurd?

Velfærd på borgerens præmisser

Lad os praktisere samfundssind – og ikke kun prædike det som Mette Frederiksen

Rød vinter skal erstattes af liberalt forår

Bedre velfærd handler om borgerne, ikke systemet

Regeringens korstog mod privat velfærd skaber dårligere børneliv