Er topskatten en bombe under velfærdssamfundet?
Danskerne fortjener et system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum
Jyllands-Posten skriver, at regeringen vil give et “fritidstillæg” til forældre på kontanthjælp, så deres børn kan komme til fodbold, badminton og andre gode ting.
Det kommer til at koste 180 millioner kroner. Det er dog kun de 130 millioner, som børnene får. De sidste 50 millioner skal embedsværket have for at administrere hele ordningen.
Det vil sige at administrationen alene udgør mere end 25 procent.
Hvorfor i alverden kan vi aldrig igangsætte et eneste initiativ i det offentlige, uden at enorme mængder ressourcer bliver ædt op af papirnussere, bureaukrater og kommunalt spild?
For ikke så længe siden mente Kommunernes Landsforening, at de kun kunne indføre minimumsnormeringer ude i børnehaverne, hvis 20 % af pengene gik til administration i kommunerne.
For nogle år siden vedtog Folketinget en glimrende ordning omkring et socialt frikort. 45 millioner kroner lød udgiften på – de 29 millioner gik til administration af ordningen alene.
Udgifterne til den offentlige sektor stiger hvert evig eneste år. Men borgerne oplever ikke, at de får mere for pengene.
Hvorfor? Fordi det meste ryger over i spild, bureaukrati og administration.
Alene de sidste 10 år har vi set en stigning i antallet af akademikere, der bliver ansat i kommunerne på 44 procent. Det er jo helt vildt.
Vi har skabt et bureaukratisk monster i den offentlige sektor, som vi politikere ikke længere har kontrol over.
Jeg tror den eneste måde vi kommer det til livs på er at starte forfra. Riv skidtet ned og start på ny.
Område for område – starte med et blankt stykke papir og spørge os selv: Hvordan skaber vi verdens bedste velfærdssamfund?
Danskerne fortjener et enkelt, gennemskueligt system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum.
I politik findes der et voksenbord og et børnebord
De fleste kender situationen fra deres eget liv. Når der skal holdes en større familiefest, er det mest bekvemt for alle parter, hvis der bliver dækket et voksenbord og et børnebord.
Ved voksenbordet sidder man i længere tid ad gangen. Man taler sammen på en velopdragen måde. Det vil sige, at man holder sig nogenlunde til det emne, der er slået an. Taler en ad gangen. Og fordeler rollerne som lyttende og talende på en måde, der er fair for alle parter.
At opføre sig på denne måde, kræver både øvelse og dannelse. Belønningen får man i form af godt selskab, god mad og god vin.
Ved børnebordet løbes der til og fra. Man taler om det emne, man er mest interesseret i. Og bekymrer sig ikke synderligt om, hvorvidt det interesserer resten af bordet, eller om der i det hele taget er nogen, der lytter.
At opføre sig sådan kræver ikke noget særligt. Det er sjovt, hvis man godt kan lide at tale og udfolde sig. Men det, der bliver sagt, har hverken værdi eller konsekvenser. Maden er i øvrigt heller ikke værd at skrive hjem om.
I dansk politik er der også både et børnebord og et voksenbordet.
Voksenbordet kan man få adgang til, hvis man er villig til at tale på en høflig og dannet måde om økonomisk politik; velfærdsstaten; udlændingepolitikken; udenrigspolitikken samt miljø- og klimapolitikken.
”Høfligt og dannet” betyder ved det politiske voksenbord, at man ikke forlanger revolutioner. Men accepterer, at på den ene side er disse politiske områder vigtige. Mens der på den anden side ikke kan ske revolutioner. Den stille og rolige, trinvise udvikling og tilpasning er idealet. Taler man ikke ind i disse normer, hører man hjemme ved børnebordet.
Ved det politiske børnebord kan alle problemer løses. Skatterne kan sættes lige så meget ned eller op, som det skal være. Vi kan lukke lige så mange udlændinge ind, som det skal være. Eller lukke grænserne lige så stramt, som det skal være. Gigantiske reformer kan foreslås og gennemføres uden hverken flertal eller finansiering. I det hele taget har fantasien frit spil, og på den måde er det supersjovt at sidde ved børnebordet.
Ulempen er selvfølgelig, at intet af, hvad der siges ved det politiske børnebord, nogensinde kan blive til virkelighed. Af den simple grund, at der aldrig nogensinde kan samles et flertal for de vidtløftige idéer, der livligt råbes ud over bordet til resten af selskabet, som heller ikke hører efter.
Det, der præger voksenbordet, er, hvad man kan kalde Slotsholmens konsensus. Det vil sige en konsensus blandt ledende politikere på Christiansborg og ledende embedsmænd rundt omkring på Slotsholmen (og tilliggende matrikler) om, hvordan verden ser ud, og hvordan de løbende forretninger skal håndteres. Slotsholmens konsensus er, hvad man med et fint ord kan kalde institutionaliseret. Det vil sige, at den er udbygget og konsolideret ved aftaler, traktater og sædvaner.
Er det godt eller skidt, at der findes en Slotsholmens konsensus, der er adgangsbilletten til at sidde ved voksenbordet?
Man kan sige, at det er godt i den forstand, at det beskytter Danmark imod skøre idéer genereret fra dag til dag på Christiansborg. Og dem er der nok af. Se bare på alle de tovlige forslag, Folketinget gennem år og dag drøfter i form af beslutningsforslag og forespørgsler om ditten og datten.
I virkeligheden ville det være enormt farligt, hvis der ikke var nogen til at stoppe Folketinget. For meget af, hvad der sættes til debat, hverken kan eller bør nogensinde blive til virkelighed.
På den anden side, er der også flere gode grunde til, at man bør være kritisk over for Slotsholmens konsensus.
En af de indbyggede fejl ved Slotsholmens konsensus er, at man bliver ved med at lappe på ting, der burde skrottes. Man kan selv foretage en simpel test: Antag, at X ikke eksisterede, og at vi derfor blev nødt til at opfinde X. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at det nyopfundne X ville ligne den verden, vi kender?
Er der for eksempel nogen som helst sandsynlighed for, at et helt nyt skattesystem ville komme til at ligne det, vi har? Selvfølgelig ikke – fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at et nyt beskæftigelsessystem ville komme til at ligne det eksisterende? Igen: Svaret er nej. Fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Noget lignende gælder for mange andre dele af samfundet. Ville nogen lave en folkeskole, der lignede den nuværende, hvis de kunne slippe fri af tidligere beslutninger? Næppe. Ville nogen acceptere en socialforsorg, der leverede så lidt dokumentation for sin effektivitet som den eksisterende, hvis man kunne starte på et blankt stykke papir? Svært at forestille sig.
Hvis man skal sige det kort, har Slotsholmens konsensus altså en indbygget tendens til at smide gode penge efter dårlige, som i bund og grund er beklagelig.
Det andet problem er, at Slotsholmens konsensus er grå og kedelig og lige netop voksen, når man sammenligner med den muntre og fabulerende pludren ved børnebordet. Det er og bliver sjovere at forestille sig en bemandet mission til Mars, end det er at sørge for, at skraldet bliver samlet ind. At det så er meget værre for almindelige mennesker, at det sidstnævnte projekt kører af sporet, end at der ikke sker særlig meget med det førstnævnte, er så en helt anden sag.
Derfor er der naturligvis mange, der gerne vil lytte med ved børnebordet, fordi det er så festligt. Og et fåtal, der har den naive idé, at de festlige idéer en dag kan blive til virkelighed.
To problemer ved Slotsholmens konsensus har jeg ikke en fiks og færdig løsning på. Det ene er principielt. Det andet er personligt.
Principielt er det sådan, at Slotsholmens konsensus engang imellem har brug for det, man med et rigtig grimt og konsulentagtigt ord kalder ”disruption”. Det vil sige: Der er faktisk brug for, at selve Slotsholmens konsensus bliver taget op til revision.
I Danmark sker det ikke særlig ofte. Man kan sige, at da Poul Schlüter kom til magten i 1982, var der en hel stribe af dagsordener fra 1970’erne, der fra den ene dag til den næste blev taget af bordet. Det mest kendte er Økonomisk Demokrat, men der var mange andre. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blev en hel stribe af dagsordener fra 1990’erne om, hvordan Danmark skulle forholde sig til flygtninge og indvandrere også taget af bordet.
Det, der kan disrupte Slotsholmens konsensus, synes altså at være, at en bestemt tilgang til tingene bryder helt sammen. Det stopper lappeløsningerne, og man begynder forfra på et nogenlunde blankt stykke papir.
Det andet problem er, at både jeg selv og mange andre politikere både har en barnestemme og en voksenstemme inden i os.
På den ene side er man opdraget til at være fornuftig og læse de kedelige papirer fra ministrene om, hvordan vi kan stille lidt på samfundsmaskinens håndtag og hjul uden, at alting bryder sammen. Så går der tid med det, og vi laver et kedeligt kompromis og holder ”doorstep”, som man siger. Og så går vi hver til sit og tænker i vores stille sind, at det nok ikke får de helt store konsekvenser, når det kommer til stykket.
På den anden side har man lyst til at være barnlig og råbe højt: Det her betyder ikke en skid! For hvis I virkelig vil have forandringer, vil det bogstavelig talt koste en krig imod såvel interesseorganisation X, Y og Z, som imod Finansministeriet.
Jeg tror, meget ville være vundet, hvis man som politiker gav sig selv lov til både at tale med voksenstemmen, når det giver mest mening. Og med barnestemmen, når vi skal have en alvorlig snak om, hvordan tingene bliver bedre.
Sådan får vi bedre og billigere velfærd
Venstrefløjens ulidelige lethed
Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.
Velfærdsstaten er ikke økonomisk bæredygtig. Det fastslog Gunnar Viby Mogensen allerede i 2010 i konklusionen på bogen ”Det danske velfærdssamfunds historie”.
Der er flere årsager til dette, men først og fremmest bør den såkaldte ”Baumols lov” nævnes. Det er en økonomisk lovmæssighed, som fastslår, at selv om produktiviteten ikke stiger inden for en given sektor, vil der være en tendens til, at lønnen følger den generelle lønudvikling i samfundet.
Der skal ikke bruges væsentligt færre musikere til at opføre ”Messias”, end man brugte ved uropførelsen i 1741, og de spiller ikke væsentligt hurtigere, end man gjorde dengang. Set med økonomens øjne er der altså sket nul med messiasproduktiviteten de seneste 280 år, og derfor burde der – stadig i økonomperspektiv – ikke være grundlag for en lønforbedring. Alligevel modtager vore dages musikere en 2021-løn, og ikke en 1741-løn. Det er ”Baumols lov” i en nøddeskal. Den bidrager voldsomt til, at den offentlige sektor hele tiden bliver dyrere, uden at kerneprodukterne bliver væsentligt bedre eller billigere.
Jeg tror imidlertid, at der mangler en anden form for bæredygtighed, og at denne anden mangel på bæredygtighed er værre end den økonomiske. Det er manglen på moralsk bæredygtighed.
Den manglende, moralske bæredygtighed viser sig ved, at venstreorienterede politikere og interesseorganisationer i mange tilfælde udvikler en hæmningsløshed, der ikke kender nogen grænser, når det gælder om at fremsætte krav, der koster penge.
Et godt eksempel på de manglende hæmninger er pædagogernes gennem næsten halvtreds år gentagne krav om, at produktiviteten på børnepasningsområdet skal sættes ned. Det har de nemlig forlangt lige siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich bemærkede det i sin klassiske bog ”Den herskende klasse”. Udgangspunktet for pædagogernes fagforening har aldrig været, om der fandtes uvæsentlige arbejdsopgaver, der kunne skæres væk til fordel for kontakt med børnene. Eller den helt kætterske tanke, at man kunne stræbe efter et nationalt sygefravær, der lå på linje med fraværet i de bedste kommuner (som typisk ligger i Jylland). Det har simpelthen været, at der skal ansættes flere kollegaer, så den enkelte på den måde får mindre at lave. Regningen? Den sendes ubekymret videre til skatteborgerne.
Et andet eksempel på manglende hæmninger er venstrefløjens mantra om, at der hele tiden finder ”nedskæringer” sted.
I det store og hele bliver der ikke skåret ned i den offentlige sektor. Finanskrisen i 00’erne kostede – udmålt i hele træskolængder – ikke nogen offentligt ansatte deres job. Ligesom covid-19-krisen heller ikke i nævneværdigt omfang har kostet nogen offentligt ansatte deres stilling. Prisen for den slags bliver altid betalt i et helt disproportionalt omfang af den private sektor.
Men eftersom bruttonationalproduktet (BNP) hele tiden vokser med et gennemsnit på cirka to procent om året, og den offentlige sektor hele tiden konsumerer 47-48 procent af det, så er der altså målt i reelle beløb altid en vis vækst, (der – som vi allerede har set – generelt ikke modsvares af den forbedrede produktivitet, der driver det samlede BNP i vejret).
De manglende hæmninger viser sig ved, at det generelt er fuldkommen umuligt at trække venstrefløjen og interesseorganisationerne ind i en meningsfuld samtale om, at det rent logisk ikke giver mening at blive ved med at anmelde nye krav uden at overveje, om finansieringen er til stede.
Og de stimuleres yderligere af, at venstrefløjen og interesseorganisationerne generelt får et alt, alt for svagt modspil af nyhedsmedierne. Der bliver aldrig for alvor gået til stålet, når nye krav anmeldes. Alene et simpelt spørgsmål som: ”Hvem skal have mindre, hvis I skal have mere?”. Det kunne være velgørende at høre det, men det sker aldrig. Og på den måde slipper de hæmningsløse så godt som altid af krogen.
Men det værste er næsten, at der konstant opfindes nye behov – og at der insisteres på de nye behov med en heftighed, der var en bedre sag værdig.
Hvis man skulle tage læserne af Politiken og Information helt alvorligt, er det efterhånden et helt uoverstigeligt problem at eksistere som menneske, hvis man ikke modtager kostbar hjælp og store, økonomiske tilskud til det fra staten. Altså de helt almindelige skatteborgere, der godt kan klare at gå i skole; tage en uddannelse; passe et arbejde; blive og være forældre; opleve livets større og mindre stød uden at bryde sammen og skrive læserbreve fulde af narcissisme og økonomiske krav.
Der er mange eksempler, men her er et af de skøreste: At nogle træffer ansvarlige og fornuftige beslutninger, mens andre lader være, og at begge dele har konsekvenser, kan selv af et formentlig veluddannet menneske gøres til et politisk problem og påhæftes etiketten ”ulighed”.
De fleste af de absurde krav, der fremsættes i centrum-venstremedierne, finder vej til Folketinget som beslutningsforslag, forespørgselsdebatter og nogle gange sågar lovforslag. På den måde eksploderer mængden af behov, man potentielt kan forestille sig, at skatteborgerne skal betale for at dække. Og som en sidegevinst opstår en livsuduelig og jamrende befolkningsgruppe, der efter grundige studier af egen navle er nået frem til, at de er ofre for et modbydeligt samfund.
Manglen på økonomisk bæredygtighed har indtil videre haft den konsekvens, at venstrefløjen fra tid til anden er blevet regeringsuduelig, og har måttet overlade magten til de økonomisk ansvarlige, borgerlige partier. Det vil også ske igen, når den røde forbrugsfest har stået på i nogle valgperioder, og vi alle er blevet meget fattigere af uansvarligheden.
Men der forestår samtidig et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.
I årene, der kommer, bliver vi nødt til at have en offentlig samtale om grænserne for politik. Det må være sådan, at nogle problemer er og skal vedblive med at være private. Det er for eksempel ikke et offentligt anliggende, at man er uansvarlig eller doven. Ligesom det ikke er et offentligt anliggende, at personlige valg har konsekvenser. Eller at livet ikke hver evige, eneste dag kan være en dans på roser.
Den slags må man lære at leve med selv. Uden at blande staten og skatteborgerne ind i sagen.
På samme måde er vi nødt til at have en samtale om interesseorganisationernes konstante opfindelse af nye behov og konstante pres for at lave mindre til samme betaling som før – eller sågar en bedre.
Det er og bliver udtryk for en moralsk hæmningsløshed, hvor man satser på gevinst her og nu. Samtidig med, at man overlader det til fremtidige generationer at løse problemerne, når de ikke længere blot er moralske, men også har udviklet sig til en trussel mod samfundets økonomiske overlevelse.
Landsmødetale: Hvad fatter gør, er altid det rigtige
Landsmødetale: Om dengang Ole tog fejl
Landsmødetale 2021 af formand Alex Vanopslagh
Vi skal videre fra tryghedsstat til ansvarssamfund.
Vi taler for lidt om det største paradoks i velfærdsstaten
At man ikke kan have en humanistisk velfærdsstat uden en legitimerende, anti-humanistisk videnskab, der ophæver det enkelte menneske til abstraktion, er muligvis ikke det største paradoks ved konstruktionen. Men det er absolut et af de vigtigste.
I min bekendtskabskreds er en person, der inden for de seneste par måneder har tabt sig over ti kilo.
Det kunne jeg sådan set godt selv tænke mig. Derfor spurgte jeg for nylig vedkommende, hvad hemmeligheden var. Det viste sig, at den hverken bestod i at spise bestemte ting eller i at afholde sig fra at spise bestemte ting, men i at indtage færre kalorier, end stofskiftet omsætter. Plus én ting til, var svaret dog også: Viljestyrke.
I bund og grund synes jeg, det er et svar, der giver mening. Hele mit voksne liv har jeg nydt godt af, at jeg har nogle gode uddannelser. Dem har det krævet en betydelig viljestyrke at erhverve sig. Jeg har en hvilepuls på 57-58. Den har jeg heller ikke opnået ved dovenskab eller genetisk held. Og så er der i det hele taget mange situationer i hverdagen, hvor jeg af bitter erfaring har lært, at jeg skal ”tælle til ti” eller ”sove på tingene”. Ingen af delene falder mig naturligt, men afkræver mig en betydelig viljestyrke.
Men googler man ”vægttab” og ”viljestyrke”, ser det ud, som om sammenhængen på det nærmeste er negativ. At man har en given vægt, synes efter vældig mange eksperters opfattelse at være et forhold, der absolut ikke har noget som helst at gøre med evnen til at fastholde en beslutning på trods af fristelsen til at lade være.
På en vis måde kan jeg godt forstå impulsen til at gå let hen over, at der er noget, der hedder vilje. For har man først sat viljestyrken på dagsordenen, er der ikke rigtig nogen vej uden om at sætte dens modsætning til debat: Dovenskaben. Og dermed er der heller ikke nogen vej uden om at diskutere forskellen på den stærke karakter, der kan mønstre en vis viljestyrke og den svage, der ikke kan.
Den slags efterlader i mange mennesker et ubehag, fordi vi så er inde på det moralske gebet. Det vil helt generelt sige en egn af vores erfaringsverden, hvor vi rangordner tingene efter, hvad der er godt og hvad der er ondt. Her bliver sagen dog ekstra delikat, fordi det er karakteregenskaber, der rangordnes i disse kategorier. Med andre ord: Sætter man sig overhovedet op på den glidebane, der handler om diskutere karakteregenskaber, rutscher man hurtigt ned i en diskussion om den gode flid og den gode viljestyrke versus den onde dovenskab og laden-stå-til. Og dermed – hvad velfærdsstatens gud for alt i verden ønsker at forbyde – en diskussion af menneskers personlige ansvar for det, man i mangel af et bedre udtryk kan omtale som deres skæbne.
I mange årtier har jeg efterhånden beskæftiget mig med, hvad socialvidenskaben mener om alverdens emner. Både fordi det er min uddannelse og fordi det har været nødvendigt i en lang række af arbejdssammenhænge. Blandt andet min nuværende.
I den forbindelse har jeg lagt mærke til en tendens, der er så påfaldende, at den umuligt kan være en tilfældighed: Der hersker inden for de forskellige socialvidenskaber (med undtagelse af økonomien) en tendens til at belægge det personlige ansvar med tavshed eller ligefrem tabu.
Det vil sige: Når man inden for socialforskningens hovedstrøm skal finde forklaringer på dette eller hint, vil man aldrig nogensinde ty til den forklaring, at årsagen til bestemte, sociologiske udfald er menneskers forskelligartede karakteregenskaber.
Tag for eksempel karakterer i skolen. Som ethvert nogenlunde observant og hæderligt menneske ved, kan man komme helt ufattelig langt i vores uddannelsessystem ved at være flittig. Det vil sige: Ved at dyrke sin langsigtede interesse i gode resultater frem for sin kortsigtede interesse i at undgå det ubehag, der følger af indøvelse af færdigheder (blandt andet: repetition, frustration og mere repetition).
Men er det let at finde en forsker, som åbent siger, at der er en massiv sammenhæng mellem lave karakterer og sløset indsats (som der naturligvis er; og som enhver, der har praktiske erfaringer inden for uddannelsessystemet også ved, at der er)? Nej – det er faktisk meget svært.
At forske inden for uddannelsesområdet består meget langt ad vejen (men ikke udelukkende; der findes hæderlige undtagelser) i at finde på dårlige undskyldninger for lave karakterer.
På samme måde består forskning inden for integrationsområdet i at finde på dårlige undskyldninger for uacceptabel og antisocial adfærd blandt mellemøstlige indvandrere (senest: ”de små lejligheder og jobbene i frontlinjen”).
Ligesom forskning i social ulighed og forhold på arbejdsmarkedet består i at finde på dårlige undskyldninger for, at det ikke spiller nogen som helst rolle for ens sociale skæbne, om man er flittig, samarbejdsvillig og sparsommelig eller doven, konfliktskabende og sløset.
Begrundelsen for, at vi har en kæmpestor offentlig sektor, er, at vi lever i et samfund med en humanistisk grundindstilling: Det skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste medlemmer.
Men forudsætningen for, at vi kan have en kæmpestor offentlig sektor, der er begrundet i humanisme, er mærkeligt nok, at vi har en socialvidenskab, der i egentlig forstand er anti-humanistisk. Det vil sige: Som IKKE tror på mennesket, og som IKKE sætter mennesket i centrum. Men som tvært imod altid skriver mennesket ud af ligningen – og dermed leverer legitimationen for, at offentligt ansatte eksperter skal styre og tilrette menneskers liv i stedet for at overlade det til dem selv. Ligesom den anti-humanistiske socialvidenskab også altid er leveringsdygtig, når det gælder forklaringer på, at der ikke er nogen, der har ansvaret for deres egne handlinger.
At man ikke kan have en humanistisk velfærdsstat uden en legitimerende, anti-humanistisk videnskab, der ophæver det enkelte menneske til abstraktion, er muligvis ikke det største paradoks ved konstruktionen. Men det er absolut et af de vigtigste.
Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten
Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?
Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.
Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.
Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.
Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.
Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.
Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.
Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.
Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.
Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.
Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)