Mere fokus på børns mistrivsel
Forsikringssamfundet er her allerede – og flere burde være med
Det er på tide at bryde tabuet om forsikringers rolle i fremtidens velfærdssamfund.
Nogle gange er det som om, at Christiansborgs mure ikke bare er tykke, men direkte fungerer som en form for energiskjold, der holder politisk ubekvemme sandheder ude – nogle emner er bare et tabu, uanset hvor meget, virkeligheden banker på.
Et sådant emne er al snak om at lade forsikringer spille en større rolle i fremtidens velfærdssamfund.
Bringer man det emne på banen, bliver det straks fejet af banen, og man får skudt i skoene, at man vil have et A- og et B-hold i velfærden – og ødelægge »den universelle velfærdsmodel«.
Men der ER jo allerede et A- og et B-hold i velfærden. Der er dem, der kan springe køen til det offentlige sygehus over, fordi de har en sundhedsforsikring. Der er dem, der har råd til at få ekstra pleje i deres alderdom – og til at bo et andet sted end det, det kommunale lotteri tildeler dem. Og så er der alle de andre, der ikke har forsikret sig eller ikke kan betale ekstra.
Vi står ikke med valget mellem et A- og B-hold og så den universelle velfærdsmodel. Vi står med valget mellem et stort A-hold og et stort B-hold.
Sådan er uligheden nemlig i den såkaldt universelle velfærdsmodel: De velstillede kan tilpasse deres velfærd til deres ønsker og behov, og de dårligt stillede er henvist til kasseløsninger. Og hvad er så de rødes løsning på dette? At bekæmpe A-holdet, så flest muligt kommer på B-holdet. Her er min og Liberal Alliances holdning den omvendte: Lad os få så mange som muligt med på A-holdet!
Flere pensionsselskaber planlægger for tiden at tilbyde egentlige plejeforsikringer, som sikrer, at pensionister i alderdommen kan få ekstra pleje, omsorg og adgang til ældreboliger – Tryg har allerede lanceret sin, og interessen er stor.
Torben Möger Pedersen, direktør for pensionskassen PensionDanmark, skitserer fremtidens velfærd således: »I velfærdssamfundets version 2.0 sparer man mere op, forsikrer sig og betaler selv for de ydelser, man gerne vil have, ud over den velfærd, som det offentlige leverer. (…) Den gamle version var 100 procent skattefinansieret, og leverandøren af ydelserne var offentlige institutioner. Den nye version er i højere grad privat, men solidarisk finansieret gennem obligatoriske opsparingsordninger.«
Möger er jo ikke politiker, så han kan tale ærligt og behøver ikke at bilde nogen ind, at vi kan opretholde samme serviceniveau, når der eksempelvis allerede om ti år vil være en kvart million flere danskere over 60, heriblandt 160.000 af dem over 80 år.
Men alt det her gør som sagt ikke indtryk på Christiansborg – selvom vi faktisk har klaret det før. I 80erne blev det klart, at det offentlige ikke ville kunne levere tilstrækkelig pension til at alle i fremtiden, så derfor fik vi arbejdsmarkedspensionerne. Det var kontroversielt dengang, men alle er i dag enige om, at det var en god idé.
Også selvom det har skabt et A- og et B-hold i pensionsopsparinger og betydet et opgør med den universelle velfærdsmodel på præcis den måde, som man er så bange for ved at lade forsikringer spille en større rolle i velfærden.
Skrabede offentlige standardløsninger
Men hvorfor er man dog så bange for det? Er det virkelig bedre, at det offentlige påtager sig velfærdsudgifter hele vejen til en statsbankerot, og at man lænker folk til skrabede offentlige standardløsninger, end at man tilskynder folk til at forsikre sig, fordi det vil skabe en vis ulighed?
Jeg har det grundlæggende sådan, at det altid bør tiljubles og tilskyndes, at mennesker tager ansvar for sig selv og ikke mindst deres fremtid og tryghed – jeg foretrækker ulighed og ansvar over lighed og afhængighed. Det er en ulykke for den enkelte at være afhængig af politikernes gavmildhed i sin alderdom, og det er en ulykke for skatteyderne, der skal finansiere det.
Og jeg tør godt sige det åbent og ærligt: Forsikringssamfundet er her allerede – og jeg synes, at flere burde være med.
Liberal Alliance har tidligere foreslået en skattefri velfærdskonto, som man kunne betale ind til som et supplement til sin alderdom, og vi burde kigge på at gøre forskellige slags velfærdsforsikringer mere fordelagtige. Vi burde genindføre skattefradraget for private sundhedsforsikringer, som hjalp utroligt mange danskere gennem sygdom og utryghed tilbage i 00erne.
Lad os dog række danskerne, som de er flest, en hjælpende hånd til at komme med på forsikringssamfundets A-hold, hvor man tager ansvar for sin egen tryghed. Alternativet er, at de er henvist til et B-hold af utryghed og skrabede løsninger.
(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 31. januar 2022)
Vi skal holde op med at holde fest for fikse idéer
Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde.
Inden for ganske få dage har jeg været til to generelle debatter om nøglesektorer i samfundet: sundhedsvæsenet og folkeskolen.
Jeg ved desværre ikke, hvordan jeg skal få det sagt på en pæn måde. Så jeg vil bare sige det frimodigt og lige ud af posen: Det er deprimerende at høre på, hvad stort set alle nøglespillere inden for de to områder har at sige.
Det deprimerende ligger først og fremmest i, at uanset hvad der kommer frem af spændende oplysninger fra de eksperter, der holder oplæg, eller de bilag, man som optakt har kunnet fordybe sig i, så mener langt de fleste, at hvad der netop er lagt frem til diskussion, lige præcis bekræfter, hvad de allerede mente i forvejen.
Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet kun kan helbredes ved hjælp af store lønforhøjelser til sygeplejerskerne? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn om sundhedsvæsenet, at sådan er det.
Mener du i forvejen, at det, der er brug for, er flere ansatte? Så bekræfter den seneste analyse, at flere skal ansættes.
Mener du i forvejen, at sundhedsvæsenet i mange år er blevet udsultet økonomisk? Så bekræfter ethvert ekspertudsagn, at der skal tilføres flere penge.
Når det gælder folkeskolen, står det ikke bedre til. Mener du i forvejen, at det eneste, der kan redde folkeskolen, er flere pædagoger, så vil enhver undersøgelse vise, at folkeskolen mangler pædagoger.
Mener du i forvejen, at folkeskolens redning er lavere klassekvotienter eller to-lærerordninger eller afskaffelse af karakterer, så er konklusionen på enhver rapport, der bliver fremlagt, at der skal lavere klassekvotienter og flere to-lærerordninger og færre karakterer til.
Det vidner jo alt sammen om en helt enestående og meget trist åndelig dovenskab blandt centrale beslutningstagere. Hvor ingen (undtagen mig, da jeg ikke tror, at hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen kan reddes ved at sænke topskatten) er i stand til at forestille sig andet, end at deres egne, enøjede analyser er fuldkomne. Og at selv de mest komplekse problemer kan løses ved at bringe den fikse idé i spil, der tilfældigvis har fundet vej til ens partiprogram.
For at være helt ærlig: Jeg tror ikke, at den generation af politikere og fagforeningsformænd, der har magten i dag, kan løse nogen af de alvorlige problemer, den offentlige sektor står overfor. Dertil er de simpelthen for mageligt anlagt. For vant til at kværne løs med deres forudfattede meninger foran et publikum, der uanset hvad klapper bevidstløst. I for dårlig vane med at tænke fordomsfrit og kritisk rationelt over komplekse problemstillinger.
At dømme efter, hvad jeg har hørt i nogle af landets fineste forsamlinger siden nytår, så står hverken sundhedsvæsenet eller folkeskolen til at redde. Fordi de beslutningstagere, der skal sammenfatte, hvad eksperterne lægger frem, og drage de bedst mulige konklusioner, er for sløve og for vanetænkende til at foreslå andet, end hvad de selv har ment de sidste mange år.
Det nytter nok ikke stort at gentage, hvad der står ovenfor. Så lad mig omformulere: Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke som ved et mirakel kommer på ret køl, hvis sygeplejerskerne får en klækkelig lønforhøjelse, men alt andet forbliver business as usual. Det er 100 pct. sikkert, at sundhedsvæsenet ikke kommer på ret køl, hvis man tilfører det 25 eller 50 pct. større bevillinger, men i øvrigt fortsætter, som man plejer. Det er 100 pct. sikkert, at vi ikke får de læsesvage gjort læsestærke, hvis vi sænker klassekvotienten, men i øvrigt lader stå til. Ligesom det er 100 pct. sikkert, at vi aldrig nogensinde får brudt den sociale arv, hvis vi ikke vover at sige til eleverne, at udbyttet af skolegangen først og fremmest er noget, man selv er herre over.
Vi er kørt fast. Der er ikke noget, der ligner flertal for at sige: Lad os droppe fordommene og de fikse idéer. Lad os erkende, at ingen af os på egen hånd kan løse problemerne. Så lad os komme i gang med at gøre noget andet. Idet vi lover hinanden ikke at sige det mest tåbelige, politikere kan sige (og som de siger hele tiden): Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det, at vi gør for lidt af det, der ikke virker.
Når tingene ikke går efter hensigten, så skyldes det med garanti, at vi gør for meget af noget, der ikke virker. Sådan som det er på alle andre områder af tilværelsen end politik. Lærer man ikke et klap af at lalle omkring, styret af sin egen (manglende) motivation? Så stop med at ordinere den medicin, at eleverne skal lalle omkring styret af egen (manglende) motivation. Bliver sundhedsvæsenet dårligere af en masse registrering, der skal gennemføres ved hjælp af dårlig it? Så lad (for helvede, havde jeg nær skrevet) være med at foreslå, at vi kan løse problemerne med mere registrering og mere dysfunktionel it.
Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg kræve af alle MF’ere og alle fagforeningsformænd, at de ikke måtte fremføre deres foretrukne (tvangs)tanke ved næste møde. Men at de simpelthen skulle foreslå det, de troede var den næstvigtigste eller tredjevigtigste årsag til problemerne. Desuden ville jeg indføre en bødekasse: Det skal koste 1.000 kr. at sige, at årsagen til, at det går skidt, er, at vi gør for lidt af det, der forårsager ulykkerne.
Jeg er stensikker på, at den offentlige sektor ville gå en gylden fremtid i møde, hvis man fulgte disse få og enkle principper.
(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 20/01-2022)
Derfor har reformpædagogik social slagside
Den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, vender den tunge ende nedad i social henseende. Det går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre.
Ordrer er ikke noget, man benytter sig af i den danske undervisningsverden. Det, der kan lade sig gøre, er det, man kan blive enige om. Hele vejen rundt om konferencebordet.
Derfor er der ingen ende (sådan føles det i hvert fald) på antallet af uddannelsespolitiske konferencer, jeg i tidens løb har deltaget i.
Hvad er det så, folk kan blive nogenlunde enige om i folkeskoleverdenen? Lad os begynde med laget af åbent udtalte præmisser.
For det første og vigtigste, så må der ikke være forskel på eleverne. Det må ikke fremgå, at nogen er dygtigere eller dårligere end andre. Heraf følger, at man ikke må opdele i hold. For hvis hold bliver opdelt, så vil der hurtigt danne sig forestillinger om, at der er noget galt. Enten med dem, der kommer på det ene af de to delhold. Eller med dem, der kommer på det andet.
En anden ting, de fleste også er enige om, er, at det ikke er heldigt, at eleverne bliver bedømt. I hvert fald ikke på en måde, så det er til at gennemskue, hvem der klarer sig bedst i de enkelte fag.
Desuden er der en udbredt enighed om, at der ikke er nogen fag, der er finere end andre. At folk, der er virkelig gode til de naturvidenskabelige fag, kan regne med at få enormt spændende og højtbetalt job, mens andre, der lige klarer sig igennem de bløde snakkefag, fordi der er så meget gruppearbejde, ikke skal sætte næsen op efter det helt vilde, er ikke noget, man gerne taler om.
Skal man kondensere alt dette til en bouillonterning, bliver det noget i retning af, at alle børn er nogenlunde lige gode til alting. Selv om vi nødigt taler om, hvor gode de enkelte børn faktisk er til noget. Eller om hvad det noget, de er nogenlunde lige gode til, egentlig er.
Det mærkelige er, at der under al denne konsensusformulering aldrig er nogen, der taler om, hvad børn og unge faktisk går op i: at skabe og vedligeholde hierarkier. At se en masse konkurrencer i fjernsynet og på sociale medier. At have stærke meninger om, hvem der har fortjent at vinde disse konkurrencer, og hvem der ikke har. Og for manges vedkommende: at øve sig og konkurrere inden for diverse sportsgrene.
At børn og unge faktisk konkurrerer til den store guldmedalje om snart sagt alting, snakker man i vore dages skole mindre om, end man i forne tider bevægede ind på den sag, at der lå en kønnet forplantning bag børnenes eksistens.
Men under laget af åbent formulerede præmisser ligger de forudsætninger og antagelser, man ikke engang taler om. Tabuerne, med andre ord. De siges aldrig lige ud. Dem skal man analysere sig frem til.
Til de helt store tabuer blandt skolefolk er ikke, at nogen er dygtigere end andre. Men et af dem er, at det enkelte barn og den enkelte unge har en enorm indflydelse på, hvordan det selv klarer sig i skolen. At det forholder sig sådan, er en viden, som er så forbudt, at den end ikke kan siges højt.
Får man flere venner, hvis man opfører sig pænt og ordentligt, end hvis man opfører sig som en spade? Det er totalt og aldeles forbudt at italesætte. Gør man sig selv til en omvandrende hadegave, ingen vil være i gruppe med, hvis man aldrig bidrager til gruppearbejde? Må under ingen omstændigheder nævnes. Og har det en gavnlig effekt på karaktererne, hvis man er flittig til at øve sig og bliver ved, til stoffet sidder? Det tætteste, man kommer på en statshemmelighed i den danske skoleverden.
At det enkelte menneske har et ansvar for sit eget liv og kan gøre meget for at påvirke sin bane igennem tilværelsen, er to af kongehemmelighederne. De indsigter, der skal bevogtes for enhver pris, så de ikke slipper ud i skoleverdenen og videre ud i det generelle samfund.
Og dermed er vi fremme ved det helt store paradoks, der præger skoleverdenen i disse år. Det, man er besat af – mere end noget andet – er at minimere og helst annullere effekten af forældrenes sociale status på børnenes skolegang. Det er derfor, man ikke må sige højt, at nogle er dygtigere end andre; at nogle attituder til kammerater og skolegang er mere perspektivrige end andre; og at nogle fag er bedre end andre – hvad enten målet er at opnå en vis dannelse eller at kvalificere sig til de gode og spændende uddannelser. For alle disse ting kunne på en eller anden måde tænkes at have noget at gøre med, hvordan der er i den enkelte elevs barndomshjem.
Hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, er der ganske vist vældig mange, der ved. Og mon ikke fortielserne og fortrængningerne af det, alle ved, er med til at skabe mistrivsel og indre ubalance? Sådan var det i hvert fald i gamle dage – selv om det var andre ting, man fortrængte og fortav.
Men det allermest underlige ved vore dages skoleverden har jeg gemt til sidst: at den sociale arv selvfølgelig sætter sig igennem. Lige præcis på grund af de ting, man fortier og fortrænger, for at den ikke skal gøre det.
For når hele den skole, det håbefulde barn går på, har tudet sine elever fulde af forestillinger om, at man ikke må kede sig, og at man ikke selv har et ansvar for noget, kommer forældrene fra middelklassen og siger det modsatte hjemme ved middagsbordet: Det er helt afgørende, at man arbejder hårdt i skolen. Det er helt afgørende, at man overvinder sig selv og bliver ved, selv om vejen til dygtighed kan være stejl og stenet. Der findes – på trods af de mange røverhistorier om det modsatte – ingen eksempler på folk, der klarede sig godt uden at øve sig enormt meget.
Vi taler kort sagt om værdien af arbejde. Noget, som var soleklart for de lavere sociale klasser i gamle dage. For hvis man ikke arbejdede, klarede man ikke dagen og vejen.
I vore dage er værdien af arbejde ikke noget, der er selvfølgeligt i folkeskoleverdenen. Man starter ikke længere med at sige, at uanset hvor langt man i sidste instans kan nå, så vil alle mennesker til hver en tid komme længere, hvis de arbejder hårdt, end hvis de lader være.
Det burde være børnelærdom for alle. Og i de hjem, hvor det ikke er børnelærdom, burde skolen træde til med sin autoritet og sige, at sådan er det.
Men skolen af i dag er af en eller anden grund blevet helt enormt arbejdsforskrækket. Som om det var farligt eller usundt at arbejde, og der kun kan komme dårlige ting ud af det.
Derfor er spørgsmålet om hårdt arbejde og det hårde arbejdes moralske og praktiske værdi blevet den helt store klassemarkør og det sted, hvor den sociale arv for alvor sætter sig igennem.
I virkeligheden er det sådan, at den antiarbejds- og antiflidsideologi, der præger folkeskolen, i den grad vender den tunge ende nedad i social henseende. Det er en ideologi, der udelukkende går ud over de børn, hvis forældre ikke evner eller magter at give tingenes rette sammenhæng videre. Mens de børn, der bliver belært om arbejdets velsignelser af deres forældre, altid vil klare sig godt i skolen.
(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 18. januar 2022)
Mere frihed til børnefamilierne
Derfor er det irrationelt at stemme på Enhedslisten
Advokaten Cecilie Langberg Jessen skriver i Berlingske for 25. november, at det bringer hendes »pis i kog«, at jeg kritiserer Enhedslisten (EL). Det er stærke – men meget teenageragtige – ord at bruge i en debat. Derfor bliver mit svar også kontant.
For det første er det irrationelt at stemme på EL, hvis man bor i København. Som der står at læse i ELs principprogram, er et sted at bo et basalt, menneskeligt behov. Men EL modarbejder stort set alle realiserbare planer for at bygge flere boliger i København. Det får efterspørgslen, og dermed også boligpriserne, til at stige.
Det er også irrationelt at stemme på EL og bo i København, fordi partiet modarbejder de mulige løsninger, når det gælder infrastruktur. Hvis alle kører i elektriske biler, som er ladet op med klimaneutral strøm – og det vil alle gøre om få år – er biler ikke et miljøproblem.
Men EL modarbejder bilismen helt konsekvent, så hverken beboere eller erhvervsdrivende kan parkere uden at spilde megen tid med at lede efter en parkeringsplads.
Helt selvmodsigende er EL så modstandere af at udbygge metroen. Man foretrækker en letbane, som der aldrig kan skaffes flertal for, fordi den er til større gene for bilerne. Og bidrager på den måde negativt til, at København kan udvikle sig i en positiv retning.
Ud over, at det er irrationelt at stemme på EL, er det også udtryk for en meget mangelfuld analyse af samfundet.
Den helt store fjende i ELs principprogram er kapitalismen. Den får skylden for stort set ethvert onde i verden. Men er det virkelig et spørgsmål om sort og hvidt at tage stilling til kapitalismen? Det kommunistiske Kina rummer knap en femtedel af verdens befolkning, men står for mere end en fjerdedel af verdens udledninger af CO2. Til gengæld er uviljen mod at gøre noget ved problemet stor. I modsætning til for eksempel i det kapitalistiske Europa.
Selvom den kapitalistiske del af verden ikke er perfekt, scorer den konsekvent højest i alle seriøse målinger af demokrati og frihed. Der er med andre ord mindre demokrati og mindre frihed i en hvilken som helst anden samfundsmodel, end der er i den kapitalistiske.
Og så er det heller ikke bare sort og hvidt, at der findes økonomisk ulighed i den kapitalistiske samfundsmodel. Det gør der, og det vil jeg aldrig lægge skjul på. Men der er betydelig mere ulighed i forskellige ikkekapitalistiske samfundsmodeller, end der er i den kapitalistiske.
Dertil kommer, at det er kapitalismen, der finansierer både velfærdsstaten (gennem store skatteindtægter) og de gode pensionsordninger, vi har i Danmark. Det er ikke den fulde sandhed om kapitalismen, at nogle få ejer det meste. De mange ejer også virkelig meget i form af for eksempel de store pensionsselskabers formuer. Så ønsker man en tryg alderdom, skal man heppe på kapitalismen. Ikke rakke ned på den. Går det dårligt for kapitalismen, bliver afkastet på den enkelte borgers pension væsentlig mindre, end det ellers ville være blevet.
Så for at samle op: Man er virkelig uvidende om de mest basale kendsgerninger, hvis man tror, at kapitalismen er roden til alt ondt. Den er ikke perfekt. Men den er også roden til virkelig meget godt. Heriblandt en sikring af borgernes basale velfærd og en sikring af borgernes alderdom, som ingen – heller ikke Liberal Alliance – er modstandere af.
Men EL er også efterkommere af blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti. Det vil sige efterkommere af et parti, der fuldstændig ukritisk hyldede både Lenin og Stalin.
I en tid, hvor EL kræver af helt almindelige, nulevende danskere, at de skal angre den politik, der blev ført under enevælden i 1700-tallet, er det påfaldende, at EL ikke selv synes at angre noget som helst af den grusomme fortid, den i sin egen partihistorie har været en del af.
Og jeg må være ganske ærlig og sige: Jeg synes, det er udtryk for en mangelfuldt udviklet, personlig moral, når man har så travlt med at pege fingre ad andre, som blandt andet Cecilie Langberg Jessen gør i kraft af sin tilslutning til EL, uden at stille det helt elementære spørgsmål til sig selv:
Hvordan kan jeg retfærdiggøre at stemme på et parti, der aldrig har taget et seriøst og oprigtigt opgør med sin egen mørke fortid?
Den form for dobbeltmoral ser man først og fremmest hos barnlige mennesker. Og derfor er det nok ret sigende, at Cecilie Langberg Jessen overhovedet ikke har nogen argumenter for sit politiske valg. Men bare en fnysende påstand om, at Henrik Dahl bringer hendes pis i kog. Alene ved at omtale nogle helt ubestridelige kendsgerninger og selvmodsigelser, desværre.
Nej tak til socialdemokratisk udgiftslov: Det er en fantasiløs plan, som ikke giver mere velfærd
For nylig skrev Berit Rousing, kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, i Århus Stiftstidende, at Socialdemokratiet “tager ansvar” med den nye velfærdslov, som skal sikre flere penge til velfærd i takt med, at befolkningen bliver ældre og får brug for flere velfærdsydelser.
Men den ubekvemme sandhed bag denne “velfærdslov” er, at den ikke vil føre til bedre velfærd, hverken for borgerne i Aarhus eller resten af Danmark. Det er en fantasiløs plan, hvor der bare skal bruges flere og flere penge for at holde kvaliteten på samme niveau, mens borgerne skal betale mere og mere i skat.
Velfærdsloven er en udgiftslov, som ikke handler om at give bedre velfærd. Hovedproblemerne med vores velfærdssektor – for meget bureaukrati og for lidt innovation og konkurrence – adresseres slet ikke. Det er en uholdbar situation og vil skabe store problemer for dansk økonomi.
Det, vi i stedet skal have, er nytænkning, innovation og effektivisering af vores velfærd. Ved at investere i ny teknologi, skære markant i bureaukratiet og udvise mere tillid til medarbejderne kan vi levere en bedre velfærd til borgerne – til lavere pris.
Vi skal have langt mere konkurrence og frit valg i velfærdssektoren, så de bedste udbydere vinder frem, og dårlige udbydere sorteres væk. Alt sammen til gavn for borgerne. Det er vejen frem.
Socialdemokratiets velfærdslov er en ikke-løsning, som bare vil øge udgifterne uden at give borgerne en bedre velfærd.
Du fortjener bedre
Nu er et nyt folketingsår skudt i gang, og i år skal det handle om dig. Se videoen og se, hvad vi i Liberal Alliance vil gøre for dig og hvad vi synes, du fortjener.
Du fortjener bedre dates
Du fortjener bedre dates, men det kan jeg ikke love dig.
Jeg kan til gengæld love dig mere fred fra formynderiske politikere, lavere skatter og meget mere frihed.
Se mere på: www.dufortjener.dk
Regeringens velfærdslov er uansvarlig og fantasiløs
Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt.
For nylig fremlagde den socialdemokratiske regering et forslag til en ny velfærdslov. Formålet med velfærdsloven er at få det offentlige forbrug til at stige i takt med, at der kommer flere ældre i vores samfund – også kendt som det demografiske træk.
Bare fordi regeringen med velfærdsloven vil have flere penge til offentligt forbrug, betyder det ikke, at borgerne vil få en bedre velfærd. Regeringen foreslår i stedet, at danskerne skal bruge flere og flere penge på velfærd og offentligt ansatte for at holde velfærden på samme niveau som i dag – en situation, jeg tidligere har beskrevet som velfærdsstatens terminale fase.
Alene det, at der kommer flere ældre og plejekrævende, vil frem mod 2025 beløbe sig til over 20 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Borgerne kommer derfor ikke til at opleve et kvalitetsløft i velfærd ved, at vi bruger 20 milliarder ekstra.
Ingen nye ideer
Hvis forslaget om en ny velfærdslov bliver en realitet, vil det få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi. Der vil i de kommende år være færre i beskæftigelse, fordi der kommer flere ældre, som ikke er på arbejdsmarkedet. En velfærdslov vil altså risikere at blive en underskudslov.
Når vi skal bruge markant flere penge på velfærd, vil vi også skulle ansætte endnu flere i den offentlige sektor. Vi har allerede for få ansatte i den private sektor, som i sidste ende finansierer vores velfærdsstat, og antallet af privatansatte vil skrumpe endnu mere, i takt med at arbejdsstyrken mindskes og flere skal have job i den offentlige sektor.
Selv socialdemokrater bør kunne se, at det ikke er holdbart på længere sigt. Velfærdsstaten bliver dyrere år for år uden, at vi får en bedre service. Regeringens eneste forslag er at bruge flere penge og flytte flere mennesker fra den private til den offentlige sektor: Der er ingen nytænkning og ingen ideer til, hvordan vi kan forandre den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv og leverer en bedre service. Det er ganske enkelt fantasiløst.
Borgeren før systemet
I Liberal Alliance vil vi gå en anden vej. Vi tror på, at velfærden kan blive både billigere og bedre, men det kræver nytænkning og et opgør med status quo.
Vi skal give borgeren langt mere frit valg, så man selv kan bestemme hvilke velfærdstilbud, man ønsker. Det vil skabe mere konkurrence, så gode velfærdstilbud belønnes.
Vi skal have langt mindre topstyring af velfærdssektoren fra fagforeninger, bureaukrater og kolde hænder. De sygeplejersker, plejehjælpere og andre medarbejdere, som leverer kernevelfærden, skal have en langt højere grad af autonomi. De kan køre deres egen butik langt bedre og mere effektivt, hvis vi sætter dem fri og udviser tillid.
Det offentlige skal også træde til side, når det private og civilsamfundet kan levere en bedre og billigere velfærd til borgerne. Konkurrencen på det private marked skaber ofte en bedre løsning, end det offentlige kan levere.
Sådan får borgerne en bedre velfærd. Regeringens velfærdslov vil kun pumpe endnu flere penge i en ineffektiv og forvokset offentlig sektor, som ikke formår at give borgerne den velfærd, de forventer.
En velfærdslov er altså ikke andet end en garanti for, at velfærden bliver dyrere.