Tiden er moden til at gå fra velfærdsstaten til velfærdssamfundet

Katrine Daugaard
11. august 2023

I løbet af de seneste 20 år er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring blevet tidoblet.

Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Danskernes tiltro til den offentlige velfærd er på tilbagetog, men alligevel bruger vi år efter år tiltagende flere penge på den offentlige sektor.

Derfor er det på tide, at vi politikere stopper op og overvejer, om det giver mening at fortsætte med at hælde penge ned i det bureaukratiske hul, som den offentlige velfærd desværre har udviklet sig til.

I den nuværende form bliver velfærdsstaten udfordret fra flere sider. Kombinationen af faldende tiltro, voksende utilfredshed, flere ældre og større krav til serviceniveauet i de offentlige velfærdstilbud er opskriften på at få fundamentet under den danske velfærd til at smuldre.

Faktisk vil der i midten af århundredet være flere danskere over 65 år end under, og derfor bliver vi især nødt til at sikre os, at fremtidens velfærd kan følge med den ændrede demografi.

Selvfølgelig er der flere velfungerende områder i den nuværende velfærdsstat, som vi danskere bestemt kan være stolte af.

Men med tanke på, at vi betaler nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, bliver vi nødt til at være ærlige om, at vi langtfra får noget, der tilnærmelsesvis minder om verdens bedste service.

Mange ældre på de danske plejehjem må tage til takke med vakuumpakket, genopvarmet mad, og på flere bosteder skal de ældre se langt efter at få mere end et enkelt bad om ugen. Derfor bliver vi nødt til at erkende, at systemet skal nytænkes, så det også er levedygtigt i fremtiden.

Liberal Alliances politik er at oprette en velfærdskonto, hvor alle danskere frivilligt kan indbetale op til 500 kr. om måneden, der bliver beskattet som ens pensionsopsparing. Når man går på pension, kan pengene bruges skattefrit på privat velfærd. Denne model giver det frie valg tilbage til borgerne og skaber samtidig bedre konkurrencevilkår for de private velfærdsleverandører.

Med forbedrede konkurrencevilkår på velfærdsområdet opstår den afledte effekt, at velfærden kontinuerligt forbedres, så danskerne får den bedst mulige service til de lavest mulige omkostninger.

Der har ofte været stor modstand mod at skabe konkurrence på ældreplejen, og et af de argumenter, modstanderne oftest fremfører, er, at det er moralsk forkert at tjene penge på dem, der er sårbare.

I stedet synes de, det er bedre, at den ikke økonomisk motiverede stat yder servicen. Problemet er bare, at det ofte fører til velmente – men mislykkede og ineffektive – forsøg, når statens service skal leveres på monopollignende vilkår. Og netop derfor ser vi nu, at næsten halvdelen af den danske befolkning har tilkøbt private sundhedsforsikringer, mens antallet af danskere med velfærdsforsikringer også stiger støt.

Selv om det er svært at erkende, når ens politik – at investere milliard efter milliard i at forbedre den offentligt velfærd – i årevis har været forgæves, må man acceptere, at det ikke er vejen frem. De, der stadig er taler for endnu større investeringer i den offentlige velfærd, er dem, der endnu ikke har indset, at vi ikke skal kaste gode penge efter dårlige.

Spørgsmålet om fremtidens velfærd kan derfor koges ned til, om det er bedst, at så mange danskere som muligt har mulighed for selv at spare op den nødvendige service, eller om det er bedre at opretholde status quo, hvor de dårligst stillede danskere ikke har mulighed for at købe private sundhed?

Hos LA ved vi godt, hvad vi synes. Vi synes, at velfærden skal løftes, så Danmark ikke bare har den dyreste velfærd i verden, men også den bedste. Velfærdsstaten skal blive til velfærdssamfundet, hvor kvaliteten af velfærden er vigtigere, end hvem der leverer den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. august 2023)

Video: Hvis velfærdsstaten var et pitch | Den Liberale Hule

Liberal Alliance
12. maj 2023

Bider de liberale løver på denne gang?

Se med i 2. afsnit af Den Liberale Hule.

Afspil video

For velfærdens skyld – Valgvideo 2022

Alex Vanopslagh
12. oktober 2022
Afspil video

Vi kan godt blive ved med at gøre velfærden dyrere, men velfærden bliver først for alvor bedre, når den bliver sat fri.

Valget kommer til at handle om sundhed. Og helt sikkert nedskæringer. Suk

Henrik Dahl
1. august 2022

Borgerne bliver de egentlige tabere efter et valg, hvor de har lyttet til politikere, der har diskuteret ud fra forkerte præmisser.

Sundhed kommer efter alt at dømme til at spille en vigtig rolle ved det valg, der snart udskrives.

Jeg ville ønske, at det kunne tages til indtægt for, at vi skulle diskutere centralisering versus decentralisering eller offentligt monopol på sundhedsydelser versus konkurrence fra private.

Medmindre alting er nyt ved valget, og ingen erfaringer fra tidligere kan bruges til noget, betyder emnet sundhed imidlertid, at vi skal diskutere nedskæringer.

Sygehusene er gennem en lang årrække blevet sultet ud, ikke sandt? Og blandt andet derfor er sygeplejerskerne endt med at få en forfærdelig dårlig løn. Ikke sandt?

Nej – ingen af delene er faktisk sande. Hvor sundhedsvæsenet ved århundredskiftet kostede knap 8 pct. af bnp, koster det i vore dage knap 10.

Man kan diskutere, om det burde koste endnu mere. Og det vil de røde partier altid mene, fordi de skaffer finansiering til deres ønsker fra et evigt blomstrende pengetræ, som vi andre ikke ved, hvor befinder sig. Men ethvert ærligt menneske er nødt til at indrømme, at når man sætter udgiften til sundhed op med omkring to procentpoint målt som andel af bnp, så skærer man ikke ned. I hvert fald i den betydning af ordet, det normalt har. De seneste to årtier er sundhed af skiftende regeringer blevet opprioriteret. Det burde ikke stå til diskussion – men det kommer det til.

Er sygeplejerskerne dårligt lønnede? Det mener de i hvert fald selv. De har også konstrueret en historie til at understøtte påstanden: at de ”strukturelt” – som man siger – blev snydt af Tjenestemandskommissionen af 1969.

Det er i hvert fald ikke rigtigt, at sygeplejerskerne kom i lønramme syv dengang for 53 år siden, fordi de var kvinder. De kom i lønramme syv ligesom alle andre offentligt ansatte, der havde gennemgået en lærlingeuddannelse. For det var uddannelsen til sygeplejerske dengang.

Er lønnen så dårlig? Det har man altid lov til at mene, og jeg kunne da også godt tænke mig at tjene det dobbelte. Hvem kan ikke det? I gennemsnit tjener ikke-ledende sygeplejersker omkring 42.000 kr. om måneden, når deres pension – som den skal – er indregnet. Det er i omegnen af en halv million kroner om året.

Uanset hvad man mener om en halv million om året som gennemsnit for et job uden ledelsesansvar, er det i hvert fald ikke en dårlig løn. Slet ikke for en person med en mellemlang videregående uddannelse. Faktisk ligger man i den ottende løndecil med den gennemsnitsløn. Det vil sige i den tredjehøjeste af de i alt 10 deciler.

Desværre er jeg næsten 100 pct. sikker på, at de facts om sundhedsvæsenet, som jeg har gengivet ovenfor, ikke kommer til at spille nogen rolle i valgkampen.

Det siges nogle gange, at virkeligheden er en social konstruktion. Det vil sige: Der findes ikke nogen ”virkelig virkelighed”, man kan bruge som målestok for, hvor korrekte ens opfattelser af verden er. Hvis tilstrækkelig mange mennesker mener, at der er skåret ned i sundhedsvæsenet, er det politisk set en realitet – selv om der ikke findes rimelige tal eller rimelige læsninger af de rimelige tal, der understøtter forestillingen.

På samme måde med sygeplejerskernes løn: Hvis tilstrækkelig mange mener, at de går til en sulteløn, så passer det. Selv om det kun er meget få danskere, der har den løn, sygeplejerskerne sulter for. Og som alle sociologer ved: Det, mennesker opfatter som sandt, får sande konsekvenser. Hvad enten det passer eller ej, at banken er ved at krakke, vil indskyderne prøve at redde deres indskud. Og så krakker banken som en selvopfyldende profeti – hvad status på dens økonomiske situation end var i udgangspunktet.

Jeg ville ønske, at vi i samfundet havde stærke institutioner, der som et andet hold af dommere og linjevogtere kunne fløjte eller vifte med et flag, når den offentlige samtale kom for langt væk fra det rimelige. Men det har vi ikke.

En institution, der burde sige noget, var universitetet. Men universitetet har fortabt sig selv så dybt i ultraskepticismen, at det kun er de færreste forskere uden for naturvidenskaberne, der tør sige noget om, hvordan verden er indrettet (medmindre det drejer sig om absurde og åbenlyst forkerte påstande. Så er skråsikkerheden enorm).

En anden institution, der burde sige noget, var medierne. Men de har fortabt sig selv så dybt i troen på, at begge parter altid har lidt ret, at de aldrig kunne finde på at skrive det modsatte: at den ene part mangler belæg for sine påstande, mens den anden part har belæg for dem. Hvis den ene part i en debat har 95 pct. ret, og den anden part har 5 pct. ret, vil de fleste medier derfor skrive, at begge tager fejl (undtagen konstruktive journalister. De vil skrive, at begge parter har ret).

De egentlige tabere i denne type af debatter, hvor præmisserne faktuelt er forkerte, er ikke de politiske partier, der bruger de rigtige tal. De egentlige tabere er de borgere, der ender med at skulle lade sig regere af politiske partier, der har vundet ved – ret beset – at snyde. For efter valget vil ethvert politisk flertal heldigvis komme i kløerne på Finansministeriet. Og det bruger heldigvis, hvad en nu forhenværende finansminister kaldte »gængse regnemetoder«.

Derfor kan de partier, der vinder på falske præmisser, ikke gennemføre deres politik efter valget. Hvilket desværre får mange vælgere til at tænke, at ingen politikere er til at stole på.

(Debatindlæg udgivet på JP.dk d. 1. august 2022)

Sandheden om regeringens asociale og nedladende politik

Alex Vanopslagh
30. juni 2022

I denne valgperiode har det røde flertal formået ikke blot at gøre danskerne fattigere, men endda at gøre det på en måde, der tilmed øger uligheden. De danskere med de laveste indkomster er dem, som den røde politik har ramt allerhårdest.

Når røde politikere bliver konfronteret med dette faktum, lyder svaret, at det jo bare er tobaksafgifterne, der gør det – og dét er jo i et højere formåls tjeneste.

Pia Olsen Dyhr (SF) kom for skade at udtrykke det klart og tydeligt i ” Debatten” på DR2 i sidste uge: ” Jamen, skal de fattige bare have lov til at være usunde?” Big Mother is watching you. Sikke et menneskesyn.

Men hvad forestiller Pia Olsen Dyhr sig egentlig? At samfundets mest udsatte borgere kvitter smøgerne, hopper i et par løbetights, får sig et arbejde og lever et liv med overskud og sunde vaner, fordi socialisterne svinger en økonomisk pisk over dem? Det er jo mageløst.

Og så er der den lillebitte hage ved det, at det ikke er sandt. For det første fordi Finansministeriets tal viser, at de fattigste er blevet fattigere, selv hvis man ser bort fra de højere tobaksafgifter. For der er også mere end 40 andre skatter, der har fået et nøk opad de seneste tre år.

For det andet fordi de røde kun har hævet tobaksafgifterne så meget, at man vrider flest mulige penge ud af rygerne, uden at så mange stopper.

Hvis man for alvor – Gud forbyde det – ville genere rygerne, bankede man prisen på en cigaretpakke op på omkring 100 kr., men så ville statskassen faktisk tabe penge, næsten 5 mia. kr. om året, som så skulle findes i lavere offentlige udgifter eller, hvis man kender de røde ret, højere skatter.

Gør det mon de rødes nedladende Big Mother-argumenter mere eller mindre usympatiske, at de tilmed ikke er ærlige? Det er godt, vi snart skal til valg – så vi kan få et nyt flertal, der ikke fører så asocial en politik.

I Liberal Alliance vil vi kæmpe benhårdt for at sænke skatter i stedet for at hæve dem, skabe flere muligheder i stedet for mere afhængighed og belønne alt det, som vi ved, at danskerne bliver rigere af: frihed, ansvar og godt gammeldags hårdt arbejde.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. juni 2022)

Forsikringssamfundet er her allerede – og flere burde være med

Alex Vanopslagh
11. februar 2022

Det er på tide at bryde tabuet om forsikringers rolle i fremtidens velfærdssamfund.

Nogle gange er det som om, at Christiansborgs mure ikke bare er tykke, men direkte fungerer som en form for energiskjold, der holder politisk ubekvemme sandheder ude – nogle emner er bare et tabu, uanset hvor meget, virkeligheden banker på.

Et sådant emne er al snak om at lade forsikringer spille en større rolle i fremtidens velfærdssamfund.

Bringer man det emne på banen, bliver det straks fejet af banen, og man får skudt i skoene, at man vil have et A- og et B-hold i velfærden – og ødelægge »den universelle velfærdsmodel«.

Men der ER jo allerede et A- og et B-hold i velfærden. Der er dem, der kan springe køen til det offentlige sygehus over, fordi de har en sundhedsforsikring. Der er dem, der har råd til at få ekstra pleje i deres alderdom – og til at bo et andet sted end det, det kommunale lotteri tildeler dem. Og så er der alle de andre, der ikke har forsikret sig eller ikke kan betale ekstra.

Vi står ikke med valget mellem et A- og B-hold og så den universelle velfærdsmodel. Vi står med valget mellem et stort A-hold og et stort B-hold.

Sådan er uligheden nemlig i den såkaldt universelle velfærdsmodel: De velstillede kan tilpasse deres velfærd til deres ønsker og behov, og de dårligt stillede er henvist til kasseløsninger. Og hvad er så de rødes løsning på dette? At bekæmpe A-holdet, så flest muligt kommer på B-holdet. Her er min og Liberal Alliances holdning den omvendte: Lad os få så mange som muligt med på A-holdet!

Flere pensionsselskaber planlægger for tiden at tilbyde egentlige plejeforsikringer, som sikrer, at pensionister i alderdommen kan få ekstra pleje, omsorg og adgang til ældreboliger – Tryg har allerede lanceret sin, og interessen er stor.

Torben Möger Pedersen, direktør for pensionskassen PensionDanmark, skitserer fremtidens velfærd således: »I velfærdssamfundets version 2.0 sparer man mere op, forsikrer sig og betaler selv for de ydelser, man gerne vil have, ud over den velfærd, som det offentlige leverer. (…) Den gamle version var 100 procent skattefinansieret, og leverandøren af ydelserne var offentlige institutioner. Den nye version er i højere grad privat, men solidarisk finansieret gennem obligatoriske opsparingsordninger.«

Möger er jo ikke politiker, så han kan tale ærligt og behøver ikke at bilde nogen ind, at vi kan opretholde samme serviceniveau, når der eksempelvis allerede om ti år vil være en kvart million flere danskere over 60, heriblandt 160.000 af dem over 80 år.

Men alt det her gør som sagt ikke indtryk på Christiansborg – selvom vi faktisk har klaret det før. I 80erne blev det klart, at det offentlige ikke ville kunne levere tilstrækkelig pension til at alle i fremtiden, så derfor fik vi arbejdsmarkedspensionerne. Det var kontroversielt dengang, men alle er i dag enige om, at det var en god idé.

Også selvom det har skabt et A- og et B-hold i pensionsopsparinger og betydet et opgør med den universelle velfærdsmodel på præcis den måde, som man er så bange for ved at lade forsikringer spille en større rolle i velfærden.

Skrabede offentlige standardløsninger
Men hvorfor er man dog så bange for det? Er det virkelig bedre, at det offentlige påtager sig velfærdsudgifter hele vejen til en statsbankerot, og at man lænker folk til skrabede offentlige standardløsninger, end at man tilskynder folk til at forsikre sig, fordi det vil skabe en vis ulighed?

Jeg har det grundlæggende sådan, at det altid bør tiljubles og tilskyndes, at mennesker tager ansvar for sig selv og ikke mindst deres fremtid og tryghed – jeg foretrækker ulighed og ansvar over lighed og afhængighed. Det er en ulykke for den enkelte at være afhængig af politikernes gavmildhed i sin alderdom, og det er en ulykke for skatteyderne, der skal finansiere det.

Og jeg tør godt sige det åbent og ærligt: Forsikringssamfundet er her allerede – og jeg synes, at flere burde være med.

Liberal Alliance har tidligere foreslået en skattefri velfærdskonto, som man kunne betale ind til som et supplement til sin alderdom, og vi burde kigge på at gøre forskellige slags velfærdsforsikringer mere fordelagtige. Vi burde genindføre skattefradraget for private sundhedsforsikringer, som hjalp utroligt mange danskere gennem sygdom og utryghed tilbage i 00erne.

Lad os dog række danskerne, som de er flest, en hjælpende hånd til at komme med på forsikringssamfundets A-hold, hvor man tager ansvar for sin egen tryghed. Alternativet er, at de er henvist til et B-hold af utryghed og skrabede løsninger.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 31. januar 2022)