Selvom præsident Macron har præciseret, at Frankrig mener det, Frankrig hele tiden har ment om Europa, Kina og USA, er der god grund til at spørge: Hvad bør Europa egentlig mene om sig selv, Kina og USA?
Sammen med USA og Canada er det landene i Europa, der har grundlagt den politisk og økonomisk liberale verdensorden, der først blev formuleret som en vision efter Anden Verdenskrig og siden blev til virkelighed efter Murens fald.
Det mest fordelagtige ved den vestlige orden overhovedet er efter min opfattelse, at den bryder med princippet om den stærkes ret.
De europæiske ordener, vi har kendt til for eksempel efter Trediveårskrigen i 1600-tallet eller efter Napoleonskrigene i 1800-tallet, har været karakteriseret ved, at de svage i sidste instans måtte rette sig efter de stærke. Brutal militær magt havde – sagt på anden vis – altid det sidste ord.
Det, der er sket med både Nato og EU – men desværre i ringere grad med FN – er, at der er opbygget såvel institutioner som forpligtende regler. Derfor mødes medlemmerne af navnlig EU og Nato efter helt faste procedurer inden for rammerne af diverse institutioner og udøver den magt, som medlemslandene har givet til de pågældende institutioner.
I princippet på samme måde, som medlemmerne af Folketinget udøver deres magt, sådan som grundloven (og Folketingets egen forretningsorden) foreskriver.
Den vigtigste opgave for Europa og den vestlige verden i de kommende år er at holde fast i, at den model, vi har skabt, er værdifuld og skal holde i mange år ud i fremtiden. For det gælder om altid at huske: Verden er hverken blevet politisk eller økonomisk liberal af sig selv. Verdens naturlige tilstand er ikke, at den er politisk eller økonomisk liberal. Verdens naturlige tilstand er i bedste fald den stærkes ret. Og i værste fald anarki.
Rundtomkring i verden ser vi ikke længere det, politologen og sociologen Larry Diamond har kaldt en »demokratisk recession«. Hvilket i sig selv er galt nok: Udtrykket beskriver, hvordan flere og flere lande går i demokratisk forfald og udvikler sig til autokratier. Vi ser desværre også, at de ikkedemokratiske lande begynder at indgå alliancer, som åbenlyst har til formål at afmontere den økonomisk og politisk liberale vestlige verdensorden.
Det er en kendt sag, at Kina og Rusland har indgået en alliance om at udfordre den vestlige orden. Men Iran har længe været på vej ind i en alliance med Rusland, og seneste nyt fra Mellemøsten er, at Kina og Saudi-Arabien taler om en tilnærmelse.
Det betyder ikke, at Europa skal spille offensivt ud og slå hånden af den autokratiske alliance, der tegner sig. Men vi skal glemme alt om de naive fejlfortolkninger af 1989, som først og fremmest Angela Merkel og Tyskland er kommet til at stå som symboler på.
Interdependens – som det så fint hedder; man kan også sige samhandel – fører ikke til en mere demokratisk verden. Det troede alle, der fejlfortolkede 1989. Og i Tyskland blev det til et elegant slogan: wandel durch handel.
Vi har skabt interdependens mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Mellemøsten og Kina i årtier. Det her skabt en umådelig rigdom alle steder. Men det har ikke ført til, at der er kommet en tøddel mere demokrati i hverken Mellemøsten eller Kina.
I stedet oplever vi, at flere og flere lande slår ind på det, som Rusland allerede tog hul på i 2007: hybrid krig imod den vestlige verden.
Hvad angår Rusland, har den hybride krig blandt andet ført til hackerangreb imod kritisk vestlig infrastruktur, indblanding i valg rundtomkring i den vestlige verden og udsendelse af dødspatruljer til blandt andet Storbritannien.
Iran fører også hybrid krig verden over. Den kommer blandt andet til udtryk gennem dødspatruljer og opfordringer til at angribe mennesker, der udfordrer iranske – og dermed islamiske – dogmer. Det mest prominente offer for det sidstnævnte er selvfølgelig Salman Rushdie.
Kina fører en helt åbenlys krig imod den regelbaserede verdensorden i Det Sydkinesiske Hav. Og truer i øvrigt ethvert land, der har været så uforsigtigt at vikle sig ind i kinesisk interdependens, med økonomisk død og ødelæggelse, hvis det pågældende land udfordrer kinesiske dogmer om f.eks. Tibet, Hongkong eller Taiwan.
Derfor bør præmissen i Europa fremover være: En alliance af autokratiske lande har for længst erklæret den vestlige verden hybrid krig.
Det skal vi for det første erkende som et faktum, vi ikke kan ændre på – fordi krigserklæringen helt ensidigt kommer fra modparten.
For det andet skal vi begynde på at sikre os, at den hybride krig ikke i fremtiden kommer til at ramme os så hårdt, som f.eks. Nord Stream 2-projektet var på vej til.
Alle de steder, hvor den vestlige verden i forhold til den autokratiske alliance kan komme i en ”Nord Stream 2-situation”, skal vi tage skridt til at vikle os ud af disse potentielt meget farlige situationer.
Derfor skal den vestlige verden være mindre afhængig af olie. Ligesom den skal være mindre afhængig af råstoffer og produkter, som den autokratiske alliance mere eller mindre har monopol på i dag.
Sidst, men ikke mindst, er vi med Ukraine in mente nødt til at besinde os på, at den hybride krig kan udvikle sig til gammeldags krig slet og ret.
Den vestlige verden skal over for den autokratiske alliance fremstå som en mere afskrækkende militær modstander, end den gør i dag. Ellers er det blandt andet realistisk at forestille sig, at såvel Det Sydkinesiske Hav som Polarhavet i en ikke så fjern fremtid er farvande, der er ophørt med at være underlagt FN’s konventioner og i stedet er underlagt den autokratiske alliance.
Det betyder ikke, at globaliseringen hermed er aflyst. Det betyder, at den skal tilpasses virkeligheden. Ved at fjerne sig fra de illusioner og farlige fejlforestillinger, der dominerede den vestlige verden fra 1989 til 2022.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15. april 2023)
For tiden døjer Frankrigs præsident gevaldigt med sine reformer på grund af store folkelige protester. Det kunne næsten være et hvilket som helst år, for Frankrig er notorisk umuligt at regere. Ja, en nation befolket af små Asterix’er, kunne man sige. Bliv meget klogere på dét og meget mere med Aske Munck, cand.scient.pol., der for tiden er udlandsredaktør hos Weekendavisen, som er dagens gæst i ”Brændpunkter”, vores udenrigspolitiske magasin, med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Den danske offentlighed er i høj grad præget af narrativer om Rusland og deres naboer, som er farvet af russisk imperialisme. Det mener Yevgeniy Golovchenko, adjunkt ved Københavns Universitet og ukrainer. Det drøfter han her i ”Brændpunkter”, vores udenrigspolitiske magasin, med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Efter sikkerhedskonferencen i München i sidste uge meddelte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at der i USA herskede en alvorlig bekymring for, at Kina er på vej til at levere våben, som Rusland kan benytte i sin krig mod Ukraine.
I klar tekst betyder det, at Kina sandsynligvis har valgt at blande sig direkte i en militær konflikt uden for eget kontinent. Og ikke en hvilken som helst konflikt, men den mest intensive i Europa siden Anden Verdenskrig.
Holder de amerikanske formodninger, og Kina har valgt at bidrage aktivt til at destabilisere Europa, burde målet være fuldt. At en supermagt som Kina giver sig til aktivt at destabilisere et helt andet kontinent, end landet selv er beliggende i, må få alle ansvarlige mennesker her i Europa til at tænke, at de kinesisk-europæiske relationer er trådt ind i en fase, der kvalitativt adskiller sig fra den forrige.
Det er – for nu at sige det lige ud – en handling af så fjendtlig og destruktiv karakter, at det ikke under nogen omstændigheder kan forsvares eller forklares.
Men er der noget, der tyder på, at den politiske elite i Europa har fattet dette? Ikke meget – og så har jeg endda udtrykt mig høfligt.
Efter et møde fredag mellem den kinesiske seniordiplomat Wang Yi og den tyske kansler Olaf Scholz erklærede kansleren, at Tyskland agtede at udvide sit engagement i Kina. Med den begrundelse, at »stærke bånd mellem Tyskland og Kina og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand«. Man tager sig til hovedet. Indtil virkeligheden for et år siden ramte Tyskland som et godstog i fuld fart, var det tyske energisamarbejde med Rusland også baseret på den håbløst naive idé, at stærke bånd mellem Tyskland og Rusland og gensidige økonomiske fordele og handel er befordrende for global stabilitet og velstand.
Det er sandt, at stærke bånd mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund er befordrende for global stabilitet og velstand. Men det er simpelthen ikke rigtigt, at forskellen er ens, hvis partneren er en diktaturstat, der har ondt i sinde. Det var Rusland – og det er Kina selvfølgelig også, hvis landet blander sig i en krig på vores kontinent.
Den globaliseringsideologi, Tyskland og Olaf Scholz er tilhænger af, er forkert og farlig, hvis den bygger på den antagelse, at gensidig, økonomisk afhængighed slet og ret skaber fred.
Gensidig, økonomisk afhængighed mellem liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund skaber fred. Mens liberale og demokratiske, markedsøkonomiske samfund, der gør sig selv afhængige af fjendtligt indstillede diktaturstater, ene og alene svækker de demokratiske samfund.
Det viser eksemplet tysk afhængighed af russisk energi. Og det kommer eksemplet tysk afhængighed af kinesisk produktion og markedsadgang selvfølgelig også til at vise.
Hvis de politiske eliter i Vesten var deres ansvar bevidst, kastede de sig ud i et arbejde for at gennemføre en storstilet omlægning af globaliseringen. Så de dele af den, der underminerer vestlig selvstændighed og har potentiale til ødelægge den vestlige samfundsorden, bringes til ophør.
At vi i Danmark har tænkt os at forny partnerskabsaftalen med Kina fra 2008 uden seriøse overvejelser over nogen af de ting, der er anført ovenfor, illustrerer, hvor skødesløst en i egen selvforståelse ansvarlig regering kan optræde.
Enhver ansvarlig og velorienteret regering ville selvfølgelig sætte fornyelsen på pause.
Fordi det Kina, aftalen i sin tid blev indgået med, for længst er hørt op med at eksistere.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 22. februar 2023)
Energikrise, EU, Ukrainekrig og meget andet. En gennemgående aktør i alle disse kriser er Tyskland, vores store nabo mod syd. Danmark bliver nødt til at forholde sig langt mere seriøst til vores magtfulde nabo, deres politiske beslutninger og fadæser, og hvilken rolle, vi vil spille i et mere tysk-domineret EU efter Brexit. Sådan mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab og dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Velkommen til første afsnit af ”Brændpunkter”, vores nye udenrigspolitiske magasin med Henrik Dahl, folketingsmedlem og udenrigsordfører for Liberal Alliance.
Der burde herske en større vrede over Iran i Europa, end der faktisk gør. De fleste støtter protesterne imod diktaturet. Men fordi den offentlige samtale har en yderst begrænset evne til at holde flere temaer i spil på samme tid, er der alt for få, der kritiserer, at Iran aktivt blander sig i Ruslands krig imod Ukraine.
Iran har ikke nogen økonomiske eller snævert sikkerhedspolitiske interesser i at skabe død og ødelæggelse og destabilisering på et andet kontinent end det, hvor landet selv er beliggende. Når man gør det alligevel, skyldes det udelukkende, at død, ødelæggelse og destabilisering af den vestlige verden er blevet mål i sig selv for diktaturstaten.
Takket være Tysklands appeasement af Rusland gennem årtier har der været for lidt fokus på, at Rusland faktisk har ført hybrid krig imod den vestlige verden længe. Man har blandet sig i valg. Man har udsendt dødspatruljer. Man har foretaget hackerangreb.
Og man anvender konstant bøllemetoder i Østersøregionen. Hvor fremmede landes territorier krænkes – men i så kort tid, at ingen finder det nødvendigt at reagere med våbenmagt.
Den hybride krig imod den vestlige verden har så fået en egentlig, militær dimension i Ukraine. Men det er vigtigt at huske rækkefølgen. Den klassiske, militære krigsførelse i Ukraine er den destabiliserende hybridkrigs fortsættelse med andre midler. Ikke omvendt.
Ruslands ultimative mål er at ødelægge den vestlige verden i almindelighed og den traktat-og regelbaserede verdensorden i særdeleshed. Den ser landets magthavere helst erstattet med det James Bond-lignende galleri af skurke, der har magten i Rusland. I stedet for protestantisk effektivitet, vækst og fremgang, skal den tidligere vestlige verden domineres af russiske værdier: Absurd korruption og inkompetence.
Brutale og naragtige mænd, der fører sig frem med brovtende monologer. Operetteuniformer og absurd store slotte – designet til at bortgemme koner og elskerinder – bygget for stjålne midler. Og neden under dette: drukkenskab, vold og armod for masserne.
Sådan var Rusland i de gode, gamle dage.
Sådan skal Rusland blive igen, hvis det står til Putin-fascismen.
Ind på denne scene træder så Iran og diskret i baggrunden Kina.
Kineserne er for så vidt lette at forstå. Den jævne mand vil have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten. Eliten vil også have alt, hvad der synligt kendetegner Vesten – men vil gerne undgå demokrati. Derfor vover Kina ikke at udfordre de vestlige lande militært på deres eget territorium.
Iran har åbenlyst kastet terningerne.
Krigen i Ukraine er en gylden mulighed for, at der dør en hel masse vantro, og at de vantros kultur og politiske system tager varig skade i processen. Derfor kaster man sin vægt ind sammen med russerne.
International politik i vore dage er blevet præcis, hvad Samuel Huntington forudså for omkring 25 år siden, at det ville blive: Vesten mod resten. Hvis man er i tvivl om, hvem der er Vesten, og hvem der er resten, kan man studere afstemningerne om Ukraine i FN. Hvor stiller det så Danmark og resten af den vestlige verden? Man skal ikke samle på fjender. Derfor er det vigtigt, at vi har gode forbindelser til vores fjernere slægtninge i Sydamerika og til venligsindede lande i det sydøstlige Asien.
Men man skal også gøre sig fjendskabets natur og omfang klart: Ingen af de lande, der stemmer med Rusland i FN, er for alvor til at stole på.
Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.
Det er dem, vi bliver nødt til at indrette os på i årene, der kommer.
(Debatindlæg bragt i Berlingske d. 30. november 2022)