En liberal EU politik

Udviklingsbistanden skal på slankekur og matche EU-gennemsnittet

Lars-Christian Brask
16. december 2024

Den danske udviklingsbistand skal forvaltes mere fornuftigt, end den gør i dag. Derfor skal vi i Danmark reducere bistanden fra det nuværende niveau på 0,7 procent af BNI til EU-gennemsnittet på 0,49 procent.

Vi er midt i en politisk sæson, og selvom det indenrigspolitiske optager det meste af dagsordenen i folketingssalen såvel som i mediebilledet, sker der også enormt meget spændende på det udenrigs- og udviklingspolitiske område.

Om ganske kort tid får Danmark en unik og stærk stemme på den globale sikkerhedspolitiske scene i form af en plads i FN’s sikkerhedsråd. Vi påtager os en vigtig rolle for det europæiske samarbejde i forbindelse med formandskabet i EU’s Ministerråd, og så skal vi forholde os til, at vores vigtigste allierede, USA, skifter ud i Det Hvide Hus.

Samtidig er øjnene rettet mod verdens brændpunkter såsom Ukraine, anspændte interessesfærer såsom Taiwanstrædet samt udviklingsområder med massivt potentiale såsom det afrikanske kontinent, hvor særligt Kina og Rusland har øget tilstedeværelsen.

Der er ikke noget at rafle om: Vores udenrigs- og udviklingspolitik må og skal kunne adressere alle disse komplekse udfordringer og meget mere til. For selvom vi i Danmark er en lille nation, har historien vist os, at vi på ingen måde er for lille til at gøre en forskel i den globale kamp for frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Det har vi ikke mindst bevidnet i forbindelse med vores stålfaste bidrag til ukrainernes frihedskamp, som vi for alt i verden ikke må slække på.

Støtten til Ukraine udgør nemlig – i mine og Liberal Alliances øjne – fortsat den absolut vigtigste udenrigs- og udviklingspolitiske prioritet de kommende år.

Selvom det byder mig meget imod at rose statsministeren, så er det på sin plads her. Den støtte, som regeringen og et samlet Folketing har ydet til Ukraine siden den russiske invasion, er og bliver nemlig forbilledligt. Både den direkte økonomiske støtte, men også den militære, hvor vi skal fortsætte at understøtte uddannelsen af ukrainske soldater samt donere militært materiel.

Danmark skal støtte Taiwan

Vi skal også være klar til at stå på den rette side af historien, hvis situation længere mod øst eskalerer. Her udvider Kina igen og igen sin militære tilstedeværelse, og særligt situationen i det sydkinesiske hav og omkring Taiwanstrædet bør give anledning til alvorlige panderynker i Vesten.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvor Danmark skal stå: Nemlig helt og holdent på Taiwans side, hvis ret til selvbestemmelse og suverænitet ikke skal krænkes.

Tilsvarende skal vi være vakse ved havelågen, når det kommer til at sætte vores præg på udviklingen af det afrikanske kontinent.

Det er regeringen heldigvis opmærksomme på, eksemplificeret med dets nye Afrika-strategi.

Afrika rummer netop utvivlsomt et enormt potentiale, som særligt Kina og Rusland desværre forsøger at udnytte.

De afrikanske lande skal knyttes tæt til den frie vestlige verden, hvis vi skal sikre en positiv udvikling på kontinentet, hvor vi styrker ikke bare økonomisk vækst, men også vestlige værdier, frihedsidealer og sikkerhedsinteresser.

Derfor er det rigtig positivt, at regeringen i de kommende år vil styrke det diplomatiske samarbejde i regionen.

Skær i udviklingsbistanden

Men hvis vi for alvor skal spille den rolle, vi ønsker i verden, kræver det, at vi genbesøger vores generelle tilgang til udviklingspolitik.

I Liberal Alliance er vi særligt optaget af, at den danske udviklingsbistand forvaltes mere fornuftigt, end den gør i dag.

For det første vil vi skære fedtet af ved at reducere udviklingsbistanden fra det nuværende niveau, 0,7 procent af BNI, til EU-gennemsnittet på 0,49 procent af BNI. Dette vil først og fremmest ikke udgøre en særlig drastisk nedskæring, og det er desuden heller ikke formålet.

Formålet er at fokusere indsatsen dér, hvor det giver mening, i stedet for at vi skyder med spredehagl ved at støtte alle mulige projekter uden at sætte spørgsmålstegn ved projekternes fornuft.

Hvorfor er det eksempelvis, at vi i år har sendt næsten 9,5 million kroner i udviklingsbistand til Kina? Et land, som udgør verdens næststørste økonomi – og som dertil ledes af et kommunistisk regime, der konsekvent undertrykker menneskerettighederne og repræsenterer værdier, der er så langt fra de danske, som man næsten kan forestille sig.

Lad os få fornuften tilbage i højsædet og indtage den globale rolle, som Danmark er bedst til: Bannerfører for frihed.

(Bragt i Altinget d. 16/12-2024)

Vandkrisen skal have opmærksomhed i dansk udenrigspolitik

Henrik Dahl
8. april 2024

Vandområdet er i disse dage i fokus. Det er dog nyt, at vand også ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, men det er på tide.

Manglende og ulige adgang til rent ferskvand samt sygdomsfremkaldende spildevand er en hovedårsag til spændinger og konflikter.

Klimaændringer, befolkningsvækst og øget vandforbrug til industri og energi vil accelerere udviklingen globalt. Den forventede konsekvens vil være øget migration såvel som en stigning i væbnede konflikter relateret til vand.

I en europæisk kontekst er det særligt vandproblemerne i Afrika og Mellemøsten, som udgør den potentielt største destabiliserende faktor. Ifølge World Resources Institute er Nordafrika og Mellemøsten (MENA) i dag verdens mest vandudfordrede område og situationen vil kun forværres frem mod 2050, hvor hele befolkningen vil lide af vandmangel.

Denne stærkt bekymrende vandmangel sker parallelt med en eksponentiel befolkningsvækst frem mod 2050, som vil fordoble befolkningen i MENA-regionen til 725 millioner mennesker.

Det siger sig selv, at denne udvikling er skrøbelig og uholdbar, og vil fremprovokere migration og en kraftig forøget risiko for lokale konflikter og krige over vandressourcer. Denne tendens gør sig også gældende i resten af Afrika.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Nato i sin årlige sikkerhedspolitiske prognose fra januar meget klart fremhæver, at vandudfordringer vil øge migrationsbevægelserne eksponentielt og deraf fremprovokere økonomisk og social ustabilitet.

Det er særligt Europa, som er under pres – og Nato forudser også, at vandudfordringerne vil blive udnyttet af autoritative stater som Rusland til at skabe radikalisering og konflikter.

Senest kunne Weekendavisen berette, at Rusland planlægger at sende hundredtusindvis af afrikanske migranter gennem Afrika og Maghreb over Middelhavet og op gennem Italien og Frankrig. Uafhængigt af Ruslands planer kan vi allerede aflæse stigende migration.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, krydsede næsten 400.000 illegale migranter grænsen til EU i 2023. Det højeste niveau siden 2016.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering fremhæver statskup og væbnet oprør i blandt andet Mali, Burkino Faso og Niger, som konsekvens af vandmangel.

Men vandkrisen er endnu større og et globalt sikkerhedsproblem. Det ses afspejlet i Pacific Institute’s opgørelse over væbnede konflikter relateret til vand, hvor der fra 2017 til 2022 er registreret en global stigning på 550 procent! Fra henholdsvis 47 til 230 konflikter.

Og tendensen for 2023 ser desværre ikke bedre ud.

Vand bruges i stigende grad som våben, hvilket konflikten i Ukraine er et godt eksempel. Bare i de tre første måneder af krigen blev der ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature registreret 64 specifikke vandrelaterede angreb i Ukraine. Det understreger, hvordan vand også bliver brugt som våben.

Det er på tide, at vandkrisen får opmærksomhed i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trusselsbilledet domineres af Rusland på den korte bane og Kina på den længere bane, mens det for de mere bløde “sikkerhedspolitiske temaer” mest handler om cybersikkerhed, energiforsyning og adgang til kritiske råstoffer.

Det er bestemt relevant, men vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Både Nato og FN har fået øjnene op for dette, men herhjemme er der endnu ikke tilstrækkelig politisk bevidsthed om det.

Dette til trods for, at “vand for fred” hænger uløseligt samme med de tre højest prioriterede emner for danskerne til EU-valget ifølge Kantar for tænketanken Europa: Klimaforandringer og grøn omstilling, flygtninge og migranter og forsvar og sikkerhed.

Heldigvis er der god mulighed for det politiske Danmark til at se og udnytte potentialet i vand. Danmark har en styrkeposition på vandområdet med løsninger, der efterspørges rundt om i verden og som kan være et stærkt aktiv i vores sikkerheds- og udenrigspolitik.

Lad os bruge dette aktiv til at skabe fred og til at understøtte vækst og velfærd herhjemme. Der er i hvert fald to meget konkrete muligheder i henholdsvis regeringens kommende Globaliseringsstrategi og Afrika-plan. Så lad ferskvandet flyde og spildevandet rense til gavn for Danmark, EU og verden.

Vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Af Henrik Dahl og Mads Helleberg Dorff, branchechef Vand, Dansk Industri

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/4-2024)

Ukraine fik sin hjælpepakke, og Europa undgik et dramatisk dilemma

Henrik Dahl
2. februar 2024

Ungarn og Tyrkiet er irriterende tunge at danse med i EU og Nato. Men alternativet er værre.

EU har indgået en ny aftale, der tildeler 50 mia. euro til Ukraine, hvilket er en glædelig nyhed. Det skete dog ikke uden drama. Ungarn havde på forhånd givet det indtryk, at medlemslandet ville blokere for aftalen.

Men det skete heldigvis ikke. Efter kun én times forhandling accepterede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den nye støttepakke til Ukraine.

Mediernes forudsigelser om et stort drama ved EU-topmødet blev ikke til virkelighed. Der var spekulationer om, hvorvidt Orbán ville blokere aftalen, og om EU ville være nødt til at anvende sin ”atomvåben”-lignende artikel 7, som kunne fratage Ungarn sine stemmerettigheder.

Vi kan ikke vide, hvad EU’s statsog regeringschefer har gjort sig af tanker om Ungarn op til mødet. Men mon ikke det dobbelte medlemskab af Nato og EU har spillet en rolle?

EU har været tøvende over for en aktivering af artikel 7. Personligt forstår jeg udmærket dilemmaet.

På det rent personlige og følelsesmæssige plan kan man opleve det som decideret øretæveindbydende, at et forholdsvis lille land vælger at blokere ikke alene for EU’s økonomiske støtte til Ukraine, men også for, at Sverige kan optages i Nato. For man skal ikke glemme: Ungarn er ikke alene medlem af EU. Landet er også medlem af Nato.

På den anden side må man også tænke det scenarium igennem, hvor Ungarn faktisk får sine rettigheder som medlem af EU suspenderet.

Det, der bekymrer mig mest i denne tænkte situation, er: Hvis Ungarn får sine EU-rettigheder suspenderet, vil man så i al stilfærdighed tage dette til efterretning uden at foretage sig yderligere? Eller vil Ungarn benytte de muligheder, Nato-medlemskabet giver for at kaste grus i hele det europæiske maskineri?

Hvad der vil ske, er naturligvis gætteri. Ikke alene for mit vedkommende, men for enhver.

Man kan sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og i den anledning tænker ”hvor ærgerligt” og intet andet. Men man kan også sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og tænker, ”dette kræver en modreaktion, der kan mærkes rundtomkring i Europa”.

I lyset af at Ungarns nølen med at godkende Sveriges Nato-medlemskab helt åbenlyst er en brik i et spil, der også handler om EU (eftersom der er næsten en til enoverlap mellem EU og den europæiske del af Nato), er det svært at forestille sig, at Ungarn ikke vil fortsætte ned ad denne vej.

I Nato døjer vi allerede med et delvist antivestligt land, nemlig Tyrkiet. Det giver undertiden anledning til stor frustration. Men det råd, skiftende danske udenrigsministre altid har fået fra deres ministerium, kan sammenfattes til: Ja. Tyrkiet er tunge at danse med i Nato.

Men tænk lige på alternativet: en decideret Vesten-fjendtlig stormagt, der grænser direkte op til Europa. Ville det være værd at løbe den risiko, at Ungarn gik fra at være et besværligt EU- og Nato-land til at være et antivestligt og måske åbenlyst prorussisk Nato-land?

Hvis det kniber med at forestille sig den kombination, kan man lege med tanken om, at Belarus ikke alene var en tæt allieret til Rusland, men en tæt allieret til Rusland, der var medlem af Nato. Det vil ikke gavne nogen, at vi får endnu et Belarus i Europa.

Liberal Alliance fordømmer ligesom alle andre partier i Folketinget den russiske invasion af Ukraine.

Derfor har vi bakket op om alle sanktioner og alle hjælpepakker. Og det kommer vi til at fortsætte med.

Når vi ikke umiddelbart føler os tiltrukket af tanken om at aktivere EU-traktatens artikel 7, er det ikke alene, fordi det er omsonst (Slovakiet vil nedlægge veto). Det er først og fremmest, fordi Ungarn er medlem af Nato.

Jeg er lige så kritisk over for de autoritære love, Orbán har indført, som alle andre demokratisk sindede mennesker. Men det fjerner ikke Nato-EU-dilemmaet:

Ja. Det forhøjer Ukraines sikkerhed, at EU kan sende yderligere hjælp.

Men nej: Det svækker Europas sikkerhed, hvis kontinentet som følge af brugen af artikel 7 skal til at døje med (endnu et) antivestligt Nato-land.

Det kan i sidste ende betyde noget endnu værre for Ukraine.

Det er muligt, at større ånder end jeg kan opløse dilemmaet og risikoen i nul og niks.

Men så må de give lyd fra sig og forklare, hvordan vi på en og samme tid håndterer EU- og Nato-dimensionen, når det gælder Ungarn.

Det frygtede drama om ungarske Viktor Orbans holdning til EU-støtte til Ukraine udeblev. Det løste EU fra det dilemma, man kunne komme til at stå i, hvis han havde modsat sig støtte.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2/2-2024)

I hele Bruxelles og omegn florerer en generel sygdom

Henrik Dahl
25. januar 2024

Når USA hoster, får Europa en forkølelse. Sådan sagde man i gamle dage om forholdet mellem amerikansk og europæisk økonomi.

Der er dog et andet forhold, man også skal være opmærksom på. Det drejer sig om den tyske økonomis betydning for EU.

Ifølge tyske tal, der netop er blevet offentliggjort, skrumpede den tyske økonomi i 2023 med 0,3 point. Det gør Tysklands økonomi til den større økonomi, der på verdensplan klarede sig dårligst sidste år.

Den fejlslagne, tyske energipolitik er en del af årsagen. Men andre faktorer er høj inflation og den høje rente, der har været modspil til inflationen.

Den svage tyske økonomi er en selvstændig grund til bekymring her i Danmark. Men den er kun en enkelt del af et større billede. Sidste år var EUs samlede økonomi på omkring to tredjedele af USAs. Det er en tilbagegang fra ti år tidligere, hvor EUs samlede økonomi lå på omkring 90 procent af USAs.

Det er bekymrende, at Europa sakker bagud i forhold til USA, specielt når dette er sket på så relativt kort tid. Europa kan risikere at blive et relativt ligegyldigt kontinent, hvis denne udvikling fortsætter.

EU lider selvfølgelig under, at det går dårligt i Tyskland. Men EU formår også at skabe sine egne problemer. Inden for områder som blandt andet finans og it er EU præget af en voldsom overregulering. Når det gælder et helt generelt område som bæredygtighed, stiller EU også rapporteringskrav, der er fuldkommen eksorbitante.

Det er svært at finde mennesker, der er imod en fornuftig regulering af it og finans. Ligesom det er svært at finde mennesker, der er imod bæredygtighed eller virksomheders generelle ansvar. Det gælder også for mit parti og mig selv: Vi er heller ikke imod.

Men der skal være en form for proportionalitet og rimelighed i den måde, hvorpå man regulerer. Ellers begynder de uheldige bivirkninger at hobe sig op.

Overregulering er navnlig et problem for små og mellemstore virksomheder. For de store er der tale om en slags driftsomkostning: Er det nødvendigt at have en hel etage med jurister, så er det sådan, det er. Andre, tilsvarende virksomheder er ikke stillet ringere. Så det lever man med.

For små og mellemstore virksomheder er historien en anden. De har ikke råd til at beskæftige 50 eller 100 jurister til at sikre »compliance«. Så de bliver kvalt i fødslen. Eller de flytter til et andet kontinent, hvis deres forretningsidé er virkelig lovende.

Dette er i sig selv uheldigt, fordi det skader beskæftigelsen. Men det er ekstra uheldigt, fordi det ofte er fra de små og mellemstore virksomheder, innovationen kommer.

EU burde sætte sig selv det helt store mål at genskabe en konkurrencekraft, der står på mål med den amerikanske.

Der er ikke en enkelt, hurtig løsning på dette. For det er ikke et enkelt område af EU, der er overreguleret. Snarere er det en generel sygdom, der florerer i hele Bruxelles og omegn.

Jeg foreslår, at dokumentationen, der skal bevise, at regulering ikke er overdreven og skadelig, i fremtiden skal være langt mere stringent i EU. Samtidig vil jeg kæmpe for at reducere de administrative byrder for mindre virksomheder, et fokus som blandt andet EPP har kæmpet for i årevis.

Samtidig foreslår jeg, at man i langt højere grad end i dag anvender solnedgangsklausuler. Det vil sige, at regler helt automatisk bortfalder, efter de har været i kraft i for eksempel tre eller fem år. Det vil vende bevisbyrden om: Fra at der skal argumenteres for at fjerne regler, til at der skal argumenteres for, at de i det hele taget er nødvendige og rimelige.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 25. januar 2024).

Den svenske minister for civilforsvar har ret

Henrik Dahl
16. januar 2024

Hvad er EU’s mest oversete succes? Det spørgsmål fik jeg stillet for et par uger siden. Svaret tog det ikke lang tid at komme i tanke om: det indre marked.

Mennesker, der er langt yngre end mig, har en tilbøjelighed til at glemme, hvor besværligt næsten alting var i gamle dage før det indre marked. Men dengang var der ikke nogen eller noget, der forhindrede såkaldte tekniske handelshindringer. Det vil sige regler, der måske på overfladen så rationelle og uskyldige ud, men som i virkeligheden var en effektiv beskyttelse mod konkurrence.

Nogle kan måske huske, at ”af sikkerhedshensyn” skulle skilærere på franske pister kunne tale flydende fransk og holde nogenlunde trit med World Cup-løbere i gamle dage før det indre marked. Det handlede overhovedet ikke om sikkerhed, men om at beskytte arbejdspladser og om at forhindre konkurrence.

I Danmark var vi ikke bedre. En hvilken som helst øl eller sodavand, der skulle ind på det danske marked (undtagen Coca-Cola), skulle omtappes til en standardiseret dansk pantflaske. Påstanden var, at ellers ville pantsystemet bryde sammen (og muligvis ville baby også dø – min erindring er uklar her). Heller ikke dette var ganske sandt. I vore dage kan man selvfølgelig få øl og sodavand i de flasker, der er en del af det samlede brand. Og pantsystemet lever i bedste velgående.

Udviklingen af det indre marked har betydet, at vi i Europa er sluppet af med rigtig mange af disse tekniske handelshindringer.

Det har ført til mere konkurrence. Hvilket igen har ført til bedre kvalitet og lavere priser.

Derfor kommer sommerens EU-valgkamp – også – til at handle om, at vi skal forhindre, at det indre marked sander til igen. Sådan noget skyldes ikke kun vilje til at genindføre protektionisme. Selvom det bestemt er et motiv. Det skyldes også, at de enkelte EU-lande kan finde på – i den bedste mening – at indføre regler, der er til stor ulempe for alle andre.

Det bedste eksempel, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, er den tyske mindsteløn. En sådan kan der være mange ædle motiver til at indføre. Dem vil jeg ikke udfordre. Men det er uheldigt, at den skaber et kæmpe bureaukrati for blandt andet lastbilchauffører, der sådan set ikke har noget ærinde i Tyskland, men blot befinder sig i transit mellem lande, der grænser op til Tyskland.

Men EU-valgkampen kommer også til at handle om noget meget større og meget mere uhåndgribeligt. Den kommer til at handle om, at hvis vi i Europa ikke er i stand til at beskytte vores europæiske kultur og vores europæiske vaner og livsformer, er der ikke andre, der kommer Europa til undsætning og påtager sig opgaven.

Efter Den Kolde Krig sluttede i årene omkring 1990, var det ikke sådan, at alting ved et trylleslag blev til idyl. I løbet af 1990’erne skete det ulykkelige, at staten Jugoslavien faldt fra hinanden. Det skete ikke ved en fredelig overenskomst, men ved en borgerkrig. Op gennem 00’erne og 10’erne blev kontinentet hjemsøgt af terrorisme. Det førte desværre til flere sikkerhedsforanstaltninger og til ændringer af mange hverdagsrutiner, der stadig står ved magt.

Så ubehagelige disse problemer end var, bestod de ikke i ensidige forsøg på at flytte grænserne mellem selvstændige stater; massive, militære angreb med i hundredetusindvis af soldater og moderne våben; hjerteløse bombardementer af civilbefolkningen og deportation af i tusindvis af civile i de besatte områder.

Men der er vi nu. Takket være en i højeste grad uhellig alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og – lidt mere diskret i baggrunden – Kina.

Derfor bliver den måde, ”kvadrillen” af fjendtligt sindede lande presser Europa, uvægerligt til grundtemaet i den kommende EU-valgkamp.

Alene for at forhindre, at Europa tvinges til at ændre sig i retninger, det kun er meget små mindretal rundt omkring, der ønsker, er Europa nødt til at ændre sig fundamentalt i sammenligning med, hvordan kontinentet fungerede fra omkring 1990 til omkring midten af 2010’erne.

Vi er nødt til at opbygge en evne til at afskrække store og atombevæbnede lande som for eksempel Rusland på en troværdig måde. Det er også i det lys, man skal se Finlands og Sveriges ansøgninger om at blive medlemmer af Nato.

Rusland og lande, der er allierede med Rusland, er nødt til at forstå, at de ikke kommer nogen vegne, hvis de forsøger at påtvinge Europa deres vilje.

Vi er nødt til at opbygge en robusthed, hvis der er lande i kvadrillen, der forsøger sig med en handelskrig imod Europa.

Helt tilbage fra energikrisen i 1973 har vi i Europa kendt til, hvad det vil sige at befinde sig i et farligt afhængighedsforhold af uvenligt indstillede lande.

Nu er udfordringen, at vi kan blive truet af alle mulige typer af forsyningskriser på samme tid. Derfor skal vi tage forholdsregler, så truslerne forbliver tomme. Det indebærer, at vi på kontinentet selv kan producere alle typer af produkter, som det er kritisk, at vi råder over. Og selv råder over de fornødne råmaterialer.

Den sidste ting, jeg vil nævne i denne omgang, er beskyttelsen af vores kritiske infrastruktur.

I en højt udviklet civilisation som den europæiske er praktisk taget alle mennesker afhængige af, at internettet fungerer, og at gps-signalerne fungerer. Men vi er også afhængige af, at forsyningen med vand, elektricitet og andre former for energi fungerer, ligesom vi er afhængige af, at vores computernetværk virker.

Når EU-valgkampen for alvor går i gang, skal vi ikke glemme at diskutere, hvordan vi helt konkret får det indre marked til at fungere; eller hvordan den grønne omstilling konkret skal gennemføres. Det skylder alle kandidater deres vælgere.

Men vi skal også huske den grundlæggende sikkerhed på vores kontinent. Det kræver ikke kun politisk håndværk i Bruxelles og Strasbourg. Det kræver også – som den svenske minister for civilforsvar har gjort gældende – en form for mental omstilling.

Vi er – alle sammen – nødt til at lære at forstå, at vi ikke uden videre er sikre. Vi er nødt til at opbygge en vilje til at forsvare os imod lande, der allerede flere gange har demonstreret en vilje til at ændre spillereglerne med vold og magt. Vi er nødt til at spørge os selv: Hvad kræver det af mig?

Sådanne diskussioner skal vi også tage under EU-valgkampen. Ikke for at male Fanden på væggen eller skræmme nogen fra vid og sans. Men fordi det er bedre at overveje og drøfte den slags ting nu, end det er at komme i tanke om det, når det er for sent.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. januar 2024).

Verden bliver bedre uden statsstøtte

Alexander Ryle
11. januar 2024

Sagen om statsstøtte er en besynderlig en af slagsen. Ingen er i sandhed for statsstøtteordninger af nogen art, men alligevel er der opstået et skel mellem dem, der vil frabede sig ordningerne og dem, der af nødvendighedshensyn åbner for dem.

Og i den seneste tid er det blevet klart, at regeringen står på sidstnævnte side. Det ser man f.eks., når udenrigsminister Lars Løkke påpeger, at vi ville aldrig selv have opfundet det, mens erhvervsminister Morten Bødskov forklarer det således: Statsstøtte er bestemt ikke noget, der er groet i en dansk baghave.

For samtidig slår de fast med syvtommersøm, at Danmark går bagud af den internationale klimadans, hvis vi ikke indfører statsstøtteordninger. Kursen er sat. Nu har vi bare det problem, at den ifølge de økonomiske vismænd, diverse eksperter og mange af os i Folketinget er sat helt forkert.

Selvom det kan virke tiltalende at efterligne lande som USA, Indien, Kina og Japan ved at støtte danske virksomheder med offentlige subsidier, er det nemlig langt fra sikkert, at det vil bidrage til noget positivt. Faktisk kan vi risikere, at statsstøtten tværtimod gør mere skade end gavn, da der som bekendt opstår en række temmelig skadelige markedseffekter, når man tager et så drastisk middel i brug.

Hvor sundt er det f.eks. for det danske erhvervsmiljø, at det grønne marked bliver domineret af offentlige subsidier, så det sjældent bliver de mest innovative eller effektive løsninger, der vinder? Det bliver et økonomisk kapløb, som hverken er bæredygtigt eller i tråd med det frie markeds principper. Et sådant system fremmer ikke ægte innovation; det skaber snarere en afhængighed af offentlige midler og underminerer den sunde konkurrence.

Bedre bliver statsstøttens sag ikke af, at man samtidig skal tage in mente, at der ikke er udsigt til en fælles EU-løsning, der sikrer samme vilkår for statsstøtte i alle 27 medlemslande. Det indleder et statsstøttekapløb, hvor vi utvivlsomt vil blive overgået af både Frankrig og Tyskland og en lang række lande uden for EU, som alle har dybere lommer end Danmark.

Af de grunde kan statsstøtte sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen: Det giver en kortvarig fordel, men løser ikke problemet på lang sigt. Potentielt kan det ligefrem skade europæisk økonomi på længere sigt. Derfor skal brugen af statsstøtte begrænses mest muligt.

Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at erhvervslivet retteligt har brug for at få styrket deres konkurrenceevne på grund af andre landes rundhåndede tilgang til statsstøtte. Med den stigende globale konkurrence forstår jeg godt erhvervslivets hunger efter et effektivt modsvar, som styrker virksomhedernes konkurrenceevne og fastholder arbejdspladser og investeringer herhjemme. Men vores reaktion bør ikke være at følge i fodsporene på lande med omfattende statsstøtte. I stedet skal vi investere i vores egne styrker: et dynamisk indre marked, tekniske færdigheder og en åben økonomi.

Der er flere lavthængende frugter, vi kan tage fat i, hvis vi vil i mål med det. For det første skal vi undgå en utilsigtet overimplementering af EU’s mange regler og reducere omfanget af unødvendige byrder for virksomhederne. Lige nu overimplementerer Danmark cirka hvert fjerde EU-direktiv, hvilket sætter danske virksomheder bagud, fordi andre lande blot følger direktiverne, som de skal følges. For det andet skal vi politisk skabe et gunstigt erhvervsmiljø ved at fremme både produktionskapaciteten, effektive godkendelsesprocesser og initiativer, der fremmer privat investering.

Samtidig er adgangen til kvalificeret arbejdskraft også afgørende for danske virksomheder, og af den grund skal vi arbejde for at lette mobiliteten for arbejdskraften og sikre, at vi kan tiltrække og fastholde talenter fra både ind- og udland. Det gælder især på det grønne område, der i høj grad overlapper med STEM-fagene. Her kommer vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at mangle 33.000 faglærte frem mod 2030.

Endelig skal vi styrke det globale samarbejde og indgå handelsaftaler med flere lande, især i Asien og Sydamerika, så vi kan nedbringe handelsbarrierer og udvide vores markedsadgang. Der er mange løsninger, og vi er mange om at foreslå dem. Fælles for os alle er, at vi ikke mener, statsstøtten behøver være iblandt.

Derfor skal vi stå fast på det frie markeds principper, udnytte vores egne styrkepositioner til at fremme innovation, konkurrenceevne, vækst og velstand og afvise fristelsen til kortsigtede løsninger, der risikerer at gøre mere skade end gavn.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/1-2024)

Pessimismen om Vestens fremtid er stærkt overdreven

Alex Vanopslagh
15. november 2023

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Det er mærkeligt kun at være 32 og allerede føle, at jeg lever i en helt anden tid, end jeg voksede op i. Jeg kom til verden i efteråret 1991, hvor Sovjetunionen var i gang med at opløse sig selv, og den kolde krig dermed endegyldigt var vundet. Globaliseringen var på vej op i gear, og med enkelte undtagelser gik alt bare fremad – allervildest symboliseret ved det fantastiske internet.

Min generation voksede op i den store fred – smørhullet mellem katastroferne, hvor vi lærte verden at kende uden antydningen af nogen eksistentiel trussel mod vores liv eller livsform.

Min generation kan huske euforien i 90’erne, men ikke som en lettelse efter tidligere prøvelser.

Nej, for os var den bare naturlig; parodien på Francis Fukuyamas berømte ‘End of History’, den sorgløse grænseløshed, var dén kulturelle marinade, vores barndom foregik i. Vi glædede os bare til fredag og ‘ Disney Sjov’ i fjernsynet efterfulgt af letbenet voksenunderholdning som ‘ Aha’,’ Venner for livet’ eller ‘ Hit med sangen’ med Amin Jensen.

Men det kunne jo ikke blive ved.

Den store fred måtte slutte. Kineserne spandt guld på globaliseringen – mens vi andre fik billigere varer – og forberedte sig på dén konfrontation, vi alle sammen venter på i dag.

Internettet startede med at sætte tankerne fri på tværs af landegrænser og endte med at slippe alle monstrene fra vores underbevidsthed løs. Idealismen fra 90’erne blev erstattet af mismod, splittelse og navlepilleri.

USA brugte sit unipolære øjeblik til først at holde sig i baggrunden og siden at trampe rundt som en elefant i en glasbutik i Afghanistan og Irak efter 11. september 2001. Det kostede blod, sved og dollars, og gevinsten var et mere kaotisk Mellemøsten – og et demoraliseret USA.

Og vist var Sovjet lagt i graven, men Ruslands drømme om et imperium sluttede ikke med kommunismen, og efter en kaotisk liberalisering og demokratisering, hvor Vesten også svigtede sit engagement, begyndte mørket at vinde frem igen.

I 00’erne vrængede mange ad USA’s selvbestaltede rolle som ‘verdens politimand’, men efter amerikanerne mistede appetitten på at være det, begyndte alverdens tyranner at rykke frem. Putin invaderede Georgien, siden Krim, Syriens Assad myrdede sin egen befolkning, og USA var passive i alle tilfælde.

Vesten stod tilbage med bøjet nakke og en tvivl om, hvorvidt vi havde viljen til at kæmpe militært for fred, frihed og demokrati.

Min barndoms verden blev definitivt henrettet med russiske rifler 24. februar 2022, da Rusland overfaldt de dele af Ukraine, de ikke allerede havde stjålet. Åben landkrig på det europæiske kontinent for første gang siden 1945.

Jeg har netop selv besøgt Ukraine sammen med forsvarsminister Troels Lund Poulsen, og her mærker man det. Balancen, der er ved at tippe. Regelbogen, der er ved at blive skrevet om. Konsekvenserne, hvis vi ikke forstår vores dybe skæbnefællesskab med ukrainerne. Hvis ukrainerne taber krigen, så stopper Ruslands ekspansion ikke ved den ukrainske grænse.

For så er det blevet manifesteret, at det ikke er international ret og respekt for suveræne nationers ret til at være frie og suveræne, som er dominerende.

Så er det den stærkes ret, der hersker.

Polakkerne, balterne og ikke mindst ukrainerne selv har længe forstået, hvad der er på spil. I det nordlige Europa forstår vi det også. Det er derfor, Sverige melder sig ind i Nato.

Det er derfor, at Danmark støtter ukrainerne så meget.

Det skal vi være stolte over. Jeg er i særdeleshed stolt over, at Danmark var det første land til at ville donere F-16-fly til Ukraine.

Og med fare for at blive misforstået: Den vestlige reaktion på Ruslands invasion af Ukraine i 2022 giver mig håb på vegne af den vestlige verden.

Hvor krigene i Mellemøsten gav os den indsigt, at vi militært ikke kan indføre det liberale demokrati nogen steder, så gav krigen i Ukraine os den indsigt, at vi har en moralsk forpligtelse til militært at forsvare demokratiske lande, som udsættes for overgreb.

USA og Vesten – med et samlet, unisont EU – formåede at ranke ryggen og yde militær støtte til Ukraine. Vi indså, at vi havde noget værdifuldt at kæmpe for.

Som så ofte før i historien skal vi europæere endnu en gang være taknemmelige over for amerikanerne. Med præsident Bidens tilgang til krigen i Ukraine viser USA tydeligt, at de endnu ikke har givet op på Europa. At Vesten ikke har givet op på sig selv. Vi kan faktisk være handlekraftige og svare igen – i hvert fald, når heltemod som det ukrainske inspirerer, og USA igen påtager sig rollen som den ledende kraft i den frie verden.

For faktisk er ‘Fukuyama’ blevet misforstået – det var ikke hans pointe, at hvis bare nok frihandel bredte sig, så ville selv de mest autoritære styreformer blive liberale. Han påstod aldrig, at Vesten ikke også ville have stærke fjender i fremtiden, eller at særligt Europa konsekvensfrit kunne nedlægge det meste af sit militær og bruge pengene på en større offentlig sektor.

Fukuyamas pointe var, at ingen anden samfundsform eller ideologi på samme måde som det liberale demokrati kunne inspirere og vække håb.

Vores verdensorden havde sejret med kommunismens sammenbrud, fordi kommunismen var det sidste alternativ – og ingen samfundsform ville vise sig vores overlegen.

Når mennesker overalt på Jorden drømmer om at flytte til et andet land for at skabe sig et bedre liv, så drømmer de om Vesten. Der findes ingen seriøse politiske bevægelser i andre lande, der kæmper for at få en samfundsmodel efter russisk eller kinesisk forbillede.

Det var sandt i 1989, og det er sandt i 2023. Måske er idealismen død, men idealerne lever i bedste velgående. For vores tids frihedskæmpere er idealerne måske endda blevet endnu mere konkrete. Sådan føltes det i hvert fald i mødet med præsident Zelensky. For ham er demokrati og frihed ikke abstrakt.

Det er en reel og håndgribelig virkelighed under beskydning og belejring.

Den liberale verdensorden har stærke og farlige fjender. Men den største trussel kommer hverken fra Kina, Iran, Rusland eller fra, at det globale syd er trætte af vestlig moraliseren.

Den største trussel kommer fra os selv. Der er ingen, der kan gøre kål på vores frihed, demokrati og velstand udover os selv.

Vi kan ende med at regulere os selv ihjel med forandringsangst bureaukrati eller konkurrere hinanden ihjel med statsstøtte fra skatteydernes svindende lommer. Her har USA taget det første kedelige skridt med deres Inflation Reduction Act, som snart vil modsvares af lignende EU-initiativer – bare mere bureaukratiske og mindre effektive.

Vi kan ende med, at højre-og venstrepopulisterne får mere og mere magt, fordi for mange borgere i Vesten mister troen på det liberale demokrati og på retfærdigheden i vores kapitalistiske økonomi, således at de smålige, krænkede fællesskaber som wokeness og trumpistisk højrenationalisme flår vores store, nationale fællesskaber i stykker.

Og vi kan værst af alt risikere, at vi bare bøjer af over for autoritære styrer og deres trusler. Se blot på vores egen regerings katastrofale koranlov.

Vesten var hundeangst for at krydse Ruslands røde linjer i starten af krigen – af samme grund har de fået og får Leopard-kampvogne, langtrækkende missiler og moderne kampfly alt for sent.

At vi i Vesten tør være i tvivl og gerne må diskutere, hvad den rigtige vej at gå er, er vores ubetinget største styrke – dét tillader ingen anden civilisation.

Men når det slår over i tøven og benægtelse, bliver det vores største svaghed og den liberale verdensordens største trussel.

Værst af alt bliver det, hvis det også udvikler sig til en tøven og en tvivl på vores egne idéer og kernen i den liberale verdensorden bestående af retsstatsprincipper, udbredt fri- og samhandel, stærke internationale alliancer.

Uanset hvad, så kan vi hverken med militære indsatser eller løftede pegefingre få lande i det globale syd til at blive demokratiske. Det skal komme inde fra landene selv.

På den korte bane må vi derfor bestræbe os på, at det globale syd oplever Vesten som en troværdig partner, som man kan indgå forpligtende samarbejde med, når man deler interesser.

Også selvom vi ikke nødvendigvis deler værdier.

Som eksempler kan nævnes EU’s migrantaftale, USA’s styrkede samarbejde med Indien om bl.a. forsvar og teknologi og Danmarks samarbejde om grønne løsninger med udviklingslande.

Måske var det også dét, som Lars Løkke havde i tankerne, da han lancerede sin ‘pragmatiske idealisme’. Desværre har strategien med koranloven in mente primært excelleret i at være pragmatisk omkring, hvorvidt vi står fast på vores egne værdier.

Danmark bør i stedet satse på en frihedsvenlig alliancepolitik, der opbygger stærke fællesskaber mellem frie nationer. Ligesom under den kolde krig må vi anerkende, at skillelinjen – mellem demokrati og autokrati – eksisterer og definerer vores tidsalder. Og vi må opruste og mobilisere endnu mere på vores side af hegnet. Både når det gælder hård og blød magt.

En sådan alliancepolitik burde have som højeste mål at etablere et ‘League of Democracies’ – et fælles forum og samarbejde for EU, USA samt resten af den vestlige verden og demokratier som Japan, Sydkorea og Taiwan. En åben klub for alle lande, der sætter pris på frihed, folkestyre og det frie marked i en tid.

Sådan et fællesskab kan samarbejde om de store linjer inden for økonomi, grøn omstilling, militær og diplomati.

Et økonomisk samarbejde om frihandelsaftaler – særligt på strategisk vigtige områder som sjældne mineraler, grønne teknologier, mikrochips mv., hvor der i dag er politisk tendens til mere protektionisme.

Hvis Vesten vender sig ind mod sig selv, og at vi i fremtiden får en ‘alles kamp mod alle’, hvor de enkelte nationer eller institutioner som EU skal konkurrere på statsstøtte, protektionisme og dyrkning af egne markeder, så vil vi opleve, at den fornødne innovation indenfor grøn omstilling, kunstig intelligens, digitalisering, militær teknologi etc., bliver langsommere og dyrere – og vi svækker os selv i konkurrencen med Kina.

Et samarbejde om grøn omstilling, hvor vi puljer vores midler og forskningsindsatser sammen i jagten på det fælles mål om et samfund, der er fuldt forsynet med ren, stabil og billig energi. Hvor vi giver adgang til at købe hinandens teknologi, og vi koordinerer med hinanden i målet om at leve op til Paris-aftalen på en måde, hvor vi ikke bare skubber CO2-udledninger mellem os.

Et militært samarbejde, hvor vi giver de bedste muligheder for at købe våben og militært udstyr af hinanden, og ikke mindst af USA.

Et diplomatisk samarbejde, hvor vi koordinerer sanktioner og reaktioner på bøllestaters ugerninger, og hvor vi står sammen, hvis et medlemsland kommer under pres fra diktaturmagter som Kina, der forlanger lydighed og ikke tåler kritik.

Det skete fx for Litauen, da de gav Taiwans repræsentation lov til at kalde sig for Taiwan (hvad Kina ikke vil have), og EU bakkede ikke sit eget medlemsland stærkt op. Kina forsøgte også at presse Australien med en handelsboykot af eksportvarer, fordi man gerne ville undersøge det kinesiske regimes eget ansvar for coronapandemien, men Australien stod fast.

Begge er gode eksempler på et behov for stærkere fælles fodslag i den frie verden.

Et ‘League of Democracies’ skal ikke forstås som en organisation, der skal udskamme og bekæmpe samtlige nationer i det globale syd, som ikke lever op til vores demokratiske standarder.

Tværtimod er det først og fremmest et initiativ, der skal styrke de vestlige lande og holde liv i frihedens ild. Og det skal styrke os mod den uhellige alliance mellem Kina, Rusland, Nordkorea og Iran.

Der findes masser af nationer derude, som ikke ligefrem kan betegnes som mønsterdemokratier, men alligevel er truet af den uhellige alliance.

Derfor giver det mening for Vesten at samarbejde med stater som Saudi-Arabien, Vietnam og Indien for at afskrække den.

Hvis vi i den frie verden står sammen mod truslerne udefra og finder begavede og næstekærlige svar til truslerne indefra, er der ingen grund til at tro, at Vesten har sine bedste dage bag sig.

Den verden, jeg voksede op i, kommer aldrig tilbage. Men hvis vi tager det bedste – optimismen og liberalismen – og dropper det værste – naiviteten og grænseløsheden – kan vi bygge en bedre udgave af dén verden.

Solen behøver ikke endegyldigt at gå ned over aftenlandet – det er op til os selv.

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. november 2023).

Lars Løkkes udenrigspolitiske strategi er noget surt sprøjt hældt på nye flasker

Henrik Dahl
16. august 2023

I maj lancerede regeringen sin udenrigspolitiske strategi, som den kaldte »pragmatisk idealisme«.

Indtil videre har den givet os knæfaldet for den islamiske samarbejdsorganisation OIC, og i denne uge er udenrigsministeren så i Kina for at forny den strategiske partnerskabsaftale, der oprindelig blev indgået i 2008.

Det er en uskik at hælde gammel vin på nye flasker. Og en lige så stor uskik at lægge det såkaldte nazikort på bordet. Alligevel kræver nødvendigheden, at vi strejfer de begivenheder, der udspillede sig i den europæiske storpolitik i 1930erne.

Den nye flaske er nemlig den pragmatiske idealisme. Mens den gamle vin er noget surt sprøjt fra mellemkrigstiden, der kaldes appeasement.

I den helt konkrete, internationale situation i 1930erne var appeasement lig med, at Frankrig og Storbritannien gav efter for tysk pres. Det skyldtes både, at modviljen imod krig og konflikt stod meget stærkt i begge lande efter Første Verdenskrig. Og at begge lande var økonomisk udmattede efter såvel krig som den verdensomspændende, økonomiske krise, der tog sin begyndelse i 1929.

Nu skal Danmark så føre en appeasementpolitik over for OIC og over for Kina. Fordi regeringen har sit eget flertal, og derfor ikke behøver tale sig til rette med de mange partier, der er skeptiske.

Men hvad er det egentlig, der er galt med appeasement?

Det gale ved appeasement er ikke i sig selv, at aftalepartneren er Adolf Hitler og hans magtapparat. Derfor vil jeg opfordre til, at vi hurtigst muligt sætter en parentes om Det tredje rige, når talen falder på appeasement. Der er alle mulige gode grunde til, at vi ikke må glemme dette lavpunkt i Europas historie. Appeasement er imidlertid forkert af alle mulige grunde, der ikke har med Det tredje rige at gøre. Derfor behovet for en parentes.

Forudsætningen for, at appeasement giver mening, er, at den modpart, man giver indrømmelser, føler sig bundet af grundlæggende principper om gensidighed og balance: Jeg giver en indrømmelse i dette forhandlingsforløb. Og som følge af det, så regner jeg med, at du også kommer med en indrømmelse i samme vægtklasse. Det er gensidigt. Og det er balanceret.

Historisk var sagen i 1930erne, at regimet i Tyskland ikke tænkte i baner af gensidighed og balance. At give indrømmelser til Berlin betød aldrig, at der kom noget den anden vej.

Derfor var det udtryk for dårlig dømmekraft. Desuden følte styret i Berlin sig ikke bundet af almindelige principper om sandfærdighed og oprigtighed i sin omgang med de øvrige stormagter. Man sagde, hvad der i situationen lød mest overbevisende. Og dækkede gerne over både hensigter og handlinger med løgn.

Både OIC-regimerne og regimet i Beijing er på samme måde, som regimet i Berlin var.

I OIC-kredsen taler man indigneret imod religiøs forfølgelse og passioneret om respekt for religion. Samtidig med, at forfølgelsen af ikkemuslimer i de fleste OIC-lande er massiv. Ligesom foragten og disrespekten for alle andre religioner end islam.

Kina indgår med største glæde internationale aftaler. Men har ingen hensigter om at overholde dem. Det ses ikke mindst, når det gælder FNs havretskonvention og Det sydkinesiske hav. Men det ses også, når man vurderer, hvordan det er gået med løftet om, at Hongkong ville blive administreret ud fra et princip om »Et land – to systemer«.

Appeasement er et udtryk for manglende forståelse for sin omverden. Og et udtryk for manglende, strategisk tænkning. Derfor burde appeasement aldrig have været et styrende princip i dansk udenrigspolitik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. august 2023)

Hvordan FN-pagten blev gjort til et våben imod FN’s ide

Henrik Dahl
2. maj 2023

To tekster fra tirsdagens Jyllands-Posten fortjener at blive koblet sammen og fortolket i en fælles ramme.

Det drejer sig om artiklen ”Den Afrikanske Union på vej ind i” G20 og Heini í Skorinis kronik ”FN’s nye kampdag mod islamofobi er endnu et angreb mod ytringsfriheden”. Lad os begynde med den sidstnævnte.

I 1955 mødtes repræsentanter for 29 lande i byen Bandung, der ligger på den indonesiske ø Java. Det drejede sig om 28 autoritære stater – og så Japan, der af uklare årsager var endt i dette dårlige selskab.

Når man gæster det besøgscenter, der i vore dage fylder konferencecentret, er den officielle fortælling, at her trådte det, man i vore dage kalder Det Globale Syd, for første gang ud af kolonialismens skygge og forlangte respekt fra de industrialiserede lande i det geografiske og politiske Vesten.

Narrativet kræver, at man ser bort fra, at Japan få år tidligere, drevet af sin imperialisme, havde været med til at udløse Anden verdenskrig. Og i den proces havde optrådt som en voldsomt brutal kolonimagt over for en lang række lande i det sydøstlige Asien.

Narrativet kræver også, at man ser bort fra, at meget få af deltagerstaterne var i nærheden af at kunne kalde sig selv for veludviklede demokratier. Et mindretal af deltagerlandene forsøgte ærligt at udvikle sig til demokratier. Men i sandhedens ånd må det siges: Mange af dem var temmelig autokratiske og langt fra, hvad man med rimelighed kan kalde demokratiske. Nogle deciderede diktaturstater.

Hvis man sætter en parentes om Japan, ville et lige så troværdigt – men ikke så politisk korrekt – narrativ lyde, at i Bandung lykkedes det for første gang en række tidligere kolonilande at bruge FN imod de lande, der havde grundlagt FN.

Der findes ikke et godt danske ord for det. Men det, man i vore dage på engelsk ville kalde ”The weaponization of the UN Charter” begynder i Bandung. Og er siden kun blevet værre.

Det, Bandung-landene gjorde, var officielt at sige, at de ville respekteres af FN’s grundlæggerlande. Hvilket – minus Sovjetunionen – ville sige det geografiske og politiske Vesten.

Det skete på den måde, at de insisterede på at nyde al den respekt fra de vestlige lande, som FN-pagten opstiller som norm. Men at de samtidig insisterede på, at de vestlige lande skulle blande sig udenom, hvis de samme lande internt trådte på menneskerettighederne og alt, hvad FN-pagten ellers forpligter de enkelte medlemslande til at gøre over for egne borgere.

Hvis man skal vinkle en anelse skarpt – men kun en anelse – bad Bandung-landene med FN-pagten i hånden om, at de vestlige lande skulle lade dem være i fred, når de internt undertrykte deres borgere.

Hvorfor? Primært fordi dårlig samvittighed over kolonitiden i den vestlige verden.

Når FN i vore dage kan være en løftestang for undertrykkelse af ytringsfriheden – som Heini í Skorini dokumenterer, at International Dag For Bekæmpelse Af Islamofobi i realiteten er – og når en hel stribe af diktaturstater kan få lov til at dominere FN’s Menneskerettighedsråd, kan det alt sammen føres tilbage til Bandung i 1955.

For det er der, de vestlige lande accepterer det bizarre hykleri, der i vore dage har gjort FN stort set meningsløs: Man må gerne melde sig ind i FN – hvilket kræver, at man underskriver FN-pagten – men det er ikke i orden at kræve, at medlemslandene overholder FN-pagten. Eller det vil sige: Hvis man er et land fra Det Globale Syd må man gerne kræve, at FN’s grundlæggerlande (minus Rusland) overholder FN-pagten til punkt og prikke. Men grundlæggerlandene må ikke kræve, at de senere tilkomne overholder FN-pagten. For så er de imperialister og alt muligt andet ondt.

Denne dobbeltmoral har siden Bandung-konferencen været en indbygget del af FN. Og dermed også drivkraften i al den meningsløshed, der præger organisationen.

Og så er vi fremme ved den anden artikel, der handler om Det Globale Syd og G20.

Essensen af artiklen er, at både Rusland, Kina og deres måske-og-måske-ikke-alligevel-allierede Indien presser på for, at Den Afrikanske Union skal være med i G20. Den vil sige et mellemstatsligt samarbejde mellem – i teorien – de stærkeste økonomier i verden.

Rusland og Kina har ikke rent mel i posen. For de har bevist ved både handlinger og ord, at deres ultimative, politiske mål er at ødelægge den eksisterende verdensorden. Hvilken orden, man tænker på at sætte i stedet, bliver aldrig sagt højt. Men det drejer sig – uanset hvordan det pakkes ind – om den stærkes ret. Hvilket meget bekvemt ofte er Ruslands og Kinas ret.

Det mest udspekulerede trick, modstanderne af Vesten nogensinde har udtænkt for at ødelægge den vestlige verdensorden, er at melde sig ind i vestligt inspirerede eller initierede samarbejdsorganisationer og nedbryde dem indefra.

Det var sådan, de ødelagde FN. Og det er også sådan, WTO er ved at blive ødelagt. Man melder sig ind, fordi alle mennesker skal blive brødre i 1700-talsdigteren Friedrich Schillers og de internationale organisationers ånd. Hvorefter man undlader at overholde reglerne, for i stedet at stikke uafladeligt til den dårlige samvittighed, velmenende mennesker i Vesten føler over deres forfædres synder.

Hvis de vestlige lande siger til Den Afrikanske Union, at den taget efter formålet med G20 strengt taget ikke har så meget at gøre der, er den vestlige verden ond og kolonialistisk og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om af dårligt.

Omvendt kan man være sikker på, at hvis G20 giver efter for presset og gør sig selv til G21, så vil Den Afrikanske Union omgående begynde at rejse alle mulige, politiske krav, der ikke handler om, hvad Den Afrikanske Union kan gøre for verden, men hvad verden skal gøre for Den Afrikanske Union.

Typisk på den præmis, at det er begrænset, hvad landene i Den Afrikanske Union kan gøre for at bedre deres egen situation. Og på den bærebølge, at det stadig – tres-halvfjerds år efter afkoloniseringen af kontinentet – er kolonialismens og imperialismens skyld, at de politiske eliter i de afrikanske lande sjældent er særlig succesfulde, når det gælder om at skabe demokrati og forbedre den jævne mands og jævne kvindes vilkår i deres respektive lande. Uden tvivl vil Rusland, Kina, Indien og Brasilien applaudere disse påstande. Og bidrage til at udskamme enhver, der stiller sig kritisk over for den politiske elite i dette eller hint afrikanske land.

Landene på det afrikanske kontinent har været hårdt ramt af den vestlige kolonialisme. Det skal vi anerkende i Vesten – og det gør langt de fleste lande og enkeltpersoner også.

Men det at have været koloniseret engang i fortiden, er ikke en skæbne, der påvirker alt, hvad der siden hænder i fremtiden. Det kan man i et vist omfang observere i Latinamerika. Men navnlig rundt omkring i Det Fjerne Østen.

Derfor må det efterhånden være på sin plads at gøre op med det hykleri, der blev indstiftet ved Bandung-konferencen i 1955, og som stadig præger omgangen med landene på det afrikanske kontinent.

Som medlem af FN bør man selvfølgelig nyde den respekt fra andre lande, som FN-pagten lægger op til.

Men det er ikke vestlig imperialisme at spørge landene på for eksempel det afrikanske kontinent ind til, hvorfor de udfolder så beskedne anstrengelser for at overholde FN-pagten, når det gælder deres egne befolkninger og deres nabolande.

For sagen er: Hvis man er træt af at blive spurgt ind til, hvordan det går med at overholde de forpligtelser, man frivilligt har påtaget sig, er svaret ikke at skælde ud på dem, der spørger. Det er at komme i gang med at leve op til de aftaler, man ved fuld bevidsthed og dermed også med åbne øjne har påtaget sig at overholde.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2023)

Udenrigspolitik uden illusioner. Jeg er ikke imponeret

Henrik Dahl
27. april 2023

Regeringen vil fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi. Det er noget, regeringer i vore dage gør i et forbløffende tempo. I 2016 offentliggjorde den daværende V-regering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye to-årige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte nok et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022. Og efter igen at have skiftet regering, ser Danmark så frem mod en afløser for 2022-strategien her i 2023.

Udenrigspolitiske strategier er ikke analyser af, hvad der kommer til at ske. Og godt for det. 2016-strategien, der udkom i maj dette år, nævner ikke sandsynligheden (eller efter behag: risikoen) for hverken Brexit eller Donald Trumps valgsejr.

Ruslands krigserklæring imod Vesten – der afleveres ved Münchenkonferencen i 2007 – fylder nærmest ingenting i de følgende strategier. Selvom kimen til den krig i storskala, der i dag udkæmpes i Ukraine, bliver lagt i 2014.

Og så sent som i januar 2022 fylder risikoen for en alt-på-hoved-vendende krig i Europa – der udbrød den følgende måned – intet i forhold til konsekvenserne.

Med andre ord: Udenrigspolitiske strategier er ikke videnskab. Og godt for det. De er den til enhver tid siddende regerings bedste bud på, hvordan udenrigstjenesten skal bruge sine kræfter lige nu og i den fremtid, der umiddelbart venter.

Og derfor er udenrigspolitiske strategier på godt og ondt også intellektuelle selvportrætter af den siddende regering.

Jeg er ikke særlig imponeret af de skitser til Danmarks nye strategi, der indtil videre er sluppet ud. For eksempel ved netmagasinet Altingets konference om dansk udenrigspolitik for nylig.

Hvis det stod til mig, skulle en udenrigspolitisk strategi begynde med at gøre status. Og den status ville – jeg beklager – ikke blive opmuntrende læsning.

I dag står den vestlige verden svagere og mere isoleret over for den ikke-vestlige verden, end den har gjort på noget tidspunkt de seneste knap 350 år. Mellem 1683, hvor osmannerne foran Wiens porte tabte til den vestlige verden, og i vore dage, har man ikke for alvor kunnet forestille sig, at de vestlige lande ville være i stand til gå ud af en stormagtskonflikt med den ikke-vestlige verden som tabere. Men den mulighed kan man efterhånden godt forestille sig igen. Og det skal både Danmark og resten af den vestlige verden selvfølgelig indrette sine strategier på.

Den samlede svækkelse af den vestlige verden kan gøres op som en kombination af adskillige regionale svækkelser.

Mellemøsten er i vore dage stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. Siden 1979, hvor Khomeini kommer til magten i Iran, og hvor Rusland som det første vestlige land indledte regionens besynderlige drift imod at komme til kort i Afghanistan, er det kun gået tilbage. Der findes ikke ét land i Mellemøsten, der i vore dage er mere sekulært og mere demokratisk og mere vestligt orienteret, end det var i 1979. Alle som et har de bevæget sig bort fra sekulære og demokratiske og vestlige værdier. De fleste af egen fri vilje. Og mindretallet fordi de er blevet presset af til stadighed stærkere islamister.

Afrika er i vore dage også stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. I den islamiske del af kontinentet var det i mange år sådan, at der var tre store spillere i sjælefiskeriet: Vesten, Kina og islamisterne.

I vore dage er Vesten ude. Derfor har Kina og islamisterne frit spil alle de steder, hvor Rusland ikke har udfyldt magttomrummet efter de vestlige lande. Og uden for den islamiske del af Afrika, er det primært Kina, der sætter den økonomiske og politiske dagsorden.

Hvad angår de store lande uden for det geografiske Vesten, Mellemøsten og Afrika, så er det lange hurtigere at tælle de entydigt vestorienterede lande, end det er at tælle modstanderne af den vestlige verdensorden.

Det drejer sig om Japan, Sydkorea samt selvfølgelig Australien og New Zealand. Hvad angår lande som først og fremmest Kina og Indien, men også Brasilien, ligger de i spektret mellem fjendskab og modvillig respekt.

Det korte af det lange er: Vesten – ikke som geografisk region, men som en model for hvordan man indretter samfund og samarbejder med hinanden – er alene i verden. Der er ikke nogen indflydelsesrige lande eller vigtige regioner uden for det politiske Vesten (som er lig med det geografiske Vesten plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand), der gerne vil være som os. Kun indflydelsesrige lande og vigtige regioner, der gerne vil ødelægge vores politiske og kulturelle model.

Dette burde være præmissen for dansk udenrigspolitik og europæisk politik i forhold til lande uden for det politiske vesten. Ikke alt muligt andet.

Men er det så ikke alt sammen vores egen fejl? Fordi vi har været så onde og imperialistiske og kolonialistiske og så videre. Både ja og nej.

Et hvilket som helst land, der har meldt sig ind i De Forenede Nationer, har tiltrådt FN-Pagten. Og hvis man læser, hvad der står i den, kan man se, at de derfor også har skrevet under på, at de vil respektere menneskerettighederne; alle menneskers værdighed; grundlæggende demokratiske spilleregler og en alment pacifistisk tilgang til omgangen med andre lande.

Men her har de oprindelige medlemmer af FN accepteret en besynderlig form for hykleri. Hvis man er et af de oprindelige medlemmer (undtagen Sovjetunionen/Rusland), skal man overholde FN-pagten til punkt og prikke. Hvis man er et land, der ikke kommer fra det geografiske og politiske Vesten, er det til gengæld totalt ligegyldigt, om man overholder reglerne.

Landene i det såkaldte ”globale syd” ynder at sige, at skal lade være med at komme efter dem med alle mulige ubehagelige spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Men sandheden er: Hvis vi bringer det på bane, er vi sådan set ikke ”efter dem”. Vi spørger bare høfligt, hvordan det går med at leve op til de krav, man frivilligt har skrevet under på, at man ville overholde og respektere som forudsætning for medlemskab af FN.

Det er derfor, FN ikke er særlig meget andet end en snakkeklub i New York. Når både Rusland og Kina kan sidde i Sikkerhedsrådet, selvom de på daglig basis underminerer både FN-Pagten og centrale FN-traktater, og når flertallet i Human Rights Council dagligt tramper på menneskerettighederne, er FN selvklart ikke et sted, det generelt giver mening at tage dybt alvorligt.

Når Mellemøsten og Afrika i vore dage er tabte for den vestlige verden, har det selvfølgelig noget at gøre med, at vi har ført en politik, der gjorde os upopulære. Det ville være dumt at benægte dette.

Men det er altså også fordi der i begge regioner findes meget stærke kræfter, der bare ikke bryder sig om alt det, den vestlige samfundsmodel trækker med sig: Demokrati. Menneskerettigheder. Sekularisme. Kvinderettigheder. Minoritetsrettigheder. At benægte dette, ville være lige så dumt.

I dag er det sådan, at Ruslands politiske mål er at ødelægge den europæiske og vestlige sikkerhedsorden. Og at landet vil benytte ethvert middel, det råder over, for at nå dette mål.

I forhold til det projekt har landet en stærk allieret i Kina. For her er målet også at ødelægge den vestligt dominerede verdensorden med alle midler, man har ved hånden.

Af andre årsager end dem, der driver Rusland og Kina, har Iran (og diskret i baggrunden: Saudi-Arabien) de samme målsætninger.

Derfor burde udgangspunktet for Danmarks udenrigspolitiske strategi også være en eksplicit afstandtagen til den forestilling, at økonomisk interdependens fører til en mere fredelig verden.

Den vestlige verden har i årtier filtret sig ind i økonomisk interdependens med Kina og oliestaterne i Mellemøsten. Det har ikke – og jeg gentager: ikke – ført til, at nogen af disse lande er blevet mere demokratiske eller fredelige eller i bred forstand vestlige.

Man kan påstå dette lige så tosset, man vil. Påstanden kommer stadig til at falde på manglende empiri.

Det eneste, interdependensen fører med sig, er, at den vestlige verden bliver mere følsom over for politisk og økonomisk afpresning fra de islamistiske regimer i Mellemøsten og fra Kina.

Udenrigspolitiske strategier, der har andre præmisser, er kolosser på lerfødder. Det skal vi sige til os selv i Danmark. Og vi skal sige det til vores europæiske partnere, hvis de stadig lever i vildfarelse.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. april 2023.