Det er slemt, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men værre, at vi uddanner til arbejde

Henrik Dahl
27. maj 2021

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne.

Det har vakt en berettiget opsigt, at en række af de mere end 800 fag, man kan studere i Danmark, har en meget høj ledighed for så vidt angår dimittenderne.

Der er ikke nogen tvivl om, at dette er et problem. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på et andet problem, der er meget større: At vi uddanner til arbejde.

Og hvad skal så det betyde?

Det betyder, at i overensstemmelse med de helt almindeligt gældende lovmæssigheder for økonomi, så vil den arbejdskraft, der byder sig selv til på arbejdsmarkedet, før eller siden blive ansat (det er derfor, alle ansvarlige politikere til hver en tid forsøger at gennemføre tiltag, der hæver arbejdsudbuddet).

Hvis man ser på, hvem der kommer i arbejde med det samme, er det folk med uddannelser, der helt entydigt er pragmatiske og produktive: Matematikere. Bioanalytikere. Programmører. Den slags.

Omvendt er dem, der ikke kan få et arbejde, folk, som har diffuse og fluffy uddannelser i et eller andet, som ingen rigtig ved, hvad er: Performancedesign. Multimediedesigner. Integrerede fødevarestudier.

En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der typisk er organiseret under HK, og det er galt nok. For ud over, at HK’ere ofte er bedre til at udføre HK-arbejde end akademikere, er det også udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet.

Men det værste er, at alle de mange generalister med fluffy og tvivlsomme kompetencer inden for et eller andet, ingen rigtig ved, hvad er, ender med at opfinde arbejde til sig selv.

Den slags arbejde, som akademikere opfinder til sig selv, er typisk fuldkommen overflødigt: Verdensmålskoordinator. Facilitator af dit og dat. Oplevelseskoordinator. Det er det ene problem: Skabelsen af pseudoarbejde i pseudostillinger – typisk i den offentlige sektor.

Det andet er, at mennesker, der udfører pseudoarbejde, af en eller anden grund synes at være en invasiv art. Hvis der til et større centralbibliotek i provinsen ankommer en enkelt medarbejder i en pseudostilling, vil der 12-24 måneder senere være fem. Og når ti år er gået, vil der være en hel afdeling for pseudoarbejde. Med ledelse, sekretariat, mellemledere og hele molevitten.

Pengene til at aflønne alle disse overflødige mennesker findes ikke i form af forøgede bevillinger. De findes ved at skære ned på kerneopgaven: At udlåne bøger og hjælpe de besøgende, der ikke umiddelbart kan finde, hvad de leder efter.

At vi har fået masseuddannelse i Danmark som følge af de store reformer i midten af 00’erne, er en af de helt store katastrofer, vi taler for lidt om.

Masseuddannelse fører uvægerligt til faldende akademiske standarder på universiteterne og en skolegørelse af noget, der burde være selvstudium for voksne og motiverede mennesker.

Men det fører også til, at folk med erhvervsuddannelser som fx HK’ere presses ud mange steder. Og værst af alt fører det til, at der opfindes enormt mange meningsløse opgaver og jobfunktioner i primært den offentlige sektor.

Et er, at pseudoarbejde koster mange penge i løn. Men det stjæler også penge fra kerneopgaverne. Og så spilder pseudoarbejdere i vidt omfang de produktive medarbejderes tid ved at indkalde dem til møder og kræve af dem, at de indberetter alverdens ligegyldige oplysninger.

Så ja: Der bør advares imod, at vi uddanner til arbejdsløshed. Men der bør advares mindst dobbelt så kraftigt imod, at vi uddanner til arbejde. Det er i det lange løb væsentligt værre og mere farligt for samfundet.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 23. maj 2021)

Det nytter ikke, at vi bliver for fine til at forsvare os

Henrik Dahl
12. maj 2021

Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder.

Langsomt sænker mørket sig over Europa. Vi kan holde alle de skåltaler, vi har lyst til, om de frihedsrettigheder, vores forfædre i en lang, sej kamp mod tyranniet tilkæmpede sig. Men sandheden er: Flere og flere steder på kontinentet er man ikke længere fri til at sige, hvad man oprigtigt mener og tænker.

I Frankrig er der næppe nogen lærere, der længere vover at sætte ytringsfriheden og presset imod den til debat ved at vise en tegning af Muhammed.

I Storbritannien antyder den ubehagelige sag fra Batley Grammar School i Yorkshire, at undervisningsbureaukratiet ikke synes at være indstillet på at bakke lærerne op. Men tværtimod retter kritikken mod den lærer, der i Samuel Patys ånd sætter ytringsfriheden til debat, fordi han derved gør en kreds af intolerante forældre ophidsede.

I Tyskland forekommer den vejledning, myndighederne i delstaten Hessen netop har udsendt til deres skoler, også at være en kapitulationserklæring. Skønt den på overfladen former sig som gode råd, hvis man skulle have lyst til at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning, er den så fyldt med forbehold og relativeringer, at den i klar tekst siger: Lad være!

Og i Danmark må en lærer på en professionshøjskole leve under jorden og er i stadig kontakt med PET, fordi hun tilkendegav, at hun agtede at bruge Muhammed-tegningerne i sin undervisning.

Vores regering – der ellers vækker opsigt med sin højredrejning i udlændingespørgsmålet – har i den anledning intet at tilbyde. Under dække af ”metodefriheden” vil den ikke diktere, at tegningerne er en naturlig del af undervisningen i for eksempel nyere dansk historie. Og i forhold til at støtte lærerne tilbyder regeringen kun hjælp, når det er for sent. Det svarer til at føre den politik, at man overhovedet ikke interesserer sig for at forebygge eller forhindre ildebrande. Men understrege vigtigheden af at kunne huske nummeret 112.

Lærernes egne organisationer skal vi slet ikke tale om. På den ene side har de travlt med at blande sig i de afgørelser, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet træffer. Som om der ikke længere er noget, der hedder armslængdeprincip til myndighederne.

Og på den anden side kapitulerer de og siger, at husfreden på skolerne går foran alt andet. Således også en helhjertet indsats for at få eleverne til at forstå, hvad det vil sige at leve i et liberalt demokrati.

Jeg må indrømme, at jeg er dødtræt af hele denne redelighed. Fordi det er så inderligt forudsigeligt, at udviklingen kun går én vej: til det værre.

Det er indiskutabelt, at vi i Europa år for år mister mere frihed til den kollektivistiske og voldsparate samfundsmodel, vi kender fra de mellemøstlige lande, og som først og fremmest er styret af islam.

Lad os være ærlige og sige: Skolerne er allerede faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Fordi fjenderne af ytringsfriheden og tolerancen er stærkere end dens tilhængere. Der findes ikke nogen rationelle grunde til at antage, at dette kommer til at vende uden en aktiv indsats.

Og hvad har de vestlige samfund reelt af modtræk? Det skal jeg sige: at vride hænder og udtrykke deres beklagelse over, at mørket sænker sig.

I den vestlige verden lider vi af en besynderlig blanding af overmod og resignation. På den ene side tror de fleste højtstående beslutningstagere (hvis man skal tage dem alvorligt), at de værdier, det liberale demokrati hviler på, har en så frappant overbevisningskraft, at man blot skal forkynde dem for mennesker fra f.eks. Stormellemøsten. Så vil de straks indse, at deres hidtidige kulturelle praksisformer er helt håbløse, og opgive dem.

Det er selvfølgelig et komplet åndssvagt synspunkt. Men det er, hvad der faktisk bliver sagt i forskellige variationer: Vi kan ikke opgive vores værdier. Og på langt sigt vil de også vise sig at være de stærkeste.

Som et praktisk udsagn om håndtering af en eksistentiel krise for de vestlige samfund er påstanden selvdestruktivt tåbelig.

Hvad nu, hvis det viser sig, at al-Qaeda eller Islamisk Stat ikke nedlægger deres våben, fordi vi forklarer det liberale demokratis overlegenhed for dem? At man overhovedet kan forestille sig, at det skulle ske, er indikation på, at man muligvis er idiot. Men lad os gå med for argumentationens skyld: Hvad er plan B, hvis det viser sig, at de liberale frihedsværdier ikke fejer al modstand til side?

Her er der en bestemt gren af den utopiske liberalisme, der synes at mene, at så – og her kommer resignationen ind – er det bare ærgerligt. Vores værdier fejede ikke al modstand til side. Det var så som så med det bedre arguments tvangfri tvang. Så må vi bøje nakken og indrette os på, at der er kommet nye herskere til kontinentet.

At indlade sig på denne tankegang siger ikke noget om, at liberalismen har fejlet. Det siger noget om, at den naive utopisme har fejlet. En ganske anden sag. For det er jo også den, der rammer hele venstrefløjen. Naiv utopisme er ikke bundet til en bestemt ideologi, men er noget i sin egen ret: en verdensfjern idé om, at verden faktisk er sådan, som den burde være.

Også som liberal skal man have en plan B, hvis det viser sig, at man ikke kan stoppe Islamisk Stat eller det hjemlige mellemøstlige voldsregime ved at forkynde den liberale samfundsmodels principielle overlegenhed.

Og det er en fordrejning af tingenes rette tilstand, hvis man tror, at denne plan B er at overgive sig til alle mulige andre overbevisninger, end at den frie og liberale samfundsmodel i princippet giver mest frihed til de fleste. For det gør den. Og det kan belægges med adskillige rationelle argumenter.

Det, jeg er tilhænger af, er en pragmatisk liberalisme. Det vil sige en liberalisme, der tager udgangspunkt i, at vores institutioner og de værdier, de er baseret på, er så meget værd, at vi bør kæmpe for dem. Også hinsides det punkt, hvor man kæmper på ord.

Samfundsmæssige institutioner som skolerne og universiteterne er værd at kæmpe for. De principper om tolerance og ligeværd, som vores samfundsmodel er baseret på, er værd at kæmpe for. Den politiske liberalisme – med dens vægt på blandt andet ytringsfrihed – er værd at kæmpe for.

Det skal man gøre med ord, så langt det overhovedet er muligt. Men når voldsmænd nedlægger veto mod, at lærere bruger deres ytringsfrihed, eller mod, at de underviser i emnet, er det nok. Ligesom det er nok, når lov og orden trænges tilbage af den stærkes ret.

Her bør det liberale svar være: Vores foretrukne model er faktisk så meget værd, at vi vil slås for den. Ikke så lidt, at vi bare bøjer nakken og resignerer, når antagonistiske modstandere ler højt ad vores velmente erklæringer. At tro, at man er for fin til at forsvare sig, er ikke nobelt. Det er bare selvdestruktivt.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 11. maj 2021)

Når Fanden bliver en stjernefortolker

Henrik Dahl
6. maj 2021

En litterat mener ikke, at vi kan synge “Den danske sang er en ung blond pige” – fordi forfatteren Kai Hoffmann ifølge ham var racist. Det er en opvisning i, hvor farlig “woke-ismen” er.

»Hvis debatten (om digtet ”Den danske sang er en ung blond pige”, red.) skal fortsætte uendeligt, må det derfor være på tide, at den bliver kvalificeret af et skud viden om Hoffmanns litteratur. Ikke for at afgøre, om vi fortsat skal synge sangen – men for at kunne diskutere det spørgsmål på et oplyst grundlag.«

Det skriver Hans Peter Madsen, som titulerer sig selv forfatter og litterat, i en kronik i Berlingske søndag den 2. maj.

Konklusionen på kronikken (som man godt kunne forestille sig blev skrevet som det første) er, at Kai Hoffmann er racist. Det udledes for det første af, at der i Dansk Biografisk Leksikon står, at Kai Hoffmanns forfatterskab rummer »en tydelig Nietzsche-påvirkning, der i “Riget” (1905), “Under solen” (1907) samt de efterfølgende samlinger tager sig udtryk i heltedyrkelse og racefantasier«.

Men løfter dette citat bevisbyrden? Det synes jeg ikke umiddelbart, man kan sige. Begrebet “racefantasier” er et meget åbent begreb. Det kan muligvis betyde, at forfatteren vitterligt mener, at den europæiske race står over de brune racer. Men det kan også have den mere løse betydning, at forfatteren opfatter verdens mangfoldighed som interessant, uden af den grund at fælde domme. Om det første eller det andet – eller positioner derimellem – er tilfældet, får Hans Peter Madsen aldrig redegjort for.

Efter mine begreber bør man også, når man interesserer sig for periodens litteratur, se på, om det var almindeligt eller sjældent at henvise til racebegrebet. Ligesom man må se på den betydning, udtrykket havde for hundrede år siden. Der var mange andre ting, man talte om på en anden måde, end vi gør i dag. Vi må vide, om begrebet ”race” er et af dem.

Men omdrejningspunktet for Hans Peter Madsens kritik af Kai Hoffmann er digtet ”Den mørke pige”. Her noterer han sig, at den mørke pige ikke har noget navn og heller ikke noget sprog. Og det leder frem til konklusionen, at Hoffmann »gør sig skyldig i en racistisk tankegang så banal, at den i dag er en sørgelig kliché. For selvom hun omtales i ental, “Den mørke Pige”, er det flere kvinder, det drejer sig om: “Det er Anna – det er Ella –/ det er sorte Arabella –/ skønt hun altid er den samme,/ har hun aldrig samme Navn”. Ikke just politisk korrekt med denne forestilling om, at alle mørke piger er den samme.«

Men lad os prøve at læse digtet, som jeg har linket til her. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at vride den betydning ud af det, som Hans Peter Madsen gør.

Om digtet er der for det første at sige, at det er et ”sømandsdigt”, som der jo er mange af. Man kan for eksempel tænke på “En sømand har sin enegang” af ingen ringere end Johannes V. Jensen eller “Mandalay”af en anden nobelpristager, nemlig Rudyard Kipling. En løst defineret genre, der kredser om livet på havet og forskellen på ude og hjemme.

For det andet tilhører digtet en subgenre, hvor mænd fortæller om deres erobringer og måske/måske ikke bruger det som et afsæt for at hylde det, Steffen Brandt kalder »kvinden som sådan«. Subgenren er både stor og gammel, men som eksempler kan nævnes Listearien fra Mozarts “Don Giovanni”. Man kan nævne “California Girls” af The Beach Boys, og man kan nævne “Some Girls” af The Rolling Stones.

De første linjer af digtet lyder sådan her:

»Jeg er kun en Mand, der sejler,/og mit Liv er snart fortalt./Jeg har kendt fem Hundred Kvinder./Jeg har set et Glimt af alt./Som en Landgangsmand, der gæster/nye Byer, nye Fester,/har jeg giødet for de Skønne:/alle dem, jeg glemte straks —/og en anden, egen, Slags.«

Fem hundrede kvinder har vor helt været sammen med; helt nøjagtigt. Og de kan deles i to grupper: de glemte og de huskede.

Men hvem er det så, fortælleren husker? Det er dem, han kalder de mørke piger:

»Grebet har de blondes Pragt mig,/men et indre Nag har sagt mig:/det er kun den mørke Pige,/som er baade tro og hed./Mørk er Kunst og Kærlighed.«

Det afgørende ved digtet er altså for det første, at de mørke piger er stillet over de lyse. Fordi de både er tro og hede, og fordi de ved noget om kunst og kærlighed.

Men læser man videre, står det klart, at ”mørk” i digtet er et tvetydigt begreb. Til de mørke piger hører en keltisk pige, fortælleren mødte for tusind år siden. Men desuden fortællerens moder og en række af konkrete kvinder, han har mødt overalt på jorden: snart i syd og snart i nord. Snart i vest og snart i øst.

Den mørke pige er altså – det står der eksplicit i digtet – et meget abstrakt væsen. Hun har eksisteret i tusind år, og hun findes overalt på jorden. Hun ligner ingen ringere end fortællerens moder, der beskrives med de meget bemærkelsesværdige ord »mørk som mig«.

Det helt afgørende ved den mørke pige er altså, at hun er identisk med fortælleren – som er en mand, der udtrykker sig på sproget dansk. Og dermed antageligvis lys i huden.

Hvad der helt nøjagtig er på spil i digtet, må man selv finde ud af. Men hvorom alting er: Fortælleren længes efter til sidst engang at blive forenet med den eneste ene. Der ser ham, som han er, og som har den ophøjede, men særdeles abstrakte, egenskab at være ”mørk”.

For at være ærlig synes jeg ikke, man kan konkludere som Hans Peter Madsen og sige, at ”mørk” er en beskrivelse af hudfarven, uden at smide det meste af digtet i papirkurven. Og man kan ikke sige, at den mørke pige anbringes i en position, der er inferiør. Medmindre fortællerens moder og fortælleren selv hører til i den samme position. Og fortællerens sidste længsel er at blive forenet med et væsen, han foragter. Den tolkning synes jeg mildest talt ikke, at digtet lægger op til.

Det kreperlige ved en forvrøvlet kronik som Hans Peter Madsens er, at det er et pillearbejde af den anden verden at få den trevlet op og få dens mangler og selvmodsigelser frem i lyset. Det skyldes, at der ikke er én enkelt ting, der er forkert, men at kronikken så at sige er inficeret med en generel forkerthed, der gennemsyrer alt, hvad der står i den.

Men i det længere perspektiv er det et kæmpe problem, hvis Hans Peter Madsen og folk som ham kommer til at sidde på indflydelsesrige poster. For det forekommer klart, at hans analyse kan indgå som dokumentation i en sag, der handler om at begrænse brugen af Kai Hoffmanns digte (og andre, man kan anklage med de samme opdigtede beskyldninger). Og dermed indføre en form for censur.

Ét er, at censur er noget skidt, som ifølge grundlovens paragraf 77 ingensinde kan genindføres. Det er galt nok. At der lægges op til censur ved hjælp af analyser, der er så uredelige og misvisende som Hans Peter Madsens, er slet ikke til at bære.

At hans overordnede ærinde er at ødelægge og slette al hidtidig kunst, der ikke kan klare en rettergang ved Hans Peter Madsens skueproces, er en tragisk demonstration af, hvor farlig ”woke-ismen” i virkeligheden er.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 5. maj 2021)

Hvornår er en uddannelse ikke videnskab, men politisk aktivisme?

Henrik Dahl
26. april 2021

Hvor sandsynligt er det, at man som studerende har lyst til at udfordre den politiske præmis, et universitetsfag er bygget på? Det er vel ikke helt utænkeligt, at den tanke kunne opstå i hovederne på nogle af de studerende, at det ikke er befordrende for den gode karakters opnåelse at lægge distance til lærernes holdninger.

Og hvor sandsynligt er det, at et universitetsfag, der hviler på en meget smal, politisk præmis, vil vende kritikken mod sig selv og spørge: Er vores smalle, politiske præmis overhovedet berettiget? Eller findes der tværtimod gode argumenter for, at præmissen savner belæg og rimelighed?

Jeg spørger, fordi et nyt sidefag har set dagens lys på CBS: “Transforming Business and Organizations to Build Sustainable and Democratic Economies”.

I beskrivelsen på CBS’ interne nyhedsmedie CBSWIRE siger en af hovedmændene bag den nye uddannelse, Mathias Hein Jessen blandt andet: “We live in a time characterized by different types of crises, environmental, social, economic and a lack of trust in state institutions and corporations, and young people and students understand that we need to do business differently and organize ourselves differently if we want to change this.”

Jeg kan ikke opfatte dette anderledes end, at her står vi med en aktivistisk uddannelse. Den handler ikke om at beskrive, hvordan verden er. Men derimod om at beskrive, hvordan verden bør være – hvis man er enig i den politiske præmis, at vores eksisterende samfundsorden har spillet fallit.

Men har den virkelig det? Det er en kendt sag, at de højtudviklede, kapitalistiske økonomier er kommet meget længere med den grønne omstilling, end nogen anden type økonomi. Som man kan se her, har Danmarks udledning af drivhusgasser siden 1990 overordnet set udviklet sig modsat BNP. Ligeledes er det en kendt sag, at hovedårsagen til reduktionen af fattigdommen i Kina og Indien er industrialisme og deltagelse i verdensøkonomien. Uden disse elementer er det højest sandsynligt, at andelen af fattige i dag havde ligget lige så højt, som den gjorde for 30 år siden.

Med andre ord: Der kan bygges et særdeles stærkt argument for, at den eksisterende samfundsorden er et fremragende udgangspunkt for at løse fremtidens problemer. Men vil det forhold, at der synes at være et betydeligt større behov for moderate justeringer af vores samfundsorden, end der synes at være for radikale forandringer af den, blive tillagt nogen særlig vægt på en uddannelse, der ligefrem er drevet af en præmis om, at det eksisterende system bør udfordres og omorganiseres. Herpå kan man have sin berettigede tvivl.

Jeg opfatter den form for aktivistiske uddannelser, som CBS nu indfører, som en tvivlsom affære på et universitet. For det første fordi man kan frygte, at den helt nødvendige, akademiske kritik aldrig vil rette sig mod uddannelsens eget grundlag. Og uden en selvreflekterende kritik, har man i grunden bevæget sig bort fra de akademiske dyders smalle sti.

For det andet er der en overvejende sandsynlighed for, at et sådant aktivistisk studium vil blive intellektuelt smalsporet. Vil en bog som Hans Roslings ”Factfulness” nogensinde komme på pensumlisten? Den siger jo, at verden ikke er et nær så forfærdeligt sted, som de fleste af medier og interesseorganisationer bringes til at tro. Vil studerende og lærere med et bredt spektrum af holdninger føle sig tiltrukket af en uddannelse, der på forhånd har lagt til grund, at verden er forfærdelig og at kapitalismen skal omstyrtes? Vil der være livlige diskussioner for og imod det synspunkt, at vi i bund og grund lever under en rimelig og fornuftig samfundsorden? Man kan håbe det. Men det er naivt at tro det.

Det er langt mere sandsynligt at forestille sig, at et aktivistisk studium er ukritisk over for sig selv og u-pluralistisk i sin rekruttering af studerende og lærere, end det er at forestille sig det modsatte. Derfor mener jeg, at vi med denne nye uddannelse bevæger os lige på den afgørende grænse mellem en missionerende, politisk dagsorden og en kritisk-videnskabelig dagsorden. Hvis vi ikke slet og ret har krydset grænsen ind til det rent politiske allerede.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. april 2021)

Woke propaganda og forskningsfrihed

Henrik Dahl
20. april 2021

I øjeblikket kører der en hård debat omkring forskningsfriheden og aktivisme – de såkaldte Social Justice Theories (SJT) på universiteterne. Den har sit afsæt i et debatindlæg, som jeg skrev sammen med Morten Messerschmidt (DF) i Berlingske.

Siden jeg gik på et amerikansk universitet i 80’erne, så har jeg fulgt nøje med i hele udviklingen omkring Identitetspolitik.

Mange hævder at det ikke er et problem i Danmark, men at det er en debat, der hører til i USA. Men det er forkert af flere årsager. For det første er forskning international. Så hvis det er et problem i USA, så er det også et problem i Danmark. Men de seneste år har vi også set pseudoforskning på de danske universiteter.

I USA indførte University of Chicago nogle principper, der skulle forhindre ensretning i forskningsmiljøer, så forskningsfriheden på universitetet ikke blev truet. Det har vi endnu til gode at se i Danmark, og det er bl.a. derfor, jeg rejser debatten. For helt ærligt har den woke propaganda allerede slået rod herhjemme.

En ofte anvendt manipulation i debatten om, som jeg også er nødt til at anholde, er vendinger af typen “Henrik Dahl kan ikke lide ditten eller datten inden for forskningsverdenen”.

Der er pokker til forskel på “ikke at kunne lide” og at have alvorlige principielle indvendinger.

Jeg har det sidste: Alvorlige, principielle indvendinger imod “forskning”, der grundlæggende afviser rationaliteten.

“Ikke-rationel forskning” er en selvmodsigelse, fordi al virkelig forskning pr. definition er rationel. At holde fast i dette er noget ganske andet end “ikke at kunne lide”.

Og vi kan simpelthen ikke tillade, at universiteterne er fulde af emner og antagelser, man ikke må eller kan gøre sig, hvis man ønsker at fremme sin karriere. Men det er desværre allerede sket med SJT-aktivisme i mange dele af universitetsverdenen. Og når først de har infiltreret universitetet, kan SJT påberåbe sig ”forskningsfrihed”.

Antag for argumentets skyld, at en gruppe af virkelig ihærdige personer har held til at specialisere sig i astrologi på et universitet. Ikke som emne for kritik og analyse. Men som seriøst udgangspunkt: Antag, at en gruppe af ihærdige personer har held til at skrive specialer og ph.d.-afhandlinger på den udtrykkelige præmis, at stjernerne bestemmer menneskets skæbne. Og at menneskers skæbne lader sig bestemme ved en aflæsning af stjernerne.

I løbet af nogle år kan denne gruppe – hvis der ikke gribes ind – uden problemer sikre sig udnævnelser til adjunkt, lektor og professor. Hvis der stadig ikke gribes ind, kan gruppen få lov til at etablere et center og senere igen et institut. Derefter kan astrologerne udbyde uddannelser og karriereforløb inden for astrologi, og de kan oprette et tidsskrift med peer review af astrologiske artikler.

Pointen er: Der er faktisk intet, der kan stoppe dette, hvis vi ikke rejser en debat i offentligheden og vi politikere ikke tager bestik af situationen. Og jo længere tid, astrologien har mulighed for at institutionalisere sig selv, jo sværere bliver den at stoppe. Stadig hvis man ikke kræver, at ansvarlige ledelser på et eller andet tidspunkt siger: ”Astrologi er pr. definition ikke videnskab. Derfor har den ikke noget at gøre ved et universitet”.

SJT er at sidestille med astrologi. Den bygger på blank afvisning af objektivitet – selv som ideal. Det er klart for enhver, at fuldstændig objektivitet ikke er opnåelig. Men det betyder ikke, at man skal undlade at sætte sig objektivitet som ideal og søge – vel vidende, at det aldrig vil lykkes – at være så nøgtern og saglig og redelig og transparent, som det overhovedet er muligt.

SJT bygger også på en blank afvisning af saglighed. Den hævder nemlig, at erkendelsen er så ”forurenet” af den, der erkender, at hvad videnskaben hævder at være sagligt og rationelt, nødvendigvis altid vil være farvet af forskerens gruppetilhørsforhold. Det er ikke en objektiv sandhed, at 2 + 2 = 4. Det er en del af en sammensværgelse, hvide mennesker har bragt i stand for at holde sorte mennesker borte fra magt og indflydelse (hvis man skal tro på de mest tåbelige påstande inden for SJT).

Derfor lægger SJT a priori til grund, at SJT har ret, mens alle andre tager fejl. Og derfor afviser SJT a priori ethvert argument, der kunne svække påstandene i SJT (for eksempel, at slaveri faktisk ikke spillede den helt store rolle i dansk nationaløkonomi i midten af 1700-tallet. Eller at et kæmpestort flertal af danskere faktisk IKKE tænker ilde om brune mennesker).

Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt på et universitet at forklæde radikale politiske holdninger som forskning, fordi man med denne manøvre udnytter den respekt, der stadig står omkring videnskaben og universitetet, til at indsmugle politiske holdninger i den offentlige samtale forklædt som nøgterne, saglige og af kritik hærdede udsagn om virkeligheden.

En anden form for aktivisme, der er uacceptabel, er skabelsen af egentligt konfessionelle studieretninger. Det vil sige studieretninger, der bygger på dogmer, det a priori er forbudt at udfordre og kritisere. Og som ikke inden for egne rækker tolererer studerende eller forskere, der udfordrer og kritiserer dogmerne.

For så vidt angår forskning, der er baseret på SJT, er der pr. definition ikke noget, der hedder at ”efterprøve og kontrollere forskningsresultater”. Fordi SJT ikke anerkender princippet om at ”efterprøve og kontrollere” i det hele taget. Og derfor er SJT pr. definition aldrig ”saglig og redelig”.

Universiteternes ledelse har til ansvar at føre tilsyn med, at forskning i det hele taget har en karakter, så efterprøvelse og kontrol af forskningsresultater kan lade sig gøre. Og afledt heraf: At føre tilsyn med, at efterprøvning og kontrol, der afslører forkerte antagelser, bliver taget til efterretning i forskningsmiljøerne.

SJT er ikke – gentager: ikke – saglig og redelig. Det er woke propaganda. Og det er en massiv trussel mod forskningsfriheden, som jeg som politiker, der er med til at bevillige milliarder efter milliarder til universiteterne, ikke bare kan ignorere.
Og det bør du heller ikke.

Derfor er det nødvendigt, at vi genopliver debatten om indoktrinering

Henrik Dahl
8. april 2021

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Gennem en fælles bekendt fik jeg for nylig præsenteret et uddrag af noget undervisningsmateriale, der i dagens Danmark anvendes til at undervise i begrebet ”køn”.

Her kan man blandt andet læse, at begrebet kan opdeles på følgende måder: biologisk køn, juridisk køn, sprogligt køn, kønsidentitet og kønsudtryk.

Om det juridiske køn kan man læse: »Det køn, man tildeles ved fødslen, og som fremgår af ens pas og personnummer.«

Om begreberne cis og trans kan man i det samme materiale læse: »Når man taler om identitet og køn, kan man dele folk ind i to kategorier: Cispersoner og transpersoner.«

På dette sted skal man altid komme med den bemærkning, at kønsdysfori (at man ikke føler, man tilhører sit biologiske køn) findes og gennem en lang årrække har kendetegnet cirka 0,5 pct. af befolkningen. Det er en situation, der fordrer al mulig respekt og forståelse. Men også en situation, hvor man gør klogt i at lytte til, hvad psykiatere gennem en årrække har samlet op af erfaringer om spørgsmålet. Blandt andet kan de fortælle, at tilstanden i barneårene langtfra altid er et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som transseksuel. Det kan også være et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som homoseksuel.

Når det så alt sammen er sagt, er der ikke nogen som helst tvivl i mit sind om, at undervisningsmaterialet er voldsomt tendentiøst.

Blandt andet er det helt ude af proportioner at stille de vilkår, der gælder for 0,5 pct. af befolkningen op som ”den ene side af sagen” og de vilkår, der gælder for de resterende 99,5 pct. som ”den anden side af sagen”.

Hvis man skal oversætte dette til politik, svarer det til at fremstille situationen i Danmark på den måde, at på den ene side findes Veganerpartiet, og på den anden side findes alle andre partier.

På den ene side kan man sige, at det ikke er løgn. På den anden side kan man sige, at det er en helt absurd fortegning og forvrængning af det store billede, hvor et numerisk marginalt fænomen sidestilles med et, der er over 99 gange større.

Under dette ligger selvfølgelig en modvilje mod at bruge ordet ”normalt”. Ikke i en normativ betydning. Men simpelthen i den statistiske betydning: ”Hvad der er mest almindeligt”. Kort sagt ligger manipulationen altså i, at man på forhånd nægter at skelne mellem eller disponere ud fra begreberne ”sjældent” og ”almindeligt”. Det er ikke redeligt.

Idéen om, at man ”tildeles” et juridisk køn, er også en relativt snedig (men gennemført odiøs) manipulation. Det smager nemlig af administrative afgørelser og principiel vilkårlighed. Men giver det mening at sige, at en beskrivelse af et empirisk faktum er det samme som en ”tildeling”? I mit pas er jeg for eksempel ”tildelt” en højde (fodtøj inklusive) på 188 centimeter. Dog er det meningsløst at insinuere, at en administrativ medarbejder i vores vidtforgrenede stat efter diverse arkane overvejelser har truffet den afgørelse, at når jeg har mine sko på, er jeg 1,88 meter høj. Det er langt mere rimeligt at sige, at der står i passet, at jeg har denne højde, fordi det er en afspejling af det, normale mennesker kalder ”sandheden”.

Hele idéen om, at man ”tildeles et juridisk køn” er kort og godt en sproglig manipulation, der er beregnet på at skjule, at det, passet og personnummeret viser, er en fuldkommen objektiv og nøgtern afspejling af det biologiske køn.

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Normkritik er nemlig overhovedet ikke banal og ukontroversiel. Faktisk er den lige det modsatte. Selv om den flere og flere steder smugles ind i folkeskolen som den vedtagne sandhed om køn og seksualitet.

Normkritikken bør altid være voldsomt kontroversiel og bør altid være noget, der udfordres. Og hvorfor så det?

For det første fordi den tilslører alt, hvad der i statistisk forstand er typisk og normalt, til fordel for en gennemført manipulerende sidestilling af det ekstremt sjældne med det ekstremt almindelige. Hvad i alverden kan det store flertal af børn og unge bruge det til? Børn og unge har brug for at vide, at de skal behandle sjældne mennesker med samme omsorg og respekt og forståelse, som de behandler almindelige. Men de har ikke brug for at få udslettet de årsagsforklaringer, der leder frem til, at noget er sjældent og andet almindeligt. Og det gør normkritikken helt systematisk.

Alt i alt ville det jo være meget bedre, hvis man sagde, at det biologiske køn er den typiske årsag til en lang række ting. I den banale ende: Hvor høj og hvor tung det er sandsynligt, at man vil blive som voksen. Samt hvilket køn man vil identificere sig med. I den mindre banale ende: Hvad man vil få af interesser som voksen, samt hvilke erhvervsvalg, der vil være mere eller mindre sandsynlige.

De ting, jeg har listet op her, er der faktisk empirisk evidens for. I modsætning til de luftige manipulationer, normkritikken disker op med.

Den ideologi, der ligger bag normkritikken (queer-/genderideologien) har mange negative konsekvenser. Blandt andet at den truer biologiske kvinder ganske alvorligt (som man kan læse i denne kronik). Kvinder presses i forhold til ”safe spaces” som omklædningsrum. Kvinder presses af, at transkvinder ønsker at deltage i kvinderækkerne inden for idræt, og at dette vældig ofte er dybt unfair. Kvinders erfaringer om kvindelighed presses af transpersoner, der ikke har nogen biologiske erfaringer herom. Men alligevel gerne vil regnes som fuldgyldige deltagere i samtalen. Og så udviskes kvinders historiske erfaringer også støt og roligt, når selve kategorien ”kvinde” gøres så ustabil og uklar, som queer-/genderideologien ønsker.

I 1970’erne rasede en debat om indoktrinering i folkeskolen. Med beklagelse må jeg konstatere, at det problem, indoktrineringsdebatten dengang udsprang af, stadig eksisterer. Alle dannelsesinstitutioner i Danmark (daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier, videregående uddannelser, efterskoler, højskoler og sågar folkekirken) er i vore dage erobret af venstreorienterede. De sætter dagsordenen og udskammer med hård hånd alle andre, som gradvis marginaliseres.

Denne indoktrinering med venstreorienterede idéer i enhver dansk dannelsesinstitution skal den omtrentlige halvdel af befolkningen, der ikke er venstreorienteret, naturligvis afvise.

På den ene side er der et hensyn til lærernes metodefrihed, som jeg mener, det er vigtigt at acceptere og respektere (og jeg kan lige så godt på forhånd tilkendegive, at jeg bliver vred, hvis nogen laver stråmænd og hævder, at jeg har andre holdninger).

På den anden side må man insistere på, at lærere (med videre) for det første opfører sig professionelt. Hvilket vil sige, at de parkerer deres personlige holdninger uden for klasselokalet og opfører sig sagligt og fagligt inde i klasseværelset. Og for det andet at det er uacceptabelt at fremstille kontroversielle antagelser, som om de var ukontroversielle.

Dette er desværre, hvad der sker i disse år. Fordi den venstreorienterede magtovertagelse af dannelsesinstitutionerne er tæt på at være perfekt, og stort set intet borgerligt lys er i stand til at slippe ud fra de sorte huller af venstreorienteret dominans og ideologi, der er opstået.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 7. april 2021)

Det farligste for samfundet lige nu er, at vi holder op med at tro på det

Henrik Dahl
6. april 2021

Hvis man sætter konspirationsteoretiske narrativer – ikke mindst om udokumenterede statslige overgreb i forbindelse med pandemien – i omløb, så er der en vis risiko for, at man leverer føde til bevægelser, der i sidste instans af PET vurderes til at have et voldeligt trusselspotentiale.

I slutningen af marts offentliggjorde Politiets Efterretningstjeneste sin årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark. Man kan sige, at den ikke rummer noget nyt fra vestfronten. Forstået på den måde, at det stadig er islamistisk terror, der udgør den største trussel mod Danmark.

En mindre nyhed kunne måske fortjene lidt mere opmærksomhed. I pressemeddelelsen udtaler en medarbejder ved PET: »Vi har igennem den seneste tid set udviklinger i Danmark og internationalt, som kan have betydning for vores vurdering af terrortruslen mod Danmark. Det gælder bl.a. visse konspirationsteorier og antistatslige bevægelser, som ikke er ulovlige, men som kan indeholde et voldeligt trusselspotentiale, der efter en konkret juridisk vurdering kan have karakter af terror.«

Og længere fremme slipper trolden så ud af æsken: Center for Terroranalyse »vurderer det dog som sandsynligt, at covid-19-pandemien har medvirket til at forstærke eksisterende antistatslige narrativer blandt højreekstremister i Danmark«.

Det korte af det lange er, at hvis man sætter konspirationsteoretiske narrativer – ikke mindst om udokumenterede statslige overgreb i forbindelse med pandemien – i omløb, så er der en vis risiko for, at man leverer føde til bevægelser, der i sidste instans af PET vurderes til at have et voldeligt trusselspotentiale.

Det bør alle, der arbejder med covid-19, have i tankerne, når de i fremtiden udtaler sig.

Men mit ærinde i dagens blog er faktisk noget andet. Nemlig at fremhæve, at alle de trusler mod vores samfundsorden, der kan sammenfattes under begrebet ”terror”, kun udgør den næststørste trussel imod den.

Den absolut største trussel mod Vesten er i disse år Vesten selv. Og hvordan skal det så forstås?

Siden Middelalderen og grundlæggelsen af de første universiteter har Vestens hemmelige våben – der endte med at gøre regionen stærkere end nogen andre i verden og gøre den i stand til at eksportere sit koncept til hele kloden – været rationaliteten.

I den vestlige verden indføres, navnlig fra begyndelsen af Oplysningstiden, det grundprincip, at rationelle argumenter har forrang for irrationelle argumenter. Og at hvis to rationelle argumenter støder sammen, så har det mest rationelle argument forrang for det argument, der er mindre rationelt.

Det er absolut ikke et princip, der altid er blevet fulgt. Men det er et princip, man har kunnet appellere til, hvis det blev krænket. Og sådanne appeller har over tid som regel haft den virkning, at rationaliteten endte med at sejre.

Det er troen på rationaliteten, der har givet os vores helt overlegne videnskab og teknologi, der siden er blevet efterspurgt stort set alle andre steder i verden.

En anden ting, der kendetegner den vestlige verden, er dens tro på mennesket i sig selv. Altså med andre ord dens humanisme.

I den vestlige verden har udgangspunktet været, at selve det forhold, at man er menneske, aftvinger en grundlæggende respekt. Samt inden for det seneste århundrede (knap og nap): at det også bør medføre nogle basale rettigheder.

Igen: Vi har svigtet og svigtet dette princip. Men det har stået som et ideal, der kunne appelleres til. Og gennem tålmodige appeller er den ”moralske cirkel”, hvormed vi omslutter mennesker som os selv, blevet en cirkel, der omfattede flere og flere grupper.

Sådan har det vestlige menneske befriet sig selv fra den basalt ondskabsfulde orden, der oprindelig herskede overalt på Jorden.

Den sidste ting, jeg vil nævne, er tolerance. Vi har – igen på baggrund af smertefulde, historiske erfaringer – lært, at det bedste samfund er et samfund, hvor alle har lov til at leve, som de ønsker. Medmindre de tilføjer andre mennesker alvorlig skade, som ligger over den tålegrænse, vi alle er underlagt: at andre mennesker i kraft af deres menneskelighed kan være lige så småirriterende, som vi selv er, uden at det skal udløse død og ødelæggelse.

Den største trussel mod Vesten i dag er, at mange i Vesten tilsyneladende ikke længere vil kæmpe for rationalitet, humanisme og tolerance.

De mest vildfarne iblandt os er begyndt at tro, at rationalitet, humanisme og tolerance er midler til undertrykkelse af ikke-europæere. Og derfor er de begyndt at bekæmpe disse tre ting i den besynderlige tro, at det er en emancipatorisk handling at ødelægge Vestens åndelige grundlag.

De knap så vildfarne tror, at rationalitet, humanisme og tolerance er så stærke begreber, at de ikke har brug for at solidt forsvar. Men det er ikke tilfældet. Al erfaring viser, at de irrationelle, de antihumanistiske og de intolerante ofte har langt mere viljestyrke og langt færre skrupler end mennesker med en vestlig tankegang. Og derfor vil besejre vestligt tænkende mennesker, der ikke forsvarer sig selv resolut.

Det er derfor, vestlig defaitisme og vestlige forsøg på appeasement med ikkevestlig tænkning er en langt stærkere trussel mod Danmark end både Islamisk Stat, al-Qaeda og diverse forvirrede konspirationsteoretikere.

(Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 2. april 2021)

Universiteterne er stærke konkurrenter til titlen som Danmarks hårdeste benægtere

Henrik Dahl
30. marts 2021

Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser.

At diskutere problemer vedrørende pseudovidenskab og politisk aktivisme med universiteternes rektorer, er nogenlunde lige så ufrugtbart som at diskutere menneskerettigheder med det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Allerede i et tidligere blogindlæg har jeg været inde på, at såvel rektorer som medarbejdere benytter sig af en række beskidte tricks, når de forsøger at afværge den helt nødvendige diskussion af, hvordan vi bevarer universiteterne som afgørende samfundsinstitutioner, der har til opgave at fremme videnskab, som er båret af kritik og rationalitet.

Men rektorer og andre centrale skikkelser som for eksempel professor emeritus Heine Andersen kan åbenbart slet ikke holde op med at lyde som talsmænd for KKP’s politbureau. Senest i en stor artikel i dagbladet Information den 29/3 2021.

Lad os allerførst slå fast: Denne diskussion handler ikke om, at der er nogen, der ”ikke kan lide” forskning af den ene eller den anden slags. Den handler om principper, og derfor om nogle meget centrale indvendinger mod tendenser inden for navnlig humaniora og samfundsvidenskab.

Grundlæggende er videnskab defineret ved at bekende sig til rationaliteten. At være videnskabelig vil per definition altid sige at være rationel. Derfor er irrationel argumentation og irrationelle påstande i princippet altid noget, der sætter afsenderen heraf ud af det gode videnskabelige selskab.

Bekendelsen til rationalitet betyder også, at man som medlem af det videnskabelige samfund har en implicit forpligtelse til at opføre sig rationelt. Herunder: at bøje sig for argumenter og data, der er stærkere end dem, man selv har præsenteret.

Lad os dernæst slå fast: At der har sneget sig identitetspolitisk pseudovidenskab – der blandt andet er kendetegnet ved at have et betændt forhold til rationaliteten og ved at være politisk aktivistisk – ind på danske universiteter, står ikke til debat.

Medmindre man vil benytte sig af ”den selektive hyperskepsis”, som for eksempel Heine Andersen godt kan lide, hvor man stædigt bliver ved med at sige, at der mangler beviser, skønt alle normale beviskrav for længst er opfyldt.

I 2013 udgav Mehmet Ümit Necef og Henning Bech for eksempel bogen ”Er danskerne racister?”. Bogen fik ved sin fremkomst særdeles gode anmeldelser og påviser hinsides, at dansk racismeforskning er gennemsyret af unoder, som vi i dag forstår som identitetspolitisk aktivisme.

I 2015 udgav biologen Kåre Fog bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Heri kan forfatteren dokumentere, at humaniora alt for ofte afstår fra at korrigere sig selv (altså: afstår fra at opføre sig rationelt), når det hinsides enhver rimelig tvivl kan påvises, at subjektive påstande forklædt som videnskab savner opbakning fra de mere datadrevne videnskaber.

At Aarhus Universitet i det hele taget kan stå som udgiver af tidsskriftet ”Kvinder, Køn & Forskning” (der ovenikøbet benytter sig af fagfællebedømmelse) mere end antyder, at danske universiteter har et problem med pseudovidenskab.

For eksempel udgav tidsskriftet i 2018 en artikel, hvor forfatteren Mette A. E. Kim-Larsen fremfører den bizarre påstand, at anvendelsen af distinktionen laktosetolerans/-intolerans i Danmark bidrager til at knæsætte ”hvidhed” i spørgsmålet om at drikke mælk og dermed indskriver mælk i en grundlæggende racistisk diskurs.

At påstanden er fuldkommen overstyret og antirationel ses blandt andet af, at evnen til at fordøje laktose netop IKKE er bundet til en bestemt hudfarve.

Min påstand er, at allerede i det øjeblik, hvor en bizar artikel som Mette A. E. Kim-Larsens kan blive trykt i en publikation, der udgives af et universitet, er skaden sket. Det burde aldrig tolereres i et videnskabeligt miljø præget af rationalitet.

Et sidste belæg for, at pseudovidenskaben allerede har godt fat ved danske universiteter, er en kronik i Berlingske af Julia Suárez-Krabbe den 17/3 2021. Den er jeg ikke i stand til at læse på andre måder end som en ren tilståelse af, at forfatteren afviser det rationelt baserede videnskabelige system og i stedet optræder som (venstreradikal) politiker sponseret af midler, som Folketinget har afsat til forskning og videnskab.

At rektorer og andre centrale aktører bliver ved med at afvise, at der foreligger et problem, tjener kun det formål at afspore diskussionen.

Det ses også af den besynderlige afværgemanøvre i artiklen i Information, som består i at motivgranske og hævde, at den eneste grund til, at den franske forskningsminister eller Morten Messerschmidt og jeg bringer disse alvorlige problemer op, er et behov for at profilere sig.

Dette er en fuldkommen infantil omgang motivgranskning på melodien ”det siger du kun, fordi …” Altså i bund og grund en variant at det usaglige ad hominem-angreb.

Det ville klæde en rektor for et universitet – altså en samfundskritisk institution, der er hjemsted for den kritiske rationalitet – at være lidt mindre barnlig og at tage sine meningsmodstandere alvorligt.

Det er klart, at man skal være tålmodig, når man diskuterer menneskerettigheder med det kinesiske kommunistparti. Man bør dog ikke give op, for som bekendt er det dråben, der udhuler stenen.

En lignende tålmodighed imod stråmænd, benægtelse, fornægtelse, fordrejning og infantile argumenter skal man åbenbart belave sig på, når man rejser en principiel kritik af universiteterne. Men igen: Det går ikke at give op. Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser, der ikke ønsker at forsvare rationaliteten og den rationalitetsforpligtelse, ikke mindst forskere altid er underlagt.

Hvorfor er identitetspolitikere så dårlige til at argumentere?

Henrik Dahl
23. marts 2021

At diskutere med tilhængere af identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne.

Man skulle umiddelbart forestille sig, at akademikere elskede kritik. Når det kommer til stykket, så er et universitet jo en samfundsinstitution, der er skabt til netop at rumme kritikken og den kritiske debat.

Men efter at have deltaget i debatter om identitetspolitik stort set uafbrudt siden jeg for snart et halvt år siden udgav ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden”, tegner sig et andet billede: Forskere hader at blive kritiseret. Så meget, at der stort set ikke er den type af debatmæssige frispark, danske forskere holder sig for gode til begå.

Det mest populære frispark er også det enkleste: Stråmandsargumentationen. Man gør det, at man pådutter sin meningsmodstander et eller andet vanvittigt synspunkt, hun eller han ikke har. Hvorefter man kaster sig over det vanvittige synspunkt, man selv har konstrueret, og gendriver det med fynd og klem.

Sådan argumenterede lektor ved Københavns Universitet Mikkel Willum Johansen for eksempel i sidste uge imod Morten Messerschmidt og mig.

På trods af, at vi meget tydeligt havde sagt, at vi ikke ønskede at blande os i forskningsfriheden (men ønskede bedre ledelse fra dekaner og rektorat), lægger den gode lektor ud med at sige, at vi ønsker at angribe forskningsfriheden. Men det er jo løgn og latin. Det kan man læse i den tekst, lektoren kritiserer. Så hvorfor mon han gør det? Vi kan ikke vide svaret. Det mest nærliggende er at forestille sig, at han tror, at han har løftet sin bevisbyrde i argumentationen. Hvad han selvfølgelig ingenlunde har.

En stråmandsargumentation er også, hvad de to universitetsrektorer Anders Bjarklev og Per Michael Johansen benytter sig af, når de prøver at gendrive kritikken. ”Kritik og evnen til at stille de rigtige spørgsmål ved rodfæstede antagelser og normer er kerneelementer i god forskning. Der skal kunne stilles spørgsmål til alt. Det er faktisk helt grundlæggende for tænkningen på universiteterne”. Det lægger de til grund for deres svar – selvom der absolut ikke er nogen, der er uenige med dem. Og på den måde lykkes de i egen indbildning med at nedkæmpe et standpunkt, der ikke er nogen mennesker, der indtager i denne debat.

Men den mest morsomme, akademiske unode er noget, der hedder ”taktisk nihilisme”. Den går ud på – i ond tro – at stille så mange spørgsmål og underspørgsmål til det emne, der er under debat, at emnet til sidst smuldrer. Med mindre, man siger fra og afslører manøvren.

Hvad mener du egentlig med identitetspolitik? Adskiller det sig overhovedet fra andre former for politik? Og er det ikke også identitetspolitik, når man kritiserer identitetspolitikken? Og er de eksempler, du nævner, ikke lige lovlig hårdt trukket op? Og fandt det overhovedet sted sådan, som det blev beskrevet i medierne? Og har du i grunden de kvalifikationer, der skal til, for at stille disse spørgsmål? Og citerer du ikke de forskere, du kritiserer, på en måde, der er forkert/uretfærdig/ikke godkendt af mig? Og bekræfter du ikke teorien om, at hvide mænd ønsker at forsvare deres privilegier, når du selv – som hvid mand – stiller dig op og kritiserer?

Hvis man oven i købet kan krydre dette med fundet af mikroskopiske unøjagtigheder (som uden videre kan korrigeres uden, at det på nogen måde ændrer de overordnede konklusioner), er man næsten i hus som ødelægger af ethvert tilløb til kritisk debat.

De største ødelæggelser mod identitetspolitikken er dog de ødelæggelser, den retter mod sig selv. For sagen er, at den som oftest er så fuld af selvmodsigelser, at den er svær at tage alvorligt.

Hvis kønnet er en social konstruktion, hvorfor er det så meget vigtigt, at der sidder biologiske kvinder i de store virksomheders bestyrelser?

Hvis naturvidenskaben blot er en måde, hvorpå hvide mennesker underlægger sig brune mennesker, og der ikke er noget, der hedder ”sandhed” i gammeldags forstand bygget ind i den, hvorfor er det så vigtigt, at vi snakker om klimaet? Vores viden om det stammer jo stort set udelukkende fra den type af videnskab, der netop er blevet afvist med fynd og klem som kilde til sandheden.

Hvordan kan det være, at identitetspolitikkerne aldrig taler om klasse? For det kan vel ikke være helt ligegyldigt, om kvinder fra overklassen træder på mænd fra underklassen? Eller om medlemmer af den sorte overklasse træder på medlemmer af den hvide underklasse? Eller det kan det måske alligevel på en eller anden bagvendt måde.

At diskutere med tilhængere af (eller apologeter for) identitetspolitik på universiteterne er svært, fordi de laver så mange beskidte tricks, at samtalen ikke kommer nogen vegne. Derfor er det et held, at de rutinemæssigt modsiger sig selv så ofte, at alle burde kunne indse tomheden af deres påstande.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 22. marts 2021)

Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned

Henrik Dahl
12. marts 2021

Af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt

Tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne.

Den akademiske frihed skal man værne om. Det var derfor, Dansk Folkeparti tilbage i nullerne ikke ønskede at være en del af den aftale, der etablerede universitetsbestyrelser med eksternt flertal. På det tidspunkt eksisterede Liberal Alliance ikke, men partiet ville også have stået udenfor.
Grunden til, at man skal værne om den akademiske frihed, er, at universiteterne er ældgamle, samfundsmæssige institutioner. De har ikke altid været fri af statsmagten. Men siden oplysningstiden har den tanke vundet indpas, at universiteterne er institutioner, der skal fungere som hjemsted og sikker havn for den frie og kritiske tanke. Det har gjort universiteterne til den vestlige verdens hemmelige våben. Her har man tænkt de tanker og gjort de opfindelser, der gav Vesten mere fremgang og velstand end nogen andre regioner i verden.

Men desværre kan universiteterne også komme i en situation, der minder om Karl Poppers berømte»Tolerancens paradoks«. Tolerancens paradoks er som bekendt, at vi bør tolerere alt undtagen intolerance. Fordi hvis vi tolererer intolerance, vil den til sidst nødvendigvis vinde. Og så vil tolerancen være ophørt med at eksistere.

Hvis vi først ser på den akademiske friheds udfordringer, kan vi bagefter nærme os en formulering af den akademiske friheds paradoks – baseret på Karl Popper.

Fra begyndelsen af dette århundrede har nogle ekstremt intolerante teoridannelser været på fremmarch inden for humaniora og samfundsvidenskab. Arnestedet er den engelsktalende verden. Men fordi en akademisk karriere – også i Danmark – kræver, at man publicerer internationalt (læs: britisk/amerikansk), er det allerede sådan, at danske forskere bliver ofre for disse tendenser.

Kyniske teorier

Problemet er en række teoridannelser, der ifølge den nyligt udgivne bog»Cynical Theories«(af Helen Pluckrose og James Lindsay) nedstammer fra postmodernismen, der var populær i 1970erne og 1980erne.

Hvordan stamtræet for den gruppe af teorier, Pluckrose og Lindsay kalder»kyniske teorier«eller»Social Justice Theory«(SJT), helt nøjagtig ser ud, giver apologeter for de kyniske teorier en kærkommen lejlighed til at kløve hår og komme med søgte indvendinger, som skal godtgøre, at SJT nærmest ikke eksisterer.

Men det er en uacceptabel manøvre. Grene af SJT som»postcolonial theory«,»queer theory«,»gender theory«,»intersectionality«,»critical race theory«og»fat studies«findes og fylder godt op i kursusbeskrivelserne. Både i den engelsktalende verden og her i Danmark.

Det særlige ved SJT er, at der er tale om ekstremt intolerante og antidemokratiske strømninger. Kernen i de problemer, der har været med studiemiljøet på Kunstakademiet, er, at magten på Akademiet på et tidspunkt blev overtaget af tilhængere af SJT. Og at disse tilhængere brugte deres magt til at forfølge alle, der ikke var enige.

Danske studerendes krav om, at universiteterne skal interessere sig mere for»racisme«, er også drevet af SJT. For det er ikke racisme i den forstand, de fleste forstår begrebet, universiteterne skal bekæmpe. Det er»racisme«sådan, som begrebet er defineret af SJT, man ønsker bekæmpet. Det vil sige: En konspirationsteori om, at universiteterne er gennemsyret af en»hvidhed«, som ingen hvide mennesker kan undslippe. End ikke hvis de højtideligt bedyrer, at de aldrig nogensinde har tænkt en ufordelagtig tanke om brune mennesker.

De beskyldninger om»racisme«, der har ramt Ole Wæver, og som Eske Willerslev også har berettet om, er heller ikke beskyldninger om racisme i den almindelige forstand: At de skulle have ytret sig ufordelagtigt om brune mennesker eller have indsat dem i et hierarki under hvide mennesker. Det er beskyldninger om»racisme«i SJT-forstand: At der er en indbygget hvidhed i deres forskning, som de ikke engang selv er klar over.

Som man kan se, er det ubehagelige ved SJT, at den griber fat i sager, vi selv og de fleste andre har sympati for: beskyttelse af mindretal. Respekt for kvinder. Respekt for mennesker, der historisk har været underprivilegerede. Forståelse for det i statistisk forstand afvigende. Men at SJT så definerer disse gode sager på måder, så det baner vejen for en ekstrem grad af intolerance.

Bremser man ikke SJT, vil den udrense både mennesker og teoridannelser, der er uenige. Således, at den til sidst står tilbage uden modsigelse og modstand. Det viser al erfaring fra den engelsktalende verden. Og det mere end antyder erfaringerne fra Kunstakademiet også.

Ødelæggelse af humaniora og samfundsvidenskab

Det særlige ved SJT er noget på overfladen temmelig akademisk. SJT er for det første styret af en helt ekstrem skepsis over for, om man kan vide noget med sikkerhed (med en enkelt, ironisk undtagelse: At SJT i sig selv repræsenterer den urokkelige sandhed). For det andet er SJT styret af en tro på, at det, man i gamle dage – med et Jürgen Habermas-udtryk – forstod som det bedre arguments tvangfrie tvang, i virkeligheden er udøvelse af magt.

Det er med disse våben i hånden, SJT arbejder på at ødelægge humaniora og samfundsvidenskab. Det sker i høj grad på den måde, at SJT afviser det videnskabelige grundprincip om falsifikation. Lad os belyse det med et par eksempler.

»Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab.«

En grundsætning inden for SJT er, at menneskets kønsidentitet ikke er forankret i det biologiske køn. I stedet anses kønsidentiteten for at være skabt af en form for løbende indoktrinering.

Når den danske SEXUS-undersøgelse viser, at 99,4 procent af alle danskere har en kønsidentitet, der faktisk er en afspejling af deres biologiske køn, er det ikke et definitivt bevis på, at antagelsen om det konstruerede køn er forkert. Men det er en meget stærk indikation på, at kønsidentiteten som alt overvejende hovedregel afspejler biologien. Alligevel har det affødt nul reaktioner fra for eksempel danske SJT-fortalere.

Et andet eksempel er sagen om Frederik 5.s medskyld i slaveri og spørgsmålet om den rolle, slaveriet spillede for den økonomiske vækst i Danmark i midten af 1700-tallet. I et indlæg i Berlingske beskrev museumsinspektør Ulla Kjær omhyggeligt, hvordan antagelsen var forkert. Men også her mangler der reaktioner fra de danske SJT-tilhængere.

Vi vil gerne sige så udtrykkeligt, som det overhovedet er muligt: Vi ønsker ikke – gentager: ikke, at politikere styrer det indre liv på universiteterne.

Men vi er meget skuffede over og utilfredse med, at universiteternes ledelser tilsyneladende er så dybt og gennemgribende ligeglade med, at en intolerant og antidemokratisk pseudovidenskab maser sig frem på universiteterne.

Kritik af SJT, tak

Det vi ønsker er for det første mere kritik af SJT i de internationale fora, danske forskere allerede er afhængige af, når de skal gøre karriere. For det andet mere justits fra universitetsledelsernes side med, at den intolerante pseudovidenskab ikke slår rødder på danske universiteter og ødelægger pluralismen.

Der skal være vide rammer for at forske. Men til egentlig videnskabelighed hører blandt andet: Grundlæggende respekt for logik og data. Grundlæggende respekt for princippet om falsifikation. Grundlæggende respekt for etableret viden inden for andre fag. At man afholder sig fra at bruge ad hominem-argumenter. At man afstår fra»cherry picking«. Og ikke mindst: At man afstår fra at forudsætte, hvad man vil bevise, og nægter at afprøve konkurrerende antagelser.

Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab. For tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne. Sådan kunne en tilpasset udgave af Karl Poppers paradoks lyde for universiteterne.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 12. marts 2021)