Alle fornuftige kapitalister skal holde sig langt væk fra wokeismen

Henrik Dahl
27. september 2021

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger, skriver Henrik Dahl.

Engang var det chikt at bære tøj med Che Guevara og Mao Zedong. Det udstrålede en diffus aura af ungdomsoprør og antiestablishment. Man skulle bare se bort fra, at de begge var brutale mordere, der aldrig angrede deres forbrydelser.

I dag fylder Che Guevaras og Mao Zedongs forbrydelser så meget mere i bevidstheden, end de gjorde i 1960erne. Derfor er det kun meget få mennesker, der finder det passende at bære dem som udsmykning på en T-shirt.

Til gengæld er det stadig på mode at udsmykke sig selv med dybt samfundsundergravende symboler. Nu kommer trenden bare ikke længere fra de unge. Den kommer fra de store erhvervsorganisationer og de store virksomheder. Tilsyneladende kan de ikke få nok af identitetspolitikken. Skønt den i sine værste udformninger er antiliberal og antidemokratisk. Dens ønske er at ødelægge den sociale orden, vi kender, og som langt de fleste foretrækker.

Det skjuler identitetspolitikerne godt, for de benytter sig af en argumentationsform, der hedder »motte-and-bailey« .

Egentlig er motte og bailey begreber, som beskriver en bestemt type forsvarsværk, man benyttede i middelalderen. Bailey er indhegnede arealer omkring et robust forsvarsværk, der hedder motte. Ideen er, at man under fredelige omstændigheder kan drive handel og lignende på bailey-området. Mens man hurtigt kan flygte til den større sikkerhed i motte, hvis fjenden angriber.

Som argumentationskneb består motte-and-bailey i, at man har en eller anden outreret mening, som man gerne ventilerer i bailey-området, når man ikke bliver angrebet. Det kan for eksempel være, at kønnet er en social konstruktion, der frit kan vælges eller fravælges. Bliver man angrebet, flygter man ind i motte og siger noget ganske andet, kun de allerfærreste er uenige i. Det kan være, at alle har ret til at føle det, de føler. Eller at alle minoriteter har krav på respekt.

Fordi der trods alt ikke er mange ledende medarbejdere i de store erhvervsorganisationer og i de store virksomheder, der følger med i, hvordan dekonstruktivismen og socialkonstruktivismen de senere år har udviklet sig, sker det alt for ofte, at de for at indynde sig i diverse pressionsgrupper sluger motte-udgaven af dybt, dybt ødelæggende bailey-holdninger og bailey-krav til samfundsindretningen. Alt imens vi, der i det mindste forsøger at følge med, tager os til hovedet over den kolossale naivitet (og det kolossale hykleri), som på denne måde stilles til skue.

Derfor er jeg nødt til at sige det meget direkte til erhvervsorganisationerne og de store virksomheder: I bør simpelthen stoppe med at være woke i den tro, at det er chikt. For det er det overhovedet ikke. Det er vor tids Che Guevara-T-shirts og Mao Zedong-plakater. Og når I er færdige med at være nyttige idioter for mennesker, der blandt andet vil smadre kvinders muligheder for at være kvinder i fred, og tale om deres specifikt kvindelige erfaringer med for eksempel at få børn, og når revolutionen således er gennemført, bliver I bare smidt på den historiske losseplads.

Wokeismen er svoren fjende af tanken om universelle rettigheder til alle mennesker og af tanken om, at man skal bøje sig for data og rationelle argumenter. Til gengæld dyrker den følelsens forrang over for kendsgerninger. Ligesom den dyrker en meget foruroligende tilbøjelighed til at omskrive historien – og ikke altid af den grund, at der er kommet nye data frem.

Kort sagt: Wokeismen er noget, alle fornuftige kapitalister skal holde sig meget langt væk fra. Der er ikke noget som helst smart ved den.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. september 2021)

Politik ødelægger alting

Henrik Dahl
2. september 2021

Politik gør ofte mere skade end gavn, især når politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Blandt de politikere på Christiansborg, der til daglig beskæftiger sig med folkeskolen, gælder det efterhånden for en vedtagen sandhed, at folkeskolereformen fra 2013 var forfejlet. Det var der nogle, der allerede var klar over dengang, man lad det blot ligge. Der bliver som bekendt mere glæde i himmerig over en enkelt omvendt synder, end over ni og halvfems, der hele tiden har befundet sig på den rette vej.

Det, vi skal tale om i dag, er fejlslagne reformer generelt.

Med forbehold for FGU-reformen, som det er for tidligt at bedømme, kan jeg med en ret høj grad af sikkerhed sige, at alle reformer i Danmark i dette århundrede, der har noget at gøre med undervisning, er forfejlede.

Gennem en hel stribe af mislykkede reformer, er folkeskolen i dag væsentligt dårligere, end den var for 35-40 år siden. Der er mere larm og kaos på skolerne, end der var dengang. Og den tilbagegang for gymnasiets kernefaglighed, som en meget stor andel af gymnasielærere mener har fundet sted, grundlægges i folkeskolen.

Gennem en tilsvarende stribe af mislykkede reformer, er gymnasiet også i vore dage dårligere, end det var for 35-40 år siden. I vore dage kan man blive student uden at kunne betjene sig af et korrekt dansk. Det var simpelthen ikke sket i 1980’erne. Der var også en rimeligt stor andel af en årgang, der fik lært et brugbart tysk. Den andel er svundet ind til ingenting. Og der kan ikke samles et flertal i Folketinget for at gøre noget. Men hvorfor skulle man også det? Tyskland er kun Danmarks næststørste samhandelspartner (efter USA); største land i Europa og vores naboland.

Omdannelsen af universiteterne til masseuniversiteter har samtidig gjort dem til gymnasiets forlængelse. De studerende ser i vidt omfang sig selv som elever og kan ikke forestille sig, at man af egen drift kan blive klogere på det fag, man har valgt at gøre til sin livsgerning. Desuden skaber masseuddannelse automatisk en efterspørgsel efter nyttesløse fag, fordi hvad der udbydes, det bliver over tid efterspurgt – først og fremmest af den offentlige sektor.

De mellemlange, videregående uddannelser er blevet akademiseret i en helt urimelig grad. Hvad der har været til stor skade for den håndværksmæssige del af ærværdige fag som lærer eller sygeplejerske.

Diverse strukturreformer af amter og kommuner har (med sundhedsvæsenet som en mulig undtagelse) ikke skabt bedre offentlig service eller et mere blomstrende Danmark uden for de største byer.

Reformer af politi og retskredse har ikke givet borgerne en oplevelse af, at politi og retsvæsen er synligt og til stede i deres hverdag. Og stribevis af forbrydelser – som for eksempel cykeltyveri, småhærværk og antisocial adfærd – er i realiteten blevet afkriminaliseret. Ingen har tid til at gøre noget ved dem. Derfor bliver de dårligt nok anmeldt og de skyldige forbliver ustraffede.

Administrative reformer i told- og skattevæsenerne skal vi slet ikke tale om. Det er en af de vildeste skandaler i danmarkshistorien, men ingen vil nogensinde blive draget til ansvar. Fordi så mange er fedtet ind i ansvaret, at det aldrig vil kunne placeres.

Man kan ikke påstå, at togene er begyndt at køre bedre, fordi DSB og Banestyrelsen er gjort til to selvstændige virksomheder. Det har i virkeligheden bare skabt en ansvarsfraskrivelseskarrusel, hvor DSB og Banestyrelsen til enhver tid kan pege på hinanden og sige, at det er den andens fejl.

Man kan heller ikke påstå, at posten bringes mere effektivt ud af, at det kongelige postvæsen blev blåt og til PostNord.

Jeg vil stoppe her. Ellers bliver det for trist.

Men sagen er bare: Med undtagelse af sundhedsvæsenet, så var det enklere at drive landets skoler, gymnasier, universiteter, sygeplejerskeskoler, seminarier, told- og skattevæsen, kommuner, amter, togdrift og postvæsen i gamle dage for 35-40 år siden, end det er i dag. Til gengæld var kvaliteten ofte højere for brugerne af disse institutioner. Og jeg vil tro, at medarbejderne i det store og hele var mere tilfredse.

Hvorfor er det gået så dårligt?

Det helt overordnede svar er: Politik. For mig er der ingen tvivl om, at politik ofte gør mere skade end gavn. Nemlig i alle de tilfælde, hvor politikere ikke kan styre deres trang til at lægge deres fikse (og i nogle tilfælde direkte skøre) idéer ned over alle landets offentlige institutioner.

Jeg er ikke blind for, at mange af de åndssvage idéer, der gennem årene er gjort til virkelighed, er blevet hvisket dårlige politikere i ørerne af interesseorganisationerne. Men her er det enhver politikers pligt at give repræsentanterne for interesseorganisationerne en kop kaffe og en hyggelig sludder – og derpå sende dem bort fra Christiansborg med uforrettet sag. Når man ved, at interesseorganisationerne er eksperter i at mele deres egen kage på bekostning af helheden, skal man naturligvis aldrig give dem medløb i noget som helst. Det vil netop blive til stor skade for samfundets overordnede helhed.

Jeg ville ønske, at flere politikere ville erkende, at vi som samlet stand har fået en række kritiske samfundsinstitutioner til at fungere dårligere i dag, end de gjorde i 1980’erne og 1990’erne. Og derpå drage konklusionen: Vi har ikke brug for flere reformer. Vi har brug for at afvikle de dårlige reformer og sætte medarbejderne fri til at løse opgaverne bedst muligt.

Vil man gerne tilrettelægge undervisningen på et gymnasium, skal man ikke blive politiker, men lærer eller rektor. Vil man gerne tilrette arbejdet på et hospital, skal man blive overlæge. Ikke politiker. Og sådan er det hele vejen igennem. Vil man køre med tog? Så gå DSB-vejen, ikke politikervejen. Vil man befordre breve hurtigt og effektivt fra A til B? Så vælg en karriere i postetaten. Ikke på Christiansborg.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 2. september 2021)

Nu kan også De Radikale se, at deres egen idé var dårlig

Henrik Dahl
16. august 2021

Folketinget er ikke en forretning.

Men hvis det var, kunne man sige, at Radikale Venstre har fundet på en spændende forretningsmodel: At tage skarpt afstand fra dårlige reformer, man selv har taget initiativet til. Skal man være konstruktiv – og det skal man jo – er det en form for genbrug eller cirkulær økonomi, der er højeste mode andre steder.

Som jeg allerede var inde på i denne fine avis for nogle år siden, er alle reformer af det danske uddannelsessystem i dette århundrede forfejlede. Reformen af folkeskolen er noget bras. Reformerne af gymnasiet er noget bras. Reformerne af de videregående uddannelser er noget bras.

I teorien er uddannelsesinstitutionerne blevet bedre og mere ambitiøse. Men det skyldes udelukkende, at papir er tålmodigt og ikke protesterer over, at man skriver alt muligt sludder på det. I praksis er institutionerne blevet meget dårligere. Fordi de teorier, der ligger bag reformerne, ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Man går først og fremmest i skole for at lære noget. Det kræver, at man koncentrerer sig om det væsentlige og gør sig umage med at blive bedre. Længere er sagen ikke. Det ved alle voksne og ansvarlige mennesker.

Hvis Folketinget var bare halvt så klogt, som det selv tror, så tog det ved lære af alle de forfejlede reformer. For det, de reformer i virkeligheden viser, er, at der er grænser for politik. Går man over de grænser, går det galt.

Folketinget kan ikke bestemme i detaljer, hvordan hverdagen skal forme sig rundt om i statens institutioner. Det bør i langt højere grad afhænge af situationen og bero på, at ledelse og medarbejdere i fællesskab udvikler den gode korpsånd, der præger alle velfungerende arbejdspladser.

Derfor burde Folketinget nu – ved indgangen til det kommende, politiske år – ikke offentliggøre en lang liste med forkromede initiativer. I stedet burde det offentliggøre en liste over områder, hvor tiden er kommet til at holde op med at blande sig ned i mindste detalje.

Der er ikke nogen som helst grund til at blande sig i, hvad der foregår på skolerne, ud over det niveau, der gælder for de frie skoler. Der er heller ikke nogen grund til at blande sig i, hvad der foregår på gymnasierne. Ud over det niveau, hvor staten blandede sig for 50 år siden. Og det samme gælder i øvrigt for de videregående uddannelser.

Så ud over standarder for miljø og arbejdsmiljø, som ikke bør føres tilbage, hvor de var i 1970erne, så burde Folketinget i virkeligheden afsætte hele arbejdsåret 2021-2022 til at læse sig ind på, hvordan tingene var dengang, og spørge: Hvad ville der egentlig ske, hvis vi nedsatte regelmængden og reguleringsbyrden til niveauet for 50 år siden?

Sandheden er, at der formentlig ikke ville ske noget som helst dårligt. Det peger erfaringerne fra pandemien i hvert fald på. Sender man regulatorerne hjem, er der mere tid til kerneopgaverne, fordi der ikke skal holdes så mange meningsløse møder og skrives så mange meningsløse indberetninger.

I den bedste af alle verdener, så fokuserede Folketinget mere på at nedskalere sin politiske indblanding i alverdens ting, end det fokuserede på at forøge indblandingen. Det er moralen af de mange forfejlede reformer gennem de seneste 20 år.

I stedet for at blande sig, kunne det passende bruge sin energi på at opfinde den offentlige sektors pendant til konkursen. For det er klart, at den øgede frihed ikke giver mening, medmindre også offentlige institutioner kan gå nedenom og hjem, hvis de er håbløse til at løse deres opgaver.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 13. august 2021 )

Lad os sætte folkeskolen fri og give den tilbage til folket

Alex Vanopslagh
11. august 2021

”Samlet set står folkeskolen i en situation, der er meget, meget rodet, hvor man indfører inklusion og en folkeskolereform, som er en uskøn blanding af ekstrem topstyring gennem mål og så altså en hippieagtig pædagogik, hvor skolen skal være alt fra fritidsklub til hjem og skole. Det er en uskøn blanding, og vi har i Liberal Alliance ingen tillid til, at det samlet set vil give en bedre skole.”

Sådan sagde LA’s egen Merete Riisager, da folkeskolereformen blev vedtaget i Folketinget i 2013.
Og hun fik ret. Folkeskolereformen er en dundrende fiasko – en politisk totalskade.

Børnene er mindre glade for at gå i skole, lærerne ligeså, og rapport på rapport viser, at fagligheden stik imod de gyldne løfter har taget et dyk.
Og derfor er jeg virkelig glad for, at der endelig efter så mange år er ved at brede sig en erkendelse på Christiansborg om, at man med folkeskolereformen for alvor har gjort i nælderne. Senest hos de Radikale og selv Socialdemokratiet.

Og det er på tide. Vi skal videre. Videre med helt at skrotte og tilbagerulle folkeskolereformen.
Og videre mod en friheds- og dannelsesreform i stedet.

Frihed til skolerne, fordi vi politikere skal holde vores naller væk. Lad os give forældrene og skolen magten over undervisningen. Det er trods alt dem, der har ansvaret. Skolerne skal have frie rammer til hvordan de underviser – ligesom friskolerne.

Men også dannelse, fordi formålet med folkeskolen er at skabe dannede borgere med gode faglige færdigheder og kundskaber.

Eneste krav til skolerne bør derfor være, at de får undervist eleverne i de vigtigste færdigheder og den vigtigste viden indenfor hvert fag. I de fleste lande sker det med et nationalt pensum/curriculum, som er obligatorisk for skolerne. Men hvordan de gør det – og hvad de ellers gør derudover – skal være 100 % op til skolerne selv.

Folkeskolen og alle børnene har alt for længe lidt under dårlig politik. Lad os sætte dem fri igen og give folkeskolen tilbage til folket.

Wokeness æder sig ind i det politiske liv

Henrik Dahl
8. juli 2021

I England er wokeness på vej til at blive en afgørende faktor i den politiske verden. Vil dansk politik også blive overtaget af woke-dagsordenen?

Ifølge den amerikanske politiske analytiker Frank Luntz, så er “wokeism” (en ideologi, der blandt andet hævder, at de vestlige lande er strukturelt sexistiske og strukturelt racistiske) på vej til at blive mere splittende i britisk politik end f. eks. modsætningen mellem nord og syd eller modsætningen mellem land og by.

Frank Luntz er ikke hvem som helst. For det første har han i årtier rådgivet Det Republikanske Parti i sit hjemland USA. For det andet gik han i sine unge dage på universitetet i Oxford. Der stiftede han blandt andet bekendtskab med Boris Johnson og hjalp ham i kampen for at blive det, der frit kan oversættes til formand for Studenterrådet. Tilsammen gør de ting ham værd at lytte til.

Mængden af wokeism i henholdsvis det konservative parti og Labour er meget forskellig. Hos de konservative er det kun cirka en femtedel, der opfatter Storbritannien som strukturelt sexistisk og racistisk. Hos Labour er det til gengæld næsten halvdelen, der har den opfattelse.

Frank Luntz er ikke den eneste i Storbritannien, der har den opfattelse, at wokeism er i færd med at udvikle sig til at definere britisk politik. For nylig skrev Douglas Murray (som vi i Danmark blandt andet kender fra den anmelderroste bog om identitetspolitik “Hordernes hærgen”) i The Sun, at wokeness efterhånden findes overalt i landet på universiteterne og i centraladministrationen, men også i de væbnede styrker og i erhvervslivet (der i CSR-tænkningens bullshittende navn forestiller sig, at der er kunder at hente ved at udstille et woke værdisæt).

Den, der tænker, at wokeness er noget, der kan ændre Storbritannien, har bestemt noget at have det i. For nylig afgjorde højesteret, at transkvinder kan indsættes i kvindefængsler, hvis de ønsker det. Også selv om de ikke har undergået nogen form for behandling med hormoner eller lignende.

Anledningen til, at højesteret overhovedet behandlede sagen, var, at en biologisk kvindelig indsat i et fængsel havde klaget over, at hun skulle afsone med biologiske mænd, der var dømt for voldtægt, men erklærede, at de identi-ficerede sig selv som kvinder.

Højesteret erkendte, at der var tale om interesser, der skulle afbalanceres.

På den ene side kvinders ret til at leve i tryghed; også når de afsoner en fængselsdom. På den anden side transpersoners ret til at udleve deres seksualitet. Men konklusionen var, at i denne konflikt måtte transpersonernes legitime krav have forrang for de biologiske kvinders legitime krav.

Den samme konklusion er IOC nået til i forhold til den new zealandske vægtløfter og transperson Laurel Hubbard. Hun gennemlevede puberteten som manden Gavin Hubbard og gik fra middelmådig til verdensstjerne, da hun skiftede til Laurel. Kvindelige atleters legitime krav om at konkurrere med jævnbyrdige må tilsidesættes for Laurel Hubbards ret til at være den, hun føler, at hun er.

Begge sager understreger, at i et woke samfund er der en klar tendens til, at biologiske kvinders legitime krav tilsidesættes til fordel for transpersoners. Det er kvinderne, der må ofre deres “safe spaces” såsom omklædningsrum eller (skønt det berører få) fængsler, hvor de ikke skal frygte at blive voldtaget. Det er de fødte kvinder, der må ofre deres udtagelse til det new zealandske landshold i vægtløftning for en tidligere mand.

Vil det gå lige så galt i Danmark? For ja, det er min klare opfattelse, at der er noget galt, når et samfund bliver woke. På den ene side kan man sige: Nej.

Vi er slet ikke der, hvor amerikanerne, canadierne og briterne er havnet. Men på den anden side kan man fremføre: Nævn et væsentligt kulturfænomen fra den engelsktalende verden, der ikke er kommet til Danmark og Europa.

Jeg giver en gammeldags isvaffel med guf og syltetøj til den, der kan komme i tanke om et gyldigt eksempel.

Den hastighed, hvormed wokefænomener er trængt frem i Danmark, begrunder først og fremmest en vis bekymring. Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren. I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

Wokeness ødelægger alting. Den skaber en frygt-og aflysningskultur på universiteterne. Den fører til aktivistisk pseudovidenskab sammesteds. Men hvad værre er: Wokeness sniger sig også ind hos universiteternes ledelser og ændrer fundamentalt ved forståelsen af eksempelvis ligestilling.

Hvor ligestilling indtil for nylig har betydet forbud mod diskrimination og har betydet lige chancer, når man søger en stilling, er begrebet på vej til at betyde, at kvinder har en kollektiv ret til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er en uskik. For kollektive rettigheder kan alene tildeles ved, at man diskriminerer på det individuelle plan. Det vil konkret sige: mod mænd, der er bedre kvalificerede end den kvindelig ansøger, der tildeles en stilling som følge af en kollektiv rettighed til at fylde en kvote op.

Wokeness har den tendens, at den tilsidesætter biologiske kvinders legitime krav og ønsker for transpersoners krav og ønsker. Derfor anser jeg det for en kendsgerning, at nogle af de største ofre for wokeness bliver de biologiske kvinder. I hverdagen, når de ikke kan have et safe space som et omklædningsrum i fred. Og i sporten, når de tvinges til at konkurrere med personer, der har gennemgået puberteten som mænd og derfor er tæt på umulige at slå for den, der er født som kvinde.

Oven i det kommer den symbolske udslettelse, når man som J. K.

Rowling, Martina Navratilova eller Maya Forstater skal lægges for had, hvis man fremfører, at det at være kvinde også har at gøre med den biologi, man er født med.

Det værste ved wokeness er for mig at se, at det opløser idealer om rationalitet og om fælles menneskelighed, der har forbedret verden konstant siden Oplysningstiden i 1700-tallet. Det er sandt, at rationaliteten og den fælles menneskelighed er idealer, der ofte er blevet svigtet. Men det forholder sig ikke desto mindre sådan, at når idealer svigtes, kan det udsættes for gyldig kritik.

Mens det ikke er legitimt at kritisere andre mennesker for at svigte mine idealer, så er det jo for det første legitimt at kritisere folk for at svigte egne idealer. Og for det andet er det legitimt at kritisere dem for at svigte fælles idealer.

Så den egentlige værdi i de fælles idealer ligger ikke i, at de til hver en tid bliver fulgt. Den ligger i, at de giver anledning til gyldig kritik.

Derfor er det nødvendigt at sige: Det er ikke sådan, at enten må man blive det woke Storbritannien, eller også må man blive det illiberale Ungarn. Det er odiøs manipulation at hævde, at midterpositionerne ikke findes. Det er et falsk dilemma, at valget står mellem wokeness eller illiberalitet.

Mennesker skal i et meget vidt omfang nyde en respekt, som er begrundet i selve det forhold, at de er mennesker. Men det nytter ikke noget, hvis man benytter ublu krav om overdreven respekt eller en paranoid følelse af, at alle er imod en, til at kræve særrettigheder for sig selv. Og underkastelse fra alle andre.

Derfor skal vi gå så langt, som Oplysningstidens idealer tillader for at give plads til det enkelte menneske. Det ville i enhver henseende være katastrofalt, hvis vi gik længere. Og dermed lod idealer om universel sandhed; om rationalitet og om fælles menneskelighed falde.

Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren.

I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 8. juli 2021)

Dansk forskning i migration og indvandring er fuld af fup

Henrik Dahl
21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Forskere forsøger at lukke munden på deres kritikere ved at spille ofre

Henrik Dahl
9. juni 2021

Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.

Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.

Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?

Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.

Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.

I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.

Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.

Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.

Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.

Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.

Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.

Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.

Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.

Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.

Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.

Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.

Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.

Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.

Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.

Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.

Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.

Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.

Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.

Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 8. juni. 2021)

Universitetsrektorerne forstår ikke problemet

Henrik Dahl
7. juni 2021

Det kunne være en hjælp til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

Disse linjer skrives den 6. juni. Det vil sige søndagen, der markerer udgangen på uge 22.

Den 22. uge i det herrens år 2021 kan og vil blive husket på mange måder, når historien engang skal skrives. Men blandt dem, der har sat for sig at beskrive livet ved de danske universiteter, vil en omtale af vedtagelse 137 næppe være til at komme uden om.

Vedtagelsen blev udløst af en forespørgselsdebat i Folketinget, der blev afholdt ugen før. Den omhandlede overdreven aktivisme, og endte i en konklusion – det er, hvad begrebet ”vedtagelse” dækker over – der blandt andet lyder: ”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Det er jo – skulle man tro – en meget fredsommelig konklusion. Folketinget vil ikke blande sig i det indre liv på universiteterne, men præciserer, at den videnskabelige selvregulering er det bærende princip.

Så fastslår Folketinget, at opgaven med at sikre, at der ikke går noget galt i forhold til selvreguleringen, ligger hos universiteternes ledelser. Og for at undgå misforståelse, så beskriver Folketinget også, hvad ledelserne skal være opmærksomme på. De skal undgå faglig ensretning. De skal undgå, at politik og videnskab sammenblandes. Og de skal sikre sig, at forskere svarer på rimelig kritik af deres arbejde. Hvem kan dog have noget imod det?

Det kan blandt andet universiteternes rektorer. På Twitter skrev formanden for universiteternes rektorkollegium Anders Bjarklev for eksempel: ”Som formand for rektorkollegiet i @Danskeuni kan jeg kun tolke det her som et angreb på forskningsfriheden.”. Og til netstedet videnskab.dk uddybede han: ”Problemet er, at vi sidder i en situation, hvor vi ikke rigtig ved, hvad vi bliver anklaget for”.

Men en gruppe af forskere gik endnu mere amok. De skrev et åbent brev, hvori der blandt andet stod: ”Folketingets position kan blive brugt til at legitimere yderligere angreb og begrænsninger på den akademiske frihed. Det kan resultere i, at flere forskere – særligt dem i udskældte positioner – trækker sig fra den offentlige debat, hvilket leder til selvcensur.” Det åbne brev havde ifølge netstedet videnskab.dk fredag den 4. juni samlet over 1500 underskrifter.

Det mærkelige ved det åbne brev, er, at anklagerne er fuldkommen spekulative. Kan underskriverne fremlægge belæg eller dokumentation for, at Folketinget rent faktisk planlægger angreb og begrænsninger på den akademiske frihed? For V137 kan umuligt tolkes som hverken angreb eller begrænsninger på den sande forskning. Kun som en kritik af pseudovidenskab og politisk aktivisme – som alle vel er enige om, ikke hører hjemme på et universitet. Så der må være noget belæg af en eller anden slags et sted? Det kunne det være rart at få præsenteret.

Den næste anklage i det åbne brev, som heller ikke dokumenteres, er anklagen om, at lige præcis V137 vil få rigtige forskere – altså dem, der ikke benytter sig af pseudovidenskab eller er politiske aktivister – til at udøve selvcensur. Er der nogen som helst dokumentation for, at dette vil ske? Eller er det bare spekulation og konspirationsteori, som der ikke er noget reelt grundlag for tro?

Jeg er godt klar over, at affattelse af åbne breve ikke er det samme som forskning. Alligevel forekommer det mig besynderligt, at dokumentationen for, at der i det hele taget forekommer et problem, er så tynd i en henvendelse, der er skrevet og underskrevet af videnskabsmænd og –kvinder.

Men lad os gå videre og se på Anders Bjarklevs besynderlige påstand om, at han ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for.

At rektoren ikke ved, hvad universiteterne kritiseres for, skyldes, at han ikke vil vide det. Ikke ønsker at vide det. Holder fingrene i ørerne og siger la-la-la, når kritikerne tager ordet. For det er ikke sådan, at der mangler tekster, som påpeger eksistensen af et problem.

Den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech udgav allerede i 2005 en bog, der hedder Kvinder og Mænd. Den er en akademisk kritik af manglende redelighed i den danske kønsforskning.

I 2012 udgav samme Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen Er danskerne racister? Den er også en akademisk kritik. Men denne gang af uredeligheden blandt danske racismeforskere.

Og i 2019 udgav de tre forskere Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe bogen ”Æresrelateret social kontrol”. Her beskrives, hvordan forskersamfundet på deres specialeområde (som er socialt arbejde i forhold til den sociale kontrol i indvandrermiljøer) selv er grebet af en social kontrol, der udelukker visse perspektiver på deres forskningsgenstand.

Men sagen er, at forskere i meget vidt omfang ikke vil forholde sig til kritikken. De nægter simpelthen at gå ind på den kritik, der er fremlagt. Det sker ved anvendelsen af alle mulige sange fra de varme lande og al mulig snak for den syge moster, der ikke tjener noget som helst legitimt formål. Men blot forhindrer en realitetsbehandling på universiteterne af kritikken.

Kun hvis man møder enhver kritik med lamme undskyldninger og skøre påstande om imaginære problemer, der sjovt nok bevirker, at man ikke behøver lytte til kritik, giver det mening at hævde, at universiteterne ikke ved, hvad de anklages for.

Hvis de nævnte bøger ikke rækker, findes der desuden kvalificeret påpegning af problemerne i denne kronik af Hans Bonde; i denne kronik af førnævnte Bonde samt Torsten Skov, og i denne kronik af Marianne Stidsen.

Det er et selvstændigt problem, at enhver kritik af universiteterne mødes af en spærreild af lamme undskyldninger for, at kritikken ikke kan realitetsbehandles. Så det første, universitetsrektorerne kunne gøre, var at droppe udflugterne om, at de ikke kender til kritik, og foretage en realitetsbehandling af den kritik, der allerede er fremlagt. For der er noget at komme efter. Som den tidligere rektor for Danmarks Biblioteksskole og nuværende professor ved DPU Lars Qvortrup beskriver her (man skal begynde at læse efter den rituelle nedrakning af borgerlige politikere og debattører).

En vinkel på forespørgselsdebatten, der ikke har været betonet særlig kraftigt hidtil, er, at flertallets vedtagelse kan ses som en beskyttelse af mindretal og af dissidenter.

Efter spørgsmålet om aktivisme og pseudovidenskab dukkede op i den offentlige debat i marts, er jeg blevet kontaktet af tilstrækkeligt mange forskere til, at jeg med sikkerhed kan sige, at vi har et problem.

Problemet består i, at forskere, der er uenige med ortodoksien inden for de områder, der i særlig grad er inficeret med aktivisme og pseudovidenskab, føler sig i en udsat position. De føler, at hvis de ikke holder mund og gør gode miner til slet spil, så er der en fare for, at de vil blive sorteret fra i kampen om en fast stilling (den første ikke-tidsbegrænsede stilling for en forsker, er stillingen som lektor).

Det har tilstrækkelig mange forskere – under meget alvorligt mente ønsker om fortrolighed – fortalt mig. Det bør undersøges med stor alvor af universitetsledelserne. Og der bør tages effektive forholdsregler imod, at forskere, der lever op til kvalitetsstandarderne, men har et andet syn på tingene end ortodoksien, ikke systematisk presses ud af stillingsstrukturen ved universiteterne.

Jeg skal ikke blande mig i, hvordan rektorerne løser deres ledelsesopgave. Men her er et forslag, de kunne overveje:

Hvad med, at ledelserne på universiteterne løbende organiserede konferencer om de emner, som vi fra kritikken ved er underbelyste og uønskede på de fagområder, hvor pseudovidenskaben og aktivismen har godt fat?

Det kunne for eksempel være en konference om biologiens betydning for kønsidentiteten. Det kunne være en konference om religionen islams negative indflydelse på fremkomsten af demokrati i Mellemøsten. Det kunne være en konference om selvdisciplinens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om intelligensens generelle betydning for menneskets tilværelse. Det kunne være en konference om den mellemøstlige kulturs undertrykkelse af kvinder. Eller det kunne være en konference om humanismens stigende indflydelse på politik og på samfundslivet generelt fra 1700-tallet og frem mod vore dage.

Sådanne perspektiver kommer sjældent frem, når danske forskere udtaler sig. Derfor kunne det være en hjælp til de oversete positioner og til de forskere, der er i fare for at blive presset ud i kampen om faste stillinger, hvis universiteternes ledelser på denne måde tog ansvaret for at beskytte mindretalssynspunkterne ved de danske universiteter alvorligt.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 6. juni 2021)

Er der hold i snakken om aktivistiske forskere?

Henrik Dahl
27. maj 2021

Siden marts har debatten stået i Danmark: Er der ved universiteterne opstået politisk aktivistiske miljøer, der har erstattet gammeldags idealer om forskning med yderligtgående, venstreorienteret aktivisme?

I den forbindelse har apologeter for tingenes nuværende tilstand blandt andet argumenteret for, at problemet overhovedet ikke findes. Det skulle efter denne opfattelse ene og alene være udtryk for nogle højreorienterede politikeres trang til at vække opmærksomhed.

I den mest fornuftige ende finder man lektor Nils Holtug. Han argumenterer for, at forskere gerne må være normative i deres tilgang til de emner, de studerer. Men samtidig sætter han klogeligt nogle grænser op. Både i forhold til redelighed, når det gælder om at fremstille resultater, der støtter ens politiske holdninger. Og i forhold til forskningskvalitet i det hele taget.

I den knap så fornuftige ende finder man en række forskere, som i forskellige variationer siger, at da forskning aldrig kan være helt objektiv og helt værdifri, kan det hele nærmest være lige meget. Et godt eksempel kan læses her.

Men indvendingen mod den måde at argumentere på ligger ligefor: Ja. Det kan godt være, at objektivitet og værdifrihed ikke findes i praksis. Men sandhed er et ideal, man som forsker bør stræbe efter – selvom det er umuligt at nå. På samme måde er spørgsmålet om den almene anerkendelse af videnskabelige resultater et ideal: Det kan godt være, at det aldrig nås. Men den rette måde at forske på er ikke desto mindre stadig at stræbe efter at overbevise alle så godt, det lader sig gøre. Denne vigtige tilføjelse til relativismen og nihilismen, der ligger i påstanden om, at når man ikke kan nå idealerne, kan det hele være ligegyldigt, kan læses hos Lars Qvortrup her.

Endelig er der så de helt outrerede benægtere. Et godt eksempel er for eksempel professor emeritus Heine Andersen, der sammen med Mogens Nygaard Christoffersen skriver i blandt andet Kristeligt Dagblad.

Skønt en person som Julia Suárez-Krabbe decideret har aflagt tilståelse i Berlingske, mener Andersen åbenbart ikke – og den påstand har han gentaget ofte – at der foreligger dokumentation for blandt andet aktivisme. Det er over grænsen ind mod det komiske.

Men den venstreorienterede aktivisme på danske universiteter er ikke bare sporadisk. Den er ekstrem. Det kan man se af et nyligt kampskrift i Politiken med titlen: ”Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”.

Selvfølgelig har forskere lov til at have en holdning og udtrykke den. Men i manifestet (der har over 30 underskrivere) hedder det: »Som akademikere, forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten er vi solidariske med palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden, i Israel og de omtrent 7 millioner palæstinensiske flygtninge verden over.«

Det kan ikke læses på andre måder end, at de højtideligt erklærer, at de udfører deres daglige arbejde i solidaritet med palæstinenserne. Og dermed helt klart ikke ud fra et ideal om hverken balance i fremstilling af positionerne eller ligefrem neutralitet.

Navnlig ikke, fordi det gentages mod slutningen af teksten: »Som akademikere, forskere og undervisere i Danmark, en tidligere kolonimagt, er vores støtte til den palæstinensiske befrielse en integreret og fuldstændig nødvendig del af den bredere afkoloniseringsproces.« Det handler tydeligvis ikke om holdninger i fritiden, men om holdninger i arbejdstiden.

Længere nede i manifestet fremstilles Israel gang på gang som et apartheidsamfund. Det er en betegnelse, der primært er lanceret af ngo’en Human Rights Watch, og er – hvis man skal sige det yderst pænt, hvad Adam Holm her bestræber sig på – det, man kan kalde en tilsnigelse.

Som Adam Holm skriver, så har livet som araber i Israel absolut intet at gøre med livet som sort i Sydafrika under apartheidstyret. Og hvorfor lige trække Israel frem som ”apartheidland”, når der f.eks. findes masser af islamiske lande, hvor de rettroende er førsteklassesborgere, og de vantro anden- eller tredjeklasses? Så hvorfor Israel – på et både faktuelt forkert og urimeligt grundlag – skal trækkes frem som slyngelstat på bekostning af andre stater, der faktisk fortjener betegnelsen, står hen i det uvisse.

Et besynderligt træk ved manifestet er, at det slet ikke nævner Hamas. Og dermed heller ikke Iran, der er storsponsor for Hamas.

Hamas har det samme mål som Iran, nemlig staten Israels totale udslettelse. Det er ikke bare noget, man har i munden. Hamas har ved talrige lejligheder forsøgt efter bedste evne at gøre målet til virkelighed.

Skal man forstå Israel til fulde, ville det derfor være en god idé at nævne, at landet står over for en eksistentiel trussel fra Hamas og Iran.

Udover at forskerne selv tilstår yderligtgående venstreorienteret aktivisme, fortæller de også den kyndige læser, hvor de har deres faglige udgangspunkt: Overordnet set handler det alt sammen om afkolonisering.

Det vil blandt andet sige den samme fikse (men i bund og grund forfejlede) idé om en uafvaskelig arvesynd blandt nulevende danskere på grund af den politik, der blev ført under enevælden. Den, som også fik en gruppe vandaler under ledelse af Katrine Dirckinck-Holmfeld til at stjæle en buste af Frederik V og kaste den i Københavns havn.

Den venstreradikale aktivisme stortrives ved danske universiteter. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Fordi den har aflagt fuld tilståelse herom.

(Blogindlæg udgivet på Jp.dk d. 26. maj 2021)