Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang har den Venstres mandater bag sig

Helena Artmann Andresen
21. oktober 2024

Regeringen har nu præsenteret sin plan for den nye uddannelsesreform.

En plan med mange gode takter, som højere karakterkrav til gymnasierne, og en ny vej, der skal få flere til at vælge erhvervsuddannelserne.

Men der var også en gammel socialdemokratisk tidsel: Tvangsfordeling af elever.

Et upopulært levn fra sidste regeringsperiode under den socialdemokratiske regering, hvor elever i landets store byer blev tvangsfordelt på gymnasierne på baggrund af deres forældres indkomst.

Dette i et forsøg på at undgå »indvandrergymnasier« med en stor andel af elever med ikkevestlig baggrund. Ingen gymnasier måtte have mere end 30 procent elever med ikkevestlig baggrund.

En aftale, som hele blå blok fra begyndelsen var imod, fordi det ikke er staten, der skal bestemme, hvor unge mennesker vælger at tage deres uddannelse. Det skal de selv, ogdet undergraver deres frie valg at tvangsfordele dem.

Før valget stod Morten Dahlin på Folketingets talerstol og talte om eleven Lukas, der bor 500 meter fra sit lokale gymnasium, men i stedet er tvunget til at transportere sig til et gymnasium længere væk, fordi det er det gymnasium, regeringen har valgt til ham. Det var principielt forkert, lød det.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Tvangsfordeling af elever var en af grundene til, at Venstre gik med i regeringen, lod de os forstå. De ville sikre, at tvangsfordeling af elever aldrig ville blive til virkelighed. De unges frie valg havde sejret, lød det.

Men nu tyder det på, at den socialdemokratiske tvangsfordeling af elever igen er skudt op som ukrudt. Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang harden Venstres mandater bag sig.

Hvilke kriterier eleverne vil blive tvangsfordelt på baggrund af denne gang, skriver regeringen intet om. Venstres politiske ordfører forsikrer dog, at regeringen agter at lave en model, der tager hensyn til elevernes frie valg.

I mine ører rimer tvangsfordeling og respekt for de unges frie valg af uddannelsessted dårligt. Unge mennesker er ikke brikker, der skal placeres efter statens forgodtbefi ndende. Elever skal hverken fordeles efter forældres indkomst, etnicitet eller hvor langt en elev har fra sit hjem til uddannelsen. De unge skal kunne søge de gymnasier, de ønsker, og ikke underlægges en socialistisk tvangsfordeling.

Opstår der problemer med en eller flere elever, skal det have konsekvenser for denenkelte, naturligvis. De må sanktioneres og i yderste konsekvens bortvises, hvis de ertil gene eller skade for undervisningen og studiemiljøet. Men vi skal ikke tvangsfordele gymnasieelever, fordi der er særlige udfordringer på enkelte gymnasier. Integrationsproblemer skal ikke løses af gymnasieelever.

Det er på tide at lægge tvangsfordeling af gymnasieelever i graven som en dårlig idé, der ikke bør genopstå. Helena Artmann Andresen er børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21. oktober 2024)

Forældre skal lære deres børn at respektere læreren

Helena Artmann Andresen
16. oktober 2024

Jeg læser, at to forældre til elever i folkeskolen har travlt med at skyde skylden for klassens kaotiske tilstand og ringe indlæringsmiljø på den unge lærervikar.

Men intet sted kan jeg læse, at forældregruppen for klassen selv nævner sin egen del af ansvaret.

Ja, der er meget, der skal fungere bedre i folkeskolen, og som vi skal finde politiske løsninger på. Vi mangler flere uddannede lærere, lærernes tid er knap pga. rigide krav til deres forberedelsestid og undervisning, skoledagene er for lange, og der er for lidt tid til eleverne. Det ansvar ligger hos os, politikerne.

Men det må aldrig undskylde, at elever udsætter lærere og vikarer for chikane, trusler og vold. Det er helt uacceptabelt.

Jeg forstår også forældrenes frustration over manglen på uddannede og erfarne lærere, der har et godt tag i klassen. Lærerflugt fra folkeskolen er en af folkeskolens store udfordringer. Hver fjerde nyuddannede lærer forlader folkeskolen igen efter bare få år, og brugen af vikarer er steget med 90 pct. på bare 10 år.

Men forældrene glemmer, at elevernes opførsel er en af de tungtvejende grunde til, at mange lærere og vikarer bliver skræmt væk eller sygemeldt fra arbejdet. Den grænseoverskridende kultur, der hersker i mange klasseværelser, tærer på læreren og giver de ringeste forudsætninger for at udføre lærergerningen.

Det er først og fremmest forældrenes og dernæst skolens ansvar at opdrage børnene og lære dem om ordentlig opførsel, respekt og autoritetstro. Det er forældrenes og skolens ansvar at lære børnene, hvordan de skal behandle deres klassekammerater og lærere, og vigtigst af alt lære dem, at det har konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt og behandler sine medmennesker respektløst.

Det er det ansvar, der mangler i dag, og desværre foregår den grænseoverskridende opførsel mere eller mindre konsekvensfrit.

Respekten for læreren som autoritet er noget nær forsvundet i folkeskolen. Arbejdet med at genopbygge respekten for læreren starter derhjemme. Forældrene skal for det første blive meget bedre til at have skolens ryg. Vi er nødt til at genopbygge samfundskontrakten, hvor forældre ikke automatisk ringer til skolelederen og klager, hvis læreren har irettesat deres barn på grund af dårlig opførsel.

Nej, LA vil ikke tilbage til den sorte skole og lektor Blomme-pædagogik. Men vi er i dag endt i den helt modsatte grøft, hvor det i vid udstrækning accepteres, at elever kan udsætte lærere for vold og trusler, uden at eleverne bagefter mærker en konsekvens. Det er helt uacceptabelt, og det er på ingen måde den skole, LA ønsker.

Forældre, hvis I vil have en mere harmonisk skole, så tag forældreansvaret på jer og lær jeres børn om respekt for den autoritet, læreren er, og at dårlig opførsel ikke er konsekvensfrit.

I mellemtiden vil jeg arbejde hårdt på, at vi får skabt bedre rammer for folkeskolen, end hvad vi har i dag.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. oktober 2024)

Tesfaye har faktisk ret i slaget om uddannelsespolitikken

Helena Artmann Andresen & Sandra Elisabeth Skalvig
15. oktober 2024

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv.

I 1980 VAR DET under to af ti af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse. I 2022 var det cirka tre af fire. I 1980 var det cirka en af ti på en ungdomsårgang, der gik på universitetet. I dag har knap halvdelen udsigt til en universitetsuddannelse.

Mantraet fra dansk uddannelsespolitik siden 90’erne har været hellere litteraturvidenskab end dansklærer. Hellere designingeniør end industritekniker. Og hellere statskundskaber end kontoruddannet.

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv. Men vi synes, at det er udtryk for en uheldig tendens, at hele tilgangen til uddannelsespolitikken har været så enøjet fokuseret på det akademiske. Det har gjort, at folkeskolen i dag føles gymnasieforberedende. Og at gymnasiet er præget af at være universitetsforberedende.

Vi tror, at mange har fornemmet tendensen længe. Det er bare, som om fornemmelsen ikke længere smager helt så sødt.

NÅR MANGE I dag snakker om et A- og B-hold på uddannelserne, er det et udtryk for den akademiske fetichering af uddannelsespolitikken.

Nogle hævder, at politikerne nu vil sende flere på B-holdet, når man skærer i optag på universiteterne eller forsøger at tænke ungdomsuddannelserne lidt anderledes.

Men man hører ikke til på B-holdet, fordi man ikke søger den akademiske vej. Og det er den fælles erkendelse, som både vi og Socialdemokratiet har gjort os. At det ikke er dårligt for vores samfund, hvis flere tog en erhvervsuddannelse i stedet for automatisk at søge mod gymnasiet, eller at flere tog en professionsbachelor i stedet for at stryge mod universiteterne.

At uddannelsespolitikken i flere årtier kan opsummeres som ‘mere uddannelse er altid godt’, har vist sig både utopisk og forfejlet.

For man troede, at Danmark – ja, faktisk hele Vesten og den rige del af verden – var i gang med en transformation fra produktionssamfund til videnssamfund.

Vi var sikre på, at jo længere uddannelsen var, desto bedre og finere var den.

Vi var sikre på, at computerarbejde var bedre end håndarbejde.

Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse. Eller i hvert fald så mange af os som muligt. Så kunne vi lade Kina stå for at lave dimsedutterne – det er alligevel billigere derude Som Tesfaye formulerede det i Altinget i sidste måned, var det »den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990’erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om«.

Selvsamme bog inspirerede Radikale Venstre i så høj grad, at daværende partileder Marianne Jelved omdelte bogen som ‘pligtpensum’ til hele den radikale folketingsgruppe. Bogens ideer blev også omsat til det famøse uddannelsespolitiske udspil – vel at mærke med Martin Lidegaard som pennefører – med titlen ‘Det kreative Danmark’.

NU LIDT OVER 20 år efter bogens udgivelse står det ret klart, at der var en vis portion kvaksalveri over det. Ikke desto mindre har tankerne grundfæstet sig i dansk uddannelsespolitik og har bidraget til den enorme udvikling i andelen af ungdomsårgange på de gymnasiale og videregående uddannelser.

I dag står det klart for enhver, at det måske ikke var så god en idé at overlade hele produktionen af dimsedutterne til kineserne. Og at man måske har brug for nogle industriteknikere til den grønne omstilling. Eller at det ikke altid lønner sig at hyre en akademiker til et HK-job.

Det er hverken akademike-bashing, antiuddannelse eller socialdemokratisk leflen for arbejderklassen. Det er sund, borgerlig fornuft.

I Liberal Alliance kan vi godt lide at bryste os af at være partiet for de upopulære sandheder. Og en lidt barsk sandhed i uddannelsesdebatten er, at politikere i de seneste årtier har løjet over for ungdommen om, at de alle sammen kunne tage sig en universitetsuddannelse og blive bedre stillet af det.

Men det har bidraget til, at unge mennesker ikke får den succesoplevelse med ‘drømmestudiet’, som de håbede. Og mange har uddannet sig direkte til arbejdsløshed og jobcenter. Det er efter vores mening hverken solidarisk eller klogt.

Og nej, det handler ikke om mindre uddannelse. Det handler om, at mennesker er gode til forskellige ting. Derfor har ideen om akademiseringen af vores uddannelsessystem gavnet nogle, men skadet andre. Det er tid til at udligne den skævvridning.

DET KAN GODT være, at Tesfaye og Socialdemokratiet pakker opgøret med den kreative klasses våde drøm om uddannelsespolitik ind i en fernis af Arnes børnebørn, klassekamp og ‘de lærdes tyranni’, men det er nu engang tanker og politik, der langt hen ad vejen er formuleret af borgerlige politikere – fra Bertel Haarder til Merete Riisager.

Det gør ikke Tesfayes diagnose mindre korrekt. Tværtimod går vi gerne til forhandlingsbordet for at være med til at lave om på årtiers forfejlet uddannelsespolitik.

“Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse”

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. oktober 2024)

Det skal være slut med uddannelsessnobberiet

Helena Artmann Andresen
13. oktober 2024

“Stort set alle unge skal have adgang til gymnasiet”. Sådan lyder budskabet i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringens nye udspil til en reform af ungdomsuddannelserne.

Det er en skam, at det netop er dét budskab, der turneres med. Reformen som helhed og særligt forslaget om en ny praktisk uddannelse med et stærkt socialt fællesskab, som ikke lukker døre for fremtidige uddannelsesveje, er nemlig et glimrende initiativ. Men at insistere på at kalde uddannelsen for en gymnasieuddannelse er et fejlskud.

For hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner? Hvor er ønsket om at gøre op med årtiers uddannelsessnobberi, der unødigt har sat gymnasiet på en piedestal som den “rigtige” vej at gå? Og hvor er erkendelsen af, at det hverken er lykken for de unge eller samfundet som helhed, hvis alle går på gymnasiet?

Det har alt for længe været normen for de fleste unge efter 9. klasse at fortsætte på gymnasiet. Det har været dér, hvor alle de unges klassekammerater har skullet gå. Dér, hvor de fede fester og det gode sociale liv har fundet sted. Dér, hvor adgangen til fremtidens uddannelsesmuligheder har været placeret.

Derfor er det prisværdigt, at regeringen nu lægger op til at få skabt et gennemtænkt og attraktivt alternativ til det almene gymnasium for de unge, som vægter praktisk og erhvervsorienteret undervisning højere end tekstanalyse, differentialregning og oldtidens Grækenland.

Det er blot fundamentalt, at sådan et uddannelsestilbud ikke drukner i ønsket om at gøre det til allemandseje at gå på gymnasiet. Lad os nu droppe forestillingen, om at det er umuligt at skabe en attraktiv ungdomsuddannelse, uden at der står “gymnasium” på dørskiltet – og i stedet respektere den faglighed og de traditioner, som erhvervsuddannelserne indbefatter.

For der er jo ikke brug for et nyt gymnasium. Der er brug for en ny tilgang til vores ungdomsuddannelser, som gør op med uddannelsessnobberiet og skaber bedre ungdomsliv og fremtidsmuligheder for alle unge.

Hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner?

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. oktober 2024)

LA: Nej til regeringens plyndringstogt

Helena Artmann Andresen
24. september 2024

Store gymnasier bør ikke straffes, fordi de er populære. Alligevel er det dét, som regeringens finanslovsforslag for 2025 vil gøre.

Regeringens forslag går ud på at fordele penge fra de store til de små gymnasier via en justering af det såkaldte undervisningstaxameter, der definerer det beløb pr. elev, som gymnasierne modtager for undervisning af eleven. Helt konkret ønsker regeringen at reducere undervisningstaxameteret med ti procent for gymnasier med over 700 årselever. Pengene skal ifølge regeringen gå til de mindre gymnasier for at tilgodese udbuddet af ungdomsuddannelser i landdistrikterne.

Forslaget vil betyde, at eksempelvis Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole vil miste henholdsvis otte og syv millioner kroner. Det vil utvivlsomt gå ud over eleverne, om det så er færre fag, færre lærere eller dårligere undervisning.

I modsætning til de store gymnasier står de mindre gymnasier med forslaget til at skulle modtage flere penge. Pengene vil dog langtfra gavne de lukningstruede gymnasier i landdistrikterne, da pengene står til at blive smurt tyndt ud på tværs af alle gymnasier med færre end 700 årselever.

Men er gymnasier med 400, 500 eller 600 årselever lukningstruede på grund af elevantal? Ikke i min optik, og de burde derfor heller ikke modtage penge på bekostning af andre gymnasier.

Forslaget vil ramme handelsgymnasierne særligt hårdt, selvom de i årevis har fulgt de politiske opfordringer om at fusionere fra mindre til større gymnasier. Det bider dem nu i halen. Eksempelvis vil et gymnasium stadig blive straffet, hvis det på tværs af sine afdelinger har over 700 årselever, også selvom nogle afdelinger måtte have færre end 700 årselever.

Et eksempel er ZBC på Sjælland, der har gymnasier i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg. Selvom ingen af de fire gymnasier har mere end 700 årselever, rammes ZBC stadig, da de fire gymnasier samlet set har over 700 årselever.

Forslaget vil derfor give gymnasieinstitutionerne incitament til at lukke de enkelte lokationer rundt om i landet og samle det hele under ét tag. Det vil betyde færre ungdomsuddannelser i landdistrikterne stik imod regeringens intention.

Regeringens udspil burde være målrettet til at hjælpe de gymnasier, som rent faktisk er lukningstruede, og det virker for mig som et embedsmandsudspil. Det er en ommer.

Jeg vil opfordre regeringen til at begrave forslaget, så vi i stedet på tværs af Folketingets partier kan finde en taxametermodel, der fungerer for alle gymnasier.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2024)

Nej tak til Tesfayes smagløse gryderet

Helena Artmann Andresen
16. september 2024

Lad det være sagt med det samme. Vi er enige med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i, at der er behov for at gøre noget for erhvervsuddannelserne.

Uddannelser som tømrer, murer, ambulancebehandler, mejerist, elektriker og socialog sundhedshjælper bliver ikke mindre vigtige i årene, der kommer. Tværtimod. Vi har brug for dygtige og engagerede unge med såkaldte »kloge hænder«.

Unge, der går på en erhvervsuddannelse, skal have mere tid. De skal kunne møde ind på en uddannelse, hvor de får lov at følge en klasse, og hvor de kan fordybe sig i fag og ungdomskultur, før de skal ud at prøve kræfter med en arbejdsplads.

Men – for der er også et stort »men« – i forhold til de planer, som ministeren har luftet om at skabe en ny HPX-uddannelse, der skal rumme samtlige 100+ erhvervsuddannelser. For unge mennesker er ikke ens – og det er erhvervsuddannelserne heller ikke.

Der er en kæmpestor forskel på, om man drømmer om at blive maskintekniker, kok eller sundhedsmedarbejder. Derfor trækker vi følehornene til os, når ministeren taler om at lave en »gryderet«, for det lugter langt væk af udkogte gulerødder, hengemte perleløg og udvasket tomatsovs.

Man kan ganske enkelt ikke blande de mange uddannelser sammen, uden at smagen, historikken og den faglige stolthed går fløjten.

Hvis vi skal udvise respekt for erhvervsuddannelserne – og det skal vi – må vi erkende, at uddannelserne hver især har en lang tradition – nogle går århundreder tilbage – og bygger på faglige traditioner, håndværk og kultur, som gør netop disse uddannelser til noget helt særligt.

Vi må også erkende, at unge, der ønsker at lære at tilberede grøntsager og blåmuslinger, ikke på samme måde drømmer om eller har et fagligt behov for at lære at rede en hospitalsseng eller at kunne bringe en bordplade i vater.

Liberal Alliance er klar på forhandlinger, der kan give bedre vilkår for erhvervsuddannelserne. Det vil være godt for både de unge og for samfundet. Men vi ønsker en model, der respekterer forskellige fagligheder og forskellige unge, sådan at fremtiden kan blive faglært i stedet for at ende i en smagløs gryderet

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. september 2024)

Hvad mener LA egentlig om SU’en? │Sandra Skalvig │ En samtale om uddannelse

Sandra Elisabeth Skalvig
5. april 2024
Afspil video

Hvorfor vil regeringen ikke lære af skolenedlukningerne?

Helena Artmann Andresen
10. marts 2024

I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Det er efterhånden et par år siden, at klasselokalerne på landets skoler stod tomme, og eleverne sad hjemme foran computerskærmene. Men selvom coronatiden kan føles fjern, har konsekvenserne af nedlukningerne været enorme for mange skoleelever.

For coronaårene sendte skolen og eleverne ud i et kæmpe eksperiment med fjernundervisning, håndsprit og høje krav til omstillingsparatheden. Bare i 2021 var eleverne i 5.-10. klasse fysisk væk fra skolen i 52 dage. Konsekvenserne er tydelige, særligt for de mest sårbare elever.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der var en markant stigning i antallet af folkeskoleelever, som i 2023 hverken bestod dansk og matematik ved 9.-klassesafgangsprøverne.

Samtidig har flere elever lav faglig trivsel sammenlignet med før coronakrisen, hvilket også smitter af på de faglige resultater. Analysen konkluderer, at nedlukningerne er gået mest udover elever med de laveste faglige forudsætninger, elever fra arbejderfamilier og elever med forældre uden for arbejdsmarkedet.

Den nye analyse falder på et tørt sted, men erfaringsopsamlingen må ikke ende her. I Liberal Alliance har vi længe ønsket en mere tilbundsgående evaluering af, hvilken effekt nedlukningerne har haft på samfundet.

Derfor fremsatte vi allerede sidste år et beslutningsforslag herom – med særligt fokus på at evaluere nødvendigheden af skolenedlukningerne samt på at undersøge de menneskelige konsekvenser, som nedlukningerne har haft for eleverne og deres forældre. Desværre ville hverken regeringspartierne eller SF bakke forslaget op.

Det er mig en gåde, hvordan man kan opponere imod en dybdegående evaluering; for selvfølgelig skal vi lære af erfaringerne fra corona, så vi er bedre forberedt til næste gang, der skulle komme en pandemi. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har vi allerede nogle erfaringer at stå på, men i min optik er de erfaringer på ingen måde blevet evalueret tilstrækkeligt, hvis vi skal stå bedre næste gang, uheldet skulle være ude.

Der er behov for, at vi får samlet grundigt op på erfaringerne fra corona – en tilbundsgående evaluering. Alt andet kan vi ikke være bekendt over for de fremtidige generationer.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10/3-2024)

Det er hårdt at være ung – og det er okay

Helena Artmann Andresen
4. marts 2024

Jeg tror, at vi glemmer, at det faktisk er helt normalt, at ungdomslivet er hårdt.

Vibeke Koushede, der er en af Danmarks førende eksperter inden for mental sundhed, rammer hovedet på sømmet, når hun i Jyllands-Posten siger, at vi skal lære at skelne mellem alvorlige mentale lidelser og forbigående skavanker, hvis vi skal mental mistrivsel til livs.

Som samfund taler vi i dag nærmest med samme tyngde om de udfordringer, man kan forvente af ethvert ganske almindeligt ungdomsliv, og det at kæmpe en kamp mod reelle mentale problemer som depression og svær stress.

Jeg er selv 22 år og kender alt til, at ungdomslivet til tider kan være svært og meget andet end perfekt.

Skolearbejde, social status og venskaber, der skal plejes, forventninger og overvejelser om, hvilken vej man skal gå i livet, og den universelle ungdomsusikkerhed om, hvem man er og bør være som person – ja, ungdomslivet rummer mange usikkerheder og bekymringer, og det kan være utroligt svært at acceptere, når unge i dag i højere grad end tidligere lever i en såkaldt perfekthedskultur.

Det er ikke underligt, at mange unge føler sig utilstrækkelige, når vores eget virkelighedsbillede ikke ligner de illusioner om det perfekte liv, vi konstant eksponeres for på sociale medier.

Men løsningen er ikke at dyrke følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig. Vi bliver nødt til at lade de unge forstå, at ikke alle dage er lette og bekymringsfrie – og det er helt normalt. Det er et grundvilkår ved at være menneske og særligt et ungt menneske, som forsøger at finde den rette vej i livet.

En af de ting, Vibeke Koushede også peger på, er, at vi skal stoppe med konstant at tage temperaturen på hinanden.

Lige nu ser vi, at uddannelsesinstitutionerne gør mistrivsel til et strategisk fokusområde.

Jeg har møder med organisationer, der mener, at mistrivsel skal være på skoleskemaet, og jeg har for nylig besøgt en erhvervsskole, der havde udviklet sin egen app, hvori eleverne en gang om måneden skulle logge ind og rapportere, hvordan deres trivsel var, så skolelederen kunne holde øje med eleverne.

Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation. Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

Jeg tror, de unge i højere grad vil kunne acceptere og håndtere uperfekthed, hvis de er bevidste om, at det er en normal del af tilværelsen som menneske, og at perfekthed er en illusion.

Du høster som bekendt, hvad du sår, og sår vi konstant et narrativ om, at børn og unge har det dårligt og er mere mentalt skrøbelige end tidligere, så er det ikke overraskende, at det også er den fortælling, ungdommen tager på sig.

Så hvad kan man gøre politisk? Særligt Socialdemokratiet er for tiden ude og skyde Liberal Alliance i skoene, at vores svar til unge med reelle mentale problemer er, at de skal tro på sig selv og stoppe deres jamren.

Det er selvfølgelig ikke vores politik, når det gælder de mest sårbare unge, som har brug for egentlig hjælp og behandling.

Først og fremmest skal vi styrke psykiatrien med flere penge, sengepladser og mere kvalificeret personale, der griber den enkelte patient bedre, end det er tilfældet i dag.

Vi skal gøre op med frygtpædagogikken og sætte antallet af trivselsundersøgelser ned.

De er bureaukratiske for folkeskolerne, og det styrker elevernes narrativ om, at de har det dårligt, når de igen og igen skal svare på ”hvor tit har du ondt i maven?”.

Den navlepillende, dårligdomsdyrkende tilgang til ungdomslivet er ikke vejen til bedre trivsel.

Tværtimod.

I stedet skal vi anerkende, at det er hårdt at være teenager – ligesom det altid har været – og så hjælpe der, hvor vi kan.

“Jeg frygter, at vi er i gang med at sygeliggøre en hel generation.”

Hvis man i stedet fokuserede på at gøre børn og unge opmærksomme på, at følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed er helt normale i stedet for at problematisere det, tror jeg, at vi ville hjælpe dem langt mere.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 4/3-2024)