Fertilitetsområdet har fyldt alt for lidt

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. januar 2024

For mange håbefulde par er det desværre en langvarig og vanskelig proces at blive gravid.

Det er enormt indgribende konstant at skulle stikke sig med medicinske indsprøjtninger, at ændre på kvindens cyklus, konstant at have scanninger og konsultationer på klinikken, som kan ændre sig med kort varsel.

Fertilitetsområdet trænger i dén grad til at blive kigget efter i sømmene, så flere par kan få opfyldt deres største drøm om at blive forældre.

Regeringens forslag om at indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to er sympatisk, og dens fokus fortjener ros, men løser ikke de afgørende problemer.

Blandt de store problemer er ventetiderne, og at man i forløbet oplever at blive afmeldt sin behandling grundet kapacitetsmangel, og at tilbuddene til dem, som det ikke lykkedes for, ikke altid er specielt gode.

I 2022 påbegyndtes 39.000 fertilitetsbehandlinger. Det kan lyde af meget, men efterspørgslen er langt større.

F.eks. er ventetiden til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet ca. seks måneder og på Nordsjællands Sygehus mellem fem og seks måneder.

Ventetid er ikke ligefrem fordelagtig, når det biologisk ur tikker og slider mentalt.

I Liberal Alliance foreslår vi, at fertilitetsbehandling skal omfattes af behandlingsgarantien. Behandlingsgarantien angiver, at man kan vælge en privat leverandør, hvis ikke det offentlige sygehus kan foretage behandlingen inden for 30 dage.

De 30 dage foreslår vi generelt også, at man dropper og i stedet giver borgeren frit valg fra dag ét.

I dag er fertilitetsbehandling desværre undtaget fra behandlingsgarantien, så man aldrig har ret til skattefinansieret privat fertilitetsbehandling. Det bør ændres fremover.

Vi må dog erkende, at fertilitetsbehandling er symptombehandling af en større problematik og ikke bør stå alene. Vi bliver nødt til at se med alvor og mere bredt på den dalende fertilitet og indrette politikken herefter.

Vi skal have politisk fokus på årsagerne bag og forebyggende løsninger. Samtidig er vi nødt til at have en åben og ærlig, men svær samtale om de følger, det kan have at vente for mange år på at få børn.

Jeg blev selv mor som 17-årig. Nogen vil sige, at det er alt for ungt, men jeg var klar til at blive mor. Andre har passeret 40, når de bliver mødre. Nogen vil sige, at det er alt for gammelt, men så har de nok aldrig mødt en god, nybagt mor i 40’erne.

Kvinder kan blive gode mødre, uanset om de 20, 30 eller 40 år – realiteten er dog, at chancerne er større, når man er yngre. Det er vigtigt, at vi har en samtale om at blive mor – både i en ung og sen alder.

Biologien begrænser os rigeligt – der er ingen grund til, at vi indskrænker “fertilitetsvinduet” endnu mere med fordomme om unge og lidt ældre mødre.

Fertilitetsområdet er heldigvis begyndt at få mere opmærksomhed.

Sidste år vedtog Folketinget en afskaffelse af den femårige grænse for nedfrysning af æg, og snart skal Folketinget tage stilling til partnerægdonation som følge af et beslutningsforslag stillet af LA sammen med Alternativet.

Men jeg savner en mere helhedsorienteret plan for et meget aktuelt samfundsmæssigt problem, som rammer mange mennesker hårdt.

Jeg håber derfor, at statsministerens sympatiske forslag er et udtryk for, at regeringen og resten af Folketingets partier er parate, så flere par kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.23/1-2024)

AI kan redde kræftpatienters liv, så hvorfor tøver regionerne egentlig?

Louise Brown
11. december 2023

AI er stadig i sin spæde start, men potentialet i denne teknologi er enorm. Som samfund har vi endnu ikke åbnet vores øjne helt for de muligheder, det giver os, og hvordan vi kan bruge denne nye teknologi til at sikre bedre behandling af patienterne.

Jeg har i mit arbejde som sundhedsordfører for Liberal Alliance den seneste tid set nærmere på de AI-løsninger, der allerede eksisterer på sundhedsområdet, og jeg bliver utrolig optimistisk for vores sundhedssystem, når jeg ser, hvad denne nye teknologi giver af muligheder til læger og patienter.

Det er dog en kortvarig glæde, når man samtidig oplever, hvordan det offentlige system spænder ben for disse teknologier, som ellers ville kunne spare selvsamme system mandetimer og ventetid for patienterne. AI-software i forbindelse med mammografiscreeninger er bare et af mange eksempler.

Kæmpe potentiale

Alle kvinder i alderen 50-69 år inviteres hvert andet år til mammografi, som scanner brystet for kræftknuder. Derudover er der kvinderne i andre aldersgrupper, som får en mammografi, fordi de har symptomer på brystkræft. Det er mange, mange tusinde mammografier om året. Når scanningen er lavet, aflæser to speciallæger røntgenbilledet for kræftknuder.

AI-software kan spare 40 pct. af arbejdsbyrden for de speciallæger, som normalt aflæser mammografierne, fordi man kan erstatte den ene af de to læger med AI-softwaren. Samtidig bliver aflæsningerne færdiggjort hurtigere, hvis den laves af en speciallæge og AI-softwaren, end hvis den var lavet af to speciallæger uden hjælp fra AI.

Og vigtigst af alt er dette muligt uden at slække på sikkerheden – tværtimod. AI-softwaren finder 20 pct. flere knuder, fordi den kan aflæse kræftknuder, der er så små, at de kan blive overset af menneskelige læger – uanset hvor dygtige de er.

Ved hjælp af AI-teknologi kan vi altså undgå, at kvinder bliver sendt hjem fra hospitalet med oversete kræftknuder, som det statistisk set sker i dag. Som en ekstra fordel sparer mange AI-løsninger generelt personalet for bureaukratiske opgaver, da teknologien selv kan opdatere patientjournaler og frigiver derved yderligere hænder og tid.

Region Nordjylland og Region Hovedstaden har taget teknologien til sig, men det gælder desværre ikke for alle landets regioner, selvom det ville spare systemet for store mængder tid og penge, samtidig med at det ville betyde hurtigere og mere effektiv behandling af patienterne.

Det er ikke alene på brystkræftområdet, men i kræftbehandling generelt, at der er liv, tid og penge at spare med brug af AI. I forbindelse med strålebehandling af kræftpatienter findes der i dag flere AI-løsninger, der automatisk kan afmærke de såkaldte risikoorganer, der ligger rundt om den tumor, man forsøger at ramme, for at sikre minimal skade på raske organer og væv rundt om tumoren.

Ved at bruge AI-software til denne opgave kan systemet spare op imod 90 pct. af den tid, det tager en højtspecialiseret onkolog op til to timer at afmærke. Afmærkning af risikoorganer med AI giver større ensartethed i resultatet – også når man som patient behandles på en afdeling uden landets førende specialister. Det er endnu ikke noget, vi bruger herhjemme, men teknologien er nationalt indkøbt til hele Finland, i Norge er udbuddet i gang og en ud af fire af alle patienter i Frankrig, som modtager strålebehandling, får en sådan afmærkning af deres risikoorganer ved hjælp af AI.

Årsagen til, at AI-løsninger i behandling ikke bliver brugt i højere grad herhjemme, er ikke, at det kræver en stor og omkostningstung udskiftning af al teknologi at implementere softwaren. For eksempel kan AI-softwaren til brystkræftscreeninger inden for få timer være i brug.

Problemet er, at regionerne ofte opererer efter tankegangen not invented here – ikke opfundet her. Det vil sige, at regionerne ikke vil bruge teknologi og løsninger, som ikke er udviklet inden for regionens egne grænser og insisterer i mange tilfælde på at udvikle deres egen version af teknologien og udføre deres egne test og målinger på trods af, at det allerede eksisterer og anvendes regelmæssigt i andre regioner eller nabolande, som kan fremvise gode erfaringer og omfattende statistik og data om teknologiernes effekt.

Ulogisk og forargende

Vi skal selvfølgelig ikke ukritisk tage AI-løsninger i brug på alle områder i sundhedsvæsnet, hvis ikke det tjener det formål at forbedre behandlingen og udnyttede systemets ressourcer mere effektivt. Men det giver mening at gøre det på områder som brystkræftscreening, hvor det er bevist at have store sundhedsmæssige og økonomiske fordele.

Regionernes modvillighed til at bruge denne AI-teknologi på trods af, at vi kender dets mange fordele, er ikke blot ulogisk, men decideret forargende. Dette er endnu et eksempel på, at systemet har systemet for øje og ikke patienten, og det koster både samfundet og den enkelte brystkræftpatient dyrt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 9. december 2023).

Som borgere skal vi kende vores rettigheder, når systemet svigter

Louise Brown
9. oktober 2023

I den seneste tid har vi desværre set flere eksempler på, at borgere ikke har fået den hjælp i sundhedssystemet, de havde krav på.

Lad os bare fremhæve kræftskandalen i Aarhus som det mest fremtrædende eksempel på det. Af den grund mener jeg, at vi bør samle alle patientrettigheder i én overskuelig lov, så man som borger hurtigt og enkelt kan lære dem at kende.

Lige nu kan det nemlig være enormt forvirrende at skabe sig et overblik over alle de forskellige rettigheder, vi har som patienter, og når man selv eller ens pårørende er syg, så er følelsen af uoverskuelighed nok det sidste, man har behov for.

Derfor reagerer mange borgere for eksempel ikke, når de får et brev fra sygehuset om, at de kan få en tid, der ligger flere måneder ude i fremtiden, mens andre ikke får læst, at man for eksempel har ret til at blive behandlet i andre regioner end ens egen.

Og listen er længere end det. Lad mig her blot nævne behandlingsgarantien og alle reglerne om befordringsgodtgørelse. Det er også ét stort virvar af regler og rettigheder. Og hvis du tænker “hvilke regler og rettigheder”, ja, så understreger det vel blot pointen.

Mere overskueligt bliver det ikke af, at regeringen af og til suspenderer bestemte patientrettigheder, fordi systemet er presset. Faktisk så presset, at man selv på ens regionale patientkontor kan forvente ugelange svartider, hvis man henvender sig med spørgsmål om sine rettigheder. Det er mildest talt en kamp at få klarhed.

For os i Liberal Alliance er det afgørende, at vi indretter systemet, så borgerne ved, hvad de har ret til. For når der sker dig noget, så handler det altså nu engang om dig og ikke systemet. Derfor er det afgørende, at vi får gjort patientrettighederne overskuelige. Systemet skal være til for borgerne.

Inden AI overvejer at tage dit job, redder den dit liv

Louise Brown & Alexander Ryle
21. august 2023

Kunstig intelligens (ai) er af gode grunde på alles læber, men i debatten om teknologien bør vi ikke lade os optage af den evige frygt for nye teknologiers eliminering af vores job. I stedet bør vi fokusere på de fantastiske muligheder, teknologien åbner for os – for eksempel på en front så essentiel som vores sundhed, hvor vi takket være ai formentlig kommer til at leve bedre, sundere og længere. Det er nu engang ikke småting.

Allerede i dag er mange eksperter enige om, at ai kommer til at revolutionere vores sundhedsvæsen. Hvordan ved vi ikke helt endnu, men vi ved, at det bliver vildt: Alt tyder på, at vi kommer til at blive behandlet hurtigere og bedre, at vi kommer til at få tilpasset forskellige lægemidler til vores individuelle molekylære niveauer, og at vi kommer til at kende til vores sygdomme tidligere. Den udvikling skal vi omfavne. I Region Hovedstaden har man især gjort sig gode erfaringer med ai. Det er sket i kampen mod brystkræft, der typisk bliver opdaget ved såkaldte mammografier – avancerede scanninger af brystet. Her har man skåret hele 30 procent af den tid, det tager at undersøge en scanning ved at lade ai foretage de indledende undersøgelser, som derefter bliver tjekket igennem af et menneske. 30 procent af tiden! Det er altså en del, og hvis sådan en besparelse også gør sig gældende på andre områder, betyder det meget for både borgere og de ansatte.

På samme vis stiller ai os borgere et sikrere sted, når man på alarmcentralen i samme Region Hovedstaden gennem længere tid har ladet ai være med på en lytter for at træne den i at spotte potentielle hjertestop. Her har det vist sig, at man med ai på linjen fandt ti procent flere hjertestop end det ellers ekstremt dygtige personale kunne finde alene, og at erkendelsen skete hurtigere med brugen af ai. Det er jo fantastisk.

På trods af det er det ikke mærkeligt, at de fleste hverken tænker på hjertestop eller billeddiagnosticering af brystkræft som det første, når de hører om ai. Men lad os i debatten om teknologien huske på, at hverken samlebåndet, hjulet, internettet eller Google endnu har sat os alle udenfor beskæftigelse, og at ai altså heller ikke kommer til at gøre det.

I stedet kommer den til at være en fantastisk medspiller i kampen mod alverdens sygdomme og kampen for vores velvære. Derfor bør vi omfavne teknologien og hjælpe sundhedssektoren med at afprøve, udbrede og implementere teknologien, hvor det giver mening. Så gør vi nemlig os selv og vores kære en kolossal tjeneste.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 19. august 2023).

Vogt dig for de fire myter i sundhedspolitikken

Louise Brown
12. maj 2023

Jeg har kun siddet i Folketinget og været sundhedsordfører i lidt over et halvt år. Jeg har meget at lære endnu. F.eks. hvorfor mange i den politiske debat bliver ved med at gentage en række myter om private sundhedstilbud. Myter, der undergraver muligheden for en oplyst debat og fornuftige løsninger på så vigtigt et område.

Den første myte er, at privathospitalerne stjæler de ansatte fra offentlige hospitaler. Ævl. I 2021 var de ifølge Dansk Sygeplejeråds egne tal ca. 2.373 sygeplejersker, der forlod den offentlige sektor. 142 af dem fik job på et privathospital. 142!

Sundhedsstyrelsen har også kigget på afgangen af både anæstesisygeplejersker og intensivsygeplejersker i tidsrummet fra fjerde kvartal af 2019 og til andet kvartal af 2022.

Her viser det sig, at der har været en nettotilgang på privathospitalerne på henholdsvis 14 og 21 blandt intensiv- og anæstesisygeplejersker. Kigger man på de offentlige hospitaler, har der været et nettofald på 13 intensivsygeplejersker og en nettotilgang på 72 anæstesisygeplejersker. Kan vi så ikke én gang for alle drukne dén fortælling?

Den anden myte er, at privathospitalerne scorer kassen. Også noget ævl. Sundhed Danmark, der er interesseorganisation for en stor del af de private aktører på sundhedsområdet, har for nylig indgået den meget omtalte aftale, hvori de har givet ”det offentlige” 12 pct. rabat fra juni 2023 frem til 2024, hvor rabatten falder til 10 pct. af, hvad de plejer at skulle betale. Det har de gjort, fordi de gerne vil bidrage til at nedbringe vores vildtvoksende ventelister.

Sagen er bare den, at Sundhed Danmark nu står med håret i postkassen, da den kun har fået lov at byde ind på 11 områder af de 80, hvor den tilbød sig. Det betyder desværre, at ventelisterne stadig er helt grotesk lange. Nogle må vente 13 år på en kæbeoperation, der kunne klares i det private stort set med det samme.

Den tredje myte er, at privathospitalerne kun tager de ”lette” patienter. Og her er der dog lidt om snakken, sådan da. Det er sandt, at der er mange komplicerede operationer, der ikke kan udføres på de private hospitaler. Men det handler altså ikke udelukkende om, at privathospitalerne ikke vil. Det handler om, at de ikke får lov – som nævnt før fik private kun lov at dække en brøkdel af de områder, de bød ind på. Nuvel, nogle af operationerne kan ikke udføres på privathospitalerne. De operationer, der er meget risikofyldte, kræver et beredskab, der ikke findes på privathospitalerne, men det er altså ikke alle komplicerede operationer, der er klassificeret sådan.

Den fjerde myte er, at der er mangel på psykologer. Igen noget ævl.

Der er rigtig mange psykologer derude i landet. Men vi har et spidsfindigt system, der gør, at man kun kan få lov at hjælpe det offentlige, hvis man har et ydernummer, og det er altså ikke noget, det offentlige rutter med.

Der findes faktisk også op til flere private psykiatriske hospitaler. I dag står mange børn og unge på venteliste for at blive udredt eller på anden måde modtage hjælp i forhold til psykiatriske lidelser. Dette, imens flere mennesker og institutioner er klar til at tage imod. Men det må de ikke.

Vi står altså i den situation, at tusindvis står på venteliste – nogle mere akutte end andre – men alligevel lader vi dem vente i årevis, fordi det åbenbart er vigtigt, om det er en offentlig eller en privat udbyder, der hjælper.

Det er på tide, at vi gør op med den tankegang – det handler vel om patienterne!

Så kan vi tale om ideologi og værdier bagefter, og tilhængerne af myten kan få lov til at forklare folk, at de desværre skal undvære deres behandling, fordi den ikke er offentlig.

Hvorfor bliver vi ved med at høre disse myter fra folk, der burde vide bedre? Det har jeg endnu til gode at lære. Og jeg håber faktisk lidt, at jeg aldrig lærer det.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. maj)

Video: Louise debunker myter | Louise Brown

Louise Brown
10. maj 2023

Der er fem myter om private aktører i sundhedsvæsnet, som kun gør debatten dummere, og som giver patienterne dårligere behandling. Hør Louise Brown, vores sundhedsordfører, debunke dem.

Afspil video

Modstanden mod privathospitaler kan koste liv

Louise Brown
27. januar 2023

Det går galt, når vi centraliserer den offentlige service.

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den offentlige debat for at have hørt om, at vores sundhedsvæsen er presset. Men i en dugfrisk undersøgelse fra Sundhedsministeriet males der et hidtil uset dystert billede af sektoren. Akutafdelingerne er fyldt til bristepunktet, så ambulancer må holde i kø foran skadestuerne, ventetiden til somatisk behandling har sneget sig på op 44 dage i gennemsnit, og der mangler i dag så mange læger, at patienter med livstruende sygdomme kan risikere at vente flere timer på behandling.

En del af problemerne kan spores tilbage til sygeplejerskernes strejke i 2021, og at ventetiderne steg under coronapandemien.

Men krisen i sundhedssektoren skyldes også forfejlet politik. For selv om de ansatte på offentlige hospitaler har svært ved at følge med, har man fra statens side valgt at smække døren i over for private hospitaler, der har ressourcer til at afhjælpe presset.

I en vejledning til sundhedsloven står der, at Sundhedsstyrelsen som udgangspunkt skal åbne for, at private hospitaler kan ansøge om at udføre mere komplicerede og sjældne indgreb minimum hvert tredje år. Men ikke desto mindre har Sundhedsstyrelsen ikke haft åbent for ansøgninger siden år 2016. For 19-årige Marie-Louise Rasmussen betyder det, at mens hun normalt kunne blive opereret gratis og øjeblikkeligt for sin hoftedysplasi, skal hun i dag enten selv finansiere operationen på 120.000 kr. eller vente flere år, før der er ledigt på et offentligt hospital. Og Marie-Louise Rasmussens historie er langt fra at være en enlig svale.

FOR NYLIG kunne man læse om 37-årige Kristoffer Holmberg, der har udsigt til en ventetid på 13 år til en behandling for sin kæbelidelse, som gør ham ude af stand til at arbejde, selv om et privathospital står klar til at hjælpe øjeblikkeligt. Om Sundhedsstyrelsens manglende godkendelser skyldes, at embedsværkets tandhjul er sandet til i bureaukrati, eller om problemerne snarere er et produkt af venstrefløjens ideologiske modstand mod private udbydere, kan vi ikke vide. Men uanset hvad er sundhedssektorens krise et skolebogseksempel på, hvor galt det kan gå, når vi centraliserer den offentligt finansierede service ét sted.

I et liberalt samfund, hvor man satte danskerne før systemet, ville man lade pengene følge borgeren, så folk kan vælge de tilbud, der passer til deres specifikke behov. For når danskerne betaler verdens højeste skatter, har de også krav på verdens bedste service.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 27. januar 2023)