Sexarbejde er ikke et samfundsproblem – men vores syn på det er

Alexander Ryle
18. december 2024

Selvom det blev lovligt at sælge seksuelle ydelser i 1999, er vores syn på prostitution strandet på den forkerte side af årtusindeskiftet.

Politikere taler om ligestilling og værdighed, men synet på sexarbejdere er fortsat gennemsyret af stigma og fordømmelse.

Det er dog ikke selve sexarbejdet, der udgør et samfundsproblem, men derimod visse politikeres manglende vilje til at sikre sexarbejderne trygge forhold og basale rettigheder.

Et liv i samfundets skygger
I århundreder har danske sexarbejdere været henvist til at arbejde i samfundets skygger, hvor bagsæder, gedulgte trappeopgange og baggårde udgør scenografien for et virvar af usikkerhed og uværdighed. Pludselig føles dit storrumskontor nok ikke helt så slemt, vel?

Forestil dig et job, hvor du skal hoppe ind i fremmede biler uden at kunne vurdere risikoen. Så kan man virkelig tale om opstillingsparathed på jobbet.

Selvom sexarbejde nok altid vil indebære en vis risiko, så er det altså lovgivningen, der skubber sexarbejdere ud i en daglig gladiatorkamp. Selvom sexarbejde i praksis er lovligt, er det ikke anerkendt som et “lovligt erhverv.”

Det betyder, at sexarbejdere på den ene side ikke kan melde sig ind i en a-kasse, modtage sygedagpenge eller få arbejdsskadeerstatning. Men på den anden side beskattes deres indtægt som enhver anden, uden at de nyder godt af de rettigheder, som skatten finansierer.

Dertil kommer, at det er ulovligt at opnå en fortjeneste ved andres prostitution, hvilket på overfladen virker fornuftigt – ingen ønsker gangsterlignende bagmænd i pelsjakker og fedora-hatte, der undertrykker og lukrerer på sexarbejdere.

Men paradoksalt nok har rufferiparagraffen fået den modsatte effekt: Almindelige udlejere tør ikke leje lokaler ud, sikkerhedsvagter vil ikke tilbyde beskyttelse, og sexarbejdere kan heller ikke ansætte hjælp til hverken telefonpasning eller regnskab.

Forskel mellem teori og praksis
I et svar til Folketinget har justitsminister Peter Hummelgaard oplyst, at lovgivningen ikke direkte kriminaliserer værelsesudlejning eller ansættelse af vagter, så længe de aflønnes på almindelige vilkår og ikke udnytter sexarbejderen økonomisk.

Alligevel er der i praksis tale om en gråzone, hvor frygten for at blive anklaget for rufferi afholder udlejere og andre lovlige samarbejdspartnere fra at stille sig til rådighed.

Hvis man vil tage problemet alvorligt, er det nødvendigt at forholde sig til denne kløft mellem teori og rufferiparagraffens faktiske virkning.

Derfor stillede Liberal Alliance tidligere i år et beslutningsforslag, som skulle skabe ordnede forhold for sexarbejdere ved at undtage specifikt afgrænsede funktioner fra rufferiparagraffen i straffeloven. Desværre valgte Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og SF at stemme imod.

Holland som forbillede
I Holland, som vi ofte ynder at sammenligne os med, har man valgt en mere pragmatisk tilgang. Her er sexarbejde reguleret som ethvert andet erhverv.

Sexarbejdere kan ansætte sikkerhedsvagter, sekretærer og rengøringspersonale, melde sig ind i fagforeninger, få dagpenge og spare op til pension. Sexarbejde betragtes ikke som et nederlag for ligestillingen, men snarere som en frigørelseskamp for retten til at bestemme over egen krop.

Hensigten med Hollands lovgivning er ikke at fremme sexarbejde, men at mindske skadevirkningerne og styrke rettighederne. Resultaterne taler for sig selv: færre seksuelle overgreb, øget tryghed, forbedrede arbejdsforhold og styrket retssikkerhed – og en større følelse af værdighed som en naturlig konsekvens heraf.

Det er en lovgivning, der nemt kunne tilpasses danske forhold, ligesom Belgien netop har valgt at reformere deres regler.

Det er på tide, at vi sætter handling bag de mange skåltaler. Danmark bør lade sig inspirere af Hollands eksempel og skabe en regulering, der beskytter frem for at marginalisere.

Alle mennesker fortjener et arbejdsliv med sikkerhed, rettigheder og respekt – sexarbejdere er ingen undtagelse.

(Indlæg bragt i Altinget d. 18/12-2024)

I Danmark ser vi os selv som verdensmestre i alt, men vi er dumpet i vores handicapindsats

Katrine Daugaard
28. oktober 2024

I Danmark har vi en fortælling om, at vi er et lysende foregangsland med et finmasket socialt sikkerhedsnet, når det gælder velfærd og omsorg for vores mest sårbare borgere. Hvis der havde været et mesterskab i velfærd, havde mange nok vurderet os selv til klare favoritter til toppen af ligaen.

Men når man kradser lidt i overfladen, er det langt fra virkeligheden i den danske velfærdsstat. I hvert fald ikke når det gælder kvaliteten af den støtte, vi leverer til de mange af os, der lever med et handicap.

Vi hører om alt for mange tilfælde, hvor den rette hjælp ikke gives fra start, hvilket bliver dyrt for både samfundsøkonomien og for borgerens trivsel. Eksempelvis Jakob, der for nogle år siden var ude for en ulykke i trafikken og fik en hjerneskade (i Politiken, 9. januar 2021, red.). Her sagde kommunen nej til, at han kunne få det nødvendige specialiserede tilbud uden for kommunen til at genvinde det tabte. Det gør, at han idag fortsat har mén efter bilulykken og har brug for varig støtte.

VI VED OGSÅ, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

For eksempel 15-årige Kristian (DR.dk, den 24. februar 2020, red.), der voksede ud af sin kørestol og fik beskeden om 40 ugers sagsbehandlingstid på at få en ny. Først da et medie gik ind i sagen, kom der skub i sagsbehandlingen. Og vi kunne desværre blive ved.

FN har for nylig rejst en skarp kritik af Danmark, fordi vi er for dårlige til at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle. I den nye rapport peger FN”s Handicapkomité på hele 41 områder, hvor der er brug for at ske markante forbedringer for mennesker med handicap.

FN udtaler, at det generelt går den forkerte vej for mennesker med handicap iDanmark. Vi er desværre ikke overrasket over, at regeringen får hård kritik. Ligesom FN ser vi nemlig en række steder, hvor det går den forkerte vej for mennesker med handicap og med at leve op til konventionen.

LAD OS GIVE nogle eksempler på, hvad Danmark får kritik for. Det går den gale vej inden for psykiatrien. Brug af tvang er steget med 22 procent på 10 år. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i2022. Tallene viser, at flere og flere børn og unge bliver udsat for tvang.

De sidste 10 år har man fra politisk side ønsket at inkludere flere børn med handicap iden almene undervisning. Det er langt fra lykkedes på en god måde. For eksempel har man i mange kommuner forsøgt at inkludere børn med eksempelvis autisme, adhd, cerebral parese eller synshandicap uden at klæde personalet ordentligt på til opgaven. Det har betydet, at langt flere børn er endt i ufrivilligt skolefravær og flyttet til et specialtilbud og væk fra deres lokale skole.

FN retter også en kritik af postnummerlotteriet.

Danmark er et lille land, men der er stor forskel fra kommune til kommune på den støtte, du kan få. Den samme lov gælder for kommunerne. Men det betyder noget, om du bor i Nyborg eller på Norddjurs.

DET KALDER PÅ dyb national selvransagelse. Vi kan ikke være tilfredse med at leve inaiv forherligelse af den danske velfærdsstat, hvis den ikke skaber gode vilkår for dem, der får brug for samfundets støtte.

Vi har brug for en socialpolitik, der sætter borgeren først og bygger på tillid frem for kontrol. Og lad så begynde at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle andre og behandle dem som ligeværdige borgere.

Vi ved også, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28/10-2024)

Luk Nørremarken og send det i privat udbud

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

TV2-dokumentaren om forholdene på plejehjemmene er hjerteskærende. Og vi ser allerede de røde tale om ”flere penge” som en løsning.
Helt ærligt, vi kan ikke blive ved med at belønne dårlige plejehjem med flere penge. Vi får aldrig bedre ældrepleje, hvis ikke vi sætter borgerne i fokus, sikrer mere konkurrence og flere konsekvenser ved at behandle borgerne elendigt.

Det skal jo være sådan fremover, at plejehjem skal være selvejende og frie, hvis de er offentlige eller deciderede private plejehjem. Folk skal kunne vælge frit hvor de vil bo. Og når et plejehjem mishandler borgerne, skal det gå konkurs. Det skal ikke belønnes med flere skattekroner.
Vi husker alle den forfærdelige udsendelse om Else, som blev så umenneskeligt behandlet på Plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det var desværre ikke en enlig svale. Den frygt har jeg fået bekræftet efter at have set udsendelsen ”Opråb fra plejehjemmet”.

Det er så rystende at se, hvordan enkelte plejere svigter de ældre. De byder på tøjauktioner i stedet for at tage sig af døende ældre. De holder pause hele tiden, taler grimt til de ældre, anvender fysisk magt over for dem, lader dem ligge i halve døgn med beskidt ble, giver dem ikke mad og drikke, glemmer deres medicin og man kunne blive ved.

Astrid Krag er allerede ude og advare mod besparelser i det offentlige, men svaret er jo ikke flere hænder. Mener Astrid Krag i ramme alvor, at beboerne på Nørremarken i Køge ville få det bedre, hvis der sad tre medarbejdere og bød på tøj i arbejdstiden, fremfor en enkelt?
En stor del af problemet her er ledelse. Og at for mange steder føler ledelsen ingen ejerskab og ansvar for stedet. Det er et strukturelt problem med mangel på ansvar og konkurrence.

Den socialdemokratiske løsninger kommer ALDRIG til at virke. Vi skal gentænke vores velfærdssamfund. Borgerne skal have mere frit valg, så de kan forlade de dårlige steder, og de dårlige steder kan få lov til at lukke og slukke. Mens de gode steder får lov til at blomstre.

SF og andre går på stemmerov blandt ofre

Henrik Dahl
24. august 2022

Det er lidt mindre end 50 år siden, at forfatteren Henrik Stangerup offentliggjorde romanen »Manden der ville være skyldig«. Den handler om en mand, der gerne vil påtage sig skylden for sine gerninger, men ikke kan få lov til det af samfundet, han lever i.

Når Stangerups roman er værd at huske, er det, fordi det i Danmark i 2022 åbenbart er kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar. Det var en samfundstilstand, forfatteren ønskede at advare imod.

Nu er den i mellemtiden blevet til virkelighed.

Påstår man, at det enkelte menneske har en mulighed for at påvirke sin egen situation, må man regne med et inkvisitorisk interview på en landsdækkende tv-kanal.

Når det er blevet kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar, er det, fordi en af præmisserne for velfærdsstaten er, at mennesket er et magtesløst offer for sit sociale miljø.

I socialpsykologien taler man om den såkaldte socialkarakter. Det vil sige et karakteristisk reaktionsmønster, der kan observeres i store grupper i samfundet.

Før Danmark blev et demokrati, var en afgørende socialkarakter den aristokratiske.

Omdrejningspunktet for den aristokratiske livsform var, at man som arving til sin families privilegier skulle videreføre slægtens magt og gerne gøre den større. Det gjorde man bedst ved at fremstå som indbegrebet af de dyder, slægten historisk stod for. Hvad enten det var en særlig flair for krigsførelse, offentlig administration eller dyrkelse af kunst og videnskab. Den opgave, der lå på den unge generations skuldre, var altså, at den skulle være særligt dygtig til at gøre det samme, som forfædrene altid havde gjort.

Det ændrede sig alt sammen, da man indførte demokrati. I det tidlige demokrati gjaldt det om at bevise sin duelighed.

Ordener hænger man på idioter, havde P. A.

Heiberg frejdigt hævdet i slutningen af 1700-tallet og modtaget en streng straf for det. Skulle man have et embede, var det ikke længere nok, at man havde et traditionsrigt efternavn og indflydelsesrige onkler. Man skulle selv kunne noget og være i stand til at godtgøre det med et eksamensbevis.

Denne borgerlige samfundsorden kalder man den meritokratiske, og den fungerer fortrinligt i de første 100 år af det danske demokratis historie. Men i takt med, at velfærdssamfundet bliver indført, begynder en ny måde at tænke på at konkurrere med den meritokratiske. Nu gælder det ikke længere om at bevise, at man er dygtig. Det gælder om at bevise, at man er magtesløs.

For er man det, går velfærdsstatens pengekasse op, og man kan regne med at blive forsørget resten af sine dage. I den forstand har velfærdsstaten det bagvendte succeskriterium, at det gælder om ikke at kunne. For kan man ikke, står systemet klar til at hjælpe.

Hvis man er et politisk parti, der gerne vil have mange stemmer, er en effektiv metode i Danmark i vore dage at gøre sig til talsmand for grupper, der hævdes at være ofre. Det ses mange steder, men mest tydeligt hos Socialistisk Folkeparti. Her fisker man ihærdigt i vælgerhavet ved at påstå, at selve det at være et ungt menneske er mere eller mindre sundhedsskadeligt.

Men som menneske har man altid et ansvar. Om ikke andet så for, hvordan man fortolker sin egen tilværelse. Det er derfor, det ikke burde være kontroversielt at sige, at folk godt kan. Problemet er, at det rokker ved den grundlæggende logik i velfærdsstaten.

For i så fald bliver behandlersamfundet overflødigt. Det er forklaringen på, det er blevet et rødt tabu at sige, at mennesker godt kan.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 24. august 2022)

Astrid Krag svarer udenom otte gange i træk

Alex Vanopslagh
18. maj 2022

Regeringens politik har gjort næsten alle danskere fattigere. Det burde bekymre en rød regering, men det gør det åbenbart ikke.

Tre sandheder om fattigdom og kontanthjælp

Alex Vanopslagh
2. juni 2021

Debatten om sociale ydelser kører på fulde drøn igen.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.

Jeg bliver derfor nødt til at slå tre sandheder fast, som punkterer venstrefløjens myter:

1. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Det er fuldstændig omsonst at påstå noget andet. Begrebet relativ fattigdom er et vrøvlebegreb. Det betyder, at desto mere rigt og velstående Danmark bliver desto flere fattige vil vi have. Du bliver ikke fattigere af, at andre bliver rigere. De sociale ydelser i Danmark er blandt de højeste i verden – en enlig mor med to børn får over 18.000 kroner udbetalt i sociale ydelser EFTER skat.

Alligevel påstår venstrefløjen at vi har over 40.000 fattige børn i Danmark. Det er noget ævl.

2. Når det kommer til ”børnefattigdom”, er det største problem at forældrene bruger pengene forkert – ikke at de ikke har nok penge.

Når og hvis børn lider afsavn, skyldes det først og fremmest at forældrene på kontanthjælp ikke prioriterer nok penge til børnene.

Nej, det er ingen økonomisk fest at være på kontanthjælp – men det gør det jo bare endnu vigtigere at prioritere i sine udgifter.

3. Det er ikke manglen på penge, der er den egentlige fattigdom, når man er på kontanthjælp. Det er manglen på arbejde – og den mening det giver i tilværelsen at være noget for andre og være en del af et fællesskab på en arbejdsplads.

Den egentlige fattigdom er den fattigdom, hvor man mister troen på sig selv og har været udenfor arbejdsmarkedet i mange år.

Det er det, jeg tidligere har kaldt for åndelig fattigdom.

Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Hvad er så vejen frem? Det er at sikre en pæn forskel på et lavtlønnet job og kontanthjælp. Gør de første 7.000 kroner skattefrie.

Bekæmp ”børnefattigdom” ved at få flere i arbejde. Den bedste måde at bryde social arv er ved at have gode rollemodeller – eksempelvis forældre der går på arbejde.

Og skrot det nuværende beskæftigelsessystem, der behandler arbejdsløse med mistillid og mistro, som er med til at øge den åndelige fattigdom.

Lad os få diskussionen om fattigdom og kontanthjælpssystemet tilbage på sporet.

Det største mysterium i dansk politik er befolkningens manglende indignation over at blive snydt af den herskende klasse

Henrik Dahl
9. april 2021

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse«, er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

Under udførelsen af en række overspringshandlinger, som skulle udsætte det tidspunkt, hvor der ikke længere var nogen vej uden om afvigte månedens kørselsindberetninger, faldt jeg forleden over en fødselsdagsomtale af Peter Rindal. I januar 2008 rundede han de 85 og blev i den anledning interviewet i Nordjyske. Det, der slog mig ved læsningen af interviewet, var Rindals intakte indignation og skarphed: »Rindalisme handler om, at mennesket får lov at administrere den størst mulige del af sin arbejdsindkomst selv. Undtagen alt det der er nødvendigt: Politi, vejvæsen, skoler, alderdomsforsorg. Tilskuds- og omfordelingspolitikken er gået helt over gevind. Har man en hobby, har man næsten krav på at stikke hænderne i de offentlige kasser«.

Rindal slog igennem i 1965, hvor han indsamlede over 62.000 protestunderskrifter imod Statens Kunstfond, der var blevet vedtaget i Folketinget året forinden. Som man kan se af citatet, var Rindal ikke imod kunst. Han var imod, at den skulle finansieres over skatterne. Derfor er det ikke mærkeligt, at han senere tilsluttede sig Fremskridtspartiet og i mange år repræsenterede partiet i Statens Kunstfond.

Når man googler sig længere ned i sagen om Peter Rindal, er det navnlig slående, at indignationen over at skulle betale skat til elitære formål, der ikke på nogen måde gavnede den jævne mand eller havde noget med hans tilværelse at gøre, var så voldsom. 62.000 underskrifter i et land, som dengang havde over en million indbyggere færre end i dag, er dog immervæk noget. Ligesom de 28 mandater Fremskridtspartiet opnåede ved valget i 1973.

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse« (navnet på en bog fra 1973 af Jørgen S. Dich, der beskrev en ny herskende klasse af offentligt ansatte; fortrinsvis akademikere), er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

For det er jo ikke sådan, at den herskende klasses svineri med den brede befolknings arbejdsomt indtjente penge er blevet mindre siden slutningen af 1960erne.

Meningsløse projekter

Hvert år bruger vi i Danmark cirka 45 milliarder kroner på sociale indsatser, og ingen kender virkningen. De 45 milliarder ville givetvis hjælpe de socialt udsatte mere og bedre, hvis de blev sat direkte ind på deres respektive NemKonti, end de gør nu, hvor de ødes bort på alverdens projekter. Men så ville den herskende klasse af projektmagere stå uden beskæftigelse, og det kan vi åbenbart ikke have.

I 2017 viste en analyse i Berlingske, at alene de tre største kommuner i Danmark havde afsat 150 millioner kroner til fortrinsvis meningsløse integrationsprojekter. Hvis man skalerer det op til hele Danmark, tør man slet ikke tænke på beløbet. Beskæftigelsesindsatsen er helt sikkert ikke 13 milliarder kroner værd. Og ud af et budget til forskning på 24 milliarder er der også råd til at bruge en pæn slat på meningsløs pseudovidenskab.

Det er en udbredt forklaring på den manglende indignation, at et flertal af befolkningen i dag på den ene eller anden måde lever af penge inddrevet i skatter og afgifter. Jeg tror bare ikke, vi kommer uden om, at indignationen også er blevet kvalt af massiv udskamning fra den herskende klasses side og af massiv indoktrinering gennem de dannelsesinstitutioner, som den herskende klasser har erobret det totale herredømme over.

Ellers er det nærmest uforståeligt, at børn og børnebørn af Peter Rindals generation er så ligeglade med at blive udplyndret og snydt af den herskende klasse, som tilfældet er.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 9. april 2021)