Den seneste tid er vi blevet vidner til en håndfuld skræmmende afsløringer af hændelser i moskéer i Danmark. Politiaflytninger af blodpengeforhandlinger med bandemedlemmer i Al-Hidayah-moskéen.

Vidner, der pludselig ikke kan huske noget fra gerningsstedet.

Fupnumre med adresser og foreninger, så man kan få fingrene ned i kommunekassen. Suspekte forbindelser mellem Imam Ali Moskéen og det iranske præstestyre.

Socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Erdogans moskénetværk.

Lige nu udfordrer dele af de muslimske miljøer den danske retsstat.

De bygger parallelle retssystemer og går uden om vores fælles institutioner og regler. Og de udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Det er i det hele taget absurd, at vi i den danske offentlige debat kan læse om blodpenge, muslimske mæglingsråd, shariadomstole og klaner under indlandsstof.

Men lige så absurd er det, at vi ikke har bedre muligheder for at gøre noget ved det.

Længe har Danmark ladet stå til, alt imens islamistiske mørkemænd har opbygget parallelle systemer og institutioner, der aktivt forsøger at undergrave det danske retssamfund og vores demokratiske værdier.

Man har ikke ladet stå til at ond vilje. Men en naivitet har præget stilstanden og måske endda skabt en berøringsangst.

For Danmark er et tillidssamfund.

Vi har over flere århundreder opbygget en kultur, hvor vi stoler på hinanden – og stoler på vores myndigheder. Det betyder også, at vores systemer er bygget på den tillidskultur. Det har mange positive konsekvenser. Men det gør dem også sårbare. Og dybt religiøse – nogle gange også dybt kriminelle – islamistiske netværk udnytter lige nu sårbarheden i den danske tillidskultur.

Ahmed Akkari, tidligere imam og talsmand for en protestgruppe under Muhammed-krisen, beskriver i bogen ”Min afsked med islamismen”, hvordan islamistiske netværk kan den danske foreningslovgivning til fingerspidserne og formår at malke kommunekassen til diverse projekter, der i virkeligheden kanaliserer penge tilterrorsympatisører.

I 2018 indviede Joy Mogensen, der dengang var borgmester i Roskilde Kommune, byens tyrkiske Ayasofya-moské. Den nye moské var ejet af Diyanet, som ifølge flere forskere er tæt knyttet til Erdogan.

Joy Mogensen afviste at tro på de forskere. »Måske vil nogle kalde mig naiv. Men jeg vælger altså at tro på mine medborgere her i Roskilde,« udtalte hun til Kristeligt Dagblad. Diyanet-moskéerne bruges aktivt som spioncentraler og som redskab til at forfølge politiske modstandere af Erdogan-regimet.

Joy Mogensens udtalelse er symptomatisk for den danske tilgang.

Vi antager, at alle vil det bedste.

Men i praksis har vi brugt skattekroner på at finansiere islamiske foretagender, der aktivt modarbejder Danmark og Vesten. Den seneste afsløring af blodpengeforhandlinger knyttet til Al-Hidayyah-moskéen har samtidig vist, at de har fået 137.257 kr. i tilskud fra kommunen.

Som en islamforsker udtaler det, svarer det til, at »Københavns Kommune nærmest driver en moské«.

Det er tid til, at vi omsætter erkendelse til handling.

Hvert et tiltag, som kan gøre det mere træls at være samfundsundergravende islamist, er et godt tiltag.

Liberal Alliance presser på over for regeringen. Vi trækker både kirkeministeren og justitsministeren.

Vi skal foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskéer med suspekte forbindelser.

Vi kan ikke tillade, at danske skattekroner bruges på at underminere vores nations værdigrundlag.

Vi skal konstant kæmpe for at bevare og forsvare vores liberale, demokratiske samfundsinstitutioner.

Det indebærer selvfølgelig også, at man aktivt skal modarbejde dem, der aktivt undergraver vores samfund.

Og dét skal vi gøre med alle de midler, vi kan.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/10-2024)