Skal vi beskatte gevinst ved salg af boligen?

Alex Vanopslagh
22. maj 2021

Folk kan være trygge ved sundheden og robustheden i vores finansielle system.« Sådan sagde den amerikanske finansminister Hank Paulson nærmest på dagen, hvor finanskrisen begyndte i 2008. Sådan kan man nogle gange komme til at fremstå ufrivilligt morsom i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Jeg tør nu alligevel godt vove pelsen, når det gælder den megen snak om en boligboble. Jeg tror ikke på, vi står foran sådan én – trods kæmpe stigninger i huspriserne det seneste år.

Det gør jeg for det første ikke, fordi debatten om boligmarkedet i helt ekstremt grad tager udgangspunkt i situationen i Region Hovedstaden. Mange glemmer åbenbart, at der også er et Danmark uden for hovedstaden, hvor cirka fire millioner danskere bor – mange af dem endda i egen bolig.

For det andet tror jeg det ikke, fordi kreditreglerne siden 2008 er strammet voldsomt op, hvad angår krav om egenbetaling, gældsfaktor, afdragsfrihed og flekslån. Når boligpriserne kan stige så relativt meget med de nuværende kreditregler, skyldes det, at køberne kommer med mange penge selv. Falder prisen på boliger, er det altså først og fremmest en trussel mod folks friværdier, og ikke det finansielle system som sådan.

For det tredje er boligbyrden, omkostningerne ved at sidde i en bolig i forhold til ens indtægt, fortsat rimelig lav. Og på et væsentligt lavere niveau end under finanskrisen.

Debatten om en boligboble har affødt forslag om at indføre en avanceskat, dvs. skat på fortjenesten ved at sælge sin bolig, ligesom i Sverige. Og ideen er grundlæggende rimelig på papiret. Men der er store praktiske problemer, fordi man selvfølgelig bør have fradrag for de omkostninger, man har til ombygninger mv. Det er dyrt og bøvlet at administrere.

Man vil næppe kunne erstatte ejendomsværdiskatten med en beskatning efter svensk forbillede, da boliggevinsterne trods alt ikke er så store samlet set. Mange dyrker forestillingen om boligejernes skattefrie milliongevinster, men for hver Camilla Plum med millioner i boliggevinst, er der hundredvis af Erik fra Vordingborg, som måske har tjent nogle hundrede tusinder over to årtier. Igen tager debatten altså udgangspunkt i virkeligheden i hovedstaden.

Læg dertil, at selvom boligpriserne er vokset hurtigt de seneste to år, er boligpriserne samlet set vokset langsommere end i Sverige de seneste ti år, hvor man netop har en skat på boliggevinster. Man bør også huske på, at de danske boligejere i forvejen betaler høje løbende boligskatter (de tredjehøjeste i EU). Lægger man en avanceskat oveni, vil det betyde en alt for hård beskatning af boligejere.

Når det så er sagt, er diskussionen om boligskatter og deres indretninger jo uanset markedets tilstand relevant, ligesom det generelt bør diskuteres, hvordan skatterne fordeler sig i Danmark. Desværre er det, som så ofte før, kun med den præmis, at nogle skatter skal stige, uden at andre skal falde. Det bliver uden Liberal Alliance.

(Indlæg bragt som Pro et contra om boligbeskatning i Berlingske d. 22. maj 2021)

Danske succesvirksomheder flygter til udlandet

Alex Vanopslagh
14. maj 2021

Alt for mange danske succesvirksomheder flygter til udlandet for at vokse sig store. Tænk, hvis vi førte en politik, der gav dem lyst til at blive.

I marts gik virksomheden Trustpilot på børsen – desværre i Storbritannien og ikke i Danmark, selvom virksomheden blev startet her.

Det fik mig til at spørge erhvervsministeren om et overblik over, hvordan det er gået de mest succesrige nye danske virksomheder, der er startet siden årtusindskiftet.

Og det er nedslående læsning. Ud af de 10 største danske virksomheder startet i dette årtusinde, har 8 af dem ”forladt” Danmark ved enten at blive børsnoteret i udlandet eller at blive opkøbt af en udenlandsk investor og flytte hovedsædet til udlandet.

Af de 16 danske virksomheder med en værdi over 1 mia. kr., der er startet i samme periode, har kun 3 valgt børsnotering i Danmark.

Tallene taler deres klare sprog: Danskerne er stadig dygtige iværksættere, men Danmark skræmmer dem væk med høje skatter.

Det er nemlig ikke en tilfældighed, at nye firmaer flygter, når de når en vis størrelse. Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning og den højeste samlede beskatning i OECD.

Det betyder, at fremtidens muligheder og arbejdspladser flytter til udlandet, selvom de er skabt af danske hænder og hoveder.

Hvad nu hvis, vi gjorde Danmark til et land, man valgte til som iværksætter?

Hvis iværksættere og investorer sagde ”Selvfølgelig skal vi vokse os store i Danmark!” og gjorde det fordi, det var den bedste forretning.
Vejen er lige til:

• Flad, enkel beskatning af alt aktie- og kapitalindkomst på 27 %
• Selskabsskatten ned på 15 %
• Væk med topskatten
• Sænk beløbsgrænsen så det er nemmere at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft

Det skal være billigere at gøre Danmark rigere!

Lad os smide en masse regler og bestemmelser ud – og få alting til at fungere bedre

Henrik Dahl
7. maj 2021

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen?

Mennesker har en tilbøjelighed til at lægge til, når de skal forbedre en opgave, der lige mangler det sidste. Det er hovedkonklusionen i bogen Subtract, skrevet af den amerikanske psykolog Leidy Klotz.

Bogen udkom tidligere i år, og i forskellige artikler har forfatteren beskrevet, hvad der førte ham på sporet af sin erkendelse. På et tidspunkt var han ved at bygge en bro i LEGO sammen med sin treårige søn. De kunne begge indse, at brodækket var skævt, fordi bropillerne ikke var lige høje. Professoren gav sig til at lede efter flere klodser, så han kunne forlænge den korteste af bropillerne. Men inden han havde fundet dem, havde sønnen løst opgaven ved at gøre den længste af pillerne kortere.

Og det er faktisk en del af et større mønster. Sammen med en gruppe kolleger udførte Leidy Klotz en serie af eksperimenter. Og de viste entydigt, at når mennesker skal løse en opgave, er det mere sandsynligt, at løsningen består i at lægge til, end det er, at den består i at trække fra.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Gælder denne lovmæssighed også inden for politik?

Det er efterhånden en forholdsvis kendt sag, at regelmængden i Danmark vokser med en foruroligende hastighed: Knap fire procent om året de seneste tredive år. Det skyldes ikke, at Folketinget i væsentligt omfang regulerer flere områder end tidligere. Det skyldes, at hver ny generation af regulering inden for et kendt område er mere kompleks end den forrige.

Det kunne tyde på, at det princip, Leidy Klotz opdagede ved at iagttage sit kvikke barn, også gælder inden for politik: Hvis den eksisterende lovgivning ikke sidder lige i øjet, har lovgiverne en medfødt tilbøjelighed til at tænke, at så er det, fordi der mangler et eller andet. Da lovgivning aldrig sidder lige i øjet, betyder det, at mængden af paragraffer bare vokser og vokser.

Derfor burde Folketinget give sig selv en bunden opgave. Det burde spørge sig selv: Hvis nu det har vist sig (og det har det), at for eksempel folkeskolereformen ikke virker, som det var tiltænkt, hvad skal vi så tage ud af den eksisterende?

Måske skulle man tage nogle målsætninger ud? Eller nogle bundne aktiviteter? Eller nogle meget detaljerede regler for, hvordan de enkelte fag skal afvikles? Eller bare lidt af det hele?

Sandsynligheden taler for, at helheden ville komme til at fungere bedre, hvis den bestod af færre elementer, der indgik i et mindre komplekst mønster.

Hvis det viser sig, at folkeskolen virker bedre ved, at man piller elementer af den eksisterende lovgivning ud, kunne man overveje at gå videre og gentage øvelsen på gymnasierne og universiteterne. Og hvorfor ikke på hospitalerne og plejehjemmene og inden for hele socialforsorgen? Lad os smide en masse regler og bestemmelser ud. Og få alting til at fungere bedre.

Der synes faktisk at være belæg for, at modellen virker. For ifølge alle ædruelige iagttagere, har hospitalerne fungeret meget bedre under covid-19-epidemien, end de gjorde tidligere. Det skyldes for det første, at hele fedtlaget af bureaukrater og pseudoarbejdere, der indkalder til møder og viser hinanden powerpointpræsentationer, har været sendt hjem. Og for det andet, at de tilbageværende medarbejdere – der typisk rent faktisk har forstand på at helbrede syge mennesker – har haft en betydelig frihed til at omstille sundhedsvæsenet, sådan som det forekom dem at være mest fornuftigt.

Selvom det er nødvendigt at tale om, hvad vi har savnet under nedlukningen, giver det således også god mening at spørge: Hvad må gerne blive borte?

(Kommentar bragt i Berlingske d. 6. maj 2021)

Negative renter: Skældud eller vækstpolitik?

Alex Vanopslagh
7. maj 2021

Regeringens løsning på konsekvenserne af negative er skældud til bankerne. Vi kunne også prøve med ambitiøs vækstpolitik.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har sjældent noget på hjerte, der handler om at forbedre erhvervslivets vilkår og skabe vækst i Danmark. Men når det kommer til at skælde ud på virksomheder, svigter hans kreativitet sjældent.

Seneste skud på stammen er en Facebook-kommentar, hvor han harcelerer over de negative renter på indeståender i landets bankerne. Og han har indkaldt bankernes brancheforening, Finans Danmark, til skole-hjem-samtale, fordi han mener, det ”skal stoppe nu”. Udtalelsen var så dum, at selv direktøren for Nationalbanken måtte reagere.

Lad os for et øjeblik glemme det latterlige i den venstreorienterede tyrkertro på, at vi bare kan vedtage, at negative konsekvenser af den førte politik skal afskaffes, og se på substansen.

Hvorfor er vi endt med negative renter, inkl. på indestående i bankerne på over 100.000? For det er jo ganske rigtigt en grotesk situation.

Årsagerne til de lave renter skrives der tykke bøger om, men én af årsagerne er, at de europæiske stater mere eller mindre har udliciteret opgaven med at skabe vækst til centralbankernes pengepolitik.

Siden finanskrisen har væksten i Danmarks BNP sjældent sneget sig ret meget op over 2 % om året, og i flere år har den ligget omkring 1 %. Her taler vi altså om tiden før coronakrisen, da verden endnu var åben. Danmarks vækst i 2010’erne var ifølge Danmarks Statistik ringere end både 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne før finanskrisen. I Eurozonen har væksten været endnu mere sløj.

Stater kan ikke skabe ret meget vækst, men vi politikere kan skabe de rette forudsætninger for vækst. Og det er Danmark blevet dårligere til, end vi før har været. Det samme billede gentager sig over hele Vesteuropa.

Den klassiske vækstpolitik går ud på at sænke skatter og skære i de mange ydelser, som tynger statsbudgetterne ned og holder folk ude fra arbejdsmarkedet over hele Europa. Alt det, regeringen og venstrefløjen ikke kan lide. Den har altid virket, men man har i det store hele opgivet den.

Og mon ikke, at det skyldes, at vælgergrupperne, der er afhængige af de offentlige kasser, er blevet så store, at regeringerne uanset partifarve enten ikke selv tør føre vækstpolitik, eller også bliver holdt tilbage af et flertal i parlamenterne, der ikke vil. Det er i hvert fald klart tilfældet i Danmark.

Når nu regeringerne er fanget i en vækstpolitisk sklerose, har centralbankerne til gengæld trådt den pengepolitiske speeder i bund og holdt renterne lave hele tiden siden finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, som Nationalbanken som en del af vores fastkurspolitik følger, har haft renten omkring 0 % i over et årti. Det virker ikke til, at har tillid til den underliggende økonomi, hvis man fjerner foden fra gaspedalen. Men det er i sidste ende symptombehandling på manglende vækst.

I virkeligheden er det et gigantisk eksperiment, at renterne har været så lave så længe. For konsekvenserne af de lave renter er mange. Man får ikke noget ud af at have sine penge stående i banken – ja, man får endda i mange tilfælde negative renter på sine indeståender. Og ja, det er selve meningen med negative renter, og altså ikke en fejl, som erhvervsministeren kan rette op på ved at skælde ud på bankerne.

Til gengæld presser det økonomisk aktivitet ind på bl.a. boligmarkedet, aktiemarkedet og kryptovalutamarkedet.

Alt den slags skaber mere ulighed. Ulighed er ikke i sig selv et problem, men det er et problem, når det sker, fordi vi har så lidt klassisk vækst af den slags, man ikke skal være blandt de heldige på bolig- og aktiemarkedet for at få del i. Det forvrænger incitamenterne for, hvad man investerer i.

Ironisk nok medfører stilstandspolitikken og modstanden mod en vækstvenlig skatte- og erhvervspolitik altså voksende ulighed. Og det kan man ikke løse med ministerbrok.

Renter omkring 0 vil nok fortsætte, så længe Europas regeringer ikke fører en ambitiøs vækstpolitik, og der derfor kun er pengepolitikken at skrue på. Vi kunne starte i Danmark og inspirere med vores gode eksempel.

Vi kunne sænke kapitalskatterne, selskabsskatten, skatten på arbejde og sænke og fjerne tossede afgifter. Vi kunne fjerne bøvl og bureaukrati fra virksomhederne. Vi kunne skære i det offentlige overforbrug og sænke ydelserne, så flere går fra passiv indkomst til aktiv beskæftigelse.

Resultatet ville blive mere vækst, større beskæftigelse, højere produktivitet og højere realløn for både høj og lav. Kort sagt et samfund i fremgang.

Men det er selvfølgelig nemmere bare at køre videre med socialdemokratisk stilstandspolitik og så skælde ud på bankerne, når konsekvenserne viser sig. Så jeg har indkaldt ministeren til samråd. Simon Kollerups ubegavede udtalelser skal stoppe nu.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. maj 2021)

Vaccinenationalismen vil slå fejl igen

Når Mette Frederiksen i de her dage foreslår, at vi igen skal have vaccineproduktion med statslig indblanding i Danmark, må hun have glemt hvordan det gik sidst. For den seneste omgang statslige vacciner endte med en økonomisk skandale og en regning til skatteyderne i milliard-klassen. En regning vi stadig betaler af på i form af husleje-rabat til de nuværende saudiske ejere. Det er måske en god ide, at vi alle sammen genopfrisker hukommelsen:

Den tidligere statslige vaccineproduktion kunne kun løbe rundt med store statslige tilskud. For at nedbringe tilskuddene forsøgte man at iværksætte en storslået eksportstrategi fra 00’erne og frem. Det gik som forventeligt virkelig dårligt, og man lykkedes ikke med at reducere de statslige tilskud. I 2011 aftalte Folketinget, at man skulle reducere tilskuddet til svensk niveau. Det ville give en årlig besparelse på 72 mio. kr. om året. Man skal holde sig for øje, at statstilskuddet er en ren mérpris for at producere vaccinerne i Danmark i stedet for at købe dem. Men SSI var ikke i stand til at producere vacciner til et svensk prisniveau. Og så opstod meget store underskud hos SSI. Bare i 2014 og 2015 var underskuddet på ca. en halv milliard kroner.

Konklusionen på de danske vaccineeventyr blev en kæmpe regning til danske skatteborger: ”De samlede udgifter forbundet med salget udgør ifølge Rigsrevisionen mellem ca. 1,3 mia. kr. og 1,8 mia. kr.” Og nu kan man så spørge sig selv: Har danske skatteydere råd til mere vaccineenegang?

Ude i den virkelige verden er vacciner et ekstremt specialiseret produkt, som kræver en enorm volumen at producere rentabelt. En vaccine-fabrik kan ikke over natten omstilles til at producere noget andet. Den tidligere danske produktion bestod primært af polio- og kighostevaccinekomponenter. Det havde nok ikke været en stor hjælp her midt under en corona-epidemi. At forestille sig, at vi kan opnå forsyningssikkerhed med vacciner via dansk produktion er et fatamorgana, som kun har til formål at få statsministeren til at se handlekraftig ud.

Jeg ler højt! Nej, Danmark er ikke befolket af en overklasse af rige og onde

Henrik Dahl
23. april 2021

Man kan ikke være andet end imponeret over markedsføringen af bogen »Rige børn leger bedst«. For eksempel her i Berlingske lørdag 17. april. Her prøver bogens forfatterkollegium med Lars Olsen i spidsen at tegne et billede af Danmark som et opsplittet land præget af store forskelle på rig og fattig. Faktum er, at Danmark økonomisk er på syvendepladsen i lighed inden for OECD.

Der, hvor man må forstå på interviewet, at den i særlig grad er gal, er i de store byer. Her insinuerer Olsen, at rige mennesker ud af deres modvilje mod fattige mennesker har købt de sidstnævnte ud af København og Aarhus, så de nu må stå med hatten i hånden på perronerne i Slagelse og Grenaa og vente på pendlertoget.

At Danmark ifølge Lars Olsen er befolket af en overklasse af meget rige og meget onde mennesker, der har fortrængt de fattige fra de attraktive storbyer, er ikke nogen nyhed. Han kolporterede for eksempel allerede i 2005 synspunktet i bogen »Det delte Danmark«.

Derfor må det undre, at det i 2021 markedsføres som en epokegørende indsigt, at storbyerne er segregerede. Det har alle, der arbejdede med feltet, i hvert fald været klar over siden 1990erne, og i 2005 blev det autoritativt slået fast af Hans Thor Andersen med doktordisputatsen »Storbyens ændrede socialgeografi«.

Om det er blevet værre, kan meningsfuldt diskuteres. Rockwool Fonden har påvist, at der ikke skete væsentlige ændringer i befolkningens opdeling mellem 1985 og 2003, og så sent som i 2011 fastholdt man denne opfattelse.

Men det suverænt mest underlige ved fortællingen om de rige, der maser de fattige ud af de fire største byer i Danmark, er den måde, hvorpå Lars Olsen fortier Socialdemokratiets rolle. Sandheden om disse byer er, at med ganske få afbrydelser har de alle været regeret af Socialdemokratiet i nær ved 100 år – og i nogle tilfælde endda væsentligt længere. Ikke mindst for København gælder også, at byen gennem årtier har været en rød højborg, hvor Socialdemokratiet ikke regerede med støtte fra højrefløjen, men med en markant støtte fra venstrefløjen.

Derfor skylder Lars Olsen et svar på det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor har Socialdemokratiet med støtte fra venstrefløjen ført en boligpolitik, der i den grad var til gavn for de rige, at han har været nødt til at gøre sig den ulejlighed at skrive en hel bog om det?

For sandheden er jo: Bystyret i København har absolut intet gjort for, at det skulle blive billigere at bo i København, de sidste mange år.

Siden 2005 har man (med en mindre opblødning sidste år) insisteret på, at den gennemsnitlige størrelse for nybyggeri i København skulle være 95 kvadratmeter. Det er ikke ligefrem noget, der skaffer boliger til folk med en moderat indkomst.

Man har også gennemført en gentrificering af både Vesterbro og ydre Østerbro, der i sammenligning med for eksempel 1980erne har gjort det enormt dyrt at bo i disse – i vore dage – meget attraktive kvarterer.

Endelig har man lidt af en markant højdeskræk selv i udkanten af kommunen, hvor man ikke har bygget nær så højt, som man kunne, og dermed holdt udbuddet af boliger nede.

Jeg agter at le højt, når jeg første gang møder en person, der både synes, Lars Olsen er indsigtsfuld, og at Københavns Kommune skal lade den såkaldte Lærkeslette være. For sagen er, at det ikke mindst er en stribe af røde mærkesager, der har gjort det så dyrt at bosætte sig i København (og andre storbyer). Først og fremmest: At sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel er uden betydning for, hvem der kan anskaffe sig en bolig.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 23. april 2021)

Tid til de brølende 20’ere

Alex Vanopslagh
8. april 2021

Når coronakrisen slipper sit greb om Danmark, skal vi have gang i væksten, forbruget og festen. Vi skal have de brølende 20’ere igen.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lidt specielt meget under coronakrisens nedlukninger. Jeg har det fint med gåture og lange bøger. Men jeg har det ikke fint med, at titusindvis af menneskers levebrød er i fare, og at unge som gamle har ondt i fællesskabet. Det har vi politikere et ansvar for.

Så når coronaen slipper sit tag i Danmark i løbet af de kommende måneder, skal vi gøre op for det tabte år. Liberal Alliance har en plan for at få de brølende 20’ere tilbage.

Selvom den omfattende nedlukning bringer visse mindelser om spiritusforbuddet i USA i 1920’erne, skal vi nok ikke sætte næsen op efter igen at høre swing-musik, danse Charleston og se zeppelinere på himmelen over Art Deco-skyskrabere. Men mindre kan også gøre det: Vi kan hjælpe et brølende opsving på vej og sætte gang i væksten, gang i forbruget – og gang i festen. Vi skal have mere af alt det, vi har savnet under nedlukningen.

Danmark trænger til mere vækst og fremgang. Selvom regeringen lader som om alt er fryd og gammen, gik vi ud af 2020 med et fald i BNP på 3,3 pct. – det var en hårdere lussing end for Sverige, Norge og Finland. Hver tiende virksomhed er ifølge DI’s Virksomhedspanel udfordret af manglende likviditet.

Udsættelsen af bl.a. moms har været en midlertidig løsning, men nu presser udsigten til tilbagebetaling særligt detailhandlen og oplevelsesindustrien hårdt.

Derfor foreslår Liberal Alliance, at virksomhederne indtil 2023 skal have mulighed for i fuldt omfang at trække deres coronaunderskud fra i deres selskabsskat. Alt andet vil da også være dybt urimeligt.

Danmark trænger til mere forbrug. Cirka 54.000 privatansatte har mistet deres job, imens den offentlige sektor er svulmet med næsten 10.000 ekstra nye ansatte. Coronakrisen kradser altså ikke lige hårdt alle steder.

Derfor foreslår vi, at arbejdende danskere indtil 2023 er forbi skal have 1.000 kroner mere i hånden hver måned gennem et øget jobfradrag. På den måde vil alle i arbejde få flere penge mellem hænderne, og det vil bedre kunne betale sig at tage et job og blive en del af det arbejdende fællesskab.

En fjerdedel af alle virksomheder i oplevelsesindustrien er i stor risiko for afvikling allerede inden sommerferien. Selvom flere andre sektorer har klaret krisen godt, hjælper det jo ikke den nedlukkede oplevelsesøkonomi, som har ekstra meget brug for en saltvandsindsprøjtning.

Derfor foreslår vi, at momsen på besøg på hoteller, restauranter, forlystelser mv. skal halveres indtil 2023, så vi alle sammen kan komme ud og more os med hinanden, sådan som vi har savnet. Samtidig er detailhandlen – stadig – hårdt presset af grænsehandel. Hvis festen stadig skal være i eget hjem, er der også råd for det, for momsen skal også halveres på de varer, danskerne valfarter over grænsen for at købe – sødt og sprut.

Regeringen taler om genstart og vækstplaner, men bag de fine ord gemmer der sig bare mere styring og bureaukrati. Hvis det står til de røde skal genstarten af dansk økonomi sygne hen i puljer, fonde og alverdens andet socialdemokratisk makværk – men vil vi have gang i Danmark igen, er det naturligvis fornuftig, borgerlig politik, der virker.

Dansk Erhverv og Dansk Industri, har taget godt imod LA’s plan. Og jeg indrømmer også gerne, at vores forslag ikke er raketvidenskab. Det er velprøvede instrumenter, som vi ved virker på vækst og velstand.

Diverse økonomer og slænget omkring regeringen har travlt med at fortælle, at opsvinget efter nedlukningen kommer helt af sig selv. Vi skal så at sige bare åbne butikken, så kommer kunderne af sig selv. I den ligning mangler bare, at resten af verden også åbner, og konkurrencen bliver benhård.

Derfor skal vi skabe de optimale vilkår for virksomhederne nu. Gerne i al evighed, men som en start i det genopluknings-kapløb, som hele den vestlige verden står foran.

Og så har vores plan den dejlige bivirkning, at danskerne får råderet over flere af deres egne penge, og virksomhederne får lov til at blomstre uden, at staten skygger helt så meget for solen. Vi skal have sparket Danmark i gang med et brøl.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 8. april 2021)

Pas på – pladsen i Kollerups drivhus er dyr og hæmmende for væksten

Alex Vanopslagh
30. marts 2021

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Står det til regeringen, skal fremtidens vækst tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter. Det er fuldstændig forfejlet.

Regeringen har i hele coronakrisen været rejsende i den fortælling, at det er politikernes gavmildhed og velvilje, der har reddet dagen. ”Fællesskabet trådte til”, dvs. at regeringen kunne dele ud fra sin bugnende statskasse med folks surt tjente penge. Og Erhvervsminister Simon Kollerups indlæg i Børsen d. 25/03 var ingen undtagelse.

Historien har vist, at det frie initiativ er langt bedre til at skabe fremgang end samfundsingeniørers fikse idéer, men alligevel ser vi konstant det røde behov for at regulere, beskatte og favorisere krybe tilbage.

For første gang længe har vi en regering, der ikke har nogen planer om at give danskerne selv mulighed for at skabe vækst og fremgang. Der skal ikke ske noget, uden at regeringen selv har en finger med i spillet. Som ministeren skriver:

”Nu skal vi bruge det fællesskab til at genstarte samfundsøkonomien og ruste den til fremtidens udfordringer. Derfor har regeringen nedsat syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Det betyder, at vejen til vækst skal gå gennem fonde, puljer og bureaukrati – fremtiden skal tilhøre Socialdemokratiet og embedsværkets favoritter.

De smukke vilde planter, som er det frie initiativ, skal omplantes, beskæres og gødes nænsomt i offentlige drivhuse under kyndig overvågning af politikere og bureaukrater med ingen eller ringe erfaring fra det private erhvervsliv.

Jeg vil gerne komme med en advarsel til vores erhvervsliv: Der kan se varmt og trygt ud i Simon Kollerups drivhus, men prisen bliver høj både i penge og frihed.

Men heldigvis er der en anden vej: At vi overlader skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv.

Så lad os sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejder, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det skal vi nok ikke regne med under det nuværende flertal. Men så må vi jo lave det om. I LA kæmper vi utrætteligt for at overbevise flere danskere om, at erhvervslivets planter har bedre af at gro i det fri end i Simon Kollerups drivhus.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 29. marts 2021)

Den offentlige sektor vil altid blive dyrere og dyrere – uanset produktiviteten

Henrik Dahl
29. marts 2021

Over tid er den offentlige sektor tæt på at være dømt til at blive dårligere og dårligere. Og hvorfor så det?

Det hænger sammen med det, økonomer kalder Baumols lov. William Baumol var en amerikansk økonom, der i 1960erne påviste, at når lønningerne i samfundet generelt steg som følge af voksende produktivitet, så trak disse lønstigninger op i lønnen inden for de sektorer, hvor produktiviteten ikke steg.

Et eksempel: Man kan ikke spille et værk af Mozart væsentligt hurtigere eller med færre musikere, end partituret foreskriver. Økonomen vil sige, at det nærmest er umuligt at forbedre produktiviteten inden for den klassiske musik. Alligevel ligger orkestermusikeres løn ikke på det niveau, det havde i Mozarts levetid. De får stadig en løn, man kan leve rimeligt for i sin egen samtid.

Der er forholdsvis få orkestermusikere i Danmark. Men prøv at tænke på den offentlige sektor. Her arbejder over 800.000 mennesker. Og de fleste arbejder inden for områder, hvor det er meget vanskeligt at forbedre produktiviteten. Man kan ikke presse børn til at lære at læse meget hurtigere, end man gjorde i gamle dage. Ligesom det er umuligt at yde omsorg for gamle eller pleje til de syge uden et stabilt forbrug af faktoren »tid«.

Alligevel stiger de offentligt ansattes løn år for år automatisk, fordi deres interesseorganisationer har forhandlet sig frem til den såkaldte »reguleringsordning«. Den siger, at de offentlige lønninger i hovedsagen (det gælder ikke 100 procent) skal følge med de private lønninger. Uanset hvordan produktiviteten faktisk udvikler sig i den offentlige sektor.

Det korte af det lange er, at vi i Danmark har indrettet os sådan, at den offentlige sektor altid vil blive dyrere og dyrere rent lønmæssigt. Uanset om lønforhøjelserne afspejler, at den også er blevet bedre og mere effektiv, eller de ikke afspejler nogen af delene.

Kan man så ikke løse det problem ved at sætte skatterne i vejret? Det skulle man tro, men sådan forholder det sig ikke. Der vil altid findes en smertegrænse, hvor mennesker og virksomheder nægter at betale mere skat. Og Danmark har kørt på denne smertegrænse i årtier.

Beskatter man arbejde hårdere, end tilfældet er i dag, vil folk i stort tal holde op med at arbejde (eller arbejde sort, hvis de behersker en metier, der er et sort marked for). Beskatter man virksomhederne hårdere, vil de miste deres konkurrenceevne og gå konkurs (eller flage ud). Derfor må selv den mest beskatningsivrige regering sande, at den heller ikke kan sætte skatterne op, som den har lyst til. Det vil have en pris, og den er meget høj.

Den eneste løsning, som står tilbage, er at levere dårligere kvalitet samtidig med, at man camouflerer den lave kvalitet med øregas og bullshit. Så det gøres i stor stil hver eneste dag.

Eleverne lærer ikke lige så meget, som de lærte i gamle dage. Men heldigvis lærer de »noget andet«, der ikke rigtig kan defineres. Bullshit, selvfølgelig. De gamle får ikke den samme opmærksomhed fra den enkelte hjemmehjælper, som de fik tidligere. Men de får »noget andet«, der også er meget bedre. Bullshit igen.

Reelle produktivitetsforbedringer fører til billigere produkter, der mindst er lige så gode som før. Dækningsløse lønforhøjelser fører nødvendigvis til faldende kvalitet emballeret i bullshit. Det er den jernhårde lov, heller ikke den danske, offentlige sektor slipper for at adlyde. Derfor skal vi også tale om sammenhængen mellem organisationernes visionsløse egoisme og den faldende kvalitet i den offentlige sektor.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. marts 2021)

Samfundssind? Privatansatte kan se frem til fyresedler. De offentligt ansatte får en klækkelig lønstigning

Alex Vanopslagh
14. marts 2021

Opråb fra erhvervsdrivende viser, at vi med coronakrisen har fået et Danmark præget af endnu dybere grøfter. Danmark har brug for et nyt politisk flertal, der kerer sig om virkeligheden. På det seneste har jeg lånt mine profiler på de sociale medier ud til erhvervsdrivende, der kunne fortælle om de menneskelige og økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Et SOS fra virkeligheden.

Opråbet handler om at starte debatten om, hvad det er for et land, Danmark skal være, når coronakrisen har sluppet sit greb.

Der er talt meget om samfundssind og at stå sammen hver for sig.

Men det er desværre ikke kun det gode, vi skal kigge tilbage på.

Jeg har kaldt det SOS fra virkeligheden, fordi jeg oplever, at afstanden mellem virkeligheden og Christiansborg under coronakrisen er vokset endnu mere.

Hvilke grøfter er blevet dybere? Hvilke sår skal heles? Coronakrisen må ikke blive en »krig mellem den offentlige og private sektor«, siger Mette Frederiksen, mens hun hæver skatterne 35 gange og deler lønstigninger ud til de offentligt ansatte. Når staten så tvangslukker virksomhederne af hensyn til pandemibekæmpelsen, så skal de stå med hatten i hånden og bede om “hjælpepakker”. Og når virksomhederne påpeger, at disse såkaldte hjælpepakker ikke er dækkende, så fejer hun og regeringen arrogant problemet til side.

Men hvordan ser denne angivelige hjælpende hånd ud for folk i den virkelige verden? »Med hjælpepakker, som de færreste af os kan gennemskue logikken i, ansøgningsperioder, som ikke følger med nedlukningsperioderne, revisorsalærer, som de færreste har råd til, og komplicerede formuleringer, som de færreste af os forstår, føler jeg mig bestemt ikke holdt hånden under. Og jeg er ikke den eneste. Forskellige platforme fyldt med selvstændige, som det seneste år har været desperate og topforvirrede over, hvordan man finder hoved og hale i ansøgninger, hvad der kræves, og hvornår kompensationen bliver udbetalt,« skriver Mariiah Maxwell fra frisørsalon Egoisten, Perfektionisten & Originalen.

Men helt upåvirket af virkeligheden lægger Mette Frederiksen og hendes flertal an til en storslået fortælling om virksomhederne som børn i velfærdsstatens generøse sikkerhedsnet. Og så opbygger de dag for dag en større og større taknemmelighedsgæld, som virksomhederne en dag skal betale – som om de ikke i forvejen betalte for hele gildet. Og jeg kan love jer, at den taknemmelighedsgæld uden tvivl har trukket store renter, når venstrefløjen engang kommer for at indkræve den.

Coronakrisen har blotlagt, at samfundssind er noget, virksomheder og borgere skal udvise, uanset hvor længe og ukloge nedlukningerne og restriktionerne er, imens de offentligt ansattes fagforeninger uden risiko for deres job ikke engang oprindeligt ville acceptere at skulle bruge deres ferie under hjemsendelser. Samfundssind er åbenbart, at de privatansatte kan se frem til fyresedler, imens de offentligt ansatte – fra den varmeste sygeplejerske til den koldeste bureaukrat – får en klækkelig lønstigning.

Samfundssind er åbenbart 1.000 kr. ekstra til folk på offentlige overførsler, imens virksomhederne trues af konkurser i massevis, og skatteplyndringen fortsætter.

Jeg er i politik for at kæmpe for, at politikken tager hensyn til dem, der tager ansvar for deres eget og andres liv, og som er villige til at knokle dag ud og dag ind for at gøre morgendagen bedre end i dag. Med SOS fra virkeligheden har vi fået blotlagt præcis, hvor lidt regeringen og det røde flertal går op i de erhvervsdrivendes vilkår.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 14. marts 2021)