Reformtørke gør Danmark fattigere

Alex Vanopslagh
26. juli 2021

Vores børn og børnebørn vil arve et fattigere Danmark, hvis Folketinget fortsat nægter at lave reformer.

Coronakrisen har været hård for mange lande, og også Danmark.

Det er en ringe trøst for de mennesker, hvis livsværk er styrtet i grus eller direkte ødelagt af politiske beslutninger, og hvis tilværelse har været præget af ensomhed og elendighed under nedlukningerne, men ikke desto mindre er coronakrisen et forbigående fænomen med samfundsøkonomiske briller. Hvis vi altså antager, at Mette Frederiksen en dag vil slippe alle restriktioner på samfundet igen – og dét kan vi så diskutere en anden gang.

Men Danmark vågner igen, og Danmarks udfordringer på den anden side af coronakrisen er ikke stort anderledes end Danmarks udfordringer før coronakrisen.

Der er brug for reformer til at skabe mere velstand, og selvom Folketinget de sidste årtier har vedtaget mange kloge reformer, er reformviljen det sidste halve årti erstattet af populistisk reformtørke.

Men lad os lige få noget på det rene: Reformer eller ej, så kan vi politikere ikke skabe velstand. Velstanden skabes af dig. Dig, der går på arbejde. Dig, der investerer – stort eller småt. Dig, der starter en virksomhed. Den velstand, som du skaber, kan vi politikere til gengæld tage fra dig. Eller begrænse.

Og det er vi blevet gode til i Danmark.

Heldigvis betyder det også, at mere fornuftige politikere kan hjælpe med at fjerne den politik, der begrænser borgernes mulighed for at skabe velstand. Det kan vi med reformer.

Reformer skaber velstand så vidt, så godt, men hvorfor betyder det så meget, om væksten er det ene eller det andet tal? Går det ikke meget godt i Danmark? Einstein skulle engang have sagt, at den stærkeste kraft i universet var renters rente. Det fungerer på præcis samme måde med økonomisk vækst – væksten i år danner grundlaget for væksten næste år, og så fremdeles. For at illustrere pointen er her et tænkt eksempel.

Hvis man havde sat 1000 kr. i banken i 1966 til en fast årlig rente på 2,1 pct., ville man i 2019 have ca. 3000 kr. Havde renten kun været 1,5 pct., ville beløbet kun være 2200 kr. En forskel på 0,6 procentpoint om året giver altså over lidt mere end 50 år en forskel i resultatet på næsten 50 pct. Sagt på en anden måde: Selv små forskelle betyder en hulens masse over tid.

Og tallene ovenfor er ikke valgt tilfældigt. De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. Det betyder altså, at vi relativt set giver et fattigere Danmark i arv, end vi selv har fået.

At Danmark bliver rigere i fremtiden er først og fremmest et spørgsmål om retfærdighed for liberale.

Vi er alle sammen enige om, at man er en dårlig forælder, hvis man bruger alle sine penge på sig selv i stedet for at tænke på sine børn. Og det er det, vi gør som land, når vi både konfiskerer næsten halvdelen af danskernes indkomst i skat til offentligt forbrug og overførsler, og når et populistisk folketing nægter at lave reformer, der øger væksten.

Vi laver ikke reformer for at hjælpe de rige med at tjene en ekstra million, selvom det da er dem vel undt. Vi laver reformer for bl. a. for at hjælpe flere med at tjene deres første lønseddel. I dag er der 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet.

Det tal skal vi simpelthen have bragt ned.

Mindre politik, mere borger. Vi laver heller ikke reformer for at redde velfærdsstaten, men fordi der er noget vigtigere på spil. For den velstand, vi går glip af i fremtiden, fordi vi nægter at reformere Danmark, tager vi direkte ud af lommerne på vores børn og børnebørn.

I sidste ende betyder reformer, at der er mindre politik og mere borger. At borgeren er mere fri til at tage ansvar for sig selv og skabe noget med sine egne hænder og gode idéer. Og det gør kagen større.

Det er ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved.

Liberal Alliance har skufferne fulde af forslag til at løfte Danmarks velstand til nye højder. Vi skal gøre det lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft ved at sætte beløbsgrænsen kraftigt ned.

Vi skal have færre på offentlige ydelser – og færre offentlige ydelser såsom efterløn og Arne-pension.

Vi skal have et beskæftigelsessystem, der ikke behandler borgeren som en umyndig klient, men i stedet opmuntrer flere til at tage ansvar.

Og ja, så skal vi have lavere skat. På arbejde, på investeringer, på virksomheder, på forbrug – på alt det, der gør Danmark rigere.

Liberal Alliance er klar til reformer.

Vi skal videre. For vores børn og børnebørns skyld.

(Kronik udgivet i Børsen d. 20. juli 2021)

Når borgerlige politikere siger midten, skal man forstå det som kodesprog

Henrik Dahl
16. juli 2021

Indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har fremlagt regeringens planer for storstilet, social ingeniørkunst i Berlingske tidligere på ugen. At borgerne frit kan vælge, hvor de vil bo, tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, bør vi anskue som problematisk. Det fører nemlig til fravalg af steder og mennesker, den frie borger af denne eller hin årsag er mindre begejstret for end andre.

Forslagene er på den ene side meget vidtgående, og på den anden side inkonsekvente.

Det vidtgående består i, at det er kampen mod selve begrebet forskellighed, regeringen kaster sig ind i. Byen Skærbæk i Sønderjylland, hvor jeg trådte mine barnesko, er forskellig fra København. For eksempel når det gælder mulighederne for at tage en uddannelse.

Det har i tidens løb ført til en omfattende udvandring fra Skærbæk, når unge mennesker ønskede at uddanne sig. Men kan det hånden på hjertet nogensinde blive anderledes, hvis vi forpligter os til at være helt ærlige? Det kan det nok ikke, eftersom der er grænser for, hvor mange uddannelsestilbud det giver mening at anbringe i en kommune som Tønder, hvor lidt over 37.000 mennesker er spredt ud på knap 1.200 kvadratkilometer.

På den anden side er det inkonsekvent: Smukke mennesker kan vælge og vrage, når det gælder om at finde en partner. Det samme kan, i mindre omfang, personer, der er kloge eller morsomme. Er det ikke også urimeligt? Fører det ikke også til et skævt Danmark? Og burde det ikke udløse en eller anden form for kæresteværnepligt, så alle – i det mindste i en afgrænset periode – kan prøve, hvordan det føles at have en virkelig attraktiv partner? For den sociale ingeniør vil der altid være nok at tage fat på.

Hvor er det borgerlige modspil, spørger Berlingske på lederplads. Jeg skal forsøge at antyde et svar.

Det borgerlige Danmarks kapitulation
Mest banalt er sagen den, at der i Danmark ikke kan samles 90 stemmer for en egentlig borgerligt-liberal politik. Det ramte allerede Poul Schlüter, der ikke kunne regere uden Centrum-Demokraterne og Radikale Venstre. Men det ramte også Anders Fogh Rasmussen, der ikke kunne regere uden Dansk Folkeparti. Og uden det skal lyde alt for selvoptaget, ramte den samme problemstilling også i den forrige valgperiode mit eget parti ganske hårdt. Det er fint nok at råbe fra ethvert gadehjørne, hvad man vil.

Uden et politisk flertal har det bare ikke de helt store konsekvenser.

Men det egentlige problem for det borgerlige Danmark er, at kampen imod en stor stat, der blander sig i næsten alting, allerede blev tabt i 1960erne. Da Poul Hartling i 1965 inviterede Radikale Venstre til et nærmere samarbejde med Venstre og Konservative, blev vejen banet for den VKR-regering, der tiltrådte i 1968. Og som alle politisk interesserede ved: Den var mere socialdemokratisk end Jens Otto Krag. Så der skete ulykken. Der kapitulerede det borgerlige Danmark.

At det forholder sig sådan, er det ikke mange, der har lyst til at sige. Derfor opstår forestillingen om ‘ midten’.

Når borgerlige politikere siger »midten«, skal man forstå det som kodesprog. At man »vil regere hen over midten« betyder i klar tekst, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Eller med andre ord: At man gerne vil have magten, men at man ikke har tænkt sig at benytte den til noget særligt.

Det eneste, der kan bremse velfærdsideologien, er, at den ikke er økonomisk bæredygtig.

Det er set før, og vi ser det atter med den socialdemokratiske regering. Men derfor skal den selvfølgelig udfordres ved enhver given lejlighed.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 16. juli 2021)

I velfærdsstaten finder befolkningen sig i frås, spild og inkompetence

Henrik Dahl
2. juli 2021

I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.

I dag er det svært at forestille sig en større tabersag end at fremsætte en grundlæggende kritik af velfærdsstaten. På en god dag giver det cirka fem procent af stemmerne. På en almindelig dag omtrent det halve.

Sådan har det ikke altid været.

I 1970erne kunne den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich opleve, at hans fagbog»Den herskende klasse«blev en bestseller. Mogens Glistrup kunne komme i Folketinget med 28 mandater. Henrik Stangerup kunne få både gode anmeldelser og mange læsere med romanen»Manden der ville være skyldig«.

Og i den folkelige afdeling ligger der som regel en robust kritik af bureaukrati og embedsvælde i Olsen-banden. Man kan tænke på politiet, der ikke fremstår som en særligt veldrevet eller effektiv organisation. Eller man kan tænke på den halv-fiktive myndighed Rigsregistraturen, der i filmen»Olsen-banden går i krig«har vokset sig så stor, at det er Herlev Hospital, der spiller rollen som dens hovedkvarter.

Nederlag for velfærdskritik

I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.

Det endelige nederlag for velfærdskritikken kommer i to tempi i årene 1998-2001.

I 1998 gik Venstre under ledelse af Uffe Ellemann-Jensen til valg på et program, der set med LA-øjne var glimrende. Blå blok tabte knebent til Poul Nyrup Rasmussen (dog ikke mindst, fordi Det Konservative Folkeparti fik et katastrofevalg).

Hurtigt dropper den nye leder Anders Fogh Rasmussen velfærdskritikken. Det vækker naturligvis stor opsigt, fordi han i 1993 har udgivet den ramsaltede velfærdskritik»Fra socialstat til minimalstat«. Opgivelsen af bogen medfører en del kritik for opportunisme. Men Fogh Rasmussen vinder en knusende sejr over rød blok, indgår en pagt med Pia Kjærsgaard om, at velfærden skal tøjles af et skattestop (som kommunerne i øvrigt blæser på), og at Danmark skal have en stram udlændingepolitik. Det holder blå blok ved magten de næste ti år.

Frås, spild og inkompetence

Der findes dem, som hævder, at når velfærdskritikken er forstummet, så skyldes det, at den såkaldte velfærdskoalition er kommet til at udgøre langt over halvdelen af befolkningen. Det vil sige koalitionen af dem, der arbejder i den offentlige sektor og dem, der lever af overførsler af den ene eller den anden art.

Jeg opfatter ikke argumentet om velfærdskoalitionen som et dårligt argument. Tværtimod har det nok en del for sig.

Men selve det forhold, at der eksisterer en velfærdskoalition, forklarer ikke i sig selv, hvorfor vi har en velfærdsideologi, der er tæt på uovervindelig.

Ser man sig omkring i velfærdssamfundet, må man konstatere, at befolkningen i det store og hele finder sig i både frås, spild og inkompetence. Disse ting er langt fra at være allestedsnærværende. Og der findes masser af offentligt ansatte, der gør et virkelig godt job. Men selv tanken om, at der måske kunne spares nogle procent af de samlede driftsomkostninger ved at sætte ind over for det rene spild, bliver som oftest mødt med mistænksomhed.

Jeg tror, at velfærdsideologien er en del af det skjulte pensum i vore dannelsesinstitutioner. Ikke forstået sådan, et der undervises i, at dette er det rigtige at gøre. Men forstået sådan, at moralen af næsten al undervisning i Danmark er, at det er umuligt at forestille sig, at tingene nogensinde kan blive anderledes.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 1. juli 2021)

Kan Simon Kollerup forstå negative renter?

Alex Vanopslagh
28. juni 2021
Afspil video

I to måneder har Simon Kollerup skældt ud på bankerne for at følge Nationalbankens renteniveau.

Læs min folkemødetale – Det drømmer jeg om

Alex Vanopslagh
21. juni 2021

Du kan se talen her eller læse min tale i nedenstående.

___

Mine rådgivere har fortalt mig, at jeg skal blive mere personlig. Folk gider ikke høre så meget om politik og regneark og al den slags.

Derfor vil jeg fortælle jer en personlig historie. Jeg vil fortælle jer om en drøm, jeg havde her den anden nat. Jeg skal på forhånd advare mod, at det er kradsbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre.

Men vi er i år 2044.

Jeg er statsminister.
Jo jo. Det bliver værre endnu.
Jeg er faktisk lige blevet genvalgt som statsminister.

Efter 15 år under Mette Frederiksen tog det borgerlige Danmark sig endelig sammen og vandt flertal. Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at 3. bølge altså var lige på trapperne.

Og det går godt. Det går godt for Danmark. Og det går også godt for min regering.
Vi har fået vendt tingene på hovedet. I stedet for konstant at lave nye love, nye regler, mere bureaukrati, mere politik – så gør vi det omvendte. Vi fjerner love, fjerner regler, fjerner bureaukrati og lader politik fylde meget mindre.

Og de har ikke meget at lave, for politik fylder utrolig lidt. Staten fylder utrolig lidt i Danmark i 2044.

Ja, faktisk i en sådan en grad, at vi kun er 7 ministre i min regering. På den måde har jeg fortsat traditionen med at være leder af en meget lille gruppe.

Det er nu et deltidsjob at være politiker. På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!

Men lidt har min regering da fået fra hånden.

Året før, i 2043, satte skattetrykket rekord. Altså, bundrekord. Og det gjorde det også året før. Da vi kom til magten, gjorde vi de første 7.000 kroner skattefrie, vi afskaffede topskatten, halverede selskabsskatten og sænkede skatterne på investeringer. Og SÅ gik vi for alvor i gang – med at sænke skatten.

Danmark modtager derfor også mange flygtninge. Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark. Og han fortsætter traditionen med at holde hånden under små udrydningstruede partier, så derfor støtter han nu Socialdemokratiet.

Ja, førhen prøvede de blå partier være lige så socialdemokratiske som Socialdemokratiet. Nu prøver Socialdemokratiet at være lige så liberale som Liberal Alliance.

Det uhørt gode erhvervsklima betyder, at mange flere unge starter virksomheder. Og de bliver rent faktisk i Danmark, fordi de ikke bliver behandlet som grådige gøgeunger.

De kan tilmed rejse penge i Danmark og behøver ikke flygte til Sverige og Storbritannien, når de er blevet store.

Nu kommer der hvert år forudsigelige historier om nye danske væksteventyr, som trækker både investeringer og dygtige mennesker til fra hele verden. Ja, de historier kommer lige så tit som Lars Løkkes meldinger om, at NU kommer han snart med et nyt parti. Måske.

***

Men nå, Danmark har bundrekord i skattetryk. Og ved I hvad? Velfærden har aldrig haft det bedre.

For nu har vi sat velfærden fri fra systemet og givet borgerne magten – med masser af valgfrihed og ikke mindst konkurrence om at levere den bedste velfærd til borgerne.

Og hvis nogle borgere er utilfredse med deres service, vælger de en anden. Det er nemlig deres ret. Hvor velfærden før var præget af systemets ret til at gøre, som det ville, og dårlig service blev belønnet med flere af borgernes penge, er det nu borgeren, der har ret til at vælge – både vælge til og vælge fra.

Vi har ladet tusind blomster blomstre – vi har massevis af pædagoger, hjemmehjælpere og lærere, som vil være selvstændige og starte fri-børnehaver, friskoler og friplejehjem.

Og hvad med bøvl og bureaukrati, skemaer og papirarbejde? Det har vi for længst afskaffet. I stedet har vi tillid til medarbejdernes faglighed og borgernes frie valg.

Det har ført til glade medarbejdere og noget helt vildt – nemlig tilfredse borgere. Det virkede helt underligt i starten, men med tiden er det blevet naturligt.

Det var selvfølgelig en lidt hård omgang for de tusindvis af akademikere, journalister og kommunikationsfolk vi måtte afskedige fra det offentlige – men de fandt hurtigt arbejde i det private.

Årtiers ond cyklus af højere udgifter, mere bureaukrati og frustrationer over kvaliteten i velfærden hos borgerne er brudt.

Et godt eksempel er plejehjemmene i 2044. De er sat fri og kan tilpasse deres service til andet end kommunale samlebåndsløsninger. Der er eksempelvis plejehjem til musikere, plejehjem til homoseksuelle, ja selv et plejehjem tilpasset gamle socialisters behov, hvor de holder videoaften med Mette Frederiksens pressemøder fra 2020’erne og drømmer om dengang, man kunne regere uden hverken at respektere Folketinget eller Grundloven. Jo jo, der er plejehjem til alles behov.

Der er dog ingen plejehjem, hvor man bliver hængt op i en kran for at komme på toilettet.

Helt generelt er stilstand og frustration erstattet af fremgang og glæde, fordi vi turde reformere Danmark. Vi turde se fremad og satse på fremtidens samfund.

Men nogle gange behøvede vi bare at tage ved lære af fortiden. I 2037 fejrede vi hundredeårsjubilæet for folkeskolens formålsparagraf fra 1937 ved at genindføre den. Den lyder – ”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.”

Pist væk er fokus på abstrakte og akademiske mål om at tilegne sig kompetencer, ansvar for egen læring, projektmageri og alverdens gak og gøgl. I stedet handler det nu igen om at hjælpe børn på vej til at blive myndige og dannede borgere med konkrete kundskaber.

Jo jo, og så har Henrik Dahl, der siden er blevet universitetsrektor, afsløret den nye buste af sig selv på Gammel Torv. Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet.

Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.

Men de gider nu alligevel ikke høre meget på os gamle mennesker, når vi taler om gamle dage.

”Da JEG var ung, betalte man næsten 50 % i skat! Haha”

”Da JEG var ung, blev demente damer mishandlet på plejehjem! Og vi troede det kunne løses med flere penge! Tænk sig engang!”

”Da jeg var ung, da kom der flere og flere regler, love og mere bureaukrati hvert år!”

”Da JEG var ung, gik næsten alle på gymnasiet!”

Især det sidste virker helt tosset. For det er ikke længere sådan, at man automatisk bliver andenrangsborger, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for at gå på gymnasiet og universitetet.

Lavere skatter, bedre uddannelser, mere frihed i velfærden og meget mindre politik.
Jeg ved godt, det lyder som lidt af et mareridt for nogle af jer.

Men bare rolig. Det hele var bare en drøm. Jeg vågnede badet i sved i gamle 2021 med socialdemokratisk beton, tårnhøje skatter, en overvægtig offentlig sektor og tvungen elevfordeling i gymnasierne.

Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance.
Og det er det vi drømmer i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det.

Erhvervspolitikken er kørt af sporet

Alex Vanopslagh
4. juni 2021

Dansk erhvervspolitik er endt i en dødsspiral med verdens højeste skatter og en enorm statsstøtte til erhvervslivet.

Syv ud af de ti største vækstvirksomheder med fødselsår efter år 2000 har flyttet deres hovedkvarter ud af Danmark. Fem af de disse virksomheder er gået på børsen, og heraf har fire valgt en børsnotering uden for Danmark. Det er nedslående. Ikke nødvendigvis for virksomhederne – de lader til at klare sig rigtig godt, og jeg forstår bestemt deres beslutninger. Men set med danske øjne, er det nedslående at vi ikke formår at skabe de rammevilkår, der kan fastholde attraktive vækstvirksomheder. Vi mærker måske ikke konsekvenserne så hårdt lige nu, men vi skræmmer simpelthen fremtidens Mærsk, Novo, LEGO eller Carlsberg ud af landet.

Høje skatter og høj erhvervsstøtte

Et af de helt store problemer er, at Danmark har de næsthøjeste kapitalskatter i OECD. Det gør det svært for virksomheder at tiltrække kapital.

Sverige har næsten tre gange så meget privat risikovillig kapital som i Danmark justeret for BNP, og en meget sundere privat investeringskultur, der er med til at sikre, at antallet af nye børsnoteringer ligger mangefold foran det, vi formår i Danmark.

Men selv borgerlige partier og erhvervsorganisationerne lader til at være blevet bange for deres egen skygge. De roder rundt med forslag baseret på socialdemokratisk cigarkassetænkning: Regionale vækstteams, statslige investeringsfonde og klassisk ”pick-the-winners”-erhvervspolitik.

Venstres seneste plan for at forbedre danske virksomheders adgang til kapital indeholder bl.a. ”Permanent matchfinansiering gennem Vækstfonden”, altså at en offentlig investeringsfond skal træde til for at løse problemerne.

Mens Venstre taler om ”genstartsteams” der kan sætte ind ”med kirurgisk præcision” har regeringen nedsat ”syv regionale vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen og kommunerne, der skal sparke gang i væksten i hele Danmark.”

Dansk Industri kom med et iværksætterudspil, der bestemt indeholder mange gode takter, men også ”Tilskud til privat rådgivning om finansiering”, ”en tværgående iværksætterenhed” og forlængelse af Vækstfondens matchordninger.

Dansk Erhverv præsenterede ligeledes iværksætterinitiativer som ”Øget tabsramme for Vækstkautioner i Vækstfonden” og ”Vækstlån fra Vækstfonden skal hæves til et tidssvarende niveau”.

Det er til at få hovedpine af, men det handler jo desværre om, at mens vi i Danmark har verdens højeste skatter, har vi faktisk også det højeste niveau af statsstøtte til erhvervslivet blandt de gamle EU-lande.

Som de succesfulde erhvervsfolk Lars Kolind og Jesper Geisler for nyligt forklarede, så er vi havnet i negativ spiral. De høje skatter kvæler private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlige støtte og aktiv erhvervspolitik, der må finansieres med endnu højere skatter.

Det har aldrig virket og kommer aldrig til at virke, at politikere og embedsmænd skal lege investeringsgenier, for hvis de var så pokkers dygtige til at starte og drive forretninger, havde de jo bare selv gjort det. Det er langt sundere og mere effektivt, at det er private investorer, med hånden på kogepladen, der investerer i og hjælper virksomheder frem.
Kolind og Geisler forklarer også, at statsfondene nu er blevet så store og dominerende, at der er skabt et miljø, hvor private investorer og iværksættere ofte ikke kan undgå at få staten – og dermed indirekte politikerne – som medejere. Det er simpelthen ikke sundt, at dansk erhvervsliv på den måde er afhængig af politisk gunst.

Lektien fra corona kan blive dyr for dansk erhvervsliv

Den socialdemokratiske regering holder sig ikke tilbage med den falske fortælling om Corona-epidemien og påstår, at læren af krisen er, at vi skal trække virksomhederne endnu længere ind i statens favn. Det er velkendt socialdemokratisk drøm at gøre private virksomheder endnu mere afhængig af statslige investeringer og politisk nåde.

Vi ved hvad der virker

Jeg savner flere borgerlige partier, erhvervsorganisationer og andre gode kræfter, der tør gå op imod cigarkasse-politikken og slå et slag for at overlade skabelsen af vækst og velstand til danskerne selv ved at sænke selskabsskatten, kapitalskatterne, skatten på arbejde, afgifterne – skatter på alt det, der gør Danmark rigere.

Det er simpel politik og vi ved det virker. I stedet for at være et land med enormt høje skatter og høj erhvervsstøtte, bør vi sænke begge dele gevaldigt.

Puljer, fradrag og besøg på Marienborg er ganske vist alt sammen tillokkende på den korte bane. Men hvis ikke vi får erhvervspolitikken tilbage på sporet, så ender vi ikke bare med lavere vækst og færre arbejdspladser. Vi ender også med et erhvervsliv, der lever på embedsmænd og politikeres nåde. Det er usundt for balancerne i det danske samfund – men det vil være den størst tænkelige politiske sejr for venstrefløjen.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. juni 2021)

Landsmødetale 2021 af formand Alex Vanopslagh

Alex Vanopslagh
1. juni 2021
Se landsmødetalen her

Vi skal videre fra tryghedsstat til ansvarssamfund.