Nej tak til Kollerups superfond

Alex Vanopslagh
4. oktober 2021

Kollerups fikse idé er tudetosset. Virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde.

Erhvervsminister Simon Kollerup sagde for nylig i Børsen, at han vil samle de tre store, offentlige fonde – Vækstfonden, EKF og Danmarks Grønne Investeringsfond – til én stor “superfond” mhp. at få flere vækstvirksomheder til at blive i Danmark.

Kollerup har ret i, at der er et problem: kun en ud af fem vækstvirksomheder vælger at blive i Danmark. Men årsagen er ikke, at vi mangler en statsstyret superfond. Årsagen er dårlige vilkår for start-ups, fordi skatten på kapital er eksorbitant høj.

Danmark har den næsthøjeste aktiebeskatning i OECD på 42 %, og regeringen vil hæve den til 45 %. Det betyder, at det bliver mindre attraktivt at investere i Danmark, og derfor må mange danske vækstvirksomheder tage til udlandet for at rejse kapital.

Danske vækstvirksomheder har først og fremmest brug for mere privat kapital via lavere kapitalskat og mindre politisk indblanding. Superfonden vil blot gøre danske virksomheder endnu mere afhængige af politikerne.

Det er problematisk, for de bureaukrater og politikere, som styrer fondene, er sjældent investeringsgenier. De offentlige fonde er ineffektive og bestemmes af politiske modeluner og gammeldags ”pick the winners”-tænkning.

Desværre har danske virksomheder ofte intet alternativ til disse fonde, fordi private investeringer er blevet kvast af tårnhøj kapitalskat. Vi er havnet i det, jeg tidligere har beskrevet som en negativ spiral af høje skatter, store, offentlige fonde og alt for lidt privat investering.

Kollerups nye superfond vil grave os endnu dybere ned i den negative spiral. Regeringen insisterer på at straffe virksomheder med højere aktieskat og foreslår superfonden som en slags kompensation. Det er tudetosset, da virksomhederne tørster efter lavere skatter og mere privat kapital – ikke flere ineffektive, offentlige fonde. Men regeringen nægter at lade vækstvirksomheders behov trumfe politiske særhensyn.

Vi skal gå en helt anden vej: skatten på kapital skal sænkes markant, så vi kan få flere private investeringer. Så vil vi ikke have brug for en dyr og ineffektiv superfond, og flere succesvirksomheder vil vælge at blive i Danmark og bidrage med arbejdspladser og vækst. Det er vejen frem.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 4. oktober 2021)

Derfor har vi brug for reformer

Alex Vanopslagh
20. september 2021
Afspil video

Vi taler meget om reformer, men hvorfor i alverden gør vi det? Se med her.

Ole Birk: Forkæler de røde de arbejdsløse?

Ole Birk Olesen
13. september 2021
Afspil her

Det der med “ret og pligt”, som Socialdemokratiet med mellemrum taler om – det bliver mest ved talen. I virkeligheden giver de flere og flere rettigheder til folk, så de ikke skal arbejde, men kan lade andre arbejde for sig. Og de vil ikke for alvor gøre noget ved, at vi har tusindvis af ledige, som ikke søger tusindvis af ledige job. Det handlede Ole Birks finanslovstale om.

Højere aktieskat rammer ikke kun de rige

Alex Vanopslagh
13. september 2021

Ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde.

Den socialdemokratiske regering foreslog for nylig at hæve aktieskatten fra 42 til 45 pct. i sit reformudspil ” Danmark kan mere 1″.

Men Danmark har allerede nu de næsthøjeste kapitalskatter i OECD, og de vil dermed blive næsten dobbelt så høje som OECD-gennemsnittet, hvis Socialdemokratiets forslag bliver en realitet.

Det vil dermed blive sværere for danske virksomheder at rejse kapital – stik imod Mette Frederiksens eget løfte ved den stort anlagte Fredericia-konference, hvor hun sagde, at hun ville arbejde for ” bedre vilkår” for virksomheder, så de nemmere kan rejse kapital. Det udsagn klinger hult, når regeringen nu foreslår at hæve den i forvejen høje aktiebeskatning.

Danmarks tårnhøje kapitalskatter er en bremseklods på investering.

De gør det sværere for virksomheder at rejse kapital, fordi potentielle investorer kan se frem til et stort skattesmæk, hvis de profiterer på en virksomhed.

Ikke de rige

Aktieskatten beskrives tit som en skat på de rige, men det forholder sig faktisk omvendt: De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Så ved at sætte skatten op får man faktisk resultatet, at almindelige danskere får sværere ved at kunne finde arbejde. Dertil skal man i øvrigt huske, at ca. en mio. danskere ifølge Finans Danmark ejer aktier.

Så det er ikke kun de rige.

Som en slags kompensation for den foreslåede skattestigning vil regeringen slå de tre store fonde – Vækstfonden, EKF – Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond – sammen til én stor superfond. Flere fusioner og centraliseringer i det offentlige er altså vejen frem, ifølge regeringens udspil.

Mere af det samme

Men noget tyder på, at den høje statsstøtte til erhvervslivet ikke har båret frugt. Danmark har en af de mest generøse erhvervsstøtteordninger i EU, men alligevel er der mange succesvirksomheder, som vælger at forlade landet over tid. Regeringens løsning er mere af det samme.

Fondene har derudover til tider gjort sig uheldigt bemærket. Bl. a.

har Innovationsfonden flere gange handlet i strid med forvaltningsloven ved ikke at opfylde kravet om partshøring i hundredvis af sager.

Den negative spiral

Disse skandalesager belyser, at politikere og embedsmænd sjældent er de bedste til at investere i fremtidens virksomheder.

Men det offentlige spiller nu så stor en rolle, at virksomhedsejere næsten ikke kan undgå at få staten, og dermed politikerne, som medejer.

Derfor lever mange virksomheder på politikernes nåde.

Som jeg tidligere har skrevet her i avisen, er det socialdemokratiske Danmark havnet i en negativ spiral, hvor tårnhøje skatter reducerer private investeringer. Staten forsøger at kompensere med offentlig støtte, der så må finansieres med endnu højere skatter, og sådan går det i ring.

Man nægter at gribe fat om nældens rod – skatten på forskellig slags kapitalindkomst såsom aktier – i stedet vælger regeringen at føre landet endnu dybere ned i den negative spiral med endnu højere aktieskatter.

Det rene gift

En stigning i aktiebeskatningen til 45 pct. er den rene gift i en tid, hvor vækstvirksomheder har en stor tendens til at ville flytte ud af Danmark.

Dét kombineret med en meget høj offentlig støtte, der giver staten uforholdsmæssigt stor magt, har resulteret i en farlig cocktail, som ikke lover godt for dansk økonomi.

Tage et opgør

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der fungerer, hvis vi skal løse problemet med de flygtende virksomheder: Mindre stat og mindre skat på selskaber, kapital og arbejde. Det er vejen frem.

Vi skal ikke straffe folk for at investere, arbejde hårdt og starte virksomhed, men tværtimod tilskynde dem og støtte dem til at bidrage ved at sænke skatten markant.

Med en gevaldigt lavere aktieskat vil de private investeringer stige, og så er der ikke brug for, at skatteyderne skal betale til ineffektive, offentlige fonde, som bestemmes af de politiske modeluner.

Vi må tage et længe ventet opgør med den høje skat og erhvervsstøtte og opprioritere private investeringer, så Danmark igen kan blive et attraktivt sted at drive virksomhed.

For folks egne penge.

De rige kan bare flytte deres investeringer til udlandet, men der bliver skabt færre job og mindre vækst i Danmark.

Lad os behandle corona som almindelig influenza

Alex Vanopslagh
6. august 2021

Der er brug for at vi tager livtag med det ekstreme forsigtighedsprincip, som har plaget Danmark gennem coronakrisen.

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at der om få uger – når sæsoneffekten aftager – både vil være bekymrede virologer og kontrolivrige, røde politikere, som vil foreslå at vi skal fortsætte med flere restriktioner, forlænge brugen af coronapas og fortsat have lokale nedlukninger ved smitteudbrud.

Men det holder ikke. Det er nu, vi skal tage den vigtige principielle beslutning, at vi behandler coronavirus for hvad det er: En influenza-lignende sygdom.

Faktum er, at vi kommer til at have coronavirus de næste mange, mange år.

Og ja, også med nye varianter. Sådan er det jo med vira. Men vaccinerne virker, de virker ekstremt godt, og behandlingsmulighederne er gode, skulle uheldet være ude.

Hvis vi træder et skridt tilbage og forestiller os, at vi ingen restriktioner havde nu, og vi så blev ramt af en influenzalignende sygdom, som vi har vacciner og gode behandlinger imod, så var der jo ingen verdens grund til at indføre nogen restriktioner. Overhovedet.
Det siger selv. Nu må den sunde fornuft altså genindfinde sig.

Vi skal videre. Videre fra kontrol, utryghed og frygt mod liv, håb og glæde.

Fornuftige mennesker bør ikke længere betvivle, at de bliver fattigere af rød politik

Henrik Dahl
30. juli 2021

Al erfaring viser, at man kan gå på Folketingets talerstol og bruge sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.

Det siges, at de fejl, idrætsmænd og -kvinder begår som unge, forfølger dem hele karrieren. Forstået på den måde, at hvis man af dunkle årsager er bedre i forhånden end i baghånden, eller foretrækker at skyde til højre for målmanden frem for til venstre, så vil man aldrig helt få sin unode aflagt.

Meget kan udrettes ved hjælp af træning, javist. Men bliver man for alvor presset, smuldrer det tillærte, og instinkterne tager over. Og dermed er man tilbage i sine ungdomsår med de gamle fejl, man gik og troede, man havde fået aflagt.

Om det i sidste instans er korrekt, når det gælder sport, skal jeg ikke kunne sige. Jeg mangler den førstehåndsviden om at dyrke idræt på højt plan, som ville kunne lede min erkendelse frem imod et svar. Til gengæld har jeg dyrket politik på højt plan i tilstrækkeligt mange år til at kunne sige: Omend påstanden måske ikke er helt sand, når det gælder idræt, så holder den 100 procent, når det kommer til politik.

For så vidt angår borgerlige politikere, består deres ungdommelige skavank ofte i en manglende evne til at skelne mellem at have ret og at få ret. Det er en misforståelse, der let kan opstå, hvis man holder meget af tal og teorier. På papiret vil man f.eks. kunne bevise, at økonomiske incitamenter virker, eller at arbejdsudbud fører til beskæftigelse. Men hvad hjælper det i en politisk sammenhæng, hvis der ikke er mindst 89 kolleger, der har lyst til at give en ret i synspunktet? Intet overhovedet.

Som al erfaring viser: Man kan gå på Folketingets talerstol og bruge al sin tid på at fremlægge sandheden, understøttet af både tal og argumenter. Det har absolut nul indflydelse på, hvordan landets lovgivning ender med at se ud.

Alle danskere bliver fattigere af den politik, regeringen og dens støttepartier fører. Det er dokumenteret så mange gange, at fornuftige mennesker ikke bør betvivle det længere. Det hjælper bare ikke, hvis man er oppe imod en ideologi, som siger, at lykken lige præcis består i at fodre staten med borgernes penge, så de alle bliver mindre velstående derved.

Pøbelagtige argumenter
Og dermed er vi fremme ved den kerne, som for alvor bør bekymre borgerlige danskere: På det ideologiske plan er de blå partier så langt agterudsejlet, at de ikke engang kan se røgen fra den røde skude længere.

Det hænger sammen med, at den røde side i Folketinget lige siden ungdomsoprørets dage for mere end halvtreds år siden har satset på at blive i stand til at producere ideologi på en industriel skala.

I dag er et flertal af medarbejderne ved alle dannelsesinstitutioner i Danmark røde. Man kan undersøge, hvad pædagogerne, skolelærerne, gymnasielærerne, universitetslærerne, højskolelærerne og sågar præsterne stemmer. Svaret er altid det samme: De stemmer på et af de partier, der for tiden har magten.

Det har som konsekvens, at sociale og politiske problemer altid vil blive det, man med et uskønt ord kalder italesat, på en måde, der får den røde løsning til at tage sig sagligt og moralsk rigtig ud.

Det er for eksempel vrøvl, at politikere skaber job. For de gør det med penge, der er skaffet til veje ved at destruere job andre steder. Men bliver påstanden aldrig udfordret, bliver den i stedet hængende.

Det svære ved at udfordre de røde selvfølgeligheder på f.eks. velfærdsområdet er, at man kan regne med at blive pandet ned af pøbelagtige argumenter i såvel klassiske som moderne medier. Men det bør altid være en motiverende rettesnor: De steder, hvor de røde argumenterer mest pøbelagtigt, er altid de steder, hvor de har mest at tabe.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 30. juli 2021)