Alex&Alex: Gaver til fagbevægelsen
Ingen reformer uden gaver til fagbevægelsen.
Ingen vaccinepligt i et frit samfund!
Magthaverne bør tænke sig om en ekstra gang, inden de splitter befolkningen mere med uhyggelige og krænkende coronatiltag.
De seneste to år har været skelsættende for Danmark og for verden. Om man er enig eller uenig i de mange omstyrtende restriktioner, så har intet været normalt. Normaliseringen ser dog ud til at være på vej – selvom det sker markant langsommere, end vi i Liberal Alliance ønsker.
Men der er en uhyggelig og overset konsekvens af de seneste to år i skyggen af pandemi og restriktioner, som bekymrer mig: Polariseringen. Ikke bare i Danmark, men i særdeleshed i de lande, der har taget meget hårdhændede metoder i brug for at sikre en høj vaccinationsdækning.
Østrig har netop indført vaccinepligt – ja, vaccinepligt (!)
Hvis du som østrigsk statsborger ikke lader dig vaccinere, bliver du straffet med bøde på op mod 27.000 kroner. Det synes jeg er uhyggeligt.
Jeg er selv vaccinetilhænger, og jeg er selv vaccineret for corona. Vacciner har gennem tiden reddet millioner af mennesker og de facto udryddet flere modbydelige sygdomme. Det er godt, og sådan håber jeg, det bliver ved med at være.
Men jeg tror dog ikke på vaccinetvang – det er og bliver et frit valg, om man vil vaccineres. Ingen skal tvinges til at lade sig vaccinere, og vi er som danskere beskyttet mod tvang i Grundloven.
Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at staten – som i Østrig – kan tilluske sig ejerskab af den enkeltes krop og gøre vold mod friheden for tvang. Det er rent principielt et meget stort overgreb, som jeg ikke synes hører hjemme i noget vestligt samfund.
Danmark burde fordømme Østrig og andre lande, der tager den slags midler i brug mod egen befolkning. Det er et stormskridt væk fra den samfundsmodel, som har gjort vores lille afkrog af verden så god.
Vi ved i øvrigt også, at tvang ikke hjælper mod noget som helst. I Østrig er der voldsomme protester og demonstrationer. Splittelsen skærer gennem befolkningen og kløver familier, venskaber og befolkningsgrupper over. Er det virkelig sådan, man vil håndtere slutfasen af corona?
Den dygtige danske forsker Michael Bang Petersen, der undersøger danskernes adfærd under corona via HOPE-projektet, har flere gange fortalt om konsekvenserne ved en hård coronaretorik fra regeringer og myndigheder. Jo hårdere, den bliver, jo større bliver polariseringen, og jo mere falder tilliden til myndighederne blandt uvaccinerede.
Det er på tide, at folk tager en dyb indånding og lige tænker en gang mere, inden de finder de store hamre frem, fordi det nu er blevet normalen.
Dette er et debatindlæg udgivet af Indblik d. 25. januar 2022
Parlamentarisk immunitet
Claus Hjort Frederiksen oplyste i sidste uge til flere medier, at han var sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt sin tavshedspligt og videregivet statshemmeligheder.
Hvis det ender med, at Anklagemyndigheden ønsker at rejse en tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, vil Folketinget efter grundlovens paragraf 57 komme i den situation, at det skal give sin tilladelse til, at det kan ske. Udgangspunktet er nemlig, at man som medlem af Folketinget nyder immunitet imod retsforfølgelse.
I Liberal Alliance kommer vi ikke til at stemme for en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, med mindre der foreligger et fuldt oplyst grundlag for at gøre det.
Det vil som minimum sige, at vi ønsker at kende anklageskriftet, og at vi ønsker at føle os betryggede i, at sagen med overvejende sandsynlighed vil føre til en domfældelse.
Når vi ønsker et fuldt oplyst grundlag, før vi tager stilling til spørgsmålet om parlamentarisk immunitet, er det på grund af de forhold, som er skyld i, at grundlovens paragraf 57 i det hele taget eksisterer.
Ingen regering skal kunne opdigte anklager imod et medlem af oppositionen, og med disse anklager i hånden rejse en sag, der munder ud i en fængselsdom. Derfor eksisterer paragraf 57.
Det er vigtigt at understrege, at vi på ingen måde anklager regeringen for, at sigtelsen imod Claus Hjort Frederiksen er opdigtet. Sagen er blot: I realiteten ved vi ingenting om den. Og må ikke få noget at vide om den.
Derfor er vi nødt til at spørge: Er en sigtelse og mulig tiltale imod Claus Hjort Frederiksen virkelig den bedste og eneste vej at gå?
Antag for eksempel, at Claus Hjort Frederiksen i virkeligheden ikke har sagt andet end, hvad der kan stykkes sammen fra oplysninger, der allerede er offentlige (det kunne for eksempel være dokumenter lækket af Edward Snowden).
I så fald gør det kun den allerede stedfundne skade fuldstændig marginalt værre – hvis overhovedet. Set i det lys, vil både hemmeligholdelsen af sigtelsens nærmere karakter og selve skridtet til at gennemføre en retssag – oven i købet efter paragraf 109 – være ganske disproportionale. Og endnu mere tvivlsome, end de allerede er, når det indirekte kommer til at handle om forholdet mellem en regering og dens opposition.
Et andet spørgsmål, man også er nødt til at overveje, er, om det overhovedet er opportunt at sigte og rejse en tiltale (det såkaldte ”opportunitetsprincip”)?
Opportunitetsprincippet kender de fleste danskere. Det var dette princip, regeringen for nylig anvendte, da den satte de overlevende pirater fra Guineabugten på en jolle og pegede dem ind mod fastlandet: Hvis det skader samfundet mere, end det gavner at sigte eller rejse tiltale, kan regeringen og/eller anklagemyndigheden frit vælge at lade være.
I Liberal Alliance synes vi, at Anklagemyndigheden og regeringen meget alvorligt burde overveje, om ikke opportunitetsprincippet også ville være vel anbragt i Claus Hjort Frederiksens sag.
Det skader det danske samfund langt mere, end det gavner, når en sigtelse imod en oppositionspolitiker – muligvis for noget så banalt som på et overordnet plan at have bekræftet de oplysninger, man kan læse i Edward Snowdens dokumenter – så let, som tilfældet er, lader sig aflæse i en politisk optik.
Uden fuld indsigt i, hvad sagen drejer sig om, vil Liberal Alliance af principielle årsager ikke stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, skulle det komme dertil.
Vi opfordrer resten af Folketinget til at overveje at indtage den samme holdning.
Vi kan godt få folk i arbejde, Løkke
Løkke fremstiller det, som om det er en naturlov, at vi har mange mennesker på langvarig kontanthjælp, men det er det ikke. Det er et resultat af politiske beslutninger, som vi kan omgøre, hvis vi vil.
Så gav Lars Løkke Rasmussen op. Der er enorm efterspørgsel på arbejdskraft i Danmark, men de 10.000-15.000 personer, som er på langvarig kontanthjælp i dag, skal vi bare acceptere.
Faktisk skal vi udvide kredsen med et ukendt antal tusinde ved at stille dem i udsigt, at hvis de holder sig uden for arbejdsmarkedet i syv år, kan de overgå til en såkaldt »værdighedsydelse«, hvor der ikke stilles krav om, at man skal søge arbejde eller deltage i aktivering, men hvor man gerne må arbejde ved siden af, uden at man mister sin offentlige ydelse. Den bliver populær og skal nok afholde folk, der nærmer sig de syv år fra at tage et arbejde.
Løkke fremstiller det, som om det er en naturlov, at vi har mange mennesker på langvarig kontanthjælp, men det er det ikke. Det er et resultat af politiske beslutninger, som vi kan omgøre, hvis vi vil.
De 11.700 kroner, som vi giver i kontanthjælp til enlige, der er fyldt 30 år, svarer til en timeløn på 80 kroner Det sikrer en levestandard til uforsikrede ledige, som er høj i Danmark sammenlignet med andre landes niveauer, men det har også en omkostning: Mennesker, som ikke kan tjene en løn, der væsentligt overstiger 80 kroner i timen, er ikke i arbejde i Danmark.
Nogle mennesker er faktisk ikke så effektive i et job, at de kan tjene meget mere end 80 kroner i timen. De kan være fysisk eller mentalt udfordret, eller de kan være socialt besværlige, så en arbejdsgiver kun vil hyre dem, hvis det kan ske til en lavere løn end nutidens mindsteløn.
Når det offentlige lokker med en kontanthjælp på niveau med, hvad disse mennesker ville kunne tjene, kan fagforeningerne aftale minimumslønninger på 120 kroner i timen, fordi der alligevel ikke er nogen, som søger stillinger med et lavere lønniveau. Og så ender folk, som kunne være i arbejde, til 12.000-15.000 kroner om måneden, med i stedet at være på kontanthjælp til 11.700 kroner om måneden.
Det er det, som Lars Løkke Rasmussens forslag om permanent kontanthjælp uden modkrav er et opgivende svar på.
Vi kan faktisk gå en anden vej. Vi kan sørge for en lavere beskatning af danskere, som arbejder, så forskelsbeløbet på at være på kontanthjælp og i arbejde bliver større. Liberal Alliance foreslår nul indkomstskat af de første 7.000 kroners månedsløn. Det øger indkomstforskellen på at være på kontanthjælp eller i arbejde med 1.700 kroner om måneden.
Vi kan også sænke kontanthjælpen, for eksempel lade den falde til samme niveau som integrationsydelsen efter et år på kontanthjælp.
I Danmark taler nogle om såkaldte »working poor« – arbejdende fattige – i lande som Tyskland, fordi man der kan være fuldtidsbeskæftiget på lønninger, der nærmer sig dansk kontanthjælp. Men hvem er godt tjent med, at borgere i Danmark i stedet er ledige med samme indkomst?
Vi behøver ikke at give op som Lars Løkke Rasmussen og bare parkere en stor del af befolkningen på permanent kontanthjælp uden modkrav.
(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 20. januar 2022)
Lad os nu få sænket elafgiften
Der er sket en voldsom stigning i priserne på varme og el. Det har alvorlige konsekvenser for helt almindelige mennesker og familier i Danmark. Regeringen bør derfor komme i arbejdstøjet og sænke energiafgifterne hurtigst muligt, så alle danskere har råd til den energi, de har brug for.
De seneste måneder har vi været vidner til en bekymrende stigning i energipriserne. Den uheldige udvikling skyldes en række vejrmæssige og politiske forhold og betyder, at danskerne nu skal bruge en langt større del af deres budget på at opvarme og elektrificere deres bolig, samtidig med at en lang række andre varer er blevet markant dyrere på kort tid. Det går især ud over de mindrebemidlede og folk med et højt energibehov.
Oven i selve elprisen pålægger staten borgerne en tårnhøj elafgift, som aktuelt ligger på 90,3 øre pr. kWh. Danskerne betaler de højeste energiafgifter i hele Europa, hvilket koster velstand og job. Hvis vi får den eksorbitant høje elafgift ned til EU’s minimum på 0,4 øre pr. kWh, hvilket næsten vil svare til en afskaffelse af elafgiften, vil det være et vigtigt skridt i forhold til at dulme skadevirkningerne af de stigende priser. Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året, og så skal almindelige danskere ikke i lige så høj grad frygte for ikke at kunne betale elregningen.
En afskaffelse af elafgiften vil desuden bidrage positivt til den grønne omstilling, da flere borgere vil gøre brug af grøn strøm fra vedvarende energikilder.
Det vil gøre, at en gennemsnitlig familie kan spare 5000 kroner om året.
De politiske partier fra højre til venstre bør derfor kunne nå til enighed om hurtigt at få minimeret elafgiften så meget som muligt, så vi kan klare os gennem denne usikre tid med inflationært pres og stigende energipriser. Indtil videre har der dog ikke været politisk vilje fra regeringen og dens støttepartier til at implementere vores forslag om at minimere elafgiften, selvom det er et af de bedste instrumenter vi har til at stå imod energiprisernes himmelflugt.
De røde lader til at være mest optagede af, at staten kan hente mange af borgernes penge hjem via den tårnhøje elafgift. Det er tilsyneladende vigtigere end at sikre, at alle samfundets borgere – uanset økonomisk status – har råd til basale fornødenheder som varme og elektricitet.
Dette er helt uacceptabelt i lyset af situationens alvor. Venstrefløjens ideologiske særhensyn skal ikke stå i vejen for, at almindelige mennesker har råd til at opvarme og elektrificere deres hjem. Så lad os nu få minimeret den elafgift – det vil gavne både økonomien, klimaet og sammenhængskraften i vores samfund.
(Dette er et debatindlæg udgivet i Avisen Danmark d. 19. januar 2022)
De tre skræmmende præmisser i »Don’t Look Up!« gælder også i dansk økonomisk politik
Hvis man ville, kunne man indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser.
Alle synes i denne tid at have en mening om filmen »Don’t Look Up!« De ved: Filmen, hvor (spoiler alert) nogle forskere opdager en komet, der har kurs direkte mod Jorden. Men Jorden ender med at gå under, fordi ingen – af mange forskellige årsager – kan bekvemme sig til at tage problemet alvorligt.
Den indvending, jeg oftest har hørt, er, at filmen i for høj grad er en ureflekteret venstreliberal kritik af Donald Trump og Trump-æraen i det hele taget. Hvor »de onde« konsekvent er figurer taget ud af Trump-universet, og »de gode« lige så konsekvent er storbyliberale, der tror på videnskaben og på oplysningsprojektet.
Sådan kan man udmærket fortolke filmen, og jeg vil ikke starte en lang diskussion med dem, der gør. Men der er også andre muligheder.
I mine øjne er der tre præmisser, der får begivenhederne i »Don’t Look Up!« til at folde sig ud.
Den første præmis er, at i sidste instans er politikere mere styret af ønsket om genvalg end af noget andet: For at tilsløre en skandale, der kan tippe midtvejsvalget til modpartens fordel, beslutter præsident Orlean sig først for at samle nationen bag at uskadeliggøre kometen. Men da hendes hovedsponsor af (privat-)økonomiske årsager nedlægger veto, sadler hun om.
Den anden præmis følger af den første: Hvis politikere ikke har modet eller styrken til at afbalancere den almene interesse mod særinteressen, er vi som samfund ilde ude.
Endelig er den tredje præmis, at hvis medierne helt ned i opbygningen af de journalistiske formater er indrettet på at forhindre kritisk tænkning, så vil det være umuligt at tænke kritisk inden for disse formater. Selv i en situation, hvor velovervejet og kritisk tænkning er allermest påkrævet og afgørende.
Jeg mener, at disse tre præmisser for »Don’t Look Up!« hver især er sande. Også hvis man ikke har sat sig for at indspille en film, der bekræfter venstreliberale fordomme.
Hvis man ville, kunne man nemlig indspille en film, der var fuldstændig magen til »Don’t Look Up!« i Danmark. Forstået på den måde, at man kunne indspille en film, der byggede på de samme tre præmisser. Altså at politikere vil genvælges, derfor har de en tendens til at fremme de særinteresser, der bringer dem til magten, fremfor almenvellet. Og intet af dette vil nogensinde blive belyst, hvis medierne er gennemført ukritiske. Men i den danske version ville plottet være vendt på hovedet, så det bekræftede centrum-højre fordomme.
Den røde regering bliver advaret om, at den fører en økonomisk politik, der vil sende Danmark i afgrunden. Det kan den røde statsminister måske godt selv inderst inde indse. Men de særinteresser, der holder hende ved magten, forlanger, at den økonomisk uansvarlige politik fortsætter. Derfor bliver det sådan.
I et forsøg på at råbe offentligheden op indvilger formanden for De Økonomiske Råd i at stille op i både morgen- og aftenshows. Men det drukner i hundehvalpe og madopskrifter og samlivsproblemer og almen hyggesnak mellem studieværterne, der aldrig har gjort sig større tanker om verden end, hvad der står på teleprompteren.
Derfor kollapser Danmarks økonomi, og hundredtusinder af mennesker kastes i armod. De samme tre præmisser. Bare i en centrum-højre-marinade og ikke en venstreliberal.
Personligt tror jeg, at de tre præmisser skal tages meget alvorligt. Selvom den venstreliberale vinkling kan virke irriterende.
Politikere bør – i den grad, de overhovedet kan – tænke lidt større og mere ambitiøse tanker end »næste genvalg«. Det er vigtigt, at særinteresserne ikke sætter dagsordenen. Og medierne må gerne være kritiske.
(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 12. januar 2022)
Hvorfor mon Pelle Dragsted nægter at svare på disse fem spørgsmål til hans venstrepopulisme?
Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.
I oktober modtog Enhedslistens Pelle Dragsted en pris for at være folkelig på en – efter uddelernes opfattelse – grundtvigsk måde. N.F.S. Grundtvig-Prisen blev uddelt af Grundtvigsk Forum. Pelle Dragsted fik prisen, fordi han i sin bog, »Nordisk Socialisme«, har argumenteret for, at der skal være mere lighed i Danmark, og at denne lighed skal opnås ved, at ejere af virksomheder tvinges til at afstå bestemmende indflydelse, dvs. reelt overdrage ejerskabet, til virksomhedens ansatte.
Mange spørgsmål rejser sig hos mennesker med almindelig forstand, når de hører om sådan et forslag:
- Hvorfor skulle man risikere at stifte virksomhed, hvis man ved fiasko hænger på regningen selv, mens man ved succes skal aflevere ejerskabet til de ansatte kvit og frit?
- Hvad vil det betyde for velstanden i Danmark, hvis entreprenante mennesker holder op med at stifte virksomheder?
- Hvad vil det betyde for folk, som foretrækker at være lønmodtagere fremfor at være virksomhedsejere, hvis der ikke længere stiftes virksomheder i Danmark, hvor de kan søge ansættelse?
- Hvad vil allerede etablerede virksomheder i Danmark gøre, hvis der skønnes at være optræk til et flertal i Folketinget, som vil forære ejerskabet af disse virksomheder til deres ansatte? Kan man gøre det på så overraskende en måde, at virksomhederne ikke forinden har lukket ned i Danmark og etableret sig i udlandet i stedet?
- Hvorfor er det overhovedet retfærdigt at lade virksomhedsejere hænge på regningen ved fiasko, men ved succes forære retten til at bestemme over fordelingen af overskud og egenkapital til virksomhedens ansatte?
Ingen af de spørgsmål er efterfølgende blevet besvaret af Pelle Dragsted. På sociale medier, hvor han er meget aktiv, bliver han løbende udfordret på sin vision, men han besvarer ikke substansen i de spørgsmål, som stilles.
Du går ind for, at ejere skal tvinges til at overdrage retten til at bestemme over virksomhederne til medarbejderne. Allerede der begynder fattigdommen i DK, for vi vil blive fravalgt af hjemlige og udenlandske investorer. Herfra er det ned ad bakke. Og så kommer undertrykkelsen.
— Ole Birk Olesen (@olebirkolesen) December 26, 2021
Pelle Dragsted har dog fremlagt en model for visionen: Alle virksomheder med over 35 ansatte skal oprette et medarbejderråd, som skal godkende alle beslutninger fra virksomhedens rigtige bestyrelse, førend de kan gennemføres. Og virksomheder med over 100 ansatte skal udvide aktiekapitalen med to procent om året og forære disse ekstra aktier til en fond, som de ansatte kontrollerer. Efter 37 år vil medarbejderne på den måde sidde på den dominerende aktiemajoritet.
Demonstrativt højt suk
Selvom Pelle Dragsted altså ikke vil svare på, hvad det vil betyde for lysten til at investere i Danmark og tilskyndelsen til at flytte fra Danmark, så har han med sin model dog fortalt mere om, hvordan kollektiviseringen skal foregå end Enhedslistens skiftende politiske ledere har.
Da DR-vært Clement Kjersgaard for fem år siden forsøgte at få daværende partileder Pernille Skipper til at fortælle, hvordan Enhedslistens principprograms vision om kollektivisering skal gennemføres, drog hun et demonstrativt højt suk og svarede så:
»Men jeg gider ikke at lege den der leg. Det bliver jeg bare nødt til at sige til dig. Den leg den kommer vi ikke til at lege. Vi gjorde det ikke, da vi lavede principprogram, fordi det ville vi ikke, og jeg har ikke en færdig skitse til dig om præcis, hvad der kommer til at ske.«
Siden har ingen journalister formået at gennemføre et interview med en ledende person fra Enhedslistens folketingsgruppe om emnet.
Det er faktisk ikke en folkelig debat, som Pelle Dragsted og Enhedslisten her rejser. Det er et forslag i en bog og nogle slagord i et principprogram. Spørgsmålene, som de afstedkommer, er rimelige og udtryk for en tankevirksomhed, som bør benyttes, når repræsentanter fra et parti med tilslutning fra hver 10. dansker fremlægger denne vision om et samfund, hvor erhvervslivet er kollektiviseret ved anvendelse af statsmagt. Det er spørgsmål, som forslagsstillerne helt indlysende må deltage i besvarelsen af, hvis forudsætningerne for en folkelig debat skal være til stede.
Men det sker ikke.
Et andet og mindst lige så vigtigt eksempel på, at hverken Pelle Dragsted eller andre i Enhedslisten deltager i folkelig debat om deres politik, er mere jordnært. Det handler om Enhedslisten-politikeres daglige krav om, at der skal bruges endnu flere penge på så godt som alt, som den offentlige sektor i forvejen bruger mange penge på.
Al tandlægebehandling skal være gratis og det samme med psykolog og receptpligtig medicin. Kontanthjælpen skal være højere, og det skal dagpenge, førtidspension, folkepension og SU også. Oven i skal der i den offentlige sektor ansættes flere lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, sygeplejersker, læger, sosu’er, integrationsarbejdere, socialrådgivere, kulturformidlere, naturvejledere, gymnasielærere, faglærere, adjunkter, lektorer og professorer. Og alle de ansatte i de grupper skal også alle have mere i løn.
Men når man spørger Pelle Dragsted, hvor meget det alt sammen vil koste, hvilke skatter der skal forhøjes og hvor meget for at bidrage med den nødvendige finansiering, og om partiet har beregninger, som viser, at det kan gøres med en skatteprocent, som ligger under 100, så får man heller ikke her de svar, som er nødvendige for at have en folkelig debat, som hæver sig over udslyngning af fraser og overbud.
Når du regner alt det sammen, som du mener bør være betalt over skatten, hvor høj ender skatten så med at være? (al receptpligtig medicin, alle tandlægebesøg, alle psykologbesøg, højere SU, højere dagpenge, højere kontanthjælp, højere førtidspension, højere folkepension osv.)
— Ole Birk Olesen (@olebirkolesen) January 4, 2022
Hvis der var en folkelig debat om Enhedslistens forslag, så ville det være godt og måske endda også en grundtvigiansk pris værd, men det er der ikke. Hverken Pelle Dragsted eller andre i partiet stiller op til egentlig debat, hvor gode spørgsmål mødes af reelle svar. Hvad Grundtvigsk Forum i virkeligheden har belønnet med en pris i N.F.S. Grundtvigs navn, er derfor Pelle Dragsteds bidrag som talerør for noget, som bedst kan beskrives som venstrepopulisme:
Forsimpling, overdrivelse, vildledning med det formål at få tilslutning fra mennesker, som ikke er i stand til at gennemskue manglen på realisme i budskaberne, kombineret med modvilje mod at svare på kritiske spørgsmål i offentligheden fra presse og politiske kritikere.
Venstrepopulisme uden modspil
Vi står her med et problem, som er større end uddeling af en pris for folkelighed, hvor folkeligheden er fraværende. Der er masser af mennesker, som går kritisk til højrepopulisme, hvor den forefindes. Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er sågar lige blevet idømt to måneders fængsel for en populisme, som tog så meget overhånd, at hun endte med at bryde loven som minister. Men venstrepopulismen formidles i vores land uden nævneværdigt modspil fra presse og meningsdannere.
Den almindelige dansker hører i pressen, at Enhedslisten vil bruge flere penge på noget rart, men han hører ikke, at Enhedslisten vil bruge flere penge alle steder, som tænkes kan, uden at have en plan for, hvordan så mange penge skulle kunne fremskaffes. Og da slet ikke i et Danmark, hvor Enhedslisten forinden har jaget alle virksomheder ud af landet med trusler om, at de vil blive kollektiviseret, hvis de forbliver danske.
Enhedslistens program er designet til folkeforførelse, ikke som et indspil til en ægte folkelig debat.
Journalister og meningsdannere må udfylde samme rolle med at drage venstrepopulister til ansvar og kræve svar, som de allerede gør med højrepopulister. Ellers har venstrepopulismen frit spil og ender med at få priser for grundtvigsk folkelighed, fordi ingen har fortalt uddelerne, hvad der i virkeligheden foregår.
Pelle Dragsted og Enhedslisten kan ikke få succes i Danmark med at gennemføre politik, som har givet fiasko alle andre steder i verden, hvor den har været forsøgt. Men de kan bilde dele af befolkningen det ind, hvis de ikke møder en offentlighed, som er lige så kritisk over for populisme fra venstre som over for populisme fra højre.
(Dette er et debatindlæg udgivet i Berlingske d. 11. januar 2022)
Alex vs Mette – Mistet grebet?
Regeringens magtfuldkommenhed på 5 minutter
Derfor er det irrationelt at stemme på Enhedslisten
Advokaten Cecilie Langberg Jessen skriver i Berlingske for 25. november, at det bringer hendes »pis i kog«, at jeg kritiserer Enhedslisten (EL). Det er stærke – men meget teenageragtige – ord at bruge i en debat. Derfor bliver mit svar også kontant.
For det første er det irrationelt at stemme på EL, hvis man bor i København. Som der står at læse i ELs principprogram, er et sted at bo et basalt, menneskeligt behov. Men EL modarbejder stort set alle realiserbare planer for at bygge flere boliger i København. Det får efterspørgslen, og dermed også boligpriserne, til at stige.
Det er også irrationelt at stemme på EL og bo i København, fordi partiet modarbejder de mulige løsninger, når det gælder infrastruktur. Hvis alle kører i elektriske biler, som er ladet op med klimaneutral strøm – og det vil alle gøre om få år – er biler ikke et miljøproblem.
Men EL modarbejder bilismen helt konsekvent, så hverken beboere eller erhvervsdrivende kan parkere uden at spilde megen tid med at lede efter en parkeringsplads.
Helt selvmodsigende er EL så modstandere af at udbygge metroen. Man foretrækker en letbane, som der aldrig kan skaffes flertal for, fordi den er til større gene for bilerne. Og bidrager på den måde negativt til, at København kan udvikle sig i en positiv retning.
Ud over, at det er irrationelt at stemme på EL, er det også udtryk for en meget mangelfuld analyse af samfundet.
Den helt store fjende i ELs principprogram er kapitalismen. Den får skylden for stort set ethvert onde i verden. Men er det virkelig et spørgsmål om sort og hvidt at tage stilling til kapitalismen? Det kommunistiske Kina rummer knap en femtedel af verdens befolkning, men står for mere end en fjerdedel af verdens udledninger af CO2. Til gengæld er uviljen mod at gøre noget ved problemet stor. I modsætning til for eksempel i det kapitalistiske Europa.
Selvom den kapitalistiske del af verden ikke er perfekt, scorer den konsekvent højest i alle seriøse målinger af demokrati og frihed. Der er med andre ord mindre demokrati og mindre frihed i en hvilken som helst anden samfundsmodel, end der er i den kapitalistiske.
Og så er det heller ikke bare sort og hvidt, at der findes økonomisk ulighed i den kapitalistiske samfundsmodel. Det gør der, og det vil jeg aldrig lægge skjul på. Men der er betydelig mere ulighed i forskellige ikkekapitalistiske samfundsmodeller, end der er i den kapitalistiske.
Dertil kommer, at det er kapitalismen, der finansierer både velfærdsstaten (gennem store skatteindtægter) og de gode pensionsordninger, vi har i Danmark. Det er ikke den fulde sandhed om kapitalismen, at nogle få ejer det meste. De mange ejer også virkelig meget i form af for eksempel de store pensionsselskabers formuer. Så ønsker man en tryg alderdom, skal man heppe på kapitalismen. Ikke rakke ned på den. Går det dårligt for kapitalismen, bliver afkastet på den enkelte borgers pension væsentlig mindre, end det ellers ville være blevet.
Så for at samle op: Man er virkelig uvidende om de mest basale kendsgerninger, hvis man tror, at kapitalismen er roden til alt ondt. Den er ikke perfekt. Men den er også roden til virkelig meget godt. Heriblandt en sikring af borgernes basale velfærd og en sikring af borgernes alderdom, som ingen – heller ikke Liberal Alliance – er modstandere af.
Men EL er også efterkommere af blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti. Det vil sige efterkommere af et parti, der fuldstændig ukritisk hyldede både Lenin og Stalin.
I en tid, hvor EL kræver af helt almindelige, nulevende danskere, at de skal angre den politik, der blev ført under enevælden i 1700-tallet, er det påfaldende, at EL ikke selv synes at angre noget som helst af den grusomme fortid, den i sin egen partihistorie har været en del af.
Og jeg må være ganske ærlig og sige: Jeg synes, det er udtryk for en mangelfuldt udviklet, personlig moral, når man har så travlt med at pege fingre ad andre, som blandt andet Cecilie Langberg Jessen gør i kraft af sin tilslutning til EL, uden at stille det helt elementære spørgsmål til sig selv:
Hvordan kan jeg retfærdiggøre at stemme på et parti, der aldrig har taget et seriøst og oprigtigt opgør med sin egen mørke fortid?
Den form for dobbeltmoral ser man først og fremmest hos barnlige mennesker. Og derfor er det nok ret sigende, at Cecilie Langberg Jessen overhovedet ikke har nogen argumenter for sit politiske valg. Men bare en fnysende påstand om, at Henrik Dahl bringer hendes pis i kog. Alene ved at omtale nogle helt ubestridelige kendsgerninger og selvmodsigelser, desværre.