Ligestillingsdebatten skal tilbage på sporet

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. marts 2025

Husk den sunde fornuft og det frie valg, når du fejrer og diskuterer ligestilling på kvindernes kampdag – og derefter. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling.

Ligestilling betyder enormt meget for mig. Derfor har jeg nydt at være ligestillingsordfører for Liberal Alliance, siden jeg blev valgt ind. Men den skævvredne ligestillingsdebat, vi som samfund har bevæget os på sporet af med et konstant fokus på kønsbalance og resultatlighed på alle tænkelige områder, trænger til at blive trukket tilbage på sporet.

Det synes jeg ikke burde være så kontroversielt at sige. Når jeg ytrer mig om mit syn på køn og ligestilling, møder jeg ofte opbakning fra mænd og kvinder, som med et lettelsens suk takker for, at der bringes lidt sund fornuft ind i diskussionen. For mange er debatten blevet højspændt og overstyret og noget, man ikke tør bevæge sig ud i.

I Irak sætter kvinder livet på spil og bliver dræbt alene på grund af det tøj, de (ikke) har på, og i Afghanistan får kvinder frataget basale menneskerettigheder. Og selvom vi ikke har samme udfordringer herhjemme, er der stadig ligestillings- og kønnede udfordringer at håndtere. Vi er langtfra i mål med at bekæmpe social kontrol af kvinder, særligt i indvandrermiljøer, hvor religiøse normer begrænser piger og kvinders frie valg og retssikkerhed.

Vi skal også styrke kvinders ret til selvbestemmelse over deres egne kønsceller og mulighed for reproduktion. Kvinders selvbestemmelse er på det område stadig begrænset, blandt andet når det gælder donation af kvindelige kønsceller, som ikke gælder mandlige. Her ses en klar mangel på ligestilling, som vi politisk kan og skal ændre.

Men uanset hvilket ligestillingsemne vi tager op, skal vi huske, at ligestilling og resultatlighed ikke er det samme, og at det ikke er et ligestillingsproblem, at kvinder og mænd ikke er ens og træffer forskellige valg livet igennem. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling. Desværre bliver der i ligestillingsdebatten set med samme øjne og harme på de to ting. Der hopper kæden af for den sunde fornuft.

Tag for eksempel en kampdagsklassiker som spørgsmålet om løn. Ifølge Danmarks Statistik tjente mænd gennemsnitligt 12,3 pct. mere end kvinder i 2021. Renser man tallet for uddannelsesvalg, arbejdstid og karriereretninger – faktorer, der er bestemt af de valg, en person har truffet – forsvinder størstedelen af forskellen som dug for Solen. Men den forklaring er mange ikke tilfredse med. At flere kvinder end mænd arbejder deltid og tager længere barsel, skyldes åbenbart ikke frie valg, men strukturer i samfundet, der skubber kvinder hen på et spor, som koster dem dyrt, mens de samme strukturer åbenbart skubber mænd hen på et spor, hvor friheden til at tjene penge og gøre karriere er større.

Det er, som om folk glemmer, at vi selv træffer valget om uddannelse, arbejds- og familieliv – og at der også er fravalg og konsekvenser. Vælger du som kvinde at gå på deltid for at tilbringe mere tid med dine børn eller få familielivet til at hænge bedre sammen, er det er aktivt valg – men det er også et fravalg af en fuldtidsløn, den tilhørende ekstra pension og muligheden for at kravle op ad karrierestigen i de år.

Det samme gælder den del af ligestillingsdebatten, der handler om familielivet og the mental load, hvilket bliver omtalt som kvindens byrde at bære. Igen minder jeg om, at familielivet er resultatet af et valg, vi selv har truffet.

Debatter om skjulte hverdagsopgaver hilser jeg velkommen. De kan gøre os alle klogere – men det er ikke en generel kønskamp. Ansvaret i forældreskabet er et fællesansvar, og det er op til den enkelte familie, om man løser alle forældreopgaver 50/50 eller vælger at fordele dem mellem sig på anden vis.

Som tidligere fraskilt alenemor til to børn er jeg klar over, at ikke alle har mulighed at lægge dele af ansvaret over på en partner. Men den tid i mit liv var heller ikke et ligestillingsproblem. Det var resultatet af valget om at få børn og blive skilt. På samme måde, som at en skæv fordeling af visse opgaver i mit hjem i dag heller ikke er det, men et anliggende mellem mig og min kæreste.

Der findes mange kulturelle sædvaner, som kan præge vores valg, og en norm bliver formet af flertallets valg. Flere kvinder end mænd arbejder deltid. Kvinder har historisk set taget mere barsel end mænd. Der er flere kvindelige end mandlige medarbejdere i de offentlige omsorgsfag, hvor lønningerne generelt er lavere end i det private.

Men at et kønsstereotypt valg automatisk bliver tolket som manglende ligestilling eller resultat af undertrykkende strukturer, er en fejlslutning. Selvom der kan være gennemsnitsforskelle på kønnene, så er et menneske som individ en hel del mere end blot sit køn – og strukturer og normer er langt svagere, end hvad mange gør dem til.

Jeg tror, at det er manglen på disse nuancer, der er årsagen til, at mænd og kvinder bliver mere og mere polariseret i ligestillingsdebatten. I den seneste måling om ligestilling lavet af TV 2 svarer 57 pct. af mændene, at ”ligestilling er opnået” eller “ligestillingen er gået for langt”. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.

Modsat er det kun 26 pct. af kvinderne i målingen, som svarer, at ligestilling er opnået eller er gået for langt. For 10 år siden var det 47 pct. af kvinderne.

Læser man disse tal, som Fanden læser Biblen, kan denne slags måling hurtigt tegne et billede af, at tiltagende flere mænd er modstandere af ligestilling – hvilket igen puster til polariseringen på den anden fløj.

Der er behov for at huske på, hvad der nok for mange ligger bag, når de svarer, at ligestillingen er gået for langt. For de fleste er det ikke udtryk for en modstand mod ligestilling, men en debattræthed efter flere års overstyret ligestillingsdebat og initiativer, som ”i ligestillingens navn” indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed.

Når man insisterer på, at der skal være en kirurgisk præcis balance mellem kønnene i alle tænkelige dele af tilværelsen – om det gælder, hvem der tager længere barsel, om der er en halv-halv fordeling af mandlige og kvindelige skuespillere i danske film, eller hvem der sørger for børnenes nye vintertøj – forstår jeg egentlig godt, at nogen tænker, at debatten om ligestilling er blevet for meget af det gode.

Skal vi undgå, at polariseringen tager til, og få ligestillingsdebatten tilbage på sporet, skal vi huske den sunde fornuft. Vi skal ikke lade os skræmme af kønsforskelle.

Når folk svarer, at ligestillingen er gået for langt, er det ikke udtryk for modstand mod ligestilling, men debattræthed efter års ligestillingsdebat, som indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed, skriver Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2025)

Man kan ikke tvinge mænd og kvinder til at ville det samme

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. marts 2024

Vi laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov. Det er ikke ligestilling, når legater kan gives til kvinder, fordi de er kvinder. Det er diskrimination mod mænd

Den største trussel mod ligestillingen anno 2024 er paradoksalt nok selverklærede ligestillingsforkæmpere, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Svaret er en liberal ligestillingspolitik, hvor alle har samme mulighed og ret til at skabe det liv, de selv ønsker.

På den ene side findes den klassisk liberale tilgang, der ønsker, at den enkelte borger bedømmes på sine egne evner og ideer, og hvor man kompromisløst kæmper for lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet.

Det er både den historisk mest prominente og Liberal Alliances ligestillingsopfattelse.

Men overfor står en ny ligestillingsopfattelse, der har rod i identitetspolitikken.

Her bliver man netop bedømt og forskelsbehandlet på baggrund af ens køn, hudfarve eller seksualitet – såkaldt positiv særbehandling. De færreste indrømmer det, men gemmer i stedet sandheden bag termer som ‘kønsbalance’ eller ‘repræsentation’.

Men de misforstår helt forskellen mellem lige muligheder og lige resultater.

Diskrimination i ligestillingens navn

Som meget andet i den danske debat kommer denne tendens primært fra USA. Her har en række både offentlige myndigheder og virksomheder i USA indført såkaldte Diversity, Equity & Inclusion-programmer, hvor man systematisk ansætter eller belønner medarbejdere på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Altså diskrimination, men i ligestillingens navn.

Her kan man naturligvis indvende, at den danske lov om ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af blandt andet køn og etnicitet, ville gøre det samme umuligt i Danmark. Sådan forholder det sig desværre ikke.

I den danske akademiske verden har vi set en række tiltag – blandt andet og senest -programmet, der fremmer positiv særbehandling af kvinder ved ansættelser. Alle programmer har enten været i strid med lov om ligebehandling eller har på bagkant fået en politisk bestemt undtagelse fra lovgivningen.

Tænk engang: Vi lever i et land, hvor man laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov.

Desværre tyder meget på, at vi kommer til at se mange krav, der vil fremme resultatlighed fremover, også her i Danmark.

I en række brancher er der nu anført måltal for kønsfordeling, der åbenlyst skal nøde virksomhederne til at indrette deres medarbejdersammensætning, som politikerne foretrækker, ligesom man har indført krav om detaljerede køns- og etnicitetsregnskaber.

Kønsforskelle handler om livsvalg

Argumentet for dette er en hyppig fejlslutning, hvor man ser på forskelle mellem grupper, og derfra konkluderer, at forskellen skyldes diskrimination eller usynlige strukturer – og ikke bare er et resultat af forskellige personlige valg.

Selv om det gør ondt på nogle at erkende det, så er der åbenlyse – og gennemsnitlige – biologiske forskelle på mænd og kvinder, også i forhold til adfærd og livsvalg.

Ikke alene er det noget, som langt de fleste mennesker uden problemer kan se i deres egne liv, der er også udført en lang række tværkulturelle studier med den såkaldte, der analyserer forskellige karaktertræk.

Gang efter gang og på tværs af landegrænser bliver der konstateret ganske markante forskelle mellem de to køn, ligesom det såkaldte viser, at kønsforskelle inden for blandt andet uddannelsesvalg ofte er større i mere ligestillede samfund end i mere konservative.

Heldigvis er danskerne efter alt at dømme meget lidt identitetspolitisk eller, og jeg er ret sikker på, at langt de fleste ønsker et samfund, hvor borgerne bliver bedømt på deres evner og holdninger og ikke, hvad de har mellem benene, deres hudfarve eller seksualitet.

Et samfund, hvor velfungerende drenge ikke fra politisk hold bliver belært om, at de er toksisk maskuline eller gennem en kønsbaseret arvesynd ansvarlige for årtiers patriarkat. Og svaret på dette er ikke at anklage kvinder og piger for toksisk femininitet, som økonomikonsulent gør i en kronik her i avisen, som jeg ellers kan erklære mig enig i meget af.

Alt er ikke et ligestillingsproblem

Samtidig er der en sørgelig tendens til at gøre alt til et ligestillingsproblem: I en kronik her i avisen skriver og flere andre fra Enhedslisten, at det er et stort problem, at kvinder i voldelige forhold ikke kan få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle kan forsørge dem.

Partnervold er en forbrydelse, som i Danmark over 16 år fortæller, de har været udsat for i 2020. At udlægge forsørgerpligt mellem ægtefæller som et ligestillingsproblem er at vende tingene på hovedet.

Hvis man bliver slået af sin partner, er det presserende behov og samfundets ansvar naturligvis at få volden stoppet øjeblikkeligt og straffet hårdt – og formentlig også at bistå offeret med komme ud af parforholdet, uanset om offeret er mand eller kvinde.

For netop at værne om den klassiske ligestillingsopfattelse ønsker vi at nedlægge Ligestillingsministeriet og lade ligestillingsemner behandles integreret i relevante ressortministerier.

Sådan er det også i praksis i dag, hvor relevante ministerier altid deltager i behandling af emner, som vedrører disse – ligestillingsministeriet er derfor et ekstra bureaukratisk lag og indlysende unødvendig brug af skattekroner.

Kvinder er ikke stakler

Det betyder naturligvis ikke, at fortidens diskrimination af kvinder eller andre skal glemmes eller ignoreres. Vi har heldigvis forkastet fortidens patriarkalske syn på kvinden som en uformående og sart blomst, der skal holdes i hjemmet.

Det er jeg selvsagt glad for både politisk og personligt: Det er netop opgøret med et ideologisk kønssyn og fjernelsen af diskrimination, der har gjort det muligt for mig – helt uden kvoter eller måltal – at komme fra en ganske reaktionær opvækst på Færøerne, gøre karriere i en række tidligere traditionelle mandefag som jura og politik og i dag repræsentere mine medborgere i landets parlament.

Og jeg er langtfra nogen særlig undtagelse. Langt hovedparten af fremtidens psykologer, læger, jurister vil være kvinder, hvad vi i Liberal Alliance naturligvis heller ikke ser noget ligestillingsproblem i.

Derfor er Liberal Alliances ligestillingspolitik baseret på at sikre lige rettigheder og muligheder for kvinder såvel som for mænd. Det er derfor, vi kæmper for, at mænd og kvinder får den samme kønsneutrale værneret til at forsvare Danmark.

Det er derfor, benhårdt for at sikre, at kvinder får ret til at beholde deres nedfrosne æg i længere tid end fem år, som mænd allerede kan med nedfrosne sædceller. Og for at gøre kønsneutral, så voldsramte mænd får samme ret til hjælp, som kvinder allerede har.

Desværre er en kønskvoteret barsel blevet en realitet. Allerede nu kan vi se, at det fører til, at en række børn kommer, fordi politikeres ligestillingsideologi bliver vigtigere end konkrete familiers egne ønsker.

Liberalt bliver det aldrig, men Ligestillingsministeriet kører videre i samme rille.

Svaret er derimod en ligestillingsdebat, hvor kvinder ikke konstant bliver påduttet, at de på grund af deres køn er stakler, som kun kan klare sig på arbejdsmarkedet, hvis de bliver sat på måltal, kvoteret ind eller får anden positiv særbehandling.

(Indlæg bragt i Information d. 13/3-2024)

Video: Regeringen ønsker resultatlighed, men vil ikke indrømme det | Sólbjørg Jakobsen | Steffen Larsen

Sólbjørg Jakobsen & Steffen Larsen
20. februar 2024
Afspil video

Der skal ikke længere være en udløbsdato på kvinders raske, nedfrosne æg: En åbenlys ligestillingssag

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
25. maj 2023

Vi har et ligestillingsproblem i Danmark som handler om kvinders ret til at fryse deres æg – såkaldt social freezing. Der er intet sundhedsfagligt argument for, at vi i Danmark ikke har ligestilling på området. Derfor har Liberal Alliance stillet et beslutningsforslag om at ændre lovgivningen. Næste uge skal det debatteres i Folketingssalen. Det er en debat, vi ser frem til, og regeringspartierne flager allerede nu, at de støtter vores forslag. Tiden er til at give kvinderne mere selvbestemmelse over egen krop og æg.

Årsagen til, at fænomenet eksisterer, er, at der ved fertilitetsbehandling er fordele i at anvende unge æg. Den vilde udvikling i sundhed har gjort det muligt at bruge denne fordel til, at kvinder kan fryse deres unge og raske æg ned til et senere tidspunkt i livet. Der kan være et utal af gode grunde til, at en kvinde vælger – måske har hun ikke fundet den partner, hun ønsker at stifte familie med, måske tillader hendes økonomi ikke, at hun får et barn nu eller noget helt tredje. Årsagerne er mange. Desværre er vinduet for, hvor længe kvinderne må gøre brug af deres egne nedfrosne æg, snævert.

Men hvis der ingen medicinsk grund er til, at en kvinde fryser sine æg ned – som for eksempel i forbindelse med en sygdom, der kan skade chancen for at få børn, eller forestående kemoterapi – må æggene i dag kun opbevares nedfrosset i fem år. Derefter skal de sunde og raske æg destrueres. Sker det ikke, kan det resultere i bøde eller fængsel i op til fire måneder. Mænd derimod må have deres nedfrosne sæd opbevaret, så længe de ønsker – også efter deres død.

Der står intet medicinsk i vejen for at også kvinders æg kan opbevares i længere tid end fem år. Faktisk kan de holde sig i mere end 30 år. Danmarks grænse for, hvor længe æggene må fryses ned, er ekstremt begrænset i forhold til landene omkring os. Sverige, Norge og Finland har ingen grænse for, hvor længe kvinders æg må være frosset ned, og sidste år ændrede Storbritannien sin lovgivning, så nedfrosne æg må opbevares i op til 55 år.

Der skal ikke længere være en udløbsdato efter fem år på kvinders raske, nedfrosne æg. I stedet skal kvinder, som selv vælger og betaler for det, også have mulighed for at have deres æg frosset ned indtil de fylder 46 år, som er aldersgrænsen for at begynde i fertilitetsbehandling. Dermed er manglende midler i statskassen heller ikke et argument for ikke at ligestille kvinderne med mændene.

Fjerner vi tidsgrænsen på fem år, styrker vi kvindernes selvbestemmelse og ret til deres egen krop. Det vil skabe mere frihed og flere muligheder for kvinder, hvis de ikke tvinges til at vælge mellem at blive mødre (mere eller mindre) her og nu eller aldrig.

Der følger ingen garanti for graviditet ved social freezing – det ved vi kvinder godt! Det stopper heller ikke det biologiske urs til tider stressende tikken. Men det giver den enkelte kvinde en mulighed for at styrke sine chancer for at blive mor i fremtiden, såfremt hun af en eller anden årsag ikke er klar til en graviditet endnu. Som sagt, årsagerne til social freezing er mange, og valget om, hvornår man vil være mor, bør være kvindens.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 24. maj 2023)

Der er ét ord, som Marie Bjerre glemmer, når hun vil forklare, hvad der styrer mænds væren i verden

Henrik Dahl
17. maj 2023

Kvinder er eksempelvis gode til at søge læge- eller psykologhjælp uden at afvente, om det går over af sig selv. Ellers føler de sig ikke som rigtige kvinder.«

Sådan ville ingen mandlig ligestillingsminister nogensinde argumentere, selvom det er skåret over samme læst som Marie Bjerre (V) i et nyligt interview i Jyllands-Posten: »Mænd er eksempelvis dårligere til at søge læge- eller psykologhjælp, for så føler man sig ikke som en rigtig mand.«

Hvem der er »bedre« eller »dårligere« til at søge læge, er vitterligt en kønnet præmis. Den profeminine tolkning af statistikkerne er, at kvinder er »gode« til gå til læge, fordi de gør det mere end mænd. Omvendt er en promaskulin tolkning af de samme statistikker, at kvinder er »dårlige« til at vente og se, om det går over af sig selv.

Mit forslag er, at man starter et helt andet sted: Kvinder og mænd har forskellige tilgange til, hvornår skavanker kræver et lægebesøg. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Derfor skal man passe på med at sige firkantet, at den ene er den bedste.

Men nu, hvor jeg har mikrofonen, og emnet er slået an, så lad mig sige et par ord om, hvordan det er at læse en kvindelig kollegas tanker om, hvad mænd går og gemmer på i deres indre.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men der er ét ord, som i den grad lyser op i alt sit fravær, når Marie Bjerre skal forklare, hvad der styrer mænds væren i verden. Og det er ordet pligt.

Der er ikke nogen følelse, der har haft større indflydelse på mit liv, end følelsen af, at jeg var underlagt visse pligter, som jeg ikke uden videre kunne kaste fra mig.

Som den ældste i en stor søskendeflok har jeg altid vidst, at jeg havde en særlig pligt til ikke at gøre ondt værre for mine forældre, når de små var kede af et eller andet – eller bare utilfredse med, at de ikke kunne få deres vilje.

Som barn i en konservativ middelklassefamilie har jeg også altid vidst, at det var min pligt at gøre mit bedste, uanset hvad det gjaldt. Man kan ikke sjofle sin skolegang. Man kan ikke sjofle et fritidsjob. Man kan ikke sjofle sin træning, hvis man først har meldt sig til en eller anden idrætsgren.

Som studerende ved diverse uddannelser, det var svært at komme ind på, vidste jeg altid, at det var min pligt at få mest muligt ud af de ressourcer, den pågældende institution stillede til rådighed.

Og sådan er det blevet ved: Som far har man pligt til at opdrage sine børn så godt, man kan. Som medejer af en virksomhed har man pligt til at skabe et overskud og til at skabe gode rammer for medarbejderne (de to ting er i øvrigt forbundne kar). Som politiker har man pligt til at forvalte den tillid, vælgerne har udvist, så godt, man formår. Som offentligt kendt person har man pligt til at svare venligt på folks henvendelser – også når det forudsætter, at man først skal tælle til ti.

Jeg er født i 1960, og jeg bilder mig ikke ind, at min mentalitet er frygtelig meget anderledes end den, man finder hos andre mænd på samme alder. Man skal klare pligterne først. Ellers er det ikke i orden at holde fri og nøjes med at tænke på sig selv.

At leve sådan kræver selvfølgelig en vis grad af selvdisciplin. For eksempel bør man holde sine sorger for sig selv. Ellers bryder al orden sammen, så børnene tvinges til at være voksne; de svage til at være stærke og de letsindige til bekymring.

Jeg ved ikke, om det giver mening for unge mennesker, der gerne vil have mig til at tænke over at være mand. Men det er her, det må begynde.

(Bragt i Berlingske d. 17. maj 2023)

Kulturministeren har svært ved at forklare, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det har jeg ingen problemer med

Katrine Daugaard
8. maj 2023

I Liberal Alliance har vi stor forståelse for, at både kulturudøvere og kulturforbrugere ønsker diversitet i kulturen.

Det er eksempelvis godt, at borgere med minoritetsbaggrund kan spejle sig i tidens fortællinger og se sig repræsenteret i kulturen. Diversitet er godt, men det er bare ikke noget, man bør lovgive sig til eller opsætte rigide måltal for at opnå.

Jeg er kritisk overfor den bevægelse, som ønsker kønsregnskaber og lighed for enhver pris. Jeg mener, at det skader kunsten og begrænser den kunstneriske frihed.

Kravet om eksempelvis kønsregnskaber vender hele den kunstneriske proces på hovedet. I stedet for at tage udgangspunkt i sin fortælling, skal kunstnerne sørge for at leve op til ydre krav, så man kan hente sin støtte hjem.

Særlige støttekrav skævvrider kunsten

Desværre er filmbranchen allerede pålagt en lang række krav på området. De skal eksempelvis aflevere kønsselvangivelse for at modtage støtte fra Det Danske Filminstitut.

Godt nok skal man først bruge tid på at optælle kvinder og mænds replikker, holde deres løn op imod hinanden og gøre rede for kønsfordelingen for og bag kameraet, efter man har modtaget støtten.

Men det siger sig selv, at de, der søger, godt ved, at dette regnskab helst skal gå i 50/50, og at det derfor får indflydelse på hvem, der hyres ind til opgaverne. Det er altså ikke kvalifikationerne og den kunstneriske frihed, der bliver vigtigst. Det er heller ikke lige muligheder, men lige resultater.

Særlige støttekrav i filmbranchen skævvrider kunsten, hvilket ses tydeligt, når eksempelvis. svenske skuespillere dukker op i danske film på steder, hvor det ikke umiddelbart giver mening.

Eller når film, som foregår i hovedstaden, optages i provinsen. Dette sker for at sikre støttekroner fra omkringliggende lande, som eksempelvis Sverige eller FilmFyn.

Verden er heldigvis en anden

Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) sagde i et samråd forleden, at han ikke ønskede kvoter. Men han er alligevel åben over for, at institutioner skal kunne stille krav til bestemt repræsentation. Undskyld mig, men det lyder i min verden som kvoter.

Samtidig fortalte ministeren, at han ville have svært ved at forklare en eventuelt kommende datter, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det er sjovt, for jeg har ingen problemer med at forklare min datter hvorfor. Man skal jo bare forklare dem historien. Der er ingen grund til at forsøge at skjule noget eller moderere historiens gang.

Der var overvejende mandlige kunstnere og magthavere i fortiden, fordi verden – og Danmark – var en anden. Jeg forklarer min datter, at verden heldigvis er en anden i dag, hvor kvinder kan komme til tops i politik, i erhvervslivet i kunst og kultur.

Men fordi at verden engang med nutidens øjne var urimelig og diskriminerende, skal vi ikke forsøge at rette op på det ved at igangsætte en ny diskrimination. Det vil jeg gerne stærkt advare ministeren om.

Forandring kommer fra kunstnerne selv

Et sted, som kunne have stor gavn af større diversitet, er i musikbranchen og særligt på spillestedernes scener. Også her, ser vi allerede tiltag til en bedre repræsentation, da der i denne sæson er flere kvinder på spillestedernes scener end før.

Her må jeg understrege, at løsningen ikke må være at bekæmpe den manglende diversitet ved at gøre som spillestedet Forbrændingen gjorde for år tilbage. Her satte de udelukkende kvinder på plakaten i et helt år. Så kan man da tale om diskrimination!

Hvis man vil øge diversiteten bør man fokusere på spillestedernes arbejde med publikumsudvikling gennem markedsføring og salg – ikke på statiske og centralt styrede måltal.

Der er plads for mere diversitet i kunst og kulturens verden, men det må ikke ske på bekostning af den kunstneriske frihed.

Det er Liberal Alliances holdning, at forandringen i høj grad skal komme fra kunstnerne selv, og at politikerne skal respektere armslængdeprincippet.

(Indlæg bragt på Altinget.dk den 8. maj 2023)

Kønskvoter er gift for ligestillingen

Kvinder har færre topstillinger på grund af deres egne prioriteringer

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
19. april 2023

Færre kvinder end mænd sidder i dag i direktørstolene og i bestyrelseslokalerne. Det er et problem, mener et flertal i Folketinget.

Men det er en unuanceret fortælling.

19. april bliver Liberal Alliances beslutningsforslag om at afskaffe kvoterne behandlet i Folketinget, og må jeg i den forbindelse minde om nuancerne i debatten.

Danske virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere er i dag tvunget til, at have et mål om minimum en 40/60-fordeling af henholdsvis kvinder og mænd i direktionen og bestyrelsen.

Men når politikere påtvinger direktioner og bestyrelser at få flere kvinder rundt om bordet, glemmer de, at ikke lige så mange kvinder som mænd rækker ud efter posterne, og at flere kvinder stadig vælger uddannelser og karriereveje, som ikke kvalificerer dem til en direktørstilling eller bestyrelsespost.

Skulle flere kvinder have lyst, evner og ambitioner til at vælge en vej, der leder dem til en toppost, lever vi i et land, som giver dem frihed og mulighed til at gøre det.

Men virkeligheden er – for nu – en anden.

Med valg kommer fravalg

Der er mange årsager til, at flere kvinder ikke finder vej til ledelsesgangene. Mange kvinder vælger en at gå af en anden vej, allerede når de vælger uddannelse.

De tager mere barsel end mænd i forbindelse med fødsler. Kvinder arbejder i gennemsnit mindre end mænd. Og generelt har kvinder også tendens til at have en mindre frembrusende adfærd i arbejdslivet og forhandlingssituationer.

Dette er blot få af de mange og forskellige valg mange kvinder tager, som leder dem væk fra den vej, der går mod en plads blandt mændene. For med valg kommer som bekendt også fravalg.

Den første lovgivning om kvoter for køn i ledelser og bestyrelser i de største danske virksomheder trådte i kraft under Helle Thorning-Schmidts regering i 2013.

Analyser viser, at kvoterne kun har haft en begrænset effekt. Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at kvoterne kun skabte en stigning i antallet af kvinder i topledelse fra 14 procent til 15,2 procent fra 2013 til 2015.

Kigger vi mod vores norske naboer, viser flere studier, at effekten af kvoter i Norge kun har haft en effekt for den enkelte kvinde, som kommer i bestyrelsen.

Der er meget lidt evidens for, at kvoter skaber spillover-effekter til kvinder længere nede i hierarkiet.

Ligestilling er ikke nødvendigvis lige stillinger

Vi skal også huske, at ligestilling netop er, at du vælges på grund af dine evner – ikke dit køn. Vi har i Danmark ligebehandlingsloven, som sikrer, at en medarbejdere vurderes på sine kvalifikationer og evner og ikke sit køn, og at der er lige løn for lige arbejde.

Loven sikrer ikke, at der sidder lige mange kvinder og mænd rundt om bordene på ledelsesgangene, men loven og ligestillingen i Danmark sikrer, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at nå dertil.

Der er mange andre ligestillingsdagsordener, som vi bør koncentrere os om og arbejde for at løse. For eksempel må kvinder ikke opbevare deres æg i mere end fem år, mens mænd må opbevare sæd for evigt.

Kigger vi udover vores egen næse, er der groteske ligestillingsproblemer på den internationale scene. Senest og mest omtalt er kvinders undertrykkelse af Taliban i Afghanistan, mens kvinder i Iran fængsles og slås ihjel for at kæmpe for retten til frit at kunne at klæde sig, som de vil uden at blive straffet.

Lad ikke kønskvoter overskygge de virkelige udfordringer.

(Indlæg bragt i Altinget den 19. april 2023)

Drop femårsreglen for nedfrysning af æg

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
31. marts 2023

Mange politikere ynder at tale om mindre bureaukrati og færre unødvendige regler. Alligevel spytter Folketingets lovmølle jævnligt nye love ud, som danskerne påtvinges at overholde.

Selv om mange af disse ganske vist tjener et formål, er der også love, der ikke er til gavn for nogen. En af disse er loven om, at nedfrosne æg skal destrueres efter fem år.

I dag er det nemlig sådan, at en kvinde kan nedfryse sine æg til en graviditet senere i livet. Ens chancer for en sund graviditet er større, når kvinden er ung, hvilket i høj grad skyldes æggenes kvalitet.

Derfor er det en fordel for kvinder, der vælger at få børn senere i livet, at anvende nedfrosne æg fra yngre dage.

Videnskaben på fertilitetsområdet er imponerende, og behandlingsformen er et pragteksempel på, hvordan medicinske og teknologiske fremskridt giver os mulighed for at leve bedre og mere fleksible liv, som vores forfædre ikke kunne drømme om.

Femårsreglen gælder kun, når man får nedfrosset æg på eget initiativ – altså ikke i forbindelse med sygdom eller behandling.

Til sammenligning er der ikke tilsvarende tidsbegrænsning på mænds mulighed for at nedfryse sin sæd.

Ægudtagelsen foregår i disse tilfælde med egenbetaling på en privatklinik, så forslaget om at droppe reglen sender ikke nogen regning videre til skatteyderne.

Derfor bør vi afskaffe femårsreglen for nedfrysning af æg, så æggene kan opbevares, til man er fyldt 46 år, hvilket er den øvre aldersgrænse for fertilitetsbehandling.

Vi kvinder ved godt, at chancerne begrænses, jo ældre vi bliver. Og selv om videnskaben er fantastisk på dette punkt, medfølger der ikke nogen garanti for graviditet ved at nedfryse æg.

Reguleringslystne politikere skal ikke uden god grund begrænse vores muligheder – og i værste fald frarøve kommende forældre muligheden for at få egne børn.

For som mange forældre kan skrive under på, er det at få børn noget af det vigtigste og mest meningsfulde, vi mennesker kan gøre her i tilværelsen. Derfor bør mulighederne og beslutningerne ligge hos den enkelte selv.

(Indlæg bragt i Information d. 31. marts 2023)